Anis Slimane fra Høje Gladsaxe skal spille mod Danmark til VM i fodbold: ”Mine søskende håber, at Danmark vinder”

ANIS SLIMANE ER STEGET ud af sit sorte, batmobilagtige køretøj på parkeringspladsen ved den lille legeplads midt i Høje Gladsaxe lidt nordvest for København. Han peger rundt på de fire boligblokke, der troner årvågent op rundt om legepladsen.

”Alene i den her lille blok boede der tre fodboldspillere, der kunne være nået længere end mig. Spillere, der som 15-årige blev tilbudt kontrakter i vilde klubber. Men det skulle bare ikke være. Fristelser, fester, farver. Og selvfølgelig også nogle andre ting.”

Anis Slimane, der er vokset op med udsigt til legepladsen, og for en stund er flyttet tilbage til rødderne, er en af de få, der møvede sig igennem professionel fodbolds klejne nåleøje. Da han i februar 2020 havde fået sin debut for Brøndby IF i Odense, stod horder af naboer fra Høje Gladsaxe klar i februarnatten for at give kvarterets søn en heltemodtagelse. Anis Slimane blev dyttet og klappet hele vejen tilbage til barndomshjemmet.

”Jeg tror, at folk var stolte over, at jeg repræsenterer det her område, og på bedste vis. Førhen har Høje Gladsaxe mest været repræsenteret i medierne af folk, der kommer fra et lidt andet miljø,” siger han.

I en alder af 21 år er Anis Slimane fast profil på Brøndbys Superliga-hold, han skal spille VM med Tunesien til vinter, og de udenlandske klubber, der bejler til hans arbejdskraft, forventes at skulle kompensere Brøndby med mellem 30 og 50 millioner kroner.

Man ville kunne vække Anis Slimane klokken 3 om natten og afkræve ham svar på, om han skifter klub denne sommer, og svaret, mere end en håndfuld medier har måttet tage til takke med, falder med indøvet ro:

”Jeg er sindssygt glad for at være i Brøndby, men jeg er selvfølgelig også kommet til et sted i mit liv, hvor jeg er begyndt at se muligheder andre steder. Jeg kan sagtens udvikle mig mere i Brøndby, men man skal aldrig sige aldrig i fodbold. Hvis det rigtige tilbud kommer kan det pludselig gå hurtigt, men jeg har ikke travlt.”

Spiller det kommende VM en rolle for din beslutning?

”VM gør, at jeg ikke stresser så meget over det. I Brøndby er jeg sikker på at få spilletid, og landstræneren kommer vel til at udtage dem, der er bedst i den periode.”

UNDER ET OPHOLD I den guidede tour rundt i Høje Gladsaxes afkroge, der hyppigt afbrydes af indforståede nik og vink fra kvarterets beboere, rækker jeg Anis Slimane min telefon og afspiller et lydklip. Han spærrer øjnene op og bryder ud i vantro latter.

Anis Slimane var kun 14 år, da jeg i mine egne teenageår interviewede ham til det hedengangne ungdomsfodboldmedie D’Bold. Slimane spillede i Gladsaxe-klubben AB og var som en af få spillere uden for de traditionelle, store akademier udtaget til det danske U15-landshold.

”Vores hold har været stærkere. Vi har mistet en del spillere til FC Nordsjælland og Brøndby,” fortæller den spinkle drengestemme med en genert teenagers ordknaphed i lydklippet.

”Hold kæft, hvor er det sjovt, at du har fundet det,” afbryder voksen-Slimane.

Hans ungdomskarriere var bøvlet, kaotisk og fuld af smældende nederlag. Han havde repræsenteret syv forskellige klubber på ungdomsplan, før han blev vejet og fundet for let i F.C. Københavns akademi og fandt sin rette hylde i AB.

”Det var en irriterende tid, da vi talte sammen første gang. Jeg havde endelig fundet mig til rette i AB, og så mistede vi 10 spillere til større klubber. Det er sjovt, for i dag er der ikke én af de spillere, der har slået igennem. De fleste af dem troede, at jeg var stoppet med at spille fodbold, nogle af dem troede endda, at jeg var blevet kriminel her i Høje Gladsaxe. Men allerede som 16-årig begyndte jeg at spille med seniorholdet i AB.”

Som dreng i Høje Gladsaxe havde han altid haft en bold for fødderne, og hele kvarteret kendte hans ambition om nå tinderne af dansk fodbold. Hvis han selv havde svært ved at holde øjnene på bolden i et område, der tidligere har trukket overskrifter på grund af bandekonflikter og rockerproblemer, ventede der reprimander fra kvarterets ældre og mere magtfulde drenge.

”Jeg tror, at hvis jeg stod med en smøg i hånden, og det gjorde jeg aldrig, ville jeg have fået en flad af de ældre. Hvis der skulle foregå et eller andet på kant med loven, blev der altid sagt ’Anis, skrid herfra.’”

Pludselig skød han i vejret, Slimane. Nu var han ikke bare en driblestærk virtuos, der drev gæk med naboer i alle aldre i de spartanske boldbure. Som seniorspiller i 2. Divisionsklubben AB formerede han sig til den midtbanekolos med kælen teknik, der i dag giver fodboldcheferne på Vestegnen dollartegn i øjnene.

DER LADER TIL AT gå en flig af den danske nationalsjæl, hver gang et stort fodboldtalent med mere end ét nationalt tilhørsforhold vælger at repræsentere nogle andre end os. Senest blev den gennemsnitlige mandagstræner lang i ansigtet, da Emre Mor i 2016 besluttede sig for at repræsentere sin fars hjemland Tyrkiet. Kunne DBU have gjort mere for at holde på guldfuglen, spurgte man sig selv i jagten på en skyldig.

I tilfældet Anis Slimane findes ingen syndebuk. Fra han var helt lille, visualiserede han sig selv med Tunesiens dybrøde landsholdstrøje. Begge forældre er tunesiske indvandrere, og familien har altid ferieret i forældrenes hjemland.

”Vi glæder os sådan til at se dig på landsholdet en dag,” fortalte familien den lille, boldgale Anis. Morfarens største ønske var at se barnebarnet på Les Aigles de Carthage, ørnene fra Carthage.

Men da det tunesiske fodboldforbund første gang bejlede til en 16-årig Anis Slimane og udtog ham til en U20-landsholdssamling, var glæden betinget:

”Jeg var en forvirret ung knægt. Jeg syntes egentlig, det var sjovere at spille for de danske U-landshold, men …”

Han leder efter ordene. I dag har han truffet en endegyldig beslutning, men spørgsmålet om nationalt tilhørsforhold lader sig formentlig aldrig afklare til fulde.

”Enten skulle jeg spille for Danmark, og det ville jeg rigtig gerne, men så ville jeg føle, at jeg svigtede min tunesiske familie. Omvendt havde jeg heller ikke lyst til at svigte Danmark, hvor jeg har boet hele mit liv. På en måde er det et luksusproblem at kunne repræsentere to landshold, men for en ung knægt føltes det mest bare som et problem.”

De internationale fodboldregler foreskriver, at hvis man som spiller med dobbeltstatsborgerskab på ungdomsniveau har repræsenteret ét land i betydningsfulde kampe, skal man foretage et såkaldt ’change of assocication’ hos forbundet FIFA, hvis man har fortrudt sit valg. Når man har gjort det, er man bundet til masten.

Anis Slimane havde allerede spillet kampe for det danske U19-landshold, så der var lagt i kakkelovnen til mange nætter med tankemylder, da den tunesiske landstræner tog præsidenten for fodboldforbundet under armen og fløj til Danmark. De ville overbevise Anis Slimane, der i mellemtiden havde skiftet seniorfodbold i AB ud med U19-fodbold i Brøndby, om, at han skulle repræsentere det tunesiske A-landshold.

”Mødet er tre uger inden, jeg får min førsteholdsdebut for Brøndby. På en måde giver det ingen mening, at de ville have mig som A-landsholdsspiller, inden jeg havde spillet en eneste professionel fodboldkamp. Men det handlede lige så meget om, at de ville sætte et projekt i gang omkring mig, så andre spillere med dobbeltstatsborgerskab i lande som Frankrig og Italien ville vælge samme vej, som jeg havde gjort.”

Anis Slimane tyggede på beslutningen i et år, vendte og drejede de mange scenarier i hovedet. Og så takkede han ja til tilbuddet om at repræsentere Tunesien.

”Jeg ville gerne give tilbage til min familie. Mine forældre flyttede til Danmark for at give deres børn bedre forudsætninger for en fremtid med et godt job, og hvis jeg kunne betale tilbage ved at gøre dem stolte, så ville jeg gerne gøre det,” fortæller han om den beslutning, han ingenlunde fortryder i dag:

”I en alder af 21 år har jeg spillet 24 landskampe, blandt andet til Africa Cup of Nations, og jeg skal forhåbentlig snart spille VM. Projektet i at få flere til at tilvælge Tunesien går også godt, for eksempel har Hannibal Mejbri (19-årig midtbanespiller fra Manchester United, red.) også valgt det tunesiske landshold.”

Hvordan reagerede din familie på din beslutning?

”Mine søskende var faktisk lidt ærgerlige over det, de havde håbet, jeg ville prøve at bryde igennem på det danske landshold. De holder også med Danmark til VM. Mine forældre blev sindssygt glade for det, men for dem handler det mest af alt bare om, at jeg er lykkedes med at komme i en situation, hvor jeg kunne vælge mellem Danmark og Tunesien. Men klart, de er stolte.”

Et enkelt hår i suppen nager Anis Slimane i en grad, hvor man end ikke behøver at spørge ind til det, før han selv adresserer, hvad han har hørt fra flere:

”Så har der selvfølgelig været meget snak om, at Anis? Han har bare valgt Tunesien, fordi han ikke ville kunne komme på det danske A-landshold og ikke turde tage kampen op. Men jeg har jo så meget tro på mig selv, at hvis jeg valgte Danmark, ville jeg 100 procent gå efter det og tro på en plads på landsholdet. Om det så først ville blive om fem år, så ville det lykkes en dag.”

LIGE SIDEN ANIS SLIMANE fravalgte Danmark for at repræsentere Tunesien, har han haft en tilbagevendende drøm om natten. Med sine tunesiske landsholdskammerater spiller han en hæsblæsende kamp mod Danmark, mod det land, han er født og opvokset i. Det er en drøm, der har ringe muligheder for at materialisere sig i virkeligheden. Blot to gange før har Danmark og Tunesien været i hanekamp: til OL i 1960 og til en venskabskamp i 2002.

Men skæbnens veje er uransagelige, og da der i april skulle trækkes lod til Qatars skandaleombruste vinter-VM, hvor både Danmark og Tunesien vil være repræsenteret, var Anis Slimane aldrig i tvivl om, hvad der ville komme til at ske. ”Vi kommer til at trække Danmark,” havde han proklameret over for så mange, at han reagerede på lodtrækningen med et selvfølgeligt grin. Tunesien havnede i gruppespil med Frankrig, Australien og Danmark.

”Selvfølgelig gjorde vi det. Jeg havde det ambivalent med det, for på en måde er det jo sindssygt sjovt at skulle møde det land, jeg er opvokset i, og hvor alle mine venner bor. Men samtidig er det også nederen. Hvad hvis jeg scorer og indirekte sender Danmark ud? Jeg holder jo med Danmark alle andre dage på året.”

Ja, hvad gør du, hvis du scorer?

”Det spørger jeg mig selv om hele tiden. På den ene side er det det største, man kan forestille sig, at score for sit land til VM, så selvfølgelig jubler jeg. Men jeg har for meget respekt for Danmark til at gå helt amok og overdrive min jubel.”

Du har ikke en form for hævntørst eller ærgerrighed efter at vise, at du også er god nok til Danmark?

”Jeg tror, at hvis Danmark aktivt havde fravalgt mig, ville der måske være en form for hævntørst. Men det har jeg ikke. Da jeg valgte Tunesien, skrev Flemming Berg, der var udviklingschef i DBU på det tidspunkt, flere gange til mig og sagde, at det var et tab for Danmark, for jeg var en spiller, man troede på.”

Har du indtryk af, at man i Danmark ser lidt ned på tunesisk fodbold?

”Ja, det er rent ud sagt undervurderet. Men det passer mig egentlig fint, så kan man gå lidt under radaren, ligesom jeg gjorde i AB. Vi har måske ikke de største stjerner, men vi har et sindssygt godt kollektiv. Vi er svære at score på og arbejder godt sammen. Vores kamp mod Danmark er den første til slutrunden, og det er altid meget intenst. Det kommer til at handle om, hvad man har i hjertet, og ikke så meget de fodboldmæssige kvaliteter.”

Er der stor forskel på befolkningernes forhold til de respektive landshold?

”I medgang minder landene om hinanden. I Tunesien er der storskærme overalt, alle ser landskampene, og sådan har det altid været. For Danmark er det lidt nyere, at nationen lader sig rive så meget med af landsholdet. Men når det danske landshold taber, er folk søde til at være tilgivende og siger ’op på hesten igen’. I Tunesien bliver vi fuldstændig slagtet. Der kan være stille på gaderne tre dage i streg efter et vigtigt nederlag. Da vi røg ud af Africa Cup of Nations mod Burkina Faso, som vi burde have slået, var mine beskedanmodninger på Instagram ikke ligefrem opmuntrende læsning. Men når man vinder, er det verdens fedeste følelse.”

PÅ LILLE TORV I HØJE GLADSAXE kan man få en shawarma i kebabboden, en klipning hos frisøren og en lottokupon i den lille Elite-købmand. Ude foran daser folk i solen og laver ingenting. De hilser på hinanden og kigger olmt på Euroman-fotografens store kameraapparat. Omme bag kiosken har Anis Slimane brugt timer og atter timer. Det er her, man griller, spiller fodbold og skyder musikvideoer. Og her, politiet typisk kommer forbi for at sikre, at alt forløber i takt med loven. Det gør det som regel, og så kan politimændene finde på at blive hængende og spille bold med de lokale unge.

Og dem er der en del af – unge Høje Gladsaxe-borgere, der drømmer om at blive den næste Slimane. Nogle spiller hos naboklubben Gladsaxe Hero, nogle hos storebroren AB og enkelte hos de største akademier i københavnsområdet.

”Jeg taler med dem, det gør jeg. Jeg håber, de har fået et håb og tænker, at hvis Anis kan, så kan jeg også. Jeg er blevet sat af på seks forskellige hold og fået at vide sytten tusind gange, at jeg aldrig ville blive professionel fodboldspiller. Hvis nogle af de unge drenge har brug for karriererådgivning, kan de altid hive fat i mig, for det handler bare om at blive ved og at træffe de rigtige beslutninger.”

Men det er ikke sikkert, at Anis Slimane ret meget længere, som på denne solskinsdag, vil være én, man bare lige støder ind i, som man bevæger sig gennem Høje Gladsaxes boligblokke. I sin ungdom flakkede han rundt fra klub til klub i håbet om at lande et sted, hvor han var god nok. Nu er det ham, der takker nej, ham, der har muligheder på hånden.

Snart kalder udlandet. Han er i evig kontakt med sine tætte venner Jesper Lindstrøm og Mohamed Daramy, der begge har taget springet fra andedammen til det store udland, men med stærkt varierende succes. Lindstrøm kan gå på vandet i Frankfurt, Daramy har for en stund forladt Amsterdam for at genvinde fodboldformen i hjemlige F.C. København. Anis Slimane kender faldgruberne og svarer prompte på spørgsmålet om, hvad han kommer til at savne, når han ikke spiller i Brøndby længere.

”Det er det her. Høje Gladsaxe. Min familie, mine naboer, mine venner. I udlandet kommer der til at være perioder, hvor jeg ikke har det lige så godt. Når jeg spiller i udlandet, er jeg der af én grund, og det er for at spille fodbold. Hvis det så heller ikke kører så godt, kan det nok godt blive svært. Hvis jeg spiller en dårlig kamp i dag, så har jeg mange her, der kan løfte mig og være der for mig. Det kommer jeg til at savne.”