Anne-Marie Rindom: ”Det ville være useriøst, hvis jeg sagde, at jeg ikke går efter en medalje”
Hvem husker ikke det dramatiske øjeblik til OL i 2021, hvor den danske sejler Anne-Marie Rindom efter regelforvirring og en kæmpe nedtur undervejs alligevel endte med at sejle en dansk guldmedalje, og hendes første af slagsen, hjem? Nu skal Rindom så forsvare medaljen, når hun for fjerde gang skal repræsentere Danmark til et OL. Vi har talt med hende om forberedelser, ritualer og farvandet ud for Marseille, hvor sejladsdisciplinerne løber af stablen.
Anne-Marie, du har jo været til OL tre gange før, så du er ved at være en garvet én. Hvad er dine forventninger til i år?
”Det bliver et anderledes OL end de sidste gange, fordi vi kommer til at være så tæt på Danmark, så der vil helt sikkert komme mange danske fans. Og sidste gang var det jo også under corona, hvor der var nogle meget hårde restriktioner. Min familie skulle have været med i Japan, men det kom de ikke. Så det bliver et OL, hvor flere sociale elementer kommer i spil, fordi der er flere mennesker rundt om os.
I forhold til mine præstationer tror jeg, at det bliver et svært OL, fordi jeg vandt sidste gang og nu skal følge op på det. Forventningerne både fra mig selv og fra omverdenen er høje, og det forbereder jeg mig meget mentalt på.”
Annonse
Hvad er dit mål? Satser du på guldmedaljen igen?
”Det ville være useriøst, hvis jeg sagde, at jeg ikke går efter en medalje. Det gør jeg, selvfølgelig. Men jeg går meget ydmygt til værks, for det bliver stadigvæk svært. Der er en ny generation af sejlere, som er brudt igennem, og vi er i hvert fald ti kvinder, som skal kæmpe om de tre medaljer, der er.”
I skal sejle ud fra Marseille. Hvor godt kender du farvandet dernede?
”Efterhånden kender jeg det rigtig godt, da jeg har sejlet i området i mange år. Det er et nemt sted at sejle, fordi der ikke sker så meget med vejret sammenlignet med fx Tokyo, hvor der kan være kæmpe bølger. Og i Rio var der meget strøm og også skrald i vandet, hvilket gjorde det svært. Så på den måde er Marseille rent teknisk et nemt sted at sejle, men omvendt gør det det faktisk sværere, fordi alle kan være mere med.”
Hvordan har du forberedt dig til dette års OL?
”Jeg har selvfølgelig trænet en masse og deltaget i mange stævner. Sejlads er jo en sæsonsport, og de fleste stævner ligger, ligesom De Olympiske Lege, om sommeren. I vinterperioden, hvor jeg skal træne op til de forskellige konkurrencer, kan man ofte ikke sejle hjemme i Danmark, så der har jeg base i Sydeuropa. Nogle år har det været i Portugal, men de seneste par vintre har vi haft base på Lanzarote.
Annonse
Vi fragter alt vores grej derned: biler, trailer, gummibåde og alle jollerne. Og så er vi dernede on-off hele vinteren, hvor vi har vores grundlæggende basetræning, inden stævnerne begynder i foråret og løber hen over sommeren og det tidlige efterår. De bliver afholdt mange forskellige steder, og i går talte jeg faktisk lige op, at jeg har over 250 dage væk hjemmefra om året.”
Har du nogle ritualer, inden du sætter dig i din jolle til et stævne?
”Mine morgener ligner hinanden, når jeg skal ud at præstere. Jeg spiser havregryn, varmer op, og så tager jeg på havnen, hvor jeg gør min jolle klar. Det er fx meget vigtigt, at jeg får pakket mad og drikke, for vi kan ofte være på vandet i op til seks-syv timer.”
Hvad har du med i madpakken?
”Der skal altid være en sandwich, så jeg ved, at jeg ikke bliver sulten undervejs, men den bliver ikke særlig ofte spist, fordi den ender med at blive våd. Ellers er det mest energibarer og gels. Og bananer, dem kan jeg rigtig godt lide. Modsat mange andre sportsgrene skal vi holde vægten oppe og ikke nede, så hvis der fx er blæsevejr, skal især vi kvinder spise meget inden og under et stævne, fordi vi forbrænder rigtigt meget. Men det kan være ret svært at spise, når der er høj søgang.”
Hvor meget tænker du på OL i din hverdag?
”Hele tiden. Det er mit mål at klare mig godt, og det fylder alt lige nu.”
Annonse
Anne-Marie Rindom
(f. 1991) Har vundet OL-guld i 2021 og -bronze i 2016 i disciplinen ILCA 6 (tidl. Laser Radial), som er kvindernes énpersonsjolle. Sejler for Horsens Sejlklub og læser en kandidat i idræt på Aarhus Universitet. Bor i Aarhus.