At være massør på det danske landshold er et job med mange facetter. Når der var slutrunder eller andre landskampe, blev jeg sendt i forvejen sammen med Steen Dahrup fra DBU’s administration. Vi ankom én dag før resten af holdet for at tjekke, om alt på hotellet fungerede. Den vigtigste på et hotel er ikke direktøren, det er dem, som kommer og gør rent på værelserne. Jeg skulle have styr på: Hvor kan jeg få håndklæderne til massagerummet? Hvor kan jeg få isen? Jeg lærte navnene på forskellige mennesker på hotellet og sørgede lidt for dem. Jeg skaffede dem nogle vimpler og nogle svedtrøjer. Sørger du for dem, så fungerer det hele uden om, og så har direktøren det også godt.
Under slutrunderne startede min dag altid i motionsrummet på en kondicykel. Jeg er jo gammel cykelrytter, og hvis du ikke er i god form, kan du ikke holde til det her job. Du er afsted i 40 dage med fuldt tryk på. Senest klokken 08 mødtes staben til morgenmad, og en halv time senere var der et møde med landstræneren, hvor man snakkede dagens opgaver igennem. Herefter kørte jeg med vores materialemand hen til træningsbanen og gjorde alt klar til træning.Om eftermiddagen begyndte vi at lave vores første behandlinger. Så var der spisetid og behandlinger igen om aftenen og til sidst stabsmøder. Det var fra klokken 08 til 23 hver eneste dag, så der var overhovedet ikke tid til at få lejrkuller. Når det blev midnat, læste jeg altid 20 sider i en bog i sengen og faldt i søvn ved 01-tiden.
Udover at holde spillerne kampklar er massørens job vigtigt, fordi han får spillernes fortrolighed, og de kommer til at slappe fuldstændig af i hans selskab. Når de lå på briksen, snakkede jeg ikke fodbold med dem. Jeg snakkede om private ting: ’Hvordan går det derhjemme?’ ’Har du fået bygget den tilbygning til huset, vi snakkede om sidste gang?’ Jeg kunne også alle navne på deres børn og koner. Jeg skulle ikke spejle mig i deres præstationer. Jeg skulle være mennesket, der værnede om dem. På den måde blev jeg nok en form for faderrolle for dem. Massagerummet fik jeg indrettet sådan, at det blev til spillernes varmestue. Der var små borde, hvor de kunne sidde og få kaffe. Jeg havde småkager, brætspil og satte film på fjernsynet. Nogle af spillerne kom ned for at få deres behandlinger, andre kom bare for at hygge sig. Dennis Rommedahl var altid sidste mand på min briks. Han insisterede på at få den sidste behandling, for så vidste han, at vi kunne nå at få snakket rigtigt sammen.
Jeg lavede også støvler til spillerne. Jeg kunne skære dupperne af, sætte gevind i og havde en støvlemaskine, hvor jeg kunne udvide til højre og venstre eller rette til, hvis der var en knyst. Det fulgte ikke med i jobbeskrivelsen, men var bare noget, jeg kunne finde ud af som håndværker. Til VM i 1986 i Mexico havde jeg ikke fået min støvlemaskine endnu, og da Michael Laudrup og jeg brugte samme skostørrelse, tog jeg hans Patrick-fodboldstøvler på og gik dem til i et par dage. Jeg gik fx rundt med dem, når vi skulle spise i restauranten. Efter turneringen fik jeg et par af hans støvler med hjem til Næsby.
Under selve kampene havde jeg en rolle som mellemled. Gennem en øresnegl var jeg konstant i forbindelse til de to trænere, som sad oppe på tribunerne og til de to mænd, der løb ind på banen i tilfælde af skader. Hvis der skete et uheld, stillede jeg mig ved siden af landstræneren og kommunikerede til ham, så han hele tiden vidste, hvad der foregik. ’Der skal skiftes ud,’ kunne jeg meddele ham. Hvis en af spillernes støvler gik i stykker, kunne jeg også straks sende en af fysioterapeuterne ned i omklædningsrummet efter et par nye.
En af mine andre opgaver var at gå ind i modstanderens omklædningsrum efter kampene for at spørge, om de ville bytte trøjer med vores spillere. Jeg glemmer aldrig, da jeg kom ind hos kroaterne, efter de havde slået os 3-0 ved EM i 1996 i England. Her sad Kroatiens spillere og genså målet, hvor Davor Šuker lobbede bolden over Peter Schmeichel. De grinede alle sammen. Ja, de hånede faktisk Schmeichel. Da jeg bankede på døren hos Brasilien efter kvartfinalen ved VM i 1998, hvor vi tabte 2-3, blev jeg mødt af landstræneren Mário Zagallo: ’Puha. Der var I sgu lige ved at slå os ud,’ sagde han til mig. De brasilianske spillere sad helt udmattede, og den eneste, der havde overskud til at tage trøjen af, var Ronaldo. Den rigtige Ronaldo. Jeg skaffede trøjen til Martin Jørgensen, og han blev ovenud lykkelig. Kun én gang har jeg prøvet at blive smidt ud, når jeg ville bytte trøjer. Det var Pavel Nedvěd, som bare rejste sig op, pegede mod døren og råbte: ’Out!’ efter vi havde slået Tjekkiet 2-1 i en VM-kvalifikationskamp i Parken.
Min mest hektiske arbejdsdag var i 1991 i Jugoslavien i EM-kvalifikationen. Richard Møller Nielsen og jeg spiste altid morgenmad sammen. Om morgenen på selve kampdagen spurgte jeg: ’Har du sovet godt, Ricardo?’ Han så helt alvorlig ud: ’Nej, for Jan Heintze er rejst hjem i nat.’ Heintze havde fået at vide, at han ikke skulle starte inde og ville hellere spille for sit klubhold i Holland. Der opstod meget panik, og jeg blev straks sendt over på U21-landsholdets hotel på den anden side af gaden. De var også i Jugoslavien for at spille OL-kval. Jeg skulle have fat i en ung Peter Møller og få ham til at tage Heintzes plads i truppen. Det er en dag, jeg aldrig glemmer, fordi det var den dag, at alt gik Richard Møllers vej efter vores 2-1-sejr i Jugoslavien.
Allan Poulsen
74 år. Var i 37 år massør på det danske fodboldlandshold. Gik på pension i 2020 efter 12 slutrunder og 326 kampe med herrelandsholdet. Har ligeledes været tilknyttet OB, kvindernes håndboldlandshold og været landstræner i cykling for ungdomslandsholdet. Født i Odense, hvor han stadig bor i bydelen Næsby med konen Lisbeth. Parret har en voksen søn og datter.
Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold og EM
