Andreas Kraul om Hjulmand og Hareide: ”DBU satser, men jeg forstår det godt”

Peter Møller og DBU offentliggjorde i dag, at Kasper Hjulmand efter EM 2020 skal erstatte Åge Hareide som træner for det danske fodboldlandshold. Vi har spurgt kommentator på DR Andreas Kraul, hvad der ligger til grund for den overraskende udmelding.

Landsholdet
Offentliggjort

Åge Hareide er ubesejret de seneste 28 kampe som træner for det danske landshold. Hvilke argumenter har DBU for ikke at forlænge aftalen med ham efter 2020?

”Det handler formentlig om, at der er en udløbsdato for Åge Hareide. Han var tænkt som en overgangsfigur, der skulle sidde i to til fire år, da han blev ansat i 2016. Det danske landshold havde brug for en rutineret og pragmatisk træner, der skulle føre landsholdet fra Morten Olsen og ind i en ny periode. Der er så bare sket det, at det er gået rigtig godt for Åge Hareide, og det er altid mærkeligt at skille sig af med en succesfuld træner.

Fra DBU’s synsvinkel kan man så sige, at Hareide efter EM-slutrunden næste sommer fylder 67 år. Derfor kan man sådan set godt være fodboldtræner, men DBU bliver nødt til at tænke over, hvordan landsholdet skal se ud efter Åge Hareide. Det lader til, DBU og især Peter Møller har været meget opsatte på, at Kasper Hjulmand var en ideel kandidat som træner for det nye landshold. Det her handler mere om, at DBU meget gerne vil have Kasper Hjulmand, end om at de er utilfredse med Åge Hareides arbejde.”

Hvorfor er han så attraktiv?

”For det første er han dansk. Der er ikke ret mange danske trænere, der har de kvaliteter og den folkelige opbakning, Kasper Hjulmand har. Det skulle lige være Michael Laudrup, men han vil tydeligvis ikke være landstræner, så det er et smalt felt af muligheder, DBU arbejder med. Og nu var Kasper Hjulmand altså ledig. Han røg ikke til Anderlecht, Brøndby, eller hvem der ellers har været tale om. Jeg kan sådan set godt forstå DBU’s langsigtede planlægning. Man har fundet en træner, der kan være dansk landstræner i ti år, en slags dansk Joachim Löw (tysk landstræner, red.). Det er det, DBU gerne vil finde.

Man må stadig sige, at det er en meget speciel situation, det her. Landsholdet står overfor en sindssygt vigtig kvalifikation til et EM med kampe i Parken, som skal sikres med et trænerteam, der ved, at de er uønskede efter slutrunden. Jeg synes, det er en farlig leg. Det kan skabe en masse internt og eksternt pres.”

Hareide.jpg

Åge Hareide.

Åge Hareide virker ikke begejstret for forløbet. Tror du, han kunne finde på at smide håndklædet i ringen?

”Det kunne han godt, men det tror jeg ikke, han gør. Både Åge og Jon Dahl Tomasson vil formentlig have en bitter følelse af, at DBU er gået bag om ryggen på dem. Men det havde ikke været bedre, hvis de havde fået samme besked om et halvt år. Jeg tror, DBU håber, at nyheden kan blæse over henover de varme sommermåneder, og så er det en ny, men acceptabel virkelighed, landsholdet går ind til efter sommerferien. Men det er klart, at hvis Danmark taber point ude mod Georgien i september, så vil det være fristende for DBU at hive Hjulmand ind før tid.”

Hvem falder det tilbage på, hvis kvalifikationen glipper?

”Peter Møller skal da i høj grad håbe, at Åge Hareide løser den opgave det bliver, at få Danmark til EM, for ellers kan man nemt føre resultaterne tilbage til den beslutning, der er blevet offentliggjort i dag.”

Synes du, DBU gør sig skyldige i en tankegang, hvor græsset altid er grønnere på den anden side?

”Nej, det synes jeg ikke. Jeg forstår godt, at DBU tænker langsigtet, for Hareide er formentlig ikke den landstræner, der fører landsholdet ind i en ny æra. Selvfølgelig er beslutningen satset, men jeg forstår den godt.”

Tror du, landstrænerjobbet er Hjulmands drømmejob, efter han i lang tid har flirtet med et job i udlandet?

”Jeg kender kun Hjulmand som en ekstremt ærlig person, og han sagde, at landstrænerjobbet ikke var det, han havde tænkt som sit næste skridt. Han skulle til udlandet. Men da muligheden så kom, så var landstrænerjobbet jo hans drømmejob. Drømme bliver ofte skabt i barndommen og ungdommen, og på den måde er det jo et drømmejob for Hjulmand at blive dansk landstræner. Drømmejobbet er nok kommet tidligere, end Hjulmand havde ventet det, men nu har han jo bare skulle gribe muligheden.”

Hvordan kan vi forvente, at landsholdets udtryk kommer til at ændre sig under Hjulmand?

”Ansættelsen af Hjulmand er blandt andet bundet op på en revidering af ”den røde tråd”, der bliver offentliggjort her i sensommeren. Jeg tror, Hjulmand vil gå efter at skabe en klar retning, Danmark kan følge. På den måde minder opgaven om den opgave, han løste i FC Nordsjælland. Hvis man ikke har den største pengepung og i det her tilfælde den største befolkning, kan man kompensere ved at have en klar strategi og et godt koncept.”