Anders Antonsen: ”Jeg har det sådan lidt ambivalent med OL”

Da kvalifikationen til De Olympiske Lege begyndte i 2023, lå den danske badmintonspiller Anders Antonsen efter et skadesforløb ukarakteristisk langt nede på verdensranglisten. Nu er århusianeren tilbage blandt verdenseliten og går ind til legene med drømme om medaljer. Og om at blive en del af ”noget, der varer for evigt.”

Anders Antonsen: ”Jeg har det sådan lidt ambivalent med OL”
Offentliggjort

Du er efter nogle svære skader vendt tilbage til verdenstoppen. Har OL været en ledestjerne i det comeback? Eller har det været én turnering ad gangen?

”Først og fremmest har det handlet om at blive skadefri og komme ud at spille, rejse og leve det her liv, som jeg kun har x antal år til at nyde og sætte pris på. Men jeg kan huske, at da OL-kvalifikationen startede i maj sidste år, var jeg et helt andet sted end nu. Jeg lå cirka nummer 20 i verden, havde haft de her skader (Antonsen døjede blandt andet med en drilsk lyskeskade, red.) og skulle til at kæmpe med Rasmus Gemke (Danmarks tredje bedst rangerede herresinglespiller, red.) om at komme med som anden herresingle, da vi så det som en selvfølge, at Viktor (Axelsen, red.) skulle med. Men siden da har jeg virkelig haft nogle fantastiske måneder.”

I år har du sammen med en lille håndfuld været blandt de stærkeste. Hvordan har du det med at være en del af favoritfeltet til OL-guldet?

”Jeg synes personligt, at feltet er meget bredere end som så. Herresingle-kategorien er virkelig bred, og hvis spillerne fra nummer 10 til 20 på verdensranglisten spiller på deres topniveau, kan de sagtens slå dem i top-10. Selvfølgelig håber jeg på at gå fra OL med en medalje – og helst af guld – men lige nu tænker jeg ærlig talt ikke så meget på det.”

GettyImages-2152521890.jpg

Hvad er dine første OL-minder? Og hvad er dit forhold til legene i det hele taget?

”Mit første OL-minde må være OL i 2008 i Beijing. Jeg husker især herresinglefinalen, der står som en ret ikonisk kamp i badmintonverdenen, mellem legenderne Lin Dan og Lee Chong Wei. Og så husker jeg det også bare som en begivenhed, der kørte nonstop gennem sommeren. Masser af fed underholdning og en fantastisk mulighed for at se noget sport, som man normalt ikke følger så meget med i. OL-turneringen, har jeg altid fået fortalt, er det største, man kan opnå. På den måde har jeg ligesom fået det ind med modermælken: Sådan er dét bare, og derfor skal man ville vinde det mere end noget andet.”

Ser du det så også selv sådan?

”Hm, ja, men jeg har det også lidt ambivalent med OL. Kvalifikationsperioden begynder halvandet år før selve egene, og det betyder, at alle spillere og medier konstant har fokus på OL. På et eller andet plan kan det godt hænge mig ud af halsen hele tiden at skulle snakke om OL, især når der er så mange turneringer i perioden op til. Selvfølgelig glæder jeg mig, og det ville være kæmpestort at nappe en guldmedalje, men jeg foretrækker at tage det, når tiden kommer. Jeg vil også sindssygt gerne vinde Indonesia Open (en af de fire Super 1000-turneringer, der er de mest prestigiøse turneringer, red.), All England og VM. Det er, som om de ting bliver lidt ligegyldige i et OL-år. I hvert fald for den brede befolkning.”

GettyImages-1331564071.jpg

Det er en individuel konkurrence, men du repræsenterer samtidig dit land. Hvad betyder det for dig?

”Jeg synes, det er megafedt at repræsentere Danmark. OL er også en meget anderledes størrelse end andre landsholdsturneringer. Man er blandt andre danske atleter, vi ser hinanden gå rundt iført det samme tøj, og det er sjovt at følge med i de andre idrætsgrene. Det er også fedt bagefter en kamp at finde ud af, at de andre fra lejren har siddet og fulgt med hjemme i fællesrummet. Tokyo var lidt en ærgerlig størrelse, så jeg glæder mig virkelig til at spille foran en masse mennesker på lægterne.”

Ser man på de seneste vindere af OL, er det nogle af badmintonsportens største. Hvordan ser du på det, altså at kunne blive en del af det selskab?

”Det kunne være helt sindssygt fedt. At vinde noget i den størrelsesorden. Og blive en del af noget, der varer for evigt på en eller anden måde.”

Anders Antonsen

(f. 1997) Født og opvokset i Aarhus. Begyndte at spille badminton i Aarhus Badmintonklub. Hans største sejr kom tidligere på året, da han vandt Super 1000-turneringen Malaysia Open. I 2020 vandt han sæsonfinalerne efter sejr mod Viktor Axelsen. Har desuden vundet sølv ved VM og to gange bronze. I 2022 lå han nummer 2 på ranglisten, hans højeste placering nogensinde. Ligger lige nu nummer fire.

Se, hvad vi ellers skriver om: Ol og Olympiske Lege