Allan Simonsen: "Jeg har set mange spillere gå nedenom og hjem"

Hvornår vidste du, at du havde et talent som fodboldspiller?

”Meget tidligt. Jeg fik allerede lov til at starte til fodbold i den lille lokale klub Vejle FC som femårig, selv om man egentlig skulle være syv år. De gjorde en undtagelse med mig, fordi de kunne se et talent i denne her lille purk, som løb rundt og spillede på gader og stræder hele tiden. Mine holdkammerater var to-tre år ældre, men jeg kunne sagtens være med på deres niveau. Talentet kom fra min fars gener. Han havde også været en dygtig fodboldspiller på divisionsholdet i Vejle. Når vi skulle ud, tog han altid en bold med, så vi kunne trille lidt sammen. Til min konfirmation havde mine forældre skrevet en sang til mig, hvor de forudså, at jeg ville blive professionel fodboldspiller i Italien og ønskede at få min bedstemor med mig derned.”

Hvad er det bedste råd, du har fået?

”Min far rådede mig til at vente med at blive professionel, da jeg fik de første tilbud om at komme til udlandet i 1970, hvor jeg kun var 17 år. Jeg havde det sådan: ’Lad mig nu komme af sted, mand’. Men han mente, at jeg skulle færdiggøre min læreplads som reservedelsekspedient hos Volkswagen i Vejle, så jeg havde noget at falde tilbage på, hvis fodboldkarrieren nu glippede. Han forklarede også, at der kom et OL to år senere, som jeg burde med til. Hvis jeg var blevet professionel dengang, havde jeg ikke fået den oplevelse ved Legene i München, fordi landsholdet kun var for amatørspillere. Det var et godt råd, fordi jeg næsten fordoblede min kontrakt, da jeg røg af sted til Borussia Mönchengladbach i 1973.”

Hvad er din største succesoplevelse?

”Selvfølgelig var det stort at blive kåret til Europas bedste fodboldspiller i 1977, men jeg er mere stolt over, at jeg formåede at gennemgå forvandlingen fra at være amatørspiller til at blive professionel i udlandet. Priser og hæder følger med, men at klare det hårde game i professionel fodbold kræver den rigtige indstilling. Jeg har set mange spillere gå nedenom og hjem. De kunne ikke klare presset, der hviler på én. Da jeg rejste til Tyskland i 1973, var det en lidt småforkælet amatørspiller fra Danmark på 19 år, som aldrig havde prøvet modstand før. Men jeg kom ned til verbale tæsk af træneren Hennes Weisweiler i Borussia Mönchengladbach. Dagen efter et nederlag til Bayern München tog han hele holdet til siden, og vi blev bedt om at sætte os på rad og række på nogle bænke. Han stillede sig op foran hver enkelt og evaluerede os i en hård tone. Jeg var næstsidst, og så sagde han det, jeg aldrig glemmer: ’Und Du Däne, kannst sofort nach Dänemark zurückfahren’. Han pegede mod nord og gik videre til næste spiller. Jeg havde været i klubben i fire måneder, og så fik jeg at vide, at jeg ikke kunne bruges. Den var hård. Han talte ikke til mig over et halvt år. Men jeg satte mig ikke og tudede eller ringede hjem til mor og far. Jeg holdt det for mig selv og tænkte: ’Jeg skal vise den skide træner!’ Det var den indstilling, der gjorde, at jeg nåede så langt i min karriere.”

Hvornår har du været rigtig bange?

”Da min holdkammerat Quini i FC Barcelona blev kidnappet i 1981 og var forsvundet i 25 dage. Kidnapperne krævede penge for at løslade ham. Jeg kendte Quini og hans familie rigtigt godt. Han sad fanget alle dagene på et loftsrum, helt isoleret fra omverdenen, og der blev skubbet mad op til ham gennem en lille loftlem. Det var forfærdeligt. Han slap ud, da politiet stormede stedet og anholdt kidnapperne. Men han blev aldrig sig selv igen. Det var faktisk meningen, at det var mig, de skulle have bortført, fortalte en fra klubbens ledelse mig. Jeg fik at vide, at jeg ikke måtte forlade mit hjem. Tanken om, at kidnapperne gik efter mig, spøger stadigvæk.”

Har du et ar, der fortæller en historie?

”Jeg har ét over mit venstre knæ, hvilket stammer fra en kamp mellem FC Barcelona og Real Madrid. Selv om vi var bagud 0-3 med fem minutter tilbage, tillod min oppasser Antonio Camacho åbenbart ikke, at jeg driblede forbi ham. Han smadrede sine knopper ind i mit knæ, og jeg måtte forlade banen med et totalt åbent sår. I dag har jeg stadig et mærke på seks-syv centimer fra knopperne. Spansk fodbold var nærmest som krig dengang og særligt El Clasico. Flere af spillerne på begge hold løb rundt med nåle, som de gemte i deres svedbånd, så de kunne stikke hinanden på banen, når dommeren vendte ryggen til. Det var helt vildt.”

Hvad er din vigtigste telefonsamtale?

”Mr. VB eller Ejgil Jensen, som han rigtigt hed, hjalp mig meget, når jeg skulle forhandle kontrakter. Han var formand for Vejle Boldklub og rejste hele verden rundt kun for min skyld. Da forhandlingerne var afsluttet med FC Barcelona, ringede jeg ham op for at tilbyde nogle penge som tak. Men han blev stiktosset og smækkede røret på omgående. Jeg kunne ikke ringe ham op igen og fik først fat på ham en uge senere, hvor han sagde: ’Det må du aldrig nogensinde gøre igen. Venskab og økonomi skal ikke blandes sammen’. Svaret sad længe i mig, for han havde ret. Man skal virkelig være påpasselig med at involvere penge i et venskab. Det kan ødelægge et godt forhold.”

Hvad er den vigtigste beslutning, du nogensinde har truffet?

”At jeg trak stikket og brugte seks år i Spanien kun på at hygge mig med min yngste datter. Vi flyttede derned, da hun var to, og jeg lavede ikke andet end at være en del af hendes liv. Jeg kørte hende i skole hver dag og var der for hende morgen, middag og aften. Det har givet os et specielt forhold. Desværre kunne jeg ikke gøre det samme med de tre ældste børn, fordi min fodbold fyldte så meget og krævede mit fokus.”

Hvad er din største luksus?

”Jeg rejser fire-seks gange om året og gerne hen for at besøge mine tidligere klubber. Jeg elsker at tage alene til Barcelona og London og opdage alt det, som jeg ikke havde tid og mulighed for, da jeg spillede i klubberne. Dengang var det helt umuligt for mig at bevæge mig rundt i gaderne, uden at jeg konstant blev stoppet af mennesker, som ville tale fodbold med mig. I dag kan jeg nyde byerne på en anden måde.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold, Interview og Landsholdet