Agge var verdens bedste til FIFA. Nu vil han være det igen
August ’Agge’ Rosenmeier har længe været blandt verdens bedste og mest kendte professionelle FIFA-spillere, men midt i successen fik han nok. Euroman har talt med den forhenværende verdensmester om det store pres og kampen for at komme tilbage på toppen igen.
Vi møder August ’Agge’ Rosenmeier på kontoret, hvor e-sportsgiganten Astralis har deres daglige gang. Sidste år rykkede de e-sportsbranchen ud af teenageværelserne og ind på børsen, da de blev børsnoteret i Danmark med en markedsværdi på en halv milliard kroner. Inden interviewet viser kommunikationschefen stolt rundt i de forskellige rum, mens han forklarer, hvordan lysindfaldet er gennemtænkt ned til den mindste detalje, så spillerne får de optimale rammer til at yde deres bedste – om det er Counter Strike, FIFA eller League of Legends, er pointen klar: Det her er 'big business' og såkaldte marginal gains gælder også her. Agge har netop underskrevet en kontrakt om at spille for det Astralis' FIFA-hold, og det er tydeligt at mærke, at han er en spiller, der bliver prioriteret. Under interviewet får vi selskab af en SoMe-fyr, der skal lave content til de sociale kanaler, ligesom der er planlagt en fire timer lang billedeseance bagefter.
Men det er heller ikke hvilken som helst spiller, Astralis har fået på kontrakt. Som 18-årig kunne Agge løfte pokalen, der beviste, at han var verdens bedste til at spille FIFA. Året var 2014, og turneringen blev afholdt i Rio de Janeiro samme tid som VM i virkelighedens fodbold blev spillet i Brasilien. Danmark havde ikke kvalificeret sig til VM det år, så opmærksomheden fra den danske presse var ekstra stor på Agge, der fik trofæet overrakt af “den rigtige Ronaldo” (Ronaldo Nazario red.), som Agge formulerer det, ligesom han blev sendt til Ballon d’Or for at deltage i prisuddelingen som nyslået verdensmester.
Fakta om Agge
August Rosenmeier
24 år
Født og opvokset på Frederiksberg
Spiller for Astralis
Har tidligere spillet for blandt andre Paris Saint Germain og North
Fortrukne FIFA-spil er FIFA 12
Fortrukne FIFA-spiller Ruud Gullit
Spiller fodbold for B1908
Grundstenene til successen blev lagt på storebrorens værelse i starten af det nye årtusinde, hvor Agge tit listede op for at spille på den Play Station 2, han ikke selv havde råd til. Der gik ikke lang tid, før storebroren måtte lide nederlag efter nederlag, og det fik ham til at melde Agge til hansførste turneringer. Gennembruddet på den danske FIFA-scene kom nogle år efter.
Annonse
”Da jeg var 13 år, deltog jeg i de nordiske mesterskaber inde i Politikens Hus, hvor jeg slog den daværende danmarksmester og nuværende landstræner i FIFA. Jeg vandt ikke turneringen, men jeg viste dem, at der var en ny gut, de skulle holde øje med. Det var også her, jeg fandt ud af, at hvis jeg lagde noget i tid i at spille FIFA, kunne jeg med ret stor sandsynlighed blive den bedste herhjemme,” siger Agge.
Og sådan skulle det også gå. Hele syv danmarksmesterskaber og to verdensmesterskabet er det blevet til for Agge, siden han vandt det første DM tilbage i 2012. Fra pladsen som Danmarks og verdens bedste FIFA-spiller har han fulgt udviklingen i FIFA’s popularitet som konkurrencespil.
“I 2012 spillede jeg for en hjemmeside, og der synes jeg, det var rigtig stort, at jeg bare fik lov til at sidde og spille i en trøje med navn på. I 2013 underskrev jeg så min første rigtige kontrakt med et hold, der hed Copenhagen Wolves. De gav mig 3.000 kroner om måneden, og jeg tror faktisk, at det gjorde mig til en af de bedst betalte FIFA-spillere i verden. Da jeg vandt VM i 2014, var præmiesummen omkring 125.000 kroner, og nu ligger den på 2,5 millioner kroner.”
“En pris, der skulle betales”
Det eskalerede fokus på FIFA kulminerede herhjemme med, at Superligaen i 2018 gik sammen med den svenske e-sportsgigant Dreamhack om at lancere eSuperligaen, hvor klubberne fra Superligaen kunne stille med deres eget FIFA-hold. FCK’s FIFA-hold North hentede Agge hjem til Danmark fra den franske storklub PSG, hvor han ellers havde slået sine folder året forinden. Her gav de ham en af de bedste kontrakter i ligaen, ligesom faciliteterne var helt i toppen. Men tilværelsen som stjernespiller for North involverede mange rejsedage og pres fra omverdenen, og til sidst fik Agge nok.
“Jeg var i gang med at blive introduceret til voksenlivet. Jeg var lige flyttet hjemmefra, så det var lidt overvældende at have styr på det hele. Når jeg kom hjem, stod der flyttekasser, fordi jeg ikke havde haft tid til at pakke ud og finde mig til rette, så der var kun en seng og en sofa. Samtidig var det stressende med de mange rejser, mens jeg hele tiden skulle performe – både kommercielt og til turneringer.”
Da FIFA 20 udkom i september sidste år, havde han været presset i et halvt år, og det var kun de mange samtaler med sportspsykologen fra FCK, der havde holdt ham oven vande.
“Da vi startede den nye sæson, kunne jeg med det samme mærke, at jeg ikke havde det sjovt med at spille FIFA længere. Det gjorde mig virkelig bekymret, og jeg blev lige pludselig i tvivl om det hele. Jeg havde en kontrakt med North, som der var et år tilbage af, og jeg havde også en kontrakt med Red Bull. Jeg følte mig fanget i noget, jeg ikke havde lyst til, og jeg følte ikke, jeg kunne ikke sige fra, for jeg havde jo sat min underskrift på kontrakten,” siger han.
Det var ikke første gang, at Agge mærkede, hvordan livet som FIFA-spiller satte sine spor i det mentale helbred.
“I 2013 havde jeg lige vundet danmarksmesterskabet og det nordiske mesterskab og havde været til min første VM i Dubai, og det fik jeg virkelig smag for. Jeg besluttede mig for, at jeg skulle med til mit andet VM for en hver pris. Jeg gik i gymnasiet på samme tid, men den store forberedelse medførte, at jeg var så langt væk socialt. Jeg fik noget, der minder om angstanfald, når jeg var i sociale relationer, og det gjorde, at jeg måtte droppe ud af gymnasiet. Mange troede, at jeg gjorde det, fordi jeg ville gå all in på at spille professionelt, men det var slet ikke en mulighed dengang rent økonomisk, og jeg endte med at gå gymnasiet om. I dag ser jeg på det som en pris, der skulle betales for at nå toppen.”
Annonse
Tilbage hos North endte Agge med at tage fat i sin daværende agent, og de kontaktede klubben, der godt kunne se, at det ikke gav nogen mening at have en dyr og umotiveret spiller på kontrakt.
“Jeg sagde jo nej til en masse penge, og det var selvfølgelig hårdt, men i sidste ende handler det ikke om penge for mig. Det er en kliché, men det handler om at have det godt med det, man laver, og føle sig tilpas. At blive opsagt hos North gav mig et halvt år, hvor jeg ikke skulle koncentrere mig om at performe hele tiden, og jeg kunne komme i balance igen.”
En klassisk arbejdsdag
“Jeg står op kl. 6.30 for at tage til morgentræning fra kl. 7 til 8. Jeg er af den overbevisning, at jeg præsterer bedre, hvis jeg har det godt i min krop og er i god form. Det optimerer min evne til at koncentrere mig og holde fokus, og det er helt klart den vigtigste evne at besidde, hvis man skal have succes i FIFA. Det er lidt som lynskak. Efter morgentræning tager jeg ind på kontoret. Det kræver en kæmpe selvdisciplin ikke at falde i og lave alt muligt andet, når man er e-sportsudøver. Her hjælper det at have et kontor i stedet for at sidde derhjemme. På kontoret træner jeg forskellige kampsituationer, jeg gennemgår analyser af modstandere og mit eget spil, og jeg spiller mod sparringspartnere. Jeg plejer at tage fri omkring kl. 16-17.”
Efter to måneder kriblede det allerede i fingrene for at komme tilbage og spille, og Agge annoncerede sit comeback et lille halvt år efter, at kontrakten med North var blevet revet i stykker. Her startede han som såkaldt free agent, men der gik ikke længe, før Astralis kom på banen som en seriøs bejler til ex-verdensmesteren, som i dag er hans klub.
“Når man har været på toppen, og man har været vant til at være blandt de tre bedste i verden i syv år, så har man et pres på sine skuldre, og jeg kan tydeligt huske, hvordan det blev modtaget fra omverdenen, da jeg “kun” endte i top 5 ved mit sidste VM. Det var ikke det, jeg havde håbet på, men overordnet set havde det været en fin sæson. Alligevel blev jeg mødt med udsagn som “han er jo ikke god mere”, og “hans tid er ovre”. De kritikere viljeg gerne sætte på plads, og så savnerjeg også bare adrenalinsuset, der er forbundet med det at vinde store kampe og turneringer.”
Lige nu er du ikke blandt verdens bedste FIFA-spillere. Hvordan føles det?
“Det er faktisk meget spændende. Jeg føler lidt, at jeg er startet på en frisk, for jeg kommer ind med ny motivation og ny energi på Astralis. Jeg føler ikke, at jeg har noget at tabe, hvor jeg tidligere tænkte, at jeg havde alt at tabe. Men ambitionen er selvfølgelig at blive verdens bedste igen,” siger Agge, inden han slutter:
“Der er ingen, der rigtig ved, hvornår man har nået sin udløbsdato, fordi det er så nyt. Man ser mange fra 16 til 20 år, som vinder de store turneringer, men en af mine gode kammerater var 30 år, da han blev viceverdensmester. Det viser måske meget godt, at det ikke kun handler om reaktioner, men mere om det mentale og forståelsen for selve spillet, for det er et spil, der kommer hvert år. Jeg er en af de gamle nu, og jeg er 24 år. Jeg føler ikke, at der er nogle, som har en fordel mod mig, fordi de er yngre. Tværtimod føler jeg, at min erfaring giver mig en fordel, når jeg spiller mod yngre spillere, så jeg tror, at jeg kan blive ved i rigtig mange år, hvis jeg kan holde motivationen.”
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.