Årets Tour de France efterlader en underlig og ubehagelig bismag

Et par dage er gået. Tour de France er overstået. Tadej Pogačar indtog det øverste trin på podiet som sejrherre flankeret af Jonas Vingegaard og Remco Evenepoel på anden- og tredjepladsen. Nu er det tid til refleksion.

Tour-freden har sænket sig, og så alligevel ikke. For selvom vi igen i år fik en underholdende Tour med masser af øjeblikke, store præstationer, sviende nederlag og drama i top, så er der noget, der ganske enkelt føles mærkeligt.

Cykelrytterne kørte hurtigt, rigtig hurtigt, og jo mere man ser på toprytternes præstationer under dette års Tour de France, og jo flere tal der kommer frem, jo mere afsindigt er det, hvad vi har været vidner til.

Tiden med Team Sky, Chris Froome og bittesmå (men vigtige!) marginal gains er for længst forbi. Nu er der forlydender om en forbedring hos Tadej Pogačar på groteske 10 procent fra året før (selvom disse tal selvfølgelig blot er estimater udregnet af udeforstående – end ikke rytternes vægt er kendt for offentligheden). Pogačars holdkammerat João Almeida kunne have vundet sidste års Tour de France med sine estimerede watt per kilo-tal, men i år rakte det ”kun” til en fjerdeplads (19 minutter efter Pogačar), og ved selvsyn kunne vi se, hvordan Jonas Vingegaard trods andenpladsen var i storform blot få måneder efter sit voldsomme, næsten fatale styrt i Baskerlandet Rundt.

Det går rigtig godt i cykling. Spørgsmålet er, om det også går for godt.

Lad mig være helt ærlig: Jeg er rundforvirret. For jeg anerkender, at man ved mere end nogensinde om aerodynamik, kost, energiindtag, udstyr, restitution, varme- og højdetræning. Man ved også meget om præstationsfremmende medikamenter, der ikke er forbudt at indtage og derfor ikke er at betragte som doping, og så længe man spiller efter reglerne, så er det fair play.

Men der er et eller andet, der forbyder mig at beundre Tour-podiet ukritisk. Jeg undrer mig: Alle kører hurtigere, ikke kun Pogačar. Podiet består af tre forskellige hold med tre forskellige teams af læger, viden og træningstilgange, men de er underlagt samme myndigheder og kontrolinstanser. Hvis der er noget suspekt, hvorfor bliver de så ikke knaldet? Og hvis der ikke er noget at komme efter, hvordan i alverden kan de så køre så meget hurtigere og med bedre tal, efter de i de foregående år også har kørt historisk hurtigt?

Jeg elsker at se cykling. På Euroman har vi en stolt tradition med at skrive features om ryttere og sporten. I år var Rolf Sørensen og Dennis Ritter på forsiden, ligesom vi årligt udgiver en særskilt cykelavis – og vi kan nok heller ikke sige os fri fra at have en læserskare, der hver weekend iklæder sig stram lycra og kører de danske landeveje tynde.

Så det er med en blandet smag i munden, jeg skriver dette. Jeg er enormt fascineret af både Pogačar, Vingegaard, Evenepoel og alle de andre ryttere for den sags skyld. Men med i bagagen har jeg også en mistro til cykling, jeg med skiftende held kan forsøge at negligere og parkere i baghovedet. Cykling er et af de steder, hvor man takket være tidligere tider er skyldig, indtil det modsatte er bevist.

Måske virker jeg paranoid, for der er ikke håndfaste beviser for, at noget bør problematiseres. Men selvom jeg så gerne vil holde fast i det rensede, uskyldsrene blik på sporten, så har årets Tour bare en underlig bismag af noget, der ganske enkelt går for godt.