José Mourinho relancerede sig selv som The Happy One, da han vendte tilbage til Stamford Bridge i 2013. Væk var alle de smertelige oplevelser i Madrid; kritikken fra Ramos, Casillas-situationen og nederlagene til FC Barcelona. Nu var han endelig hjemme i trygge omgivelser, og første sæson var da også ét langt smil. »Vi skal nok komme, bare vent at se, sagde portugiseren, og han fik ret.
Første halvdel af anden sæson blev et triumftog, og hans Chelsea var det klart bedste mandskab i engelsk fodbold. Efter nytår løb man ind i problemer og blev besejret af PSG i Champions League, men mesterskabet var aldrig i fare. Portugiseren endte øverste i Premier League for tredje gang i karrieren. Men årets prøvelser var langt fra ovre.
Hen over sommeren skete der noget. Mourinho fremstod nu pludselig arrig og uden sit vante overskud. I sæsonens første kamp hjemme mod et undertalligt Swansea måtte Chelsea nøjes med 2-2, mens Mourinho forsøgte at nægte cheflæge Eva Carneiro adgang til banen, da Eden Hazard ønskede behandling. Sagen eskalerede og blev startskuddet til et mareridt. En flænset Chelsea-trup tabte 9 af de følgende 15 ligakampe, og kort før jul fik Mourinho så sparket.
Et fælles fodslag (sådan da...)
Midt i en økonomisk krise og efter lange, seje og ganske offentlige ondskabsfuldheder mellem ligaforeningen og fodboldforbundet fandt de spanske klubber i april hinanden i en ny tv-aftale. Da stod det klart, at den individuelle model, der især har gavnet giganterne i Real Madrid og FC Barcelona, fra og med næste sæson udskiftes med en mere solidarisk, kollektiv mediepagt.
Annonse
Frem til i dag har de to store på årsbasis tjent mere end 11 gange så meget som bundklubberne og tre gange så meget som de nærmeste konkurrenter (Atlético Madrid og Valencia). Den nye aftale minimerer dette gab betragteligt. Fra sæsonen 2016/17 kan den rigeste klub maksimalt tjene fire og en halv gange mere end den fattigste.
Men – for der er naturligvis altid et 'men', når det gælder spansk topfodbold – har Real Madrid og FC Barcelona sikret sig deres nuværende indtægt i en såkaldt overgangsperiode. Og den varer hvor lang tid? Seks år! Desuden har de to storklubber ordnet det så fikst, at de begge har permanent sæde i det besluttende organ.
En frelsende engel på mission
I seks sæsoner var Jürgen Klopp folkets konge i Dortmund. Han skabte et charmerende mesterhold ud af et fallitbo, lancerede en ny spillestil og nåede Champions League-finalen i 2013. Han var sympatisk og sprælsk. Han viste følelser, men var cool, når det gjaldt. Han var den seje lærervikar, men ville ønske var ens klasselærer.
Men i sidste sæson forsvandt magien, og i maj i år sluttede Dortmund på en skuffende 7.-plads, mens man tabte pokalfinalen i Berlin til Wolfsburg. Det stod klart, at Dortmund trængte til nyt blod, og at Klopp var moden til et udlandseventyr. For en frelser har som bekendt brug for nogen at frelse. Så den tyske træner så sig omkring.
Man kan dog ikke beskylde Klopp for at vælge den nemme løsning. Han kunne have valgt på alle hylder, men han endte på Anfield og i spidsen for Liverpool, den største klub, der vinder mindst i hele Europa. Og The Kop elskede har elsket Klopp fra første færd. Engagementet! Rævesmilet! Selv skægstubbene! Scouserne lærte at sige Gegenpressing, men resultaterne er indtil videre de samme som før: bare 7 sejre i 15 kampe.
Et overraskende venskab
En ydre fjende kan forene selv de argeste modstandere. Således også i Rom, hvor fansene af Roma og Lazio, de såkaldte romanisti og laziali, nok kan se tilbage på 88 års rivalisering og bittert had, men dette efterår har fået en fælles fjende. Før sæsonstarten besluttede de lokale myndigheder anført af politichef Franco Gabrielli nemlig at indføre flere nye restriktioner på de to klubbers kommunale arena, Stadio Olimpico.
Gabrielli forlangte bedre kropsvisitation og skillevægge på de folkekære curvaer, endetribuner, hvor de to klubbers mest hardcore tilhængere normalt holder til. Det blev for meget for de lyseblå såvel som de granatrøde, så både Romas og Lazios hjemmekampe fandt efterhånden sted for halvtomme tribuner.
Og da de to klubber skulle mødes i Derby della Capitale i november fandt de to tilhængerskarer, der mestendels plejer at bekrige hinanden på ord og det, der er værre, endda sammen i en fælles manifestation. Alle blev borte. Siden har især Romas klubpræsident James Pallotta forsøgt at forhandle med både fans og myndigheder. Uden det store held.
Et underholdende indslag
Liverpools hjemmekamp mod League 2-klubben Carlisle i Liga Cup'en i september vil næppe gå over i historien. Værterne var jammerlige og fik kun med nød og næppe skrabet en sejr hjem på straffespark. Én ting står dog tilbage: gæsternes franskmand Bastien Héry og hans sjældne hårpragt. Den 23-årige midtbanespiller stillede til start med, hvad der vel bedst kan betegnes som en lyserød candyflosslignende mohikanerhanekam.
Den aparte frisure blev et øjeblikkeligt hit på Anfield og de sociale medier. Men det er langtfra første gang, Héry gør opmærksom på sig selv. I 2014 medvirkede han i Channel 5-programmet Extreme Fishing, hvori han fortalte værten, Robson Green, om sin barndom som søn af en fisker. Der var bare et problem: Historien var pure opspind.
Tidligere i år kom den altid underholdende Héry, der fik sin fodboldopdragelse i Paris Saint-Germain, tilmed for skade at kalde byen Rochdale for et »hul i jorden og fik både parlamentsmedlemmer og de lokale på nakken for det. Okay, indrømmet, vi kunne måske leve uden Héry, men alligevel er hans tosserier værd at mindes i en stadigt mere grå og corporate sportsverden.
