Alpernes hemmelige lillebror: En guide til en skitur i Pyrenæerne

Gamle stenhuse, bølgende marker og nu og da et enkelt forfaldent slot passerer forbi uden for bilruderne, da vi kører ad snoede veje gennem den ene lille by efter den anden. Vi er på vej mod nye højder, vores mål er skistedet Saint-Lary de Soulan i de franske Pyrenæer. I løbet af de sidste to timer i bilen, siden vi forlod lufthavnen i Toulouse, er det, som om vi er rejst 40 år tilbage i tiden. Tilbage til de gyldne 1980´ere, da Alperne endnu var ubetrådt land.

Vi er dog ikke på vej til Alperne, men derimod bjergkæden mellem Frankrig og Spanien, hvor skiturismen har levet i skyggen af sin storebror, siden man begyndte at stå på ski. Pyrenæerne er et fristed for dem, der er blevet trætte af Alpernes enorme skisystemer, som vokser år for år. Det er trods alt ikke alle, der finder det fedt at skulle kæmpe sig gennem køerne til skiliftene i Chamonix, sidde mast sammen på udendørsrestauranterne i Verbier eller at bruge de hollandske turister som slalomporte på Saalbachs overfyldte pister.

Snowboarderen Manu Bernia møder os ved kabineliften i Saint-Lary-Soulan, hjemmebane for de kendte freerider-brødre Victor og Xavier de Le Rue. Saint-Lary er helt ukendt territorium for de fleste skandinaver, der står på ski. Manu undskylder for de mildest talt dårlige sneforhold og forklarer, at de har haft en rekordtidlig start på sæsonen med en meter sne i december, men at det efterfølgende har været varmt. Usædvanligt varmt for årstiden, selv for Saint-Lary, som ligger blot 830 meter over havet på samme sydlige breddegrad som Rom og Korsika.

Termometret viser 16 grader i skyggen, til trods for at vi er i starten af februar. Solen opvarmer det tynde snedække, som stadig ligger på pisterne, og sågar i skyggen ser sneen blød og tung ud. Efter vi er stået af kabineliften, bevæger vi os over pisten mellem græsstykker og is, til vi når stoleliften Bouleaux, som vil bringe os op i mere snesikker højde. Den tidligere konkurrenceskiløber Manu skyder afsted i den våde, opkørte sne, mens vi prøver at hænge i, så godt vi kan. Pludselig kører han væk fra den præparerede piste og tager os med på et miniløb gennem en tæt skov i slushice-sne. Vi pløjer os gennem buske og piskende birkebark med sigtet rettet mod liften Tortes.

Via Tortes når vi toppen Tourette i 2.320 meters højde og har udsigt over en lang række mulige ruter, både offpiste og regulære pister, og vi kan endda komme endnu højere op via en række lifte. Manu udpeger en snoet vej på den anden side af dalen og fortæller, at 17. etape af Tour de France plejer at komme forbi der. En etape bestående af kilometer efter kilometers ubønhørlig mælkesyrehelvede med en gennemsnitlig stigning på ni procent, inden cykelrytterne når målet ved Col du Portet. Hårnålesvingene kan tydeligt ses, og man kan uden problemer forestille sig den kæmpende klynge bevæge sig op ad bjergvejen i et hæsblæsende tempo.

Det er uforklarligt, hvorfor ikke flere europæere – og ikke mindst skandinaver – har opdaget de franske Pyrenæer. Er det tætheden på Alperne og deres veludbyggede skisystemer, som gør, at folk ikke mener, at det er risikoen værd at prøve noget andet? Man kunne jo blive skuffet. For på trods af, at man her kan prale af mere end 200 toppe, der når over 3.000 meter, besøges stedet primært kun af franske turister, som kommer for at udnytte de mange skimuligheder. Pyrenæerne byder på en fantastisk vild og storslået natur, som kan måle sig med både Alperne og USA, men de udenlandske turister er tydeligt fraværende.

Skistedet Grand Tourmalet, der består af byerne La Mongie og Bareges med det legendariske udsigtsbjerg, Pic du Midi de Bigorre, i midten, viser, hvor varieret og storslået skiløb i de franske Pyrenæer kan være. Fra de flade pister i området omkring Bareges til de stejleste og mest eksponerede ruter, du kan forestille dig, fra toppen af Pic du Midi. La Mongie på 1.800 meter er et typisk, kunstigt skabt fransk skisted fra 1960'erne, der kun har til formål at huse skiturister.

Franskmændene er alligevel lykkedes med den tilsyneladende umulige opgave at få byen, der består af en række betonkomplekser, til at føles relativt charmerende og indbydende. Pisterne løber sågar imellem husene, hvor et snedækket torv med hyggelig udeservering møder de sultne og tørstige skiløbere på vej ned fra bjerget. Grænsen mellem sne og brosten er utydelig, hvilket gør hele byen utrolig levende og perfekt for skiløbere. Den kedelige betonarkitektur blødes yderligere op af indslag af rustikt træ, restauranternes bemalede indgangspartier og farverige skilte. Man glemmer nemt, at man er i Pyrenæernes modsvar til Les Arcs, når man sidder udenfor på restaurant Les Schuss og nyder en kold øl i eftermiddagssolen.

Grand Tourmalet har et stort skipotentiale, men det gælder om at have en guide med, som kender til klimaforholdene, og fremfor alt at forberede sig med det rette udstyr for at kunne bevæge sig rundt i området og nå frem til alle de fine ruter, der findes.

En af turene starter med en kort klatring på iset sne gennem et skulderbredt hul i klippen oven over liften tæt på toppen Pic du Quatre Thermes. Her er så smalt, at skiene ikke kan være der i bredden, hvilket forhindrer os i at bruge dem som sneankre, når vi kravler de sidste 10 meter op til toppen. Efter lidt gliden og kuren lykkes det dog os at komme gennem passagen, hvor vi bliver mødt af et fantastisk vue over Pyrenæernes vidtstrakte nationalpark.

Vi løber ned over bølgende og relativt flade stykker med nysne, mellem krogede pinjetræer og spredte klippestykker, og vender derefter tilbage til civilisationen og pisterne på Tourmaloup i 1.450 meters højde. Vores guide leder os i retning af en stejl couloir (en snæver passage i klippen, red.), der oplyses af den gyldne eftermiddagssol. Én efter én glider vi gennem couloiren, hvor solen har gjort sneen blød, så den faktisk er rigtig god. Det er, som om vi endelig begynder at forstå, hvordan skiløb fungerer i Pyrenæerne, hvilket er et must, hvis man vil have det bedste ud af terrænet. Turen har en faldhøjde på hele 900 meter med meget varierende sneforhold på grund af varmen. Efter mange sving og fiksfakserier mellem græs og sten kommer vi ud i nærheden af Tourmalet-liften, som tager os tilbage til La Mongie.

Med sine smukke La Belle Époque-bygninger er Cauterets det direkte modstykke til La Mongies 60'er-beton. Byen minder i højere grad om arkitekturen i Paris end om et lille skisted omgivet af snedækkede bjergsider. Præcis som Bad Gastein i Østrig var Cauterets i slutningen af 1800-tallet et kursted, hvortil aristokratiet valfartede for at bade i de varme kilder, som ansås for at have helbredende egenskaber.

De varme kilder er her endnu, nu er de bare indkapslet i et stort badehus midt i byen. Ifølge Cauterets eget turistbureau er stedet et af de mest snerige skisteder i verden, og det er det skisted i Pyrenæerne, som har længst åbent i vintersæsonen, faktisk helt til udgangen af april. Skiløb foregår i liftsystemet Cirque du Lys lige over for byen mellem 1.700 og 2.400 meters højde.

Cirque du Lys er på ingen måder et stort skiområde, men byder på gode pister og effektive stolelifte, som bringer en op til det rette sted. Ved siden af pisterne er det let at finde offpiste – der er frit udsyn hertil fra liftene. Selvom pisterne først starter i 1.700 meters højde, er vi ret sikre på, at der findes flere muligheder i lavere højde de år, hvor snefaldet er mere normalt. Cauterets ligger nemlig blot 950 meter over havet, og den første gondollift går direkte fra byen.

Cauterets er et skisted for familier, og konkurrencen om dyb sne er lille. Vi vandrer i snesko op ad en af de stejle couloirs, som ligger over for Touymarolles-liften længst ude til venstre i skisystemet. Sneen her er forbavsende dyb og blød – og selvfølgelig helt uspoleret. Vores lille klatretur belønnes med de bedste forhold, vi har haft under hele vores ophold. Vi fortsætter i store sving ned ad hele bjergsiden til venstre for pisterne Edelweiss og Asphodèle. Sneen skifter mellem is og nysne i februar, men det er ikke noget, vi ikke kan klare efter en uge i de franske Pyrenæer.