Abdi Ulad er Danmarks bedste maratonløber: “I løb er det dig, der skal gøre arbejdet. Der er ikke nogen at gemme sig bag”

En eftermiddag i 2008 ligger Abdi Ulad og ruller rundt på Korsør Stadions løbebane. Jorden snurrer for øjnene af ham, og syren står op til begge ører.

“Du er stadig i live,” lyder det nærmest hånligt fra løbetræneren Leo Madsen, der lige har været vidne til Abdi Ulad løbe sit livs første kilometer. Men han forstår godt, at Ulad ligger og kæmper med vejrtrækningen. Han har nemlig tilbagelagt de 1000 meter i tiden to minutter og 56 sekunder. Et tempo de færreste kan præstere, og så gjorde Ulad det endda i et par flade sko fra mærket Kawasaki.

“For mig betød det ikke en skid. Jeg var bare taget med, fordi min kammerat havde inviteret mig. Han mente, det kunne være noget for mig, fordi jeg er fra Afrika, hvor “togene ikke kører”,” fortæller den dansk-somaliske maratonløber grinende fra en sofa på Frederiksberg.

En der til gengæld ikke er ligeglad med præstationen, er Leo Madsen. Han tilbyder med det samme, at Ulad kan begynde til træning hos ham.

“Før den oplevelse havde jeg kun prøvet at løbe til den lokale pølsevogn, og nu stod jeg og skulle tage stilling til, om jeg ville begynde at løbe i min fritid. Jeg havde lige ligget og gispet efter vejret, så det eneste, jeg kunne tænke på, var, at jeg skulle hjem og ligge på sofaen.”

Der går ikke længe, før opkaldene fra den vedholdende træner begynder at tikke ind. Han vil have Ulad til at deltage i stævner, og det får ham til at bide på krogen.

“Jeg har altid været et konkurrencemenneske, og jeg blev hurtigt grebet af det selvstændige element i at løbe. Det der med at gøre tingene selv, uden der er nogen, som bærer mig eller viser mig, hvad jeg skal gøre. I løb er det dig, der skal gøre arbejdet. Det er ikke en holdsport, så der er ikke nogen at gemme sig bag, og hvis du har en dårlig dag, falder du igennem.”

Det skulle vise sig, at den imponerende præstation fra første løbetur ikke blot var en enkelt kraftpræstation. Under et år efter Ulad havde ligget og hevet efter vejret på en løbebane i Korsør, var han den bedste juniorløber i Danmark.

Fra Somalia til Sandholmlejren

Abdi Ulad kom til Danmark i 2002 som 11-årig.

Sammen med sin moster og hendes syv børn flygtede han fra borgerkrigen i Somalia. De blev med det samme placeret i Sandholmlejren, da de ramte dansk jord, hvorefter de blev flyttet til et center for familie og børn i Skibby. Her boede de, indtil mosteren fik opholdstilladelse et par år efter ankomsten.

“Vi levede i usikkerhed, fordi vi jo ikke vidste, om hun fik opholdstilladelsen eller sparket bagi. Men vi var børn, så vi oplevede selvfølgelig ikke usikkerheden på samme måde som hende, for vi vænnede os hurtigt til omgivelserne. Men jeg har efterfølgende tænkt meget på, hvor meget bekymring hun har gået rundt med.”

Mens livet gik sin gang på asylcentret, passede Ulad sin skole på et center i nærheden. Her delte han klasseværelse med folk, der var på mosterens alder eller ældre.

“Det gav ikke rigtig mening for os, når jeg ser tilbage, for vi lærte jo ingenting. Lærerne kæmpede en brav kamp med at få det til at spille, men vi børn var nærmest statister, fordi de ældre havde så stor en sprogbarriere og andre ting at kæmpe med.”

“Det var langt hårdere at lære dansk end det er at løbe et maraton, men det har givet mig en psykisk ballast, som jeg kan trække på, når jeg løber, og det psykiske element er bare afgørende, når man skal præstere noget, der er så fysisk krævende, som maraton er. Samtidig har det lært mig at være løsningsorienteret i stedet for at ærgre mig over problemer. Jeg kom til et land, der har givet mig så mange muligheder, og dem har jeg forsøgt at gribe bedst muligt.”

Drømmen om OL

Det er en solfattig sommer i 2012. Abdi Ulad sidder klistret foran skærmen derhjemme og følger de olympiske lege, der bliver afholdt i London. Her kan han se de bedste maratonløbere konkurrere om den mest prestigefyldte guldmedalje indenfor sporten.

“OL har været afgørende for, at jeg satsede på elitesport. Førhen var løb noget, som jeg havde ved siden af arbejde og skole, men OL i 2012 var et vendepunkt. Jeg kan huske, at jeg ringede til Leo og sagde, at “det der OL, det kunne jeg faktisk godt tænke mig at prøve.” Så sagde han bare, at jeg kunne købe en billet og se det fra tribunen,” griner Ulad.

Leo Madsen opfordrer ham i stedet til at begynde at træne op til de olympiske lege i Rio de Janeiro i 2016, og Ulad begynder derfor at gå fra at løbe 100 km om ugen til at tilbagelægge 160, 180 og nogle gange 200 km.

Den store investering i træningen betaler sig, og tre år efter, at drømmen om OL opstår, kvalificerer han sig til maratondistancen i Rio i 2016, hvor han skal repræsentere Danmark, der havde tildelt ham statsborgerskab seks år forinden.

“Det var en ubeskrivelig oplevelse at stå der i OL-byen i rødt og hvidt og mærke det sus, der gik igennem os alle. Det er sådan en oplevelse, der gør, at man kniber ballerne sammen og kæmper de næste fire år, for man vil bare med igen, når man først har prøvet det.”

I december sidste år kvalificerer Ulad sig til OL for anden gang. Det sker til kvalifikationen i den japanske by Fukuoka, hvor han til trods for manglende samarbejde i gruppen og dårlige vejrforhold slår sin personlige rekord og løber i tiden 2:11:03, der er nok til at give ham en billet til det fine selskab i Tokyo i 2020.

“Det var pænt sagt et lorteløb. Min gruppe begynder bare at løbe langsommere og langsommere, og da vi når 30 km, rammer trætheden i lårene. Vi begynder at løbe på hælene omkring 36 km. De sidste otte kilometer må jeg pace gruppen, selvom jeg havde det ad helvede til. Jeg kunne se omkring 41 km, at jeg virkelig skulle stramme ballerne, fordi jeg kun var 20 sekunder foran tiden. De sidste 500 meter var på bane, og når man er træt og har løbet på asfalt, så er det hårdt at komme ind på bane, for det føles som om, at man løber i mudder. Hvis man virkelig vil, og den fysiske form er der, så kan man også få hovedet til at sige, at det er alt eller intet. Så kan det lykkes.”

Og lykkes gør det. Inde på stregen står Leo Madsen grædefærdig. Han har fulgt Ulads tider løbende, der langt hen i løbet ikke så gode ud, men nu er der kun glædestårer tilbage. Ulad har kvalificeret sig til sit andet OL blot 11 år efter, at Leo Madsen første gang så ham løbe.

Året der aldrig kom

Hvad Ulad ikke kunne vide, var, at en pandemi skulle viske hele 2020 ud og udskyde drømmen om et godt resultat til hans andet OL.

“Det var et helvede. Jeg var på vej til at komme i mit livs form, og jeg havde planlagt en masse træningslejre ude af landet. Jeg kan huske, at jeg var på vej til træning, da nyheden kom.

Det var noget af en mavepuster, og jeg skiftede tøj og spurgte min kæreste, om ikke bare vi kunne købe pizza fra det lokale pizzeria. Og så trænede jeg faktisk ikke i en hel uge efterfølgende, fordi jeg havde svært ved at finde motivation og mening med det. Jeg har aldrig løbet eller trænet uden at have et formål med det. Der gik en uges tid, og så begyndte jeg at småjogge igen, men jeg måtte flere gange afbryde træningen. Ømheden i musklerne blev meget værre, fordi hovedet ikke kunne følge med.”

Der går nogle måneder, før Ulad er i gear igen. Her bruger han også tiden på at finde ro i usikkerheden omkring et fremtidigt OL i Tokyo, som han stadigvæk har store drømme om.

“Jeg er kommet dertil, at hvis OL bliver til noget, så er det selvfølgelig vildt fedt, men hvis det bliver aflyst, kan jeg også godt leve med det. Men jeg håber selvfølgelig, at det bliver afholdt, og jeg kan lave et godt resultat. Det handler om at se fremad. Man vinder ikke noget ved at kigge tilbage i min sport.”