Hører I efter, DBU? Bo Henriksen vil være Danmarks næste landstræner
Bo Henriksens liv er helt genialt. Guddommeligt. I Brønshøj, Horsens og Herning blev der måske grinet med og ad den langhårede, fynskråbende vildbasse af en fodboldtræner. Men Henriksens meritter i debutsæsonen i tyske Mainz er der ingen, der griner ad. Og dermed ersagen klar: Bo Henriksen kan – og vil – overtage det ledige landstrænerjob.
Bo, for nu at springe direkte til sagen, så har vi herinde på redaktionen overvejet situationen grundigt og konstateret, at vi håber, at du bliver den næste danske landstræner. Hvad siger du så?
”Det er da en smuk redaktion. Det elsker jeg da. Jeg elsker, at nogen har haft den tanke.”
Så … du vil gerne være landstræner?
Annonse
”Det har altid været min drøm. Det siger sig selv. Det sagde jeg første gang i et eller andet bindegalt interview for 12 år siden, mens jeg var træner i Brønshøj Boldklub.
Det er et problem i vores samfund, at vi ikke tør at drømme stort. Vores børn på otte år vil sgu alle sammen være Messi og spille på landsholdet. Men når de bliver 14 år, så tør de ikke at drømme længere. Så har forældrene sat begrænsninger, fordi de kan blive skuffede eller kede af det.
Og jeg drømmer om at blive dansk landstræner. Jeg turde at sige det højt dengang, og det tør jeg stadig. Det er det største.”
Og nu bliver du rent faktisk nævnt som en realistisk mulighed, når der skal findes en permanent landstrænerløsning i det nye år. Troede du også selv på det, sådan for alvor, dengang i Brønshøj?
”Folk grinede lidt af mig, fordi jeg gjorde tingene anderledes. Men jeg har altid troet på, at jeg gjorde det rigtige. Da jeg selv spillede fodbold, oplevede jeg rigtig mange dårlige ledere. Gode fodboldtrænere, men dårlige ledere. Det er ikke så vanskeligt at blive en god fodboldtræner, det er sværere at blive en god leder. Men det vidste jeg, at jeg var, og det har jeg altid vidst. Og så skulle jeg udvikle mig rent fodboldmæssigt. Blive bedre taktisk. Og det blev jeg.
Jeg brugte rigtig mange år i Brønshøj, hvor jeg kørte rundt og så alle kampe. Under min træneruddannelse skrev jeg en analyse på 120 sider om 6’erens position i defensive omstillinger, det er jo det mest vanvittige, man nogensinde har hørt. 120 sider!”
Annonse
Har din lidt umiddelbare facon også fået folk til at grine i Tyskland?
”Nej, ikke på samme måde. Den danske kultur er vanskelig. Når først der er nogle meningsdannere, der sætter én i en kasse, så kan det være svært at komme ud af den. På den måde har det været en gave at komme til udlandet. Der kigger de reelt set kun på mine meritter. Og i Tyskland har jeg fra start lavet de resultater, der skulle til. Jeg elsker Danmark, men vi skal også passe på med ikke at holde vores egne nede.”
Ville det ikke være den ultimative fuckfinger til den form for danske begrænsning at blive landstræner?
”Sådan tænker jeg slet ikke på det. For jeg har jo nydt processen. Og jeg har også haft brug for den rejse, det har været.”
Du er ikke på et hævntogt?
”Nej, for pokker! Der er ikke noget federe i verden end at arbejde med fodbold og alle de mennesker, der er i fodbold. Jeg har taget den lange og hårde vej, men også en fed vej. Jeg har lært sindssygt meget. Og det har jeg nok også haft brug for at gøre.”
Hvor var du egentlig henne, da Morten Hjulmand bragede den ind til 1-1 mod England under EM?
Annonse
”Sagen er, at det er meget, meget få fodboldkampe, jeg ser privat. Når det ikke handler om landsholdet, er jeg stort set totalt ligeglad. Jeg er sådan set ikke fodboldentusiast. Jeg er menneske- og følelsesentusiast. Men når Danmark spiller, taler jeg konstant med min bror og analyserer kampen.
Da Hjulmand banker den i kassen der, går vi jo fuldkommen amok, og jeg ringer min bror op med det samme, og min familie tænker, at jeg er bindegal, for jeg flyver bare rundt, og det er jo bare følelser. Det er jo det, fodbold kan.”
Der er du bare fan?
”Totalt fan. Jeg skrev også lidt med Hjulmand, altså Kasper, da EM skulle starte, og jeg sagde: ’Gå nu ned og giv den gas og vis, hvor seje I er.’ Fordi, landsholdet, altså … jeg var 17 år i 1992. Det er det største, vi har oplevet som nation.
Min farmor sagde: ’Der er jo flere mennesker på gaden, Bo, end dengang, vi blev befriet i 45.’ Det siger lidt. Det drømmer man om at få lov til at opleve en gang til i sit liv. Om det så er mig eller en anden, der er træner.”
Hvor vigtigt er det, at en træner med sin væremåde alene kan skabe begejstring, synes du?
”Jeg tror, det allervigtigste er at kunne være sig selv. Men jeg løber jo ikke rundt på sidelinjen for min skyld. Hvis jeg gjorde det, ville jeg jo være bindegal. Jeg gør det for spillernes skyld. Så de kan blive begejstrede. Og hvis de bliver det, bliver tilskuerne det også. Og så bliver fodbold til den helhedsoplevelse, det skal være. Og så får vi også en større chance for at vinde fodboldkampe, der giver de oplevelser.”
Nu taler vi sammen ret kort tid, inden Bundesligaen starter. Hvordan går du ellers og har det?
”Jamen, jeg har det fremragende. Jeg er hernede sammen med min kone, Christina, der er det her fuldstændig geniale menneske, som gør alt, hvad hun kan, hver dag, for at vi skal have en fuldstændig guddommelig tilværelse. Og det er jo verdens største gave.
Vi har en stor dreng, der arbejder hjemme i Danmark, den mellemste går på efterskole i Danmark, og så er den yngste på otte år med os hernede. Så det er et vildt liv, det er sjovt, men det er også hårdt at have de to store meget væk fra os. Der er mange afsavn forbundet med at være fodboldtræner. Jeg er heldig, at Frankfurts lufthavn kun ligger 20 minutter fra, hvor vi bor, så de store drenge kan komme på besøg.”
Bliver du nogensinde stresset?
”Ja, det gør jeg. Det kan ikke undgås. Nu er det et spidsbelastningstidspunkt lige nu, fordi transfervinduet lukker om 10 dage, så vi arbejder nærmest i døgndrift. Men jeg er blevet bedre og bedre. Jeg går tidligere hjem, end jeg nogensinde har gjort. Jeg arbejder ikke 80-90 timer om ugen, som jeg gjorde i Horsens. Jeg er måske mere på 50 timer. Jeg bruger min tid bedre og klogere.”
Nu hvor du ikke ligger og ser Champions League om aftenen, hvordan slapper du så af?
”Jeg tager hjem til min familie, jeg handler ind og henter knægten, og så spiller vi lidt fodbold i baghaven. Der, hvor jeg slapper allermest af, er, når jeg står og laver mad. Det nyder jeg virkelig. Jeg er ikke den bedste kok, men jeg er absolut heller ikke den dårligste.”
Hvad er din hofret så?
”Det er altså gambas pil pil. Det må jeg sgu sige. Du ved, hvidløgsstegte tigerrejer. Det elsker jeg at stå og nusse med. Vi laver simpelthen så meget fisk. Med et lille glas hvidvin til.”
Bo Henriksen
(f. 1975) Opvokset i Odense. Hans egen karriere som professionel fodboldspiller nåede sit højdepunkt i Herfølge, som han blev dansk mester med i 2000. Senere tjente han til dagen og vejen som angriber i Skotland, England, Island og på Maldiverne. Fra 2007-2014 var han cheftræner i Brønshøj Boldklub, inden han fik sit gennembrud som træner i AC Horsens. Efter en kort afstikker som fodboldekspert hos Viasat blev han cheftræner i FC Midtjylland i 2021, men lykken varede kort, og kun et år efter blev han fyret. Herfra drog fynboen igen udenlands, nu til Schweiz, hvor halvandet succesfuldt år som cheftræner i FC Zürich sendte Bo Henriksen til Bundesligaen og Mainz. Privat er han gift med Christina Nedenskov. Parret har sammen tre sønner.
For lige at vende tilbage til fodboldsporet: Du forlod dansk fodbold efter en fyring i FC Midtjylland. Er der en del af dig, nu hvor det går skidegodt i Mainz, der tænker: Se selv – så kan I fandeme lære det?
”Neeej, altså, i starten var jeg da uforstående over for deres beslutning. Men jeg har været i den her branche i så mange år, at jeg ikke tager tingene personligt. Og jeg havde ikke været i Mainz i dag, hvis jeg ikke havde været i Midtjylland. Jeg lærte sindssygt meget.”
Da du blev fyret i FC Midtjylland, var meldingen, at spillet på banen – ikke bare resultaterne, men også udtrykket – ikke udviklede sig i den rigtige retning. Er du bedst til at træne hold, der skal undgå at rykke ned, frem for hold, der skal dominere og vinde titler?
”Det er noget vrøvl. Og det har altid været noget vrøvl.”
Hvorfor?
”I Brønshøj skulle vi jo rykke op fra 2. Division og var ikke det dårligste hold. Vi vandt rækken. I Horsens skulle vi også rykke op, og det gjorde vi også. Så præmissen er forkert. Og i Midtjylland var vi klart det hold i rækken, der scorede flest mål. Lavede flest expected goals. Vi tabte en ud af de sidste 12 kampe, da jeg var træner for Midtjylland, og vi vandt pokalen. Så jeg synes, at præmissen er noget vrøvl. Jeg kan selvfølgelig træne fodboldhold, der kan vinde noget. Og det er jo også det, jeg drømmer om.”
Der florerer et klip på internettet med Arsenals træner, Mikel Arteta, der forsøger at motivere sit hold ved hjælp af sådan en lyspære, der symboliserer, at hvis de arbejder sammen, kan de skabe elektricitet. Eller noget i den stil, det virker rimelig syret. Bruger du nogensinde rekvisitter i dine teamtalks?
”Ha ha. Nej! Det gør jeg ikke. Jeg tror på menneskelige relationer og følelser. Man kan inspirere mennesker helt vildt, hvis man viser, hvem man selv er. Det behøver jeg ikke sådan en lysklokke til.”
Nu brugte jeg ordet ’teamtalk’, og det fik mig til at tænke på: Hardu nogensinde spillet ’Football Manager’?
”Det gjorde jeg, da jeg var 25 år. Det er altså 24 år siden. I 1999, tror jeg. Der sad jeg og spillede det der ’Championship Manager’. Det var skideskægt. Jeg var fodboldspiller og havde meget tid. Jeg har sgu ikke tid i dag. Det kunne ellers se sjovt ud, hvis jeg lige havde et spil kørende på kontoret.”
Har du nogensinde holdt en virkelig dårlig teamtalk, der bare faldt helt til jorden?
”Ikke hvad jeg kan huske. Men jeg kan godt huske episoder, hvor jeg ikke har ramt min mandskabspleje rigtigt. I Horsens havde jeg en spiller, der hed André Bjerregaard – helt guddommelig spiller, han scorede et af de flotteste mål, jeg nogensinde har set i Superligaen – men jeg slog ikke helt nok ned over for, at jeg ikke syntes, at han trænede hårdt nok. Der mistede jeg feelingen med holdet, fordi jeg ikke var helt ærlig nok. Jeg var for konfliktsky og mistede mig selv et øjeblik. Jeg vinder altid, når jeg er mig selv. Hvis jeg prøver at være noget andet i håbet om at behage andre, så er jeg en katastrofe.”
Den næste Hjulmand?
Den 19. juli meddelte Kasper Hjulmand, at han med øjeblikkelig virkning havde opsagt sin stilling som dansk landstræner efter fire år på posten.
Kort efter blev Hjulmands assistent, Morten Wieghorst, ansat som midlertidig cheftræner med landsholdslegenden Daniel Agger som assistenttræner. Men kort inden sine første kampe som cheftræner, blev Wieghorst stresssygemeldt, og landsholdets dødboldstræner Lars Knudsen overtog roret.
Med to sejre mod Schweiz og Serbien og et smalt nederlag mod Spanien er Lars Knudsen nu et tema til den permanente cheftrænerpost. DBU’s fodbolddirektør, Peter Møller, har igangsat en rekrutteringsproces, der skal have den permanente landstræner på plads, inden VM-kvalifikationen begynder i marts 2025.
Foruden Lars Knudsen og Bo Henriksen kan man på rygtebasis høre navne som Brian Riemer, Brian Priske og Jess Thorup blive nævnt – hvis Peter Møller da ikke vælger at kigge uden for landets grænser.
Jeg synes godt, det kan være svært at udtrykke meget store følelser på engelsk, fordi nuancerne i sproget nødvendigvis må være lettere at ramme på ens modersmål. Har du det også sådan?
”Jeg synes faktisk, det er 10 gange nemmere på engelsk. Fordi der er så mange flere muligheder. Og det er også lidt afdæmpende på engelsk. Jeg kan nemmere sige ’I love you’ til en spiller, end jeg kan sige: ’Jeg elsker dig.’ ’I love you, I love it,’ du ved. Det vigtigste er jo bare, at man kan udtrykke sine følelser. Sådan er det generelt i livet: Hver gang, vi tør åbne os selv over for andre mennesker, får vi store oplevelser.”
Er der nogle typer af spillere eller mennesker, du har sværere ved at håndtere end andre?
”Helt sikkert. Mit menneskelige ophav har fortalt mig, at jeg kunne håndtere alle typer. Men det passer nok ikke helt. Nogle mennesker har svært ved at håndtere min ærlighed og min måde at være følsom på. Og det er ofte mennesker, der er mere strukturerede, end jeg er, og dem er der mange af, må jeg erkende. Heldigvis har jeg i dag folk til at give de pågældende spillere det, de gerne vil have. Hvis de har behov for meget struktur i forhold til det taktiske fx, så har jeg folk under mig, der kan give dem den struktur. Jeg ved, at jeg er dårlig til det. Det hele handler jo om, hvordan man får det bedste ud af folk. Nogle skal have én over nakken. Nogle skal nusses og have en masse kærlighed. Med andre skal jeg bare holde min kæft. Jeg har en spiller her i Mainz, en sydkoreaner, Lee Jae-sung, han er helt outstanding, en af de bedste spillere, jeg nogensinde har trænet. Jeg snakker stort set ikke med ham. For han har ikke behov for det. Vi smiler lige til hinanden, og så går han ud og leverer.”
Hvordan ville spilleren Bo Henriksen på 21 år komme overens med træneren Bo Henriksen, tror du?
”Jeg ville være blevet en af de bedste spillere i Danmark, hvis jeg havde haft en træner som mig. Jeg havde fået landskampe. Der er mange grunde til, at jeg er blevet den træner, jeg er, men det er jo mest af alt på baggrund af personlige erfaringer. Fordi jeg oplevede, at jeg ikke blev den bedste spiller, jeg kunne være blevet. Jeg manglede en træner, der kunne give mig tryghed og fortælle mig, at det var okay, at jeg lavede fejl. Bare give mig kærlighed, egentlig. Som spiller tænkte jeg for meget. Mit vigtigste job i dag er, at de unge mennesker ikke tænker for meget. De skal sådan set bare elske at spille fodbold.”