Står afrikansk cykelsport over for sit helt store gennembrud?

For de fleste kom det nok som en overraskelse, da Den Internationale Cykelunion (UCI) i 2011 kunne meddele, at VM i landevejscykling ville blive skudt i gang i Rwanda i 2025 – første gang nogensinde i Afrika.

Men har man fulgt Rwandas præsident Paul Kagames forsøg på at katapultere Rwanda ind i verdenssamfundet i løbet af de seneste årtier, forekommer det imidlertid slet ikke pudsigt, at verdensmesterskabet nu skal til Rwanda. Kagames store vision for Rwanda er at gøre sit land til Afrikas svar på Singapore. Og han har sat handling bag ordene og er desuden lykkedes med at sælge fortællingen til særdeleshed Vesten og Golf-regionen. Og et cykel-VM i Rwanda er blot en af byggeklodserne i Kagames puslespil.

For på trods af at Rwanda stadig rangerer som et lavindkomstland hos Verdensbanken, har landet oplevet massiv årlig vækst gennem de seneste årtier. Kagame har gjort det let og attraktivt at drive forretning i Kigali, der ifølge hans plan skal blive til en finansiel hub i Afrika. Han har i løbet af de seneste år indgået store aftaler med oliestaten Qatar, opført den dyreste bygning i Afrika i form af Kigali Convention Centre (infrastrukturprojekter fraregnet) og bygget en storslået multihal, som FIFA’s kongres senest blev afholdt i.

Har du set Arsenal spille fodbold, vil du også have bemærket, at der står ”Visit Rwanda” på maven. Det er det direkte milliondyre resultat af Paul Kagames bestræbelser på at ændre Rwandas fortælling i verdenssamfundets bevidsthed: Fra folkemord til progressiv nation.

Kagame er naturligvis ikke uden kritikere. Vil man læse mere, kan man passende gå på opdagelse i den britiske journalist og forfatter Michaela Wrong bog fra 2021 ’Do Not Disturb: The Story of a Politcal Murder and an African Regime Gone Bad’. Bogen handler om drabet på den tidligere sikkerhedschef i Rwanda og senere Kagame-modstander, Patrick Karegeya, som ifølge hende var beordret af Kagame.

Uanset sandheden bag Kagames fortælling, så er virkeligheden, at cykelsporten i landet trives bedre end nogensinde før. Tour of Rwanda har udviklet sig betragteligt i de senere år. Nu bor rytterne på fire- og femstjernede hoteller, og hundredetusindvis af fans tropper op i vejkanten. Forudsætningerne for et veludført VM er til stede.

Et kontinent, mange lande

”Du lyder som en amerikaner, når du taler om ’afrikansk cykelsport’.”

Jeg har ringet til sydafrikanske van Xylon van Eyck for at høre om cykelsportens fremtid på det store kontinent. Van Eyck er tidligere pressemand for cykelholdet MTN-Qhubeka (senere bl.a. kendt som Team Dimension Data), stifter af et kreativt bureau med base i Sydafrika og involveret i flere cykelprojekter.

Ifølge ham giver det grundlæggende ikke mening at forstå sporten som en samlet størrelse på kontinentet, fordi traditionerne er så forskellige fra land til land. Sydafrika har én historie, Rwanda en anden og sportens popularitet i Eritrea er tæt forbundet med den italienske kolonitid.

Nordafrikanerne har længe været at finde der. Robert Hunter blev den første sydafrikaner til at køre Touren i 2001. Og så indskrev eritreerne Merhawi Kudus og Daniel Teklehaimanot sig på Tourens startliste i 2015 og blev dermed de første sorte afrikanere i verdens største etapeløb. I øvrigt på det første afrikansk-baserede mandskab, der stillede op i Tour de France, MTN-Qhubeka.

Med placeringen af 2025-udgaven af VM i Rwanda og Girmays konkurrenceevne i de helt store løb er det dog alligevel som om, at der blæser nye medvinde over de fremmeste nationer og ryttere. Mon man kan tale om en gryende guldalder for afrikansk cykling?

”Lige nu høster vi frugterne af det tidligere hårde arbejde,” fortæller van Eyck. ”Her tænker jeg på Robert Hunter, som måtte klare sig helt på egen hånd og betale for alting selv. Dermed viste han afrikanere, at det var muligt at konkurrere på det højeste niveau trods udfordringer. Han inspirerede ryttere som Chris Froome og Daryl Impey, men også eritreerne Teklehaimanot, Kudus og Natnael Berhane. Og for unge, sorte afrikanske ryttere, var det vigtigt med de sidste, fordi de havde den samme baggrund,” siger han og fortsætter:

”Tidligere var der altid snak om, at det var svært for de afrikanske ryttere at tilpasse sig løb i Europa. De skulle vænne sig til smallere veje, brosten og at manøvrere i feltet. I en eller anden udstrækning var det selvfølgelig rigtigt, men overgangen fra Afrika til Europa var altså ikke helt så skræmmende, som folk gjorde den til. De her ryttere havde jo cyklet, siden de var små.”

Biniam Girmay og alle de andre

Den største rytter fra kontinentet lige nu er Biniam Girmay. I juniortiden udmærkede Girmay sig ved at være én af de få, der faktisk kunne slå fænomenet Remco Evenepoel, hvorfor han blev interessant for professionelle hold. Forud for 2021-sæsonen skrev han under med lille franske hold fra den anden bedste cykeldivision, Delko. Hurtigt efter ankomsten blev det imidlertid klart, at holdet måtte lukke, så han skiftede til Intermarche-Wanty Gobert, hvor han via sin hurtighed på stregen og sine evner i kuperet terræn siden har nydt stor succes.

Girmays Eritrea er i det hele taget en velrepræsenteret nation i international cykelsport. 22-årige Girmay er den absolut største stjerne, men forhåbningerne er ligeledes store til Mads Pedersens holdkammerat Natnael Tesfatsion på Trek-holdet og Henok Mulubrhan, der senest samlet vandt det største etapeløb i Afrika, Tour of Rwanda. Dertil kommer de mere erfarne ryttere som Kudus, der p.t. er i folden hos EF-mandskabet.

Det er ingenlunde tilfældigt, at det netop er Eritrea, som er længst fremme i pedalerne. Det østafrikanske land var nemlig underlagt den italienske kolonimagt i slutningen af det 20. århundrede, da cyklen og organiserede løb vandt frem i det sydlige Europa. Koloniherrerne tog cyklerne med til Eritrea og arrangerede løb i landets højtbeliggende og bakkede hovedstad, Asmara, hvor befolkningen kunne følge begivenhederne fra vejsiden – det fascistiske Italien ville selvfølgelig ikke nedlade sig til at konkurrere med de lokale.

Fascination for sporten voksede alligevel hos eritreerne, og mod slutrunden af kolonitiden, 1937, indvilgede italienerne i at lave en styrkeprøve mellem de lokale og koloniherrerne. Det gik imidlertid ikke som forventet. Den lokale Ghebremariam Ghebru triumferede og blev et symbol på oprørstrangen blandt eritreerne.

Siden har cykling været nationalsporten i Eritrea. I interview beretter Girmay om, at det mere er reglen end undtagelsen, at Asmaras gader er lukket for trafik i weekenderne. Her bliver det ellers uroplagede lands gader indtaget af håbefulde cykelryttere og begejstrede fans.

Og spørger man Xylon van Eyck om fremtiden, er han også positiv. Ifølge ham er Girmay blot forvarslet om en generation af ryttere, der nu snart er klar til mere end bare at være med.

”I den nye generation vil vi se 20, 30 eller 40 sorte afrikanske ryttere, og det vil være normalt, at flere af dem vinder – også i de største europæiske løb,” forudser van Eyck.

Om Girmay leverer afgørende resultater i 2023, er der naturligvis ingen garanti for. Men sikkert er det vist, at en rytter fra Eritrea, Rwanda eller en anden nation på kontinentet nok skal sikre sig en monumental triumf en dag – og nok om ikke alt for længe.