Den Superliga-struktur kan godt blive bedre – og bliver det også
Man kan nok lige så stille se i øjnene, at den nye slutspil-struktur i Superligaen ikke ligefrem har reddet hele baduljen fra tilskuerdød og et generelt dalende niveau.
Annonse
Man har nok også stukket sig selv blår i øjnene og nægtet at anerkende, at spillets (manglende) kvalitet ikke ligefrem trækkes i positiv retning af at øge antallet af klubber i Superligaen. Tilskuerne bliver fortsat væk, og tv-transmissionerne virker heller ikke til at ramme det ønskede antal seere.
I skrivende stund går der da også forlydender om, at de danske klubber er klar til at få skåret ligaen ned til 12 hold igen, men gerne vil holde fat i slutspilsstrukturen, der har skabt den ønskede buzz hen imod inddelingen af de to puljer.
Derudover skal der selvsagt gøres noget ved den gøglede situation, hvor SønderjyskE i går kunne glæde sig (endda åbenlyst på Twitter, om end kortvarigt – stakkels SoMe-ansvarlige) over at inkassere et 2-1 mål imod FCM, der omvendt holdt snor i Brøndby med sejren i Herning. Det er synd for Hobro, og det er synd for Brøndby, at den slags kan tilsidesætte det, der er essensen af fodbold – at tæske de andre. På banen.
Thomas Thomasberg kaldte slet og ret strukturen for ”noget lort”, og selvom det nok falder lidt uden for DBUs ”Code of Conduct” (pfft, tal dansk, mediebrilletyper!), så er det nok i sidste ende meget rigtigt.
Thomas Thomasberg will not be silenced!
Annonse
For apropos Thomasberg, så uddybede han sin kritik / sviner af strukturen i Superligaen, da han påpegede, at den mundkurv, som Divisionsforeningen har udstukket i forhold til at vente med kritik til efter sæsonen, siger en del om, at de nok udmærket ved, at der er noget galt.
Og deri har manden nok en pointe, som han fik opbakning i fra blandt andet Ståle Solbakken, der heller ikke ville acceptere, at det kan betale sig at tabe en kamp for at opnå en mere fordelagtig position i slutspillet. Og det skal det da heller ikke kunne.
Derudover er det en ret udansk ting at bede folk om at klappe i, uanset om man i forvejen ved, at der er noget om kritikken, og at man har tænkt sig at reagere ud fra den.
Der er ingen, der har interesse i en mere lukket kultur i Superligaen, og det er tvært imod altid en fornøjelse at høre aktørerne udtale sig fra hjertet, uanset om det er klogt eller ej. Ærligt talt, så er det nok især de sidstnævnte tilfælde, der er sjovest, og det burde alle virkelig have fattet efterhånden.
Hvis nogen derimod skal have mundkurv på, så kan man kontakte mig privat for en liste over de kommentatorer/eksperter, der har gjort sig fortjent til en solid omgang Troubadourix-i-træet. Og i fald man ikke forstår den reference, kan man i samme ombæring få sig en prioriteret liste af mig med tegneserie-anbefalinger.
Et hattrick er ikke længere noget specielt
Da jeg var dreng, der var et hattrick ikke noget, man lavede hver weekend (slet ikke mig selv), og når Batistuta, Shearer, Signori eller Den Buttede Ronaldo lavede et af slagsen, så vidste man, hvad man skulle tale om i skolen eller til træning.
Annonse
Godt nok lavede Oleg Salenko de famøse fem mål imod Cameroun under VM 1994, hvilket bare var helt åndssvagt, (og i øvrigt også var nogle grimme mål), men over tre mål i en kamp virkede altid som en ting, der var reserveret amatørfodbold med de massive overmatchninger, der kunne forekomme der.
Men Den Fedtede Ronaldo og Nissens hærgen på verdens fodboldarenaer igennem de sidste 10-15 år har ændret måden, man laver mål på. Nu er det nærmest deprimerende for en angriber, hvis man kun får prikket to mål ind i en kamp, og et hattrick kan man fodre svin med.
Der skal sgu mere til at løfte øjenbrynene hos folk, unger. Således fik man her i weekenden serveret fire mål i samme kamp af argentinske Mauro Icardi for Inter, der på udebane plagede Sampdoria, som er et stykke fra fordums styrke, med en 5-0 sejr.
Dagen før havde Mo Salah fortsat sit amok-ridt imod at sprænge den hidtidige målrekord i Premier League-æraen med fire mål imod Watford, og egyptiske greyhound har nu kun seks mål op til Andy Coles og Alan Shearers 34 scoringer fra henholdsvis 1993/94 og 1994/95. Men det vil nu i mine øjne stadig føles forkert at få smadret Shearers rekord. Nogle ting skal bare have lov at stå i fred. Og nåja, så lavede Ronaldo såmænd også lige fire mål for Real Madrid på falderebet imod Girona.
N’golo Kanté er unik
Det var åbenlyst for alle, at franske N’golo Kanté var meget afgørende for Leicesters chok-mesterskab, såvel som Jamie Vardy og Riyad Mahrez var det. Men da Kanté skiftede til Chelsea, for derpå at blive mestre med dem, blev det også klart, at han nok var den vigtigste af dem alle. For selvom Vardy/Mahrez-kollaborationen var mere eller mindre synonymt med Leicesters offensiv, så tog Kanté sig mere eller mindre af resten af banen, minus målet.
Kanté har sat helt nye standarder for løbepensum, og det er imponerende at se, i hvor høj grad han støvsuger rummet foran forsvarskæden hos Chelsea, når han rammer sit topniveau. Han er tit deroppe af og ekstremt sjælden bare middelmådig, men for tiden er han på det niveau, der giver mesterskaber og et kollektivt indtryk af at være 12 mand på banen.
Han var vel den bedste Chelsea-spiller i de to kampe imod Barcelona, og imod sin gamle klub viste han i søndagens FA Cup-kvartfinale, at han ikke er tynget af moralske skrubler, der forhindrede ham i at kværne sine gamle venner ned under grønsværen på King Power Stadium.
Han toppede en pasningsprocent på 89% op med at lave assisten til Pedros mål (i øvrigt flot at lade en mand på 1,50 m komme først med hovedet til en bold i feltet, Schmeichel), 2 interceptions og 4/4 vellykkede driblinger, der jo ellers ikke lige er hans spidskompetence.
Han har redefineret den defensive midtbaneposition næsten på samme måde som en anden tidligere (og fransk) Chelsea-klippe, Claude Makeléle, og må klart regnes som en af de tre bedste på positionen i verden lige nu.
Bayern München kan presses af Sevilla
Det kan godt lyde som en hårrejsende påstand, men man skal passe på med at afskrive Sevilla helt i mod Bayern München, selvom sydtyskerne inkasserede blot deres tredje nederlag i sæsonen her i weekenden, mens Sevilla gik ned med 1-2 på udebane imod nedrykningstruede Leganes, og dermed gjorde det til noget nær en formsag, at Valencia napper den sidste, direkte Champions League-plads i La Liga.
For RB Leipzig, der ellers ikke har haft en synderligt prangende sæson i forhold til sidste år, fik nedkæmpet Bayern med et mægtigt presspil, der holdt storholdet nede på relativt få chancer.
Selvom Jupp Heynckes gav marginalspillere som Juan Bernat og Sebastian Rudy chancen i kraft af det store forspring i Bundesligaen, så gør den store afstand ned til et kriseramt Dortmund og årets overraskelse, Eintracht Frankfurt, München til et lidt uvist kort. Har deres sæson været så nem, at de kan komme til at slække på det imod et undertippet Sevilla-mandskab?
Deres erfaring med knockout-kampe i CL er selvsagt enorm, men det er Sevillas (til dels) også, og selvom Bayern stadig er klar favorit, så skal man måske nok ikke regne med, at det bare bliver en walkover for Bayern. Der er dog lige det med Lewandowski og Simon Kjær..
