Jeg har aldrig dyrket superhelte som Batman og Spiderman, men jeg er vokset op lige ved siden af Parken, så mine helte har altid været landsholdsspillerne. Derfor var jeg også helt fucked, da jeg en dag i 1994 tog med min far og søster til Vedbæk for at besøge landsholdslejren. Vi kørte derop i min fars røde Nissan Sunny, der havde noget med kileremmen og peb så meget, at vi i dag formentlig var blevet standset af politiet.
Min søster var kæreste med en af køkkenfolkene i lejren, så på den måde fik vi lov til at komme ind og hilse på spillerne. Af en eller anden grund forklarede min søster dem, at jeg, som på det tidspunkt var ni år gammel, var en stærk, lille dreng. Nogle af spillerne havde siddet og spillet kort, og så vidt jeg kunne forstå, havde en af dem vundet 20.000 kroner. Han overhørte det, min søster fortalte om mig, og sagde så: ’Hvis du kan tage 100 armbøjninger, så giver jeg dig 5.000 kroner.’ Det gjorde jeg så.
Jeg kommer ikke ud af en velhavende familie, så for mig var det virkelig mange penge. Jeg købte mig selv en ny cykel, mens min far købte aktier på mine vegne for resten af beløbet. Hvis jeg havde været en nobel dreng, havde jeg brugt pengene på at fikse hans bil, men jeg valgte aktier i stedet, og det gik så galt, at jeg ikke har turde investere i aktier siden.
For mig har det altid været en drøm at gøre mig fortjent til at sidde på bænken i en landskamp – om jeg så skulle tage en lægeuddannelse. Det er nok nemmere at lave en slutrundesang, men landsholdsbænken vil jeg i hvert fald gerne være en del af. Så det her er en åben invitation til at invitere mig, og jeg har jo et rigtig dejligt smil, så det taler for, at jeg på en eller anden måde kan få tillusket mig en plads.
