Danmarks nye badmintonstjerne: ”Jeg har tit fået skudt i skoene, at jeg er kæk og en smartass. Og de har jo ret"

For tre år siden kom Anders Antonsen med en forudsigelse, som badmintonspilleren ofte har skullet høre meget for:

"I'm the next one," lød det prompte, da han blev interviewet midt på banen efter en turneringssejr ved Scottish Open 2016. Den kvindelige interviewer nåede dårligt nok at stille spørgsmålet færdigt, før den kun 19-årige aarhusianer greb mikrofonen, kiggede selvsikkert ud på publikum og konstaterede, at han var fremtidens mand.

"Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg bliver den næste. Alle mine modstandere hjemme i Danmark skal passe på."

Svaret var kækt og friskt, hvilket fik intervieweren til at grine. Hun fik et bedre svar, end hun havde forventet. Ingen kedelige floskler.

"Det var da lidt pralende, og jeg er med på denne jantelov, der eksisterer, men som jeg intet giver for. Hvad fanden skulle jeg ellers svare, når jeg blev spurgt, om jeg blev den næste store danske badmintonspiller? Selvfølgelig vil jeg være den bedste til min sport," fortæller han i dag, da han tænker tilbage på situationen.

Men Antonsen fik ret. Han blev den næste stjernespiller fra Danmark - nok endnu hurtigere, end han selv havde regnet med.

Anders Antonsen er klart den mest højtråbende til dagens træning med landsholdet i Brøndby Hallen:

"Jeg er så dum mand!"

"Det er så lækkert mand!"

"Fuck!"

"For satan da!"

"For helvede!"

Hans-Kristian Vittinghus, Rasmus Gemke og Viktor Axelsen træner også med.

"Den intensitet, som vi fire skaber nede på træningsbanen i dag, kan ikke ske med andre danske spillere,” fortæller Antonsen.

Trods den intense træning er der alligevel plads til, at de kan gå og drille hinanden lidt. Axelsen bevæger sig fx som en kylling med armene, da han vinder en duel.

Det er 14 dage siden, at Antonsen som kun 22-årig spillede i sin første VM-finale i herresingle. Desværre fik han en badmintonlektion mod verdensetteren Kento Momota fra Japan. Blot 12 point skrabede danskeren til sig over to sæt, 9-21, 3-21 lød cifrene.

"Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har tabt så stort. At det så skulle være i en VM-finale, som var min største kamp nogensinde, den gør super, super ondt."

I situationen og i timerne efter nederlaget var han egentlig fattet. Kroppen kunne ikke mere efter en lang turnering. Der var ikke flere ressourcer tilbage.

”Jeg kan huske følelsen af, hvordan fanden skal jeg lave et point? Hans defensiv er så god, hans løft er så gode, at jeg får svært ved at angribe. Hans kvalitet i alle slag er så højt, at jeg aldrig rigtig er i en god position, og det er ikke en rar følelse med de trætte stænger, som jeg var inde med til finalen."

Men skuffelsen fylder mere og mere nu.

"Som dagene er gået, er det blevet sværere og sværere for mig at nyde, at jeg faktisk spillede mig i en VM-finale og havde nogle sindssyg gode kampe på vejen dertil. Det var jo stadigvæk lidt en overraskelse, at det skete så hurtigt for mig i min karriere. Et eller andet sted synes jeg, at det er sørgeligt, at jeg ikke kan nyde det mere, men nederlaget kommer bare til at overskygge det, og det er ærgerligt, fordi så bliver det hårdt, når man ikke engang kan nyde, at man bliver toer til et verdensmesterskab som 22-årig."

"Samtidig ser jeg det også som noget positivt, at jeg aldrig er tilfreds, før jeg står på den øverste skammel og kan allerede mærke, hvordan motivationen bare har fået et kæmpe boost. Der brænder en ild i mig for at komme ud og spille kamp igen og få slettet finalen fra min hukommelse."

Der var ikke ingen nervøsitet at spore hos Anders Antonsen inden finalen. Hans storebror, Kasper Antonsen, kunne berette til medier, at badmintonspilleren gik og rappede lidt på hotelværelset, mens han grinte, som han altid gør.

Da Antonsen forlod sit hotel i Basel for at gå over til bussen, som skulle bringe ham til finalestedet, kom han ud med solbriller på og strakte omgående armene over hovedet med en 'Her har I mig'-attitude. Til sidst begyndte han at klappe af sig selv som om, at han blev mødt af mange fans ved hoteludgangen. Der stod dog kun et kamerahold fra TV 2. Ingen andre.

Det var underholdende og vidnede om et ekstraordinært overskud hos en ung sportsmand, der var på vej ind til sit livs største kamp.

”Jeg har altid godt kunnet lide at være i centrum og være spasmageren, som underholder. Det ligger bare til mig. Jeg synes, det er sjovt at gøre sådan nogle ting. Jeg prøver at være præcis den, jeg er bag lukkede døre mellem venner, hvor vi laver sjov og går amok til en sang på værelset. Der skal helst ikke være nogen forskel på den private Anders og ham, som går ud på banen."

"At gå og klappe sådan af mig selv før en finale havde jeg også gjort, hvis kameraet ikke havde været der. Det skal dog ikke være noget, der er staged, jeg skal ikke være en cirkusklovn, fordi der bare er kamera på, men jeg vil prøve at være så meget mig selv som muligt."

"Jeg har selvfølgelig tænkt over, hvordan jeg gerne vil fremstå, og når jeg stiller mig op foran et kamera, skal det heller ikke altid være spas og løjer, hvis jeg ikke lige er i humør til det, så kommer jeg med det, som jeg nu har. Jeg kan også bare være i humør til at snakke stille og roligt. Folk skal ikke grine eller forvente et eller andet sindssygt træk fra mig hver gang. Heldigvis har jeg folk og venner omkring mig hele tiden til at udfordre mig på de her forskellige ting i forhold til, om jeg går for meget i den ene eller anden retning."

Antonsen gjorde sig også ekstra bemærket, da han skulle gøre sin éntre til finalen. Han kom ud foran publikum i ren bokser-stil med et Dannebrog som kappe og uden en badmintontaske over skuldrene, som han plejer. Den havde han fået andre til at placere inde ved banen på forhånd og trodsede derfor sin sponsor.

”Ideen opstod, da vi sad nede i omklædningsrummet nogle timer før finalen. Min sponsor ville have mig til at gå ind med en større taske, men i stedet tænkte jeg: ’Kunne det ikke være nice bare at gå ind med flaget om skulderne?’ Det syntes jeg kunne være grinern, og det er ikke set før i badmintonsammenhæng."

"Det skabte en masse palaver, der var mange, som syntes, det var fedt, og det betyder, at der så også er nogle, som mener, at det er for meget: ’Sådan kan man ikke behandle flaget’. Jeg prøver bare at repræsentere mit land og vise respekt til hele det hold, som har hjulpet mig og til dem, som enten var rejst ned til Schweiz for at se mig eller sad derhjemme foran skærmen. Jeg tænkte: 'Nu tager jeg hele holdet og landet med på banen og viser, at jeg er stolt af dem."

Han afviser, at det var for at psyke modstanderen Momota. En virkning, det så heller ikke havde. Tværtimod gav det japaneren endnu mere lyst til at vinde over Antonsen.

"Det var stort af ham specielt over for fansene, så de kunne tiljuble ham. Men det gav mig en endnu større motivation til at vinde, sagde Momota til TV 2 efter finalesejren.

Skabte din facon dig fjender som ungdomsspiller?

”Jeg har tit fået skudt i skoene, at jeg er kæk og en smartass. Og de har jo ret. Jeg har altid godt kunnet lide at drille dem, som er ældre. Jeg har også set klip med mig selv som ungdomsspiller, hvor jeg gik og råbte som en sindssyg og nærmest var provokerende overfor modstanderen og kan tænke nu: 'Hvad havde jeg lige gang i?' Der har helt sikkert være nogle, som havde det sådan her: ’Nu smadrer jeg lige den lille lort der’. Jeg var ikke så høj, da jeg var yngre. Min mor har også altid sagt, at jeg eller anden dag får et par på næsen ude i byen.”

Antonsen gider ikke give tørre og forudsigelige svar som andre sportsfolk. Han har i tidligere interviews kaldt kollegaerne Viktor Axelsen og Hans Kristian Vittinghus 'for kedelige', når de stiller sig op til spørgsmål.

"Sport er også underholdning. Der er jo ikke noget ved at høre på en sportsmand, der fortæller den klassiske smører med: ’Vi spillede en fin kamp’. At det kan skabe så meget opmærksomhed, at jeg går ind med et flag til en finale, viser mig bare, min sport er lidt bagud i forhold til andre. Man havde ikke sagt noget, hvis det var en bokser, der var kommet ind med et flag."

"Jeg har det sådan: ’Kom nu lige lidt. Lad os løfte sporten’. Jeg har ikke noget imod at gøre de ting. Så lad mig være den, der gør det og går forrest og giver noget til publikum også.”

Under Antonsens VM-semifinale kan han huske, at han langt inde i andet sæt kiggede op på pointtavlen og så, at han førte kæmpestort. Det gik op for ham, at han var på vej i finalen. Alligevel påvirkede det ham ikke. Han forblev kølig og uimponeret. Han tænkte:

"'Lige om lidt går jeg i VM-finalen. Men hvorfor er der ikke mere, som er oppe at køre på mig?' Det var mærkeligt, at jeg kunne være så rolig i situationen. Selvfølgelig var der sommerfugle i maven, når kampen skulle starte, jeg er jo ikke følelsesløs. Men alligevel. Jeg snakkede også med min træner og mine holdkammerater om, hvor pudsigt det kan være, at jeg kan være så rolig i en semifinale."

"Når man så Viktor Axelsen gå i VM-finalen, eller får fortalt om andre, der gik i VM-finalen, så lyder det og ser så vildt ud, at man næsten får kuldegysninger. Men jeg mærkede ikke nerverne."

Som barn, da Antonsen stadig sov mellem sin mor og far, kunne han finde på at sige: ’Mor, prøv lige på at interviewe mig, og så lader vi som om, at jeg har vundet en stor turnering eller har scoret et mål på Old Trafford.'

"Jeg har altid haft de drømme om at stå på de helt store scener, og fordi jeg har visualiseret dem lige siden, at jeg var helt lille med min mor og far, føles det nærmest som noget, jeg har prøvet før. Det er der i hvert fald folk, der fortæller mig, kan være en af grundene til, at jeg kan være så rolig i store kampe.”

Opvæksten foregik i Aarhus. Faren var halinspektør i Aarhus Badmintonklub, moren spillede 'senior/hyggeniveau', mens storebroren begik sig på et endnu mere seriøst plan. Familien boede lige ved siden af hallen.

"Lige siden jeg har kunnet huske, rendte jeg rundt nede i hallen. Jeg fik spillet en hel masse med min familie, mine venner eller hvem, der nu lige var der dernede.”

Al den øvelse gav ham et forspring, da han begyndte på en rigtig holdtræning som 6-årig:

"De andre til træningen sagde til hinanden: ’Ham der. Han er sindssyg god mand.’"

Han var altid blandt de bedste i sin årgang og spillede også tit overgangen over sig selv.

"Det har altid være rimelig klart, at jeg var rigtig god i min alder.”

På samme vej i Aarhus boede Rasmus Gemke, der i dag også spiller på landsholdet.

"Vi har altid været bedste venner og gået i de små klasser sammen. Vi fulgtes også ad i badminton og var de bedste i vores årgang. Rasmus kunne slå mig om søndagen eller omvendt, og så var der altid en sjov stemning morgenen efter i klasselokalet og en lyst til revanche. Det var sådan: Jeg var bedst først, men så kom han i U15 og overhalede mig og var klart den bedste. Der var også nogle andre stykker, som begyndte at slå mig."

"Vi har været super vigtige for hinandens udvikling, fordi vi har presset hinanden til træning. Vi har haft en nærmest broderlig fight. Man er altid glad, når den anden gør det godt, men der brænder også en ild i én for at komme op på samme niveau. Det har været en super sund konkurrence, som vi stadig har, og som jeg sætter meget pris på. Han kommer forhåbentlig op på mit niveau igen, og så skal jeg toppe ham igen.”

Er det den samme sunde konkurrence, du har med Viktor Axelsen?

”Nu er jeg ikke vokset op med Viktor som med Rasmus, men vi presser også hinanden. Vi bliver konstant sat op mod hinanden i medierne: ’Er han nu bedre end ham? Hvem er den bedste i Danmark’. Det er klart, at det kan jeg jo ikke undgå at blive en smule påvirket af. Nu er det en ny situation, at jeg ligger over Viktor på verdensranglisten, og så kommer spørgsmålene også: ’Kan I godt lide hinanden? Er der noget beef mellem jer?’ Vi respekterer hinanden og respekterer, at vi selvfølgelig begge to vil være den bedste."

"Så længe vi kan komme godt ud af det med hinanden og presse hinanden til træning, så er det en sund konkurrence. Vi skal hele tiden have med i baghovedet, at vi fandme også skal huske at hjælpe hinanden, for ellers slår vi sgu aldrig Momota. Det kan jeg ikke gøre uden, at Viktor presser mig til træning. Men det er ikke så afgørende, at jeg ligger femmer og Viktor sekser, for det er de andre ude i verden, vi skal slå.”

Antonsen og Axelsen har mødt hinanden fire gange og har vundet to kampe hver. Det er tæt mellem dem.

”Jeg sammenligner ikke mine resultater med hans, for han har nået langt mere og har været i gamet i flere år, så jeg har heldigvis nogle år til at catche up. Jeg er på rette vej.”

Hvad har du ofret for at blive så god?

”Jeg har ofret en hel masse socialt og det klassiske ungdomsliv med gymnasie, jeg har ikke nogen uddannelse, og hvad der følger med af fester og venskaber, som jeg ikke har fået, som jeg nok ville have fået gennem gymnasiet. Det er jo klart, for der er ikke mange, som går ud ad denne sti og rejser så meget. Der er nogle gange, hvor jeg ville ønske, at der var mere af det der klassiske ungdomsliv. Heldigvis har jeg nogle skide fede venner, og jeg er glad for de venner, som jeg har."

"Jeg har heller ikke været til det antal familiefødelsdage, som jeg kunne have været til. Sådan er det, når jeg følger den vej, som jeg gør. Tværtimod trøster jeg mig selv med, at jeg får nogle oplevelser, som 99 procent af verden ikke får, og som jeg ikke ville bytte med nogen som helst fest og vågne op og at have det lidt skidt med tømmermænd, så er det fandme federe at gå ind til en VM-finale. Det er et anderledes liv, og det kan til tider føles en lille smule ensomt, men heldigvis er vi så mange gode badmintonspillere fra Danmark, at vi altid rejser samlet af sted. Men det at være så meget væk hjemmefra, er meget anderledes.”

Hvad skal du lave efter karrieren?

”Det er langt ude i fremtiden, jeg er kun 22, så jeg håber, at der går ti år, før det bliver aktuelt. Men jeg synes, at det er svært at svare på. Nu får den fuld gas med badminton, og forhåbentlig har jeg så mange ressourcer og midler til den tid, at jeg ikke er tvunget ud i et eller andet ungdomstrænerjob – ikke fordi jeg skal tale det ned. Jeg håber, at jeg har tjent så mange penge og har sat dem i de rigtige ting, at jeg er set for life. Det er klart målet.”

Et noget mere kortsigtet mål er at komme med til OL i Tokyo til sommer. Man er godt i gang med OL-kvalen, og det gælder for Antonsen om at komme i top-16. Han er startet godt.

"Jeg har svært ved at se, at det kan gå galt, men det kommer også an på, hvordan de andre gutter klarer sig, for er vi pludselig tre danskere i top-16, skal der sorteres én fra. En Ol-medalje ville være sweet.”

Op til dette år havde han som målsætning at vinde en Super 500-turnering og nå top-10 på verdensranglisten, og allerede i januar vandt han en Super 500. Top-10-placeringen kom for nogle måneder siden.

"Jeg nåede nærmest ikke at sætte mig nye mål, inden jeg kom i top-5 også. Tingene kommer altid pludseligt på vejen og før end ventet.”

”Men mit mål er blive nummer 1 i verden. Kento Momota er klart 1’er lige nu, så det kræver, at jeg virkelig gør det godt og vinder mange store turneringer. Det er målet, og det kan godt være, at det ikke lige bliver i den nærmeste fremtid, men det er dét, som jeg arbejder mig henimod. Jeg har sindssygt meget, hvor jeg stadig kan udvikle mig - især rent fysisk."

"Hvis man ser billeder af mig for bare to år siden, var jeg ret lang og ikke specielt stærkt, men det er blevet meget bedre, og jeg arbejder meget på den fysiske del i styrkelokalet. Jeg mangler den råstyrke, som kommer med årene, og som gør én til en mandfolk. Man kan godt se på min bevægelse under den hårde VM-finale, at når jeg bliver træt, så begynder jeg at hænge lidt med ryggen, når jeg er ude i siderne. Det er så vigtigt med den fysiske del, for badminton er en brutal disciplin.”

Da Antonsen kom frem på badmintonscenen, blev han især genkendt på sit pandebånd og det rødblonde hår. Men til de seneste turneringer har han overraskende spillet uden pandebåndet.

”Overordnet set har jeg spillet med pandebånd de sidste fem år, men så var jeg lige inde i en periode, hvor jeg syntes, at det var begyndt at blive varmt og for langt med håret, og så kørte jeg en kort frisure. Erfaringen siger mig, at jeg er bedre med pandebånd, og det er også træls, at man drypper så meget fra ansigtet og ned på gulvet, så man skal tørre af hele tiden. Nu tror jeg, at jeg lader håret gro lidt, og så kommer pandebåndet på igen. Det er også ved at blive lidt en ting for mig. Der er mange, som skriver til mig på Instagram, at jeg er bedre med det pandebånd.”

”Ved Indonesia Open 2019 spillede jeg finalen uden pandebånd, indtil jeg var nede 2-6 i andet sæt og havde tabt det første. Der var der mange, som havde spurgt mig, hvorfor jeg ikke brugte pandebåndet længere, og så gik jeg ud efter en duel og fandt det frem igen. Da jeg tog pandebåndet på, fik jeg en ret stor reaktion fra publikum, det var en sindssyg hal med 10.000 tilskuere, og jeg fik pludselig gang i mit spil igen, vandt andet og spillede et tæt tredje sæt. Efter kampen kom der en masse memes med mig og Dragon Ball sammen. Billeder fra der, hvor Dragon Ball-figurerne transformerer sig til super saiyajins og får det store hår og med ild omkring sig. De skrev: ’When Anders Antonsen put on that headband.'

Anders Antonson deltager i disse dage ved China Open og slog torsdag netop barndomsvennen Rasmus Gemke med 21-11, 21-15 og viste, hvorfor der er 18 pladser mellem dem på verdensranglisten.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Portræt