Allan Poulsen var landsholdets massør i en menneskealder: "Jeg blev nok en form for faderrolle for dem"

At være massør på det danske landshold er et job med mange facetter. Når der var slutrunder eller andre landskampe, blev jeg sendt i forvejen sammen med Steen Dahrup fra DBU’s administration. Vi ankom én dag før resten af holdet for at tjekke, om alt på hotellet fungerede. Den vigtigste på et hotel er ikke direktøren, det er dem, som kommer og gør rent på værelserne. Jeg skulle have styr på: Hvor kan jeg få håndklæderne til massagerummet? Hvor kan jeg få isen? Jeg lærte navnene på forskellige mennesker på hotellet og sørgede lidt for dem. Jeg skaffede dem nogle vimpler og nogle svedtrøjer. Sørger du for dem, så fungerer det hele uden om, og så har direktøren det også godt.

Under slutrunderne startede min dag altid i motionsrummet på en kondicykel. Jeg er jo gammel cykelrytter, og hvis du ikke er i god form, kan du ikke holde til det her job. Du er afsted i 40 dage med fuldt tryk på. Senest klokken 08 mødtes staben til morgenmad, og en halv time senere var der et møde med landstræneren, hvor man snakkede dagens opgaver igennem. Herefter kørte jeg med vores materialemand hen til træningsbanen og gjorde alt klar til træning.Om eftermiddagen begyndte vi at lave vores første behandlinger. Så var der spisetid og behandlinger igen om aftenen og til sidst stabsmøder. Det var fra klokken 08 til 23 hver eneste dag, så der var overhovedet ikke tid til at få lejrkuller. Når det blev midnat, læste jeg altid 20 sider i en bog i sengen og faldt i søvn ved 01-tiden.

Udover at holde spillerne kampklar er massørens job vigtigt, fordi han får spillernes fortrolighed, og de kommer til at slappe fuldstændig af i hans selskab. Når de lå på briksen, snakkede jeg ikke fodbold med dem. Jeg snakkede om private ting: ’Hvordan går det derhjemme?’ ’Har du fået bygget den tilbygning til huset, vi snakkede om sidste gang?’ Jeg kunne også alle navne på deres børn og koner. Jeg skulle ikke spejle mig i deres præstationer. Jeg skulle være mennesket, der værnede om dem. På den måde blev jeg nok en form for faderrolle for dem. Massagerummet fik jeg indrettet sådan, at det blev til spillernes varmestue. Der var små borde, hvor de kunne sidde og få kaffe. Jeg havde småkager, brætspil og satte film på fjernsynet. Nogle af spillerne kom ned for at få deres behandlinger, andre kom bare for at hygge sig. Dennis Rommedahl var altid sidste mand på min briks. Han insisterede på at få den sidste behandling, for så vidste han, at vi kunne nå at få snakket rigtigt sammen.

Jeg lavede også støvler til spillerne. Jeg kunne skære dupperne af, sætte gevind i og havde en støvlemaskine, hvor jeg kunne udvide til højre og venstre eller rette til, hvis der var en knyst. Det fulgte ikke med i jobbeskrivelsen, men var bare noget, jeg kunne finde ud af som håndværker. Til VM i 1986 i Mexico havde jeg ikke fået min støvlemaskine endnu, og da Michael Laudrup og jeg brugte samme skostørrelse, tog jeg hans Patrick-fodboldstøvler på og gik dem til i et par dage. Jeg gik fx rundt med dem, når vi skulle spise i restauranten. Efter turneringen fik jeg et par af hans støvler med hjem til Næsby.