Allan Poulsen var landsholdets massør i en menneskealder: "Jeg blev nok en form for faderrolle for dem"

At være massør på det danske landshold er et job med mange facetter. Når der var slutrunder eller andre landskampe, blev jeg sendt i forvejen sammen med Steen Dahrup fra DBU’s administration. Vi ankom én dag før resten af holdet for at tjekke, om alt på hotellet fungerede. Den vigtigste på et hotel er ikke direktøren, det er dem, som kommer og gør rent på værelserne. Jeg skulle have styr på: Hvor kan jeg få håndklæderne til massagerummet? Hvor kan jeg få isen? Jeg lærte navnene på forskellige mennesker på hotellet og sørgede lidt for dem. Jeg skaffede dem nogle vimpler og nogle svedtrøjer. Sørger du for dem, så fungerer det hele uden om, og så har direktøren det også godt.

Under slutrunderne startede min dag altid i motionsrummet på en kondicykel. Jeg er jo gammel cykelrytter, og hvis du ikke er i god form, kan du ikke holde til det her job. Du er afsted i 40 dage med fuldt tryk på. Senest klokken 08 mødtes staben til morgenmad, og en halv time senere var der et møde med landstræneren, hvor man snakkede dagens opgaver igennem. Herefter kørte jeg med vores materialemand hen til træningsbanen og gjorde alt klar til træning.Om eftermiddagen begyndte vi at lave vores første behandlinger. Så var der spisetid og behandlinger igen om aftenen og til sidst stabsmøder. Det var fra klokken 08 til 23 hver eneste dag, så der var overhovedet ikke tid til at få lejrkuller. Når det blev midnat, læste jeg altid 20 sider i en bog i sengen og faldt i søvn ved 01-tiden.