Andreas hjælper de danske OL-atleter med at optimere deres præstationer ned til mindste sekund: ”Vi gør alt, hvad vi kan, for at undgå tilfældigheder”

NÅR DET DANSKE LANDSHOLD i banecykling denne sommer ruller ud på gulvet i Saint-Quentin-en-Yvelines, 24 kilometer sydvest for Paris’ midte, vil Andreas Top Adler stå et sted højt oppe i den bronzefarvede velodrom med en højhastighedsmåler og holde et skarpt øje.

Han er præstationsingeniør hos Team Danmark. Og så – oven i det mere generelle arbejde – bestrider han også en særlig opgave på banelandsholdet. Her bidrager han med tekniske analyser og er derfor med ude, når rytterne er til konkurrence.

”Det datagrundlag, jeg indsamler, danner sammen med trænerens blik og rytternes egne observationer grundlaget for taktikken frem mod det næste løb,” fortæller Andreas Top Adler.

”Vi gør alt, hvad vi kan, for at undgå tilfældigheder.”

For tre år siden, ved legene i Tokyo, stod Top Adler derfor også ”oppe under taget,” da det danske 4.000 meter-hold i forfølgelsesløb stod over for Italien i finalen.

Og dermed så han også som en af de få tilstedeværende i arenaen – pandemien havde jo som bekendt lagt en dæmper på festen – hvordan det forspring, som den danske banekvartet i løbet af finalens første tre kilometer havde fået opbygget, pludselig begyndte at blive kløvet af, hundrededel efter hundrededel, for til sidst – da de to nationer krydsede hver deres målstreg – at kunne konstatere, at italienerne, med superstjernen Filippo Ganna i front, bogstaveligt talt, havde vristet danskerne guldet af hænde med 17 hundrededele af et sekund.

”Smertefuldt.”

Sådan beskriver Andreas Top Adler følelsen her tre år efter.

”Det er jo ingenting. Det er hurtigere, end du kan klappe med hænderne to gange. Fem års forberedelse.”

Forud for finalen havde det danske hold været omgærdet af en del palaver. Det britiske cykelforbund mente nemlig, at de danske svedundertrøjer og noget tape, som rytterne kørte rundt med på skinnebenene – for at forebygge skader, men også for at opnå en aerodynamisk fordel – var et brud på reglerne.

Briterne krævede diskvalifikation, mens danskerne mente at have fået grønt lys fra den internationale cykelunion. Resultatet blev, at danskerne måtte køre finalerne uden.

”Det tog mig nok et halvt år, før jeg på diplomatisk vis kunne forklare, hvad der var foregået, hvis naboen lige spurgte hen over hækken,” fortæller Top Adler.

”Jeg syntes jo, vi var de stærkeste.”

Har det fungeret som brændstof på motoren siden da?

”Jeg synes i hvert fald, at det virker, som om vi er et godt sted, og at der på 4 kilometer-holdet er en følelse af unfinished business.”

ANDREAS TOP ADLER HAR ALTID været begejstret for sport. Og størst af alt er de Olympiske Lege. Født i 1988 kan han sagtens fremkomme billeder på sin indre nethinde af det OL, der bjergtog ham første gang: legene i Barcelona i 1992.

”For mig er OL det største sportsevent. Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg blev fanget af flammen og alt magien omkring legene. Jeg blev tit passet hos min farfar og farmor, og om aftenen lod de mig se tennis og boksning og så videre sammen med dem. Jeg kan huske, at jeg virkelig syntes, det var sejt, det her med at være dygtig til sin sport. De ypperste atleter inden for alle mulige sportsgrene, der mødtes for at dyste mod hinanden om medaljer,” siger Top Adler.

”Jeg kan rigtig godt lide, at mange af sportsgrenene får noget af den opmærksomhed, de normalt ikke får. Og man skal huske, at lige så nørdede cykelryttere er med valg af dæk, lige så nørdet er lerdueskytten med sit gevær, og lige så nørdet er roeren med sin åre.”

Andreas Top Adler dyrkede også selv en masse sport. Især badminton og volley spillede han som ung. (Adler er ikke specielt høj, men han var dengang overbevist om, at den højde, han havde set volleyballspillere besidde, var noget, de havde fået af netop at spille volleyball; det var det ikke.)

Senere kastede han sig også over alt muligt andet. Og i dag kan han godt lide at klatre, cykle, løbe, svømme og spille alverdens ketchersport.

Det er selvfølgelig alt den sportslige dyrkelse, der har ført ham ind på det spor, han er på i dag. Adler er civilingeniør i medicin og teknologi. Omkring 2009, da han endnu var studerende, stod det danske banelandshold og manglede hjælp til noget analysearbejde, og med Adlers viden om sport og krop – og ”plus/minus tilfældigheder” – blev jobbet hans.

Nu har han i godt 10 år været en del af Team Danmark. Men hvad laver en præstationsingeniør egentlig?

En dag ligner sjældent den næste, siger Andreas Top Adler, men grundlæggende består hans arbejde i at ”udvikle og teste udstyr inden for sportsteknologi” – såsom ”teknologi, der kan monitorere udstyret og atleten selv.”

Sagt helt kort: sikre det bedst mulige udgangspunkt for de danske atleter.

”Jeg har en kontorplads i Idrættens Hus ude i Brøndby. Men det er oftere, at jeg ikke er der, end jeg er der.

Når jeg roder med cykler, er det ude i Ballerup Superarena. Arbejder jeg med roerne, foregår det i Bagsværd. Med sejlerne er det i Aarhus eller i Hellerup. Og så samarbejder jeg med en masse dygtige folk rundt omkring.

En lokal smed i Tune hjælper os, når noget skal drejes eller svejses. Der er folk på universiteterne, jeg arbejder med. Eller små danske virksomheder.”

Det lyder som et drømmejob?

”Ja, men også et drømmemiljø. Man kan godt være i drømmejobbet, men ikke i miljøet. Eller omvendt. Jeg er så heldig at have begge dele. Det er enormt privilegeret at arbejde med mennesker, som hver eneste dag jagter deres mål og er parat til at slå ihjel for at vinde en hundrededel af et sekund.”

FORBEREDELSERNE TIL LEGENE I PARIS har langtfra været fryd og gammen for en præstationsingeniør på jagt efter marginaler. Årsagen er enkel: Da OL i Tokyo blev rykket fra 2020 til 2021 på grund af coronapandemien, blev der samtidig skåret et år af forberedelsestiden til konkurrencerne i Paris.

Og ikke nok med det: Det sidste år op mod et OL er altid det dyreste – blandt andet fordi mange af atleterne købes fri. Med udskydelsen dengang fik nationerne pludselig to dyre år.

”Økonomien har været presset,” siger Top Adler.

”Og samtidig har vi manglet et meget vigtigt år. Det år, vi har manglet, er typisk det år, hvor man leger og tester. Det store udviklings- og nytænkningsår. Denne gang har det mere været: ’Vi har, hvad vi har. Og så prøver vi at gøre det endnu bedre.’”

Men han glæder sig – selvfølgelig. Lige nu træner banecykellandsholdet på livet løs ude i Ballerup Superarena. Og ifølge præstationsingeniøren kommer velodromen i Paris til at føles hjemmevant for de forsvarende danske verdensmestre:

”Banen i Ballerup er ret aggressiv med en lang langside og hårde sving. Og den i Paris minder meget om det. Den er hurtig, og det er et fedt stadion. Der er plads til 5-6.000 tilskuere, og de sidder næsten helt inde over banen. Støjen svinger og runger virkelig derinde.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Ol, Olympiske Lege og Cykling