Det var forrygende underholdning, da de to Manchester-klubber havde stævnemøde på Etihad lørdag aften, men ved pausefløjtet var det unægtelig svært at forestille sig, at United skulle kunne trække noget ud af shortsne, der ville kunne vende kampen.
Nede med 2-0 og med chancer nok til at kunne have lavet mindst to mål mere, så var det kun David de Gea, der som sædvanligt stod aldeles blændende, der holdt United kunstigt i live i naboopgøret.
Annonse
Han havde dog haft en uheldig fod med i Gündogans 2-0 scoring, så det manglede da også bare. De to lynmål af den ellers noget udskældte Paul Pogba vendte dernæst op og ned på kampen, som Raheem Sterling alene kunne have vundet for City, hvis han havde konverteret et par af de store chancer, han formøblede undervejs.
Det havde ellers givet pote at bruge Sterling som falsk 9’er i første halvleg, hvor den uvante formation åbenlyst forvirrede Uniteds bagkæde, men rollen er dog ikke så falsk, at man ikke må score mål.
En ting, man i hvert fald ikke må, er at bruge sine knopper under støvlerne til at prøve på at amputere en modstanders ben under knæet. Det var Ashley Young (og dommer Atkinson) dog ligeglade med, og at landsholdsbackens angreb på Kun Agüero hverken blev takseret til straffespark eller rødt kort til Young, er ret mystisk.
I sidste ende bliver City jo mestre alligevel, og nu står alene tilbage at se, hvorvidt de kan udøve et mirakel i returopgøret imod Liverpool. Guardiola virkede som en meget naiv træner i første opgør på Anfield, og med mindre det giver seriøs pote at hvile Kevin de Bruyne og Agüero i store dele af opgøret imod United, så er det svært at se, hvordan City skal holde Liverpool fra at lave mindst ét mål på Etihad.
Newcastle tacklede sig væk fra nedrykning
For fodboldfans af denne skribents alder har det været rart at se Newcastle være tilbage i Premier League, og så endda med en så overkvalificeret manager som Rafa Benitez i spidsen.
Annonse
Der er nok de, der vil mene, at den tykke, spanske overtjener (blandt venner) burde sidde på en mere prominent trænerbænk end den på St. James Park, men Benitez virker til at være rigtig godt tilpas i det nordengelske, og nu lader det også til, at han har reddet Newcastle en sæson til i Premier League.
Det skete med en noget overraskende 2-1 sejr ude over Leicester, og hvis man vil mindes om, hvorfor engelsk fodbold engang havde et rygte som en liga, hvor tacklinger og mandsmod betød mere end trefarvet hår og størrelsen på din vognpark, så skal man bare se lidt nærmere på, hvordan Newcastle fik den sejr hevet i land.
65 minutter inde i kampen, der på det tidspunkt stod i en mager 1-0 føring til Toon, og hvor gæsterne kun havde 33 procent af boldbesiddelsen, opstår en helt forrygende sekvens af positiv aggression, hvis man kan kalde det det.
I løbet 20 sekunder får Newcastle-defensiven sat intet mindre end syv (lovlige) 50/50-tacklinger ind på de stakkels Leicester-spillere, der fløj som kegler til højre og venstre, før den sidste af tacklingerne resulterede i et brag af et frispark på Riyad Mahrez, der bagefter lignede en mand, der havde haft Tinder-date med en damptromle.
Den slags luner Newcastle-tilhængeres hjerter, og de tyve sekunder illustrerede fint, hvorfor Newcastle ender med at få sig en mere end godkendt sæson.
Harry Kane vil gøre sig til grin for en topscorer-titel
Harry Kane er en dejligt komplet angriber, om end han (jævnfør ovenstående afsnit) ikke ligefrem adskiller sig væsentligt fra idéen om den moderne fodboldspiller som et noget forfængeligt bæst, der primært har sin egen succes for øje, mere end sit holds.
Annonse
En ting er, at han godt snart må hyppe ud i mængden af overspil (nogle ville sige film) i feltet. Det kan han tids nok lære.
Men for englænderen er jagten på topscorertitlen åbenbart så vigtig, at han nu prøver at score mål, han ikke har scoret. Christian Eriksen blev dobbelt målscorer for Tottenham i sejren over Stoke, men Kane har af en eller anden årsag efterfølgende krævet, at det andet mål, der faldt efter et indadskruet frispark fra Eriksen, skulle krediteres ham, uanset hvad andre (læs: alle med øjne i hovedet= ellers måtte mene om den sag. For at få tilkendt et mål kræver det dog, at man rører bolden, og det gjorde Kane ikke. Få dig dog noget selvrespekt, mand.
Brøndby-fans får en hård mandag aften
Det er ikke nogen hemmelighed, at retorikken imellem FCK- og Brøndbyfans til tider er lidt anstrengt og/eller hysterisk, og at fiaskoer hos modstanderen ofte fejres, som om det var tre point til en selv. Sådan er lokalrivaliseringer, selvom det til tider bliver lovligt fladpandet/unuanceret.
Men uanset, hvordan man vender og drejer VSTGN-hatten, så er man slet og ret nødt til at heppe på FCK i mandagskampen, hvor FC Midtjylland lægger græs til en højspændt affære i Herning.
Hvis Brøndby kan nå at få et tre-points forspring, inden slutspillet endnu er gået ind i den afgørende fase, så skal de bare sige tak, længere er den egentlig ikke. Guldæbler kan godt være sure.
FCK er som bekendt inde i en vældigt god stime, mens FCM ser lidt mere wobbly ud, og det ligner derfor på forhånd et meget lige opgør imellem to hold, der har haft godt tab på hinanden i de sidste, indbyrdes kampe. Hvis man som neutral tilskuer kan få underholdning på linje med da FCM tabte med 3-4 i Parken, så vil det være dejligt, og med over 3,5 mål i de sidste syv kampe med netop de to hold, så kan man da også roligt forvente en målfyldt affære. Og hvis man absolut skal sidde og glæde sig over en sejr til ens ærkerivaler, så kan det vel i det mindste være en underholdende en af slagsen.
Teemu Pukkis transferhunger kan være guld værd
Brøndbys finske førsteangriber havde et lidt trægt efterår, muligvis på grund af lidt grus i det mentale maskineri efter den fejlslagne flirt med græske Panathinaikos. I slutspillet har Pukki til gængæld været i hopla, og det blev der sat en fed streg under med et hattrick imod Horsens, der ellers ikke ligefrem har ry for at være et hold, som det er nemt at score imod.
Det var ikke kun Pukkis skyld, at det hele endte med en imponerende 5-1 afklapsning af Bo Henriksens hold (og målet til 1-0 var mere end heldigt), men han var konstant en trussel i gæsternes felt, og på sin dag er han en af Superligaens tre bedste angribere.
Det er ikke nogen hemmelighed, at Pukki med stor sandsynlighed vil søge væk efter forhåbentligt at have fejret et mesterskab med Brøndby. Han er lige fyldt 28, og går efter alt at dømme ind i sin karrieres zenith, så hvis der skal hives et sidste money-move i land, så er det ved at være nu.
Og at finnen skal vise sit umiskendelige killer-instinkt frem over for interesserede agenter og klubber kan blive den afgørende faktor for et mesterskab til Vestegnen.
Pukkis angrebskollega Kamil Wilzcek skal til gengæld ikke underkendes. Polakken virker til tider lidt endimensionel (nogen vil sige klodset) i sit spil, men hans scoring til 3-0 var høj klasse og demonstrerede, at man har flere heste at spille på offensivt hos Brøndby. Det ved Pukki udmærket, og mon ikke han nok skal sørge for at gøre arbejdet nemt for Alexander Zorniger i resten af sæsonen?
