AaB-chef er ikke klar til at skrotte VAR endnu: ”Det her er en vej, vi skal ned ad, uanset om vi vil det eller ej”

Folkebevægelsen mod VAR har endelig fået hul igennem til en Superliga-CEO. Her kan du læse hele interviewet med AaB’s administrerende direktør, Thomas Bælum, der insisterer på, at VAR er kommet for at blive.

AaB-chef er ikke klar til at skrotte VAR endnu: ”Det her er en vej, vi skal ned ad, uanset om vi vil det eller ej”
Offentliggjort

AaB var en af de mange klubber, der i 2019 stemte for at implementere VAR i Danmark. Nu er den første sæson med systemet i Superligaen overstået. Har det ændret jeres syn på VAR?

”Nej, det har det ikke. Jeg synes, det har været en rutsjebanetur, hvor der har været gode perioder og mindre gode perioder, og så har der været kampe, der stikker ud. Men det har ikke ændret vores syn på, at det her er en vej, vi skal ned ad, uanset om vi vil det eller ej – også fordi vi er en del af et større fodboldøkonomisk økosystem, hvor det på en eller andet tidspunkt bliver obligatorisk at have VAR.”

Føler I jer tvunget til at støtte op om VAR-systemet?

”Nej, vi føler os ikke tvunget til det. Men når man om onsdagen skal spille internationalt, som mange af vores klubber i Danmark heldigvis gør, skal det være samme system, du spiller i til dagligt. Internationalt går det VAR’s vej, så de her små bump på vejen, der har været i år, de kan løses af læring og finjustering. Så får vi et produkt, der lever op til de brede fans’ oplevelse af en normal fodboldkamp.”

Hvis man ser bort fra strømliningen med resten af Europa, hvad fik så AaB til at stemme for, at VAR skulle implementeres?

”Fairness. Det er så store penge, der er på spil, at det ikke kan passe, at vi skal blive ved med at se på tilfældige bolde, der er inde eller ude over målstregen eller offsides, der ikke er offsides, eller håbløse filmsituationer i straffesparksfeltet, som vi alle sammen var ved at brække os over tidligere. Vi gad ikke alt det der mere. Vi ville det til livs, og vi har teknologien til det. Nu skal vi have en mere nøjagtig udfoldelse af spillet.

Og så ved jeg godt, at der er forsinkelser, og der har været forkerte tv-vinkler og alt for lange vurderinger, der har gjort, at det føles, som om man skal fejre et mål tre eller fire gange. Det er selvfølgelig ikke optimalt, og det har også pisset mig af, men der har også været lange perioder, hvor det har fungeret. Der er ligaer rundt omkring i verden, hvor vi slet ikke tænker over det, når vi ser fodbold.”

Vi har på tribunerne i Aalborg hørt sange om at få VAR ud af fodbold, og der hænger et stort banner, hvor der står ”Fuck VAR” for at citere ordret. Gør det indtryk på dig, at store dele af AaB’s fans gerne ser VAR kørt til storskrald?

”Selvfølgelig gør det det. Som Superliga-klub er vi jo founding partner på VAR-systemet, og selvom det også er noget, der skyller ind over os udefra, har vi alle sammen været med til at sige, at det her er noget, vi gerne vil. Selvom vi har selv har været med til at implementere det, kan vi også godt irritere os over, at der er tre-fire stadions, hvor tribunerne ikke er bygget til, at kameraerne kan stå, så vi får en nøjagtig offsidekendelse. Der har også været gange, hvor kablingen ud til VAR-vognen har været for langsom, så der går 45 sekunder, før billederne bliver downloadet derude. Sådan noget gør, at man bliver irriteret på systemet, men i år to og tre må vi investere i mere teknologi, så alle stadioner har de rigtige kameraer og den rigtige kabelføring ud til VAR-vognen. Det skal gå lynhurtigt. Det skal helt ned på 5-10 sekunder, mens spillerne jubler. Allerede der skal dommeren tage sig til øret og få meldingen om, at noget er galt, så man allerede i jubelbrølet bliver opmærksom på, at noget måske skal tjekkes igennem.”

Vi har i dag talt med AaB Support Club, der bekræfter, at de meget gerne ser VAR afskaffet så hurtigt som muligt. Det er jo jeres officielle fanklub, der synes det. Er det så ikke bare det, der skal ske?

”Jeg tror, at ved alle nye ting vil der være en implementeringsperiode. Nogle ting vil der være en kæmpestor modtand imod. Det er ikke alting, den administrerende direktør skal være enig med hele Nordjylland omkring. Jeg synes, at vi skal kigge helt konkret på at få belyst, hvad den første sæson har budt os med VAR. Jeg ved, at Divisionsforeningen har nogle meget nøjagtige tal, i forhold til hvor mange sekunder VAR tager, hvor mange fejl der er sket, og hvor mange af de fejl vi førhen var pissetrætte af, der er blevet korrigeret. Hvis vi har en diskussion omkring de ting, så tror jeg, vi kan få vendt den begyndende folkestemning, der er begyndt at komme mod VAR.”

Du sagde indledningsvist, at der er mange penge på spil, men er fodbold ikke ultimativt for fansene?

”Jo, men jeg tror også, der er mange fans, der gerne vil have en fair afvikling af spillet. Nu har vi jo ikke lavet målinger på, om det vitterligt er størstedelen af fansene, der er imod VAR. Men vi noterer os, at der er nogle ytringer, der går imod VAR, og at der er en begyndende folkestemning især blandt den hårde fodboldkerne. Der har vi jo en opgave som klub i at fortælle, hvad VAR har bidraget med, og hvad vores læring har været. Jeg synes, det er for tidligt at skyde VAR til hjørne.”

Har I overvejet at igangsætte en undersøgelse blandt jeres fans for at få mere et klart billede af, hvad holdningen til VAR egentlig er?

”Altså, nu kan vi jo ikke bare bryde ud og sige, at nu vil vi ikke være med til VAR længere…”

Hvorfor kan I ikke det?

”Fordi vi har signet op i fællesskab omkring det her i Divisionsforeningen.”

Så kommer der vel aldrig til at ske en forandring?

”Så ville jeg bevæge mig ud i en juridisk diskussion, jeg ikke er klædt på til lige nu, men det er slet ikke der, vi er nu. Vi er også fodboldfans i direktørgruppen, og vi har diskuteret det her frem og tilbage, men indtil videre kigger vi på tal, dokumentation og investeringer, vi måske allerede kan have klar til næste sæson, sådan at vi får en hurtigere afvikling og mere nøjagtige målinger af offsidekendelser. Jeg synes, at vi ser i Premier League, La Liga og Serie A, at der er der en meget mere glat afvikling af kampene.”

Jeg er bange for, at du står lidt alene med den holdning. Det lader til, at der især i England er en helt vild utilfreds med systemet...

”Ja, men nu tænker jeg i forhold til kampafviklingen. Det er mit indtryk, at de også havde opstartsvanskeligheder med perioder, hvor kampene bliver fløjtet ihjel. Nu kan vi se, at der bliver brugt langt flere sekunder på lange indkast, end der gør på VAR.”

Hvor stor skal utilfredsheden være blandt jeres egne fans, før I vil tage det op?

”Jeg vil ikke stå og opfordre til hverken blokader eller stadionboykot. Det vil jeg slet ikke komme ind på. Jeg vil hellere vende den om og spørge: ’Hvad skal der til, før vi får VAR op at køre?’ Hvor hurtig skal afviklingen være, før fansene siger, at nu er vi der?”

Det er jo åbenlyst, at jeres fans ikke kan lide VAR. Er det kun, hvis det gør ondt på pengepungen, at I lytter til jeres fans?

”Nej, det handler også om et tryk over tid. Hvis I ringer til mig igen til næste efterår, så har vi da noget, der ligner et kæmpestort strukturelt problem. Så synes jeg, at vi kan diskutere det. Men når vi kun lige er igennem sæson et, så synes jeg altså, det er for tidligt at vurdere. De andre lande har brugt et par sæsoner på at finde lejet for en fornuftig afvikling. Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke vil tage en dialog med vores fangruppering. Jeg mødes jævnligt med dem, og hvis temaet hver gang er VAR, så vil jeg lytte til dem og tage det med til Divisionsforeningen, for det er sgu fansene, der er klubben i sidste ende.”

Vores argument i Folkebevægelsen mod VAR er jo et fundamentalistisk argument. Vi mener, at måløjeblikket er ødelagt bare ved VAR’s tilstedeværelse. Den holdning deler vi med mange fans. Det handler ikke om at bruge VAR hurtigere eller bedre, for tvivlen vil stadig være der, når målet falder. Vi hungrer efter den eufori, hvor vi glemmer, at vi skylder penge, og at kæresten derhjemme er sur. Kan du følge det argument?

”Helt sikkert. Men som du lige sagde før, så vil du altid have den tvivl – også uden VAR.”

Det er ikke helt rigtigt. Man kigger lige på linjedommeren, det har du ret i, men der er jo slet ikke samme forsinkelse.

”Men det er jo den forsinkelse, vi skal have ned, så vi ikke har en usikkerhed på 10-15 sekunder. Hvis vi kan få den ned på fem-syv sekunder, som jeg mener, målet er, vil man lynhurtigt kunne juble videre i sin eufori. Jeg kan sagtens forstå jeres holdning, men hvis jeg skal gå helt op i helikopteren, så synes jeg aldrig, vi i Superligaen har haft et bedre produkt. Jeg synes, det er vanvittigt spændende, og på grund af turneringsstrukturen er der i alle kampe noget at spille for. Vi har et vanvittigt fedt produkt.”

Du siger, at du vil lytte til fansene, men du siger også, at I er en del af et større system, hvor man skal have VAR, hvis man vil være med på de internationale noder. Er håndklædet så ikke kastet i ringen?

”Det er jo politik. Vi kan ikke bare bryde ud af noget. Vi var 12 klubber, der blev enige om, at vi skulle have VAR, så må vi tage en diskussion om det igen. Jeg tror, at vi i Danmark får svært ved at være det eneste land under UEFA, der ikke har VAR. Det har jeg svært ved at forestille mig, men det er heldigvis ikke noget, der ligger på mit bord. Jeg synes, der er en problematik i, at man i internationale kampe ville skulle spille med et andet system end det, spillerne kender fra Superligaen.”

Synes du ikke, det er en nedslående fornemmelse, Thomas, at vi bare er små nikkedukker i et større UEFA-system?

”Det er bare sådan, det fungerer. Når Manchester City køber en spiller i Ajax, køber Ajax en spiller i FCK, og så køber FCK en spiller hos os. Sådan er økosystemet. Danmark er et sted i fødekæden, hvor vi er en del af noget større. Sådan hænger det sammen.”

Skal du have en snak med AaB Support Club om, hvad der nu skal ske i forhold til AaB og VAR?

”Jeg har et fandialog-møde indenfor de næste 14 dage, og jeg har ikke set agendaen endnu, men hvis VAR kommer på, så tager vi i hvert fald en diskussion om det.”

Du kan lytte til hele afsnit fem af podcasten om Folkebevægelsen mod VAR her.

Folkebevægelsen mod VAR

Folkebevægelsen mod VAR er ikke bare vores opfindelse. Det er også din bevægelse, og vi hylder alt initiativ, der kan bidrage til Folkebevægelsens udbredelse. Vi har allerede allieret os med et stærkt ambassadørkorps, der vil deltage i kampen mod VAR, men vi har brug for al den støtte, vi kan få.

Hvis du har en god idé, så tøv ikke med at hive fat i os. Læs mere på euroman.dk/VAR eller følg os på Twitter og Instagram.

Se, hvad vi ellers skriver om: Folkebevægelsen mod VAR