Dansk stortalent træner hårdere end de fleste: ”Jeg blev nødt til at pisse på mine fingre, så de kunne komme ned i handskerne igen”

FOR TIDEN TÆNKER jeg udelukkende på Paris-Roubaix, når det siler ned til træning. Det er det, der får mig igennem.

Paris-Roubaix kan blive karrieredefinerende for mig, det jeg er meget bevidst om lige nu.

I begyndelsen af januar var jeg ude at cykle på Nordfyn på én af de dage, hvor det regnede i alle de lyse timer. Jeg kan sagtens klare at køre i minusgrader, men 3-4 grader og silende regn er det værste. Efter 40 kilometer punkterede jeg, men da jeg havde skiftet slangen, kunne jeg ikke få mine handsker på igen, fordi de var drivvåde og hænderne stivfrosne.

Normalt er et trick at finde en tankstation eller en bager, men der var bare ingenting. Ingen mennesker, ingen byer i nærheden. Jeg blev nødt til at pisse på mine fingre, så de kunne komme ned i handskerne igen. Jeg besluttede mig for at korte træningen af og køre hjem til min kærestes forældre. Jeg havde planlagt fire timer og ville så kun få to og en halv, men lige der var jeg bare ligeglad med det hele.

Da jeg var et par kilometer fra deres hjem, tænkte jeg alligevel: ’Fuck det, jeg kører videre.’

Så jeg fortsatte og kørte fuld træning. Da jeg endelig var færdig, var jeg i en dyb rus, fordi jeg havde gennemført på trods af det elendige vejr.

De fleste ryttere på mit hold, Movistar, gider ikke at cykle, hvis det regner. Sportsdirektørerne tror nogle gange, at det altid er godt vejr i Danmark, fordi jeg træner hver dag.

SOM RYTTER HAR DU brug for en lille melodi, der spiller inde i dig. Eller at opbygge en fortælling om dig selv.

Det gør jeg også. Jeg ser mig selv som en, der aldrig skipper en træning uanset vejret. Den fortælling skaber jeg på cyklen, når jeg sidder og taler med mig selv. Jeg finder meget stor glæde ved den indre samtale.

De gamle grækere troede, at det var noget guddommeligt, der talte til dig der. Det tror jeg nu ikke, men dialogen befinder sig alligevel nok et sted imellem det guddommelige og det menneskelige. Og hvis du lader dig vejlede af samtalen, så giver den nogle gode svar.

Jeg tror, de fleste mennesker kender den fra længere gåture eller løbeture. På et eller andet tidspunkt kommer samtalen. Men den opstår ikke, hvis jeg træner sammen med andre, så jeg kører for det meste alene.

November er en af mine gladeste måneder på året, fordi de ensomme timer på landevejen giver mig mulighed for at drømme. Alle de nederlag, jeg har lidt i løbet af sæsonen, forsvinder fra min hukommelse, og jeg begynder at forestille mig det næste år.

Sidste år sluttede min sæson i Malaysia den 20. oktober, hvorefter jeg rejste over til min kæreste i London for at holde ferie. To uger efter var jeg tilbage på cyklen i Danmark for at forberede mig til den kommende sæson, og så var alle tæskene fra sæsonen glemt.

Professionelle atleter er mestre i selvbedrag. Vi er gode til at glemme. Det er vigtigt at kunne, men det kan være svært i løbet sæsonen, når man rejser fra løb til løb, har jetlag og lider på cyklen.

I november, december og starten af januar kan man sove ordentligt, spise helt rigtigt og skabe al den energi, man skal brødføde sig selv med resten af året. Det er også derfor, man tit ser, at ryttere kommer forvandlet ud til foråret. Det er i de måneder, man rigtig kan flytte sig fysisk og mentalt, og det er også i den periode, jeg glæder mig mest til at køre cykelløb.

For når det hele begynder, og du har fået din første røvtur, så er vi ligesom tilbage i rutinen.

DER ER STOR FORSKEL på vores generation af ryttere og de tidligere generationer. For selv om jeg også søger ensomheden på cyklen, så søger jeg den ikke, når jeg står af. Vi praktiserer ikke den samme munketilværelse, som Brian Holm og hans generation gjorde.

Nu om dage flytter de færreste til Belgien eller Italien for at leve helt alene og på en sten. Det har selvfølgelig noget med økonomien og videnskaben at gøre. Vi ved, at det er idiotisk at gå sulten i seng, fordi forskerne har bevist det.

I dag er det også økonomisk muligt at blive boende i Danmark og rejse på træningslejre herfra. Det gør jeg ikke selv, men muligheden er der, og den benytter mange sig af. Men vi ved også, at man ikke får særlig meget ud af at være alene for længe. Vi har brug for en anden mening i tilværelsen og for at interagere med andre mennesker. Jeg bliver hurtigt deprimeret, hvis jeg er ensom i mit privatliv. Jeg har behov for menneskelig kontakt efter klokken 15, når træningen er overstået.

”PROBLEMER SKABER VORES lykke.”

Det skriver Mark Maron i sin bog ’Kunsten at være fucking ligeglad’. Det ligger ellers i den menneskelige natur, at vi prøver at fjerne forhindringer for at gøre livet lettere, men der gør vi os selv en bjørnetjeneste, mener han. Det kan jeg let relatere til i min træning.

Som amatør flygtede jeg også til Calpe i Spanien på træningslejre om vinteren, fordi det er varmere og mere behageligt at cykle der. Senere flyttede jeg til Girona. Men jeg syntes ofte, at tiden gik med at kigge efter den næste café, når vi var på group ride. Det var slet ikke mig.

Efter mit styrt i december 2019, hvor jeg brækkede benet, flyttede jeg hjem til Brædstrup. Og selv når jeg har været ude på en tur i regnvejr, tænker jeg ikke, at jeg vil til Spanien. Jeg elsker selvfølgelig også sol og den danske sommer, men jeg har brug for kontrasterne.

Jeg har brug for at overkomme de der små forhindringer i hverdagen. Det skaber en lille lykkefølelse i mig hver eneste dag. Det kan jo lyde banalt, for det er trods alt mit arbejde at stige på cyklen, og jeg er heldig i forhold til min økonomi og den slags. Men det må ikke blive for let det hele.

JEG FØLER MIG ENSOM på Movistar, men det passer mig egentlig godt. Jeg er gode venner med Max Kanter og Johan Jacobs (hhv. tysk og schweizisk cykelrytter, begge født samme år som Norsgaard, 1997, red.).

Resten ser jeg som kolleger og til en vis grad konkurrenter. Jeg føler mig meget anderledes end de fleste på holdet. Jeg kæmper en del med ledelsen af holdet, som påpeger, at jeg træner for meget. Men jeg holder faktisk af den kamp, og jeg tror også, de kan lide dansen i hele tiden at skulle fortælle mig, at jeg skal slappe af.

Jeg får meget ud af at have en rolle på holdet, som ingen kan udfylde bedre end mig. For mig er det ikke godt med stor intern konkurrence på et hold. Det ved jeg fra min ungdomstid på danske hold. Hvis jeg kørte med en masse danskere på Movistar, ville jeg få sindssygt ondt i røven over alt det, de opnåede (Norsgaard er eneste dansker på Movistar, red.).

Så hvis Mads Pedersen eksempelvis kom og brokkede sig over et stykke hjælperarbejde, jeg havde udført, ville jeg bare blive arrig og ikke tænke rationelt. Det handler udelukkende om, at vi begge er danskere. Var det Enric Mas (spansk bjergrytter, red.), der kom med kritikken, ville jeg stille og roligt tage den til efterretning.

UNDER SIDSTE ÅRS Paris-Roubaix forstod jeg ikke, hvad der skete. Jeg var blevet syg efter Tirreno-Adriatico og havde presset mig selv for hårdt for at komme tilbage.

Så jeg startede i forårsklassikerne i Belgien fuldstændig skeløjet og var egentlig i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet kunne stille op i Paris-Roubaix. Men jeg blev lige akkurat klar, og planen var at komme med i morgenudbruddet.

Det mislykkedes, men jeg kom med, da feltet splittede, og Mads P. og de andre blev fanget bagved. Men så punkterede jeg og i stedet for give mig et nyt hjul, fik jeg en ny cykel af holdet, som var forbudt at bruge. Jeg skiftede tilbage til den gamle og følte mig stukket i ryggen, fordi sportsdirektørerne fortalte mig, at jeg skulle vente halvandet minut på gruppen bagved.

Derfra var jeg rasende resten af løbet, men da jeg kom i mål, forstod jeg, at vi faktisk havde kørt om en 15. plads, og det, synes jeg, er ret godt.

Jeg ved ikke, hvor flot jeg synes min 29. plads er, men top-15 er jo pænt. Derfra begyndte jeg at spekulere på, hvordan det ville være gået, hvis jeg faktisk havde holdt fokus, og sportsdirektørerne havde givet mig mere støtte i radioen og et nyt hjul med det samme. Allerede samme aften kom tankerne om Paris-Roubaix 2023.

Hvordan mon det går, hvis jeg holder fokus, får mere støtte af sportsdirektørerne i radioen og ikke bliver tynget af defekter? Mine tanker er blusset op igen i vintertræningen, hvor jeg har siddet og fantaseret om løbet på de midtjyske veje.

Det bekræfter mig i, at jeg træner det rigtige sted. Det blæser, og det regner. Det bliver forhåbentlig også sådan i Nordfrankrig i foråret.

Jeg lider hver dag, men jeg tror på, at jeg får noget stort og godt igen på et eller andet tidspunkt. Måske allerede til april.