Brian Holm satte alt på spil i sit livs løb

DM for juniorer i Ebeltoft, 17 august 1980

Da roden blev voksen

Som 16-årig troede Brian Holm aldrig, at han ville blive til noget. Det fik han at vide igen og igen. Men en dag satsede møgungen fra Amager hele butikken og blev danmarksmester foran sin – på papiret – langt mere talentfulde holdkammerat.

DET VAR EN VARM dag i sensommeren, og rundt på den kuperede rute ved Mols Bjerge stod tilskuerne i korte ærmer og korte bukser. Et par dage forinden var vi kørt fra vores cykelklub, Amager Cykle Ring, mod Ebeltoft. Vi skulle være derovre i Jylland i en hel uge, og vi tilbagelagde turen i vores klubbus, en rød Ford Transit.

Vi ryttere fra ACR var nogle rødder. Vi sad der på sæderne i bussen i ens cykeltøj med sponsornavn på og opførte os, som om vi ejede hele verden. Vi sejlede med Molslinjen, hvor der var buffet på færgen. Det var totalt luksus. Jeg var 16 år gammel og følte mig som Emerson Fittipaldi, den brasilianske racerkører.

Vores træner, Leif Mortensen, verdensmesteren, var en kæmpe stjerne. Ham skulle du ikke løbe om hjørner med. Han installerede os på en lille kro ikke så langt fra ruten. Jeg delte værelse med Tom Breschel, og da vi vågnede om morgenen før selve DM-løbet, var vi nervøse og anspændte. Jeg satte et rødt styrbånd på min cykel, mens jeg sammen med Tom prøvede at overbevise Leif om, at vi ville køre stærkere, hvis vi fik en Mars-bar.

Leif Mortensen var både sportsdirektør, tekniker, træner, det hele på holdet. Udover ham var Atom-Svend fra Lyngby med som massør. På de første par kilometer af ruten fra Ebeltoft forsøgte flere ryttere at køre væk fra feltet. Alle dem, som ikke var så hurtige, stak først. Holdet fra Gladsaxe, som Johnny Weltz kørte på, var vores største konkurrent. Men vi var ikke i tvivl om, at en af os fra Amager Cykle Ring ville vinde den dag.

Løbet på 112 kilometer blev kørt på omgange af syv-otte kilometer, og efter en indlagt spurt, der gik opad, kom min holdkammerat Jack Arvid Olsen med i et udbrud sammen med Peter Ebbesen fra Gladsaxe. Jack Arvid var kongen af ungdomsløbene i de år, og normalt bakker man altså af for en holdkammerat, der er på vej mod sejren.

Men da der manglede et par omgange, kom Tom Breschel op på siden af mig.

”Skal vi køre Jack Arvid ind?” spurgte Tom.

”Seriøst. Mener du det?” svarede jeg.

”Tænk på, hvordan du vil have det, hvis Jack vinder i dag,” sagde han.

Det overvejede jeg et par sekunder. Det ville være et brud på de uskrevne regler, at man kørte for selv at vinde, når ens holdkammerat var i udbrud.

”Hvis vi gør det, bliver vi fandeme nødt til at finde på en god undskyldning for at køre ham ind,” sagde jeg så.

”Han taber jo alligevel i spurten til Ebbesen. Og hvis ikke det sker, og Jack vinder, så skal vi kraftedeme høre på ham hele vejen hjem til København i bussen. Kan vi holde det ud?” sagde Tom.

”Okay,” svarede jeg. ”Så kører vi sgu.”

Den beslutning kom til at ændre mit liv.

Amager Cykle Ring lå på Oliefabriksvej omkring Tårnby. Det var en oase, og det blev mit tilholdssted i mange år fra 1971 og frem. I klublokalerne var der vægttræning og billard og dart, og i de første par år i klubben var jeg klart bedre til at spille billard og dart end til at cykle. Det var et sted, der gav mig masser af tryghed.

Jeg var begyndt at cykle ved lidt af en tilfældighed. Min far havde givet mig min første racercykel, en hvid Peugeot, som havde skærme på bagagebæreren. Han var murer og arbejdede hos en familie ved navn Madsen nede på Herkules Alle. På det tidspunkt gik jeg til boksning og atletik og håndbold, lidt af det hele på en gang, og jeg havde også lært at bore en knallert. Men da familien Madsen gav mig nogle cykelbukser og en trøje og spurgte, om jeg ikke ville cykle nogle ture med dem, droppede jeg alt det andet.

Min mor var stewardesse i SAS og var fraskilt og alene med mig og min storebror. Vi boede i Vinkelhusene, og vi havde ikke så meget at rutte med. Jeg gik i min storebrors aflagte tøj, og vi fik måske slik en gang om året – og så lige en dåse Nutella til jul af mine bedsteforældre.

I skolen fik jeg i de år igen og igen at vide, at jeg var en møgunge, og at jeg aldrig ville blive til noget. Jeg gik på Løjtegårdsskolen og måtte gå til talepædagog, fordi jeg stammede. Det led jeg meget under. Hver onsdag klokken 10 var der psykisk tortur. Der blev det meddelt i skolens højttalere, så samtlige elever kunne høre det:

”Brian Holm fra 6.A til talepædagog.”

Amager Cykle Ring blev min redning. Det var der, jeg lærte, at jeg skulle opføre mig ordentligt, hvis jeg ville opnå noget i livet.

Og Leif Mortensen blev min første, rigtige træner. Han blev ansat i klubben i 1978, og vi var allesammen vildt benovede over ham. Han havde vundet sølv ved OL i 1968 og var blevet nummer seks i Tour de France. Han svingede straks pisken over os rødder. En af de første gange, vi var ude at køre, i december i Dragør, spurgte han ind til, hvordan jeg egentlig trænede.

”Træner? Det gør jeg sgu aldrig,” svarede jeg.

”Jeg kører kun cykelløb.”

Ikke længe efter lavede Leif et ordentligt træningsprogram til mig.

Der var en ærefrygt for ham, så hvis Leif skrev, at jeg skulle køre 100 kilometer, så kørte jeg 120. Og hvis han skrev 150 kilometer, så kørte jeg 170. Også selvom jeg havde stået på et stillads og arbejdet som murerlærling fra før solopgang og frem til, at jeg mødte til træning i klubben.

Leif Mortensen var også den, som flere år senere hjalp mig afsted til udlandet. Dengang, op gennem 1970’erne, var cykling en helt anden sport, end den er i dag. I Nordeuropa var det primært en arbejdersport, som rigtig mange håndværkere udøvede. I Sydeuropa var det en sport for bønderne, der cyklede sig ud af fattigdom. Som filmmanden Erik Clausen har sagt det:

”Cykling er den typiske arbejdersport, som Jørgen Leth har ødelagt.”

Jeg blev uddannet murer i 1983, og jeg tjente 185.000 kroner om året. En dag, efter jeg havde kørt et par år som amatør, gik jeg og murede på et hus hjemme på Amager, da jeg fik et opkald fra Belgien. Guillaume Driessens fra det lille belgiske hold Roland-Van de Ven var i røret.

”Kunne du tænke dig at blive professionel hos os?” spurgte han. På fransk.

Jeg talte på det tidspunkt sådan noget amagerfransk, men jeg fik på en eller anden måde svaret, at jeg ville overveje det og ringe tilbage. Den første, jeg vendte det med, var Leif. Han kendte alt til gamet.

”Flyv derned,” sagde han. ”Men du skriver ikke under på noget. Få kontrakten med hjem, så ser vi den igennem,” advarede han.

Driessens og hans sportsdirektør van Vaerenbergh betalte en flybillet til Belgien, og jeg vidste jo godt, at sådan en billet kostede en månedsløn. Da jeg ankom, stak de mig kontrakten i hånden og sagde, at jeg havde to timer til at bestemme mig. Alt i kontrakten stod på flamsk, og jeg fattede ikke en disse af det. Men jeg kunne i det mindste læse mig frem til, at der stod 320.000 franc i løn om året.

”Det er kraftedeme mange penge,” tænkte jeg. Samtidig var jeg overbevist om, at hvis jeg ikke satte min signatur på kontrakten, så ville de sgu nok bare give den til en anden. Jeg skrev under for to år og fløj hjem til Danmark igen.

Kort efter jeg var landet, strøg jeg ud til Leif. Jeg var pavestolt, da jeg overrakte ham kontrakten. Han skimmede den lynhurtigt og kiggede så bebrejdende på mig. Det viste sig, at beløbet ikke stod i franc, men i belgierfranc, som var en femtedel værd. Kontrakten lød derfor på det, der svarede til 70.000 kroner om året, altså meget mindre, end hvad jeg tjente som murer.

”Hold kæft, hvor er du dum, Brian,” sagde Leif, mens han rystede på hovedet.

Jeg kunne ikke komme ud af kontrakten, så i 1986 tog jeg til Belgien for at køre for Roland-Van de Ven. I øvrigt sammen med Bjarne Riis og Jesper Skibby, der også blev hyret af Guillaume Driessens – på lige så ringe kontrakter som mig.

Det var benhårdt at starte som professionel, men jeg nød hvert sekund. Det eneste, vi på holdet skulle fokusere på, var at køre cykelløb og vinde. I den periode lærte jeg at klare mig selv, og hvad vigtigere var, så lærte jeg at elske smerten og sulten under træningen. Jeg indså, at jeg blev nødt til at opbygge noget disciplin, for ellers kom jeg ingen vegne.

Men jeg beviste med det samme, at jeg var god. Jeg var blandt de bedste i feltet, og især i Belgien hentede jeg mange af mine første sejre. Jeg var en typisk rouleur, stærk på små bakker og i spurterne, når det gik opad.

Jeg kunne dog også køre både massespurt og enkeltstart. I det hele taget passede det belgiske klima mig godt, og faktisk blev det dårlige vejr i Belgien på en måde min redning, da der senere i min karriere begyndte at komme andre ryttere, som kørte stærkere end mig. For i al min tid i Belgien gik jeg og messede 500 gange om dagen for mig selv:

”Jeg elsker regn, jeg elsker brosten, jeg elsker sidevind.”

Det gav mig en fordel, da jeg et par år senere skiftede til det tyske storhold Team Telekom og var den eneste, der overhovedet ikke havde noget problem med at køre i silende regn, i strid vind og på glatte brosten.

Men det var lige før, at det hele sluttede, før det for alvor var begyndt. Fire måneder efter jeg havde fået min debut for Roland-Van de Ven, skulle jeg køre et Kermesse-løb i Vilvoorde nær Bruxelles. Min mor og Leif og min lillebror Kelvin fløj ned for at se løbet, og dem ville jeg jo gerne imponere lidt.

Ved sådanne gadeløb er der pengepræmier til de 30 første, så alle de her dumme belgiere havde fået den samme idé som mig om. De ville vinde det løb. Vi kom hjem 175 mand samlet, og så blev der kørt med livet som indsats.

Det endte i en massespurt med 25 ryttere, og på opløbsstrækningen røg jeg på røven og smadrede mit hoved ned i asfalten. Jeg fik dobbelt kraniebrud og blev straks overført til et hospital i Vilvoorde. Da min mor endelig nåede frem til hospitalet, fik hun et chok, fordi der stod en katolsk præst ved min seng og gav mig den sidste olie. Lægerne havde været sikre på, at jeg ville dø.

Det skete ikke, men jeg lå i koma i tre dage, før jeg vågnede, og jeg lå på hospitalet i fem uger. Da jeg skulle udskrives, præsenterede de mig så for en regning på 90.000 kroner, fordi jeg ikke var forsikret. Det var en regning, som var lidt svær at betale, da jeg jo kun tjente 70.000 kroner om året.

Heldigvis besluttede Guillaume Driessens og Phil Keersmaker, direktøren for Roland-Van de Ven, efter lidt diskussion frem og tilbage at betale regningen for mig. Dog kun under den forudsætning, at jeg lovede at skrive under på yderligere tre års kontrakt med holdet.

Potentielt havde jeg som rytter alle kvaliteterne til, at jeg kunne have vundet flere løb, end jeg egentlig gjorde. Jeg vandt 14 løb som professionel, hvilket rundt regnet var et om året gennem hele min karriere, og det er vel godt nok.

Jeg ville gerne have vundet en klassiker, og længe drømte jeg om at vinde Paris-Roubaix, fordi den lå godt til mig. Men sådan skulle det ikke være. Og det her skal ikke lyde som en undskyldning, men da jeg kørte i 1990’erne, var det en møgtid i sporten, hvor epo fyldte alt. Du kunne lave et æsel om til en væddeløbshest. Det var bare et spørgsmål om at have den rigtige læge. Det er det, der ærgrer mig mest. Men det kan jeg ikke lave om på nu.

Jeg har haft mange opture – og mange nedture. Vel bedst eksemplificeret i Tour de France i 1996, hvor Bjarne, Jesper og jeg kørte for Team Telekom – og hvor Bjarne vandt. 10-12 dage inde i løbet følte jeg, at jeg var i mit livs form. Jeg havde kørt sindssygt godt, og på en af de første bjergetaper sad jeg med sammen med de forreste, da min kæde på cyklen knækkede, og jeg endte i den næste gruppe.

Senere samme aften spiste vi aftensmad på hotellet. Man ved jo godt, at man ikke skal spise salaten, men alligevel sad jeg og stak lidt til den. Under maden fik jeg det underligt og varmt. Jeg blev dårlig og gik op på mit værelse for at sove. Og så startede det. Jeg fik den ondeste madforgiftning. Natten igennem skiftevis kastede jeg op eller gik på potten hvert femte minut. Til sidst faldt jeg i søvn ude på toilettet.

Næste morgen kom Bjarne og vækkede mig. Han havde kørt sig i den gule trøje, og den dags etape var en bjergenkeltstart til Gap. Jeg kørte 200 kilometer i 40 grader uden at drikke noget. Christian Hen, der var startet seks minutter efter mig, stoppede op, da han hentede mig og hjalp mig gennem alle tunnellerne. Han skubbede mig op mod toppen.

”Hvornår mon jeg besvimer,” tænkte jeg på et tidspunkt, hvor jeg kunne mærke, at jeg var ved at miste bevidstheden. Jeg undrede mig over, at jeg ikke faldt af cyklen. Vores holdlæge, Lothar, kørte ved siden af mig i bilen, og på de sidste 20 kilometer diskuterede han og de andre, om de skulle tage mig ud af løbet.

Til sidst holdt jeg helt op med at svede. Jeg havde simpelthen ikke mere væske i kroppen.

Utroligt nok endte jeg med at overholde tidsgrænsen med et par minutter, og dagen efter var der hviledag. Jeg lå med dræn og drop, da en holdlæge fra konkurrenterne TVM kom op på mit værelse.

”Du bliver nødt til at udgå, ellers risikerer du at ødelægge din krop,” sagde han.

Men jeg er ikke typen, der kvitter. Når du starter noget, så afslutter du det også. Jeg var klar på at fortsætte, indtil jeg faldt død om. Så jeg kørte videre og gennemførte Touren.

Det var dog desværre nok ikke den klogeste beslutning. Det ødelagde noget i mig, og siden den dag kom jeg aldrig til at køre rigtig stærkt på racercykel igen.

Der gik kun et par måneder, efter jeg stoppede min aktive karriere, før Team Acceptcard ringede. Dengang var der ikke mange ryttere, der blev sportsdirektører, når de indstillede karrieren. Men jeg begyndte nærmest med det samme. Og siden, i 2004, skiftede jeg til det tyske storhold T-Mobile. De havde haft 30 mand til samtale, og så var det mig, der blev udvalgt som sportsdirektør. Det var en kæmpe ære at skulle stå i spidsen for holdet sammen med Olaf Ludwig og Walter Godefroot.

Skiftet fra rytter til sportsdirektør faldt mig naturligt. Pludselig var jeg chef for rytterne, og man kan nok godt sige, at jeg har lært af alle de dumheder, jeg selv begik, da jeg cyklede. Jeg ved, hvad der fungerede for mig som rytter, og jeg har aldrig haft et problem med at skulle løse konflikter. Hvis jeg tror på noget, så er jeg klar til at miste jobbet for det. Og hvis en rytter går mig imod, så skiller jeg ham ad foran de andre i bussen. Det gælder også, hvis det er den største stjerne på holdet.

Engang gjorde Andreas Klöden ikke, hvad jeg havde bedt ham om. Så kørte jeg op til ham i feltet og gav ham tørt på, mens alle andre på holdet kunne høre det over radioen:

”Hr. Klöden, nu jeg har tre gange sagt til dig, at du skal frem og arbejde, og det gør du bare ikke. Du ligner en idiot. Du ser dum ud, så hvad skal vi gøre ved det. Den eneste måde, hvorpå du kan bevare lidt af respekten, er ved at pakke din kuffert og tage toget hjem. Du kommer ikke til at flyve hjem, og så kan du ringe til mig, når du har lyst til at køre cykelløb igen. Hej, hej.”

At være den type chef havde jeg lært af Walter Godefroot. Senere i 2004, da jeg stadig var lidt grøn som sportsdirektør, kørte vi Sparekassen Grand Prix i Dortmund. Et udbrud på syv-otte mand slap afsted, og det var vi nødt til at køre ind. Jeg gav straks Erik Zabel besked på, at vi skulle hente udbruddet. Det nægtede han.

”Nein,” råbte han på radioen.

Jeg trykkede speederen i bund, fangede ham og råbte ud af bilen:

”Hvis du ikke lige nu gør, som jeg siger, så tager du dit lort og pisser hjem. Du er ude.”

Det gjorde, at Zabel føjede sig og hjalp vores anden toprytter, Rolf Aldag, som kørte kontra og vandt til sidst.

Efter etapen skulle jeg stå skoleret over for Godefroot.

”Det kan sgu godt være, at jeg ryger nu,” tænkte jeg, for jeg havde jo givet superstjernen på holdet den største skideballe nogensinde.

Men Walter Godefroot var helt rolig. Han sagde blot, at jeg havde gjort det rigtige.

”Du viste over for alle rytterne, at du er chefen. Men et godt råd: Næste gang, når du har en taktik til et cykelløb, så skal du altså lige cleare den taktik med stjernen først. Så ved han altid, hvad det er, I skal som hold. Og hvad hans rolle er.”

De ord har jeg taget med mig videre. Hver morgen under de store etapeløb, før bussen kører klokken 9.30, så tager jeg lige en stuegang på hotellet. Tre-fire minutter på hvert værelse, også med kaptajnen på holdet.

For som cykelrytter er du altid usikker. Og jo mere usikker, du er, jo mere brokker du dig. Derfor er det vigtigt, at du har en leder, som kan se dig i øjnene og til hver en tid sige:

”Nu holder du din kæft. Det er mit ansvar, om vi vinder eller taber. Det er ikke dit.”

Af det lærte jeg, at en stærk leder er den, der træffer beslutninger og tør stå ved dem.

Og selvom jeg er blevet rundere med årene, også som sportsdirektør, så siger jeg tingene, som de er. Hvis rytterne ikke gider at køre cykelløb, så skal de lade være. Så er det ud af vagten. Så spilder de min tid.

Men det var ikke før danmarksmesterskabet for juniorer i Ebeltoft i 1980, at jeg blev den, jeg er i dag. Før det vidste jeg ikke, hvad det betød at være stolt af noget. Jeg havde aldrig vundet en fodboldkamp, jeg havde altid fået røvfuld til boksning, og når jeg gik til atletik, var der altid nogen, der løb fra mig.

Jeg var 16 år gammel, og jeg havde ikke snerten af selvtillid i mig. Alligevel, på et tidspunkt undervejs på de 112 kilometer langs Mols Bjerge, tog fanden ved mig. Da Tom Breschel foreslog, at vi kørte Jack Arvid Olsen ind, bildte jeg mig pludselig ind, at jeg kunne vinde løbet.

”Der er ikke nogen, der kommer forbi mig, hvis jeg først kører i spurten,” tænkte jeg.

Jack Arvid var som nævnt stjernen blandt os ungdomsryttere i Amager Cykle Ring. Han var faktisk stjernen blandt alle ungdomsrytterne i de år, og han var typen, der fyldte lidt meget, hvis han vandt. Under træningen i klubben blev det ofte meget fysisk med Jack Arvid, Især hvis tingene ikke lige gik, som han ville have det.

Derfor vidste Tom Breschel og jeg godt, at vi satte alting rimeligt meget på højkant, da vi med et par omgange tilbage besluttede os for at hente Jack Arvid.

DM-ruten gik over små veje, op og ned, til højre og til venstre. På den sidste strækning var feltet blevet trukket godt ud, hvilket var til vores fordel. Forrest var Jack Arvid i gang med en positionskamp mod Ebbesen fra Gladsaxe, og da der manglede en kilometer, hentede vi dem. Med det samme tog jeg chancen og kørte en spurt langt udefra i et stort, tungt gear. Heldigvis havde jeg så meget overskud, at jeg kunne holde den hele vejen til mål foran de andre.

Vi havde sat alt på spil. Jeg blev nummer et, og Tom blev nummer to. Men Jack Arvid var ikke glad, da vi kørte over stregen. Da Tom og jeg havde fået vores medaljer, satte vi kursen tilbage mod kroen i Ebeltoft. Der stod Jack Arvid og råbte og skreg, og jeg var lige ved – endnu en gang – at komme i slåskamp med ham.

Han faldt dog ned igen, og da jeg sad i klubbens Ford Transit, vidste jeg, at jeg ikke var så uduelig, som de andre altid havde gået rundt og sagt, at jeg var.

Den dag blev jeg cykelrytter, og for første gang i mit liv følte jeg, at jeg var god til noget. Den sejr gjorde, at jeg begyndte at tro på mig selv. Jeg har altid cyklet, det er det eneste, jeg kan, og jeg har oplevet kæmpe ting i resten af min karriere – både som rytter og som sportsdirektør. Men det løb forandrede mig som menneske.

”Du er god nok, du skal nok klare dig,” sagde jeg til mig selv i bussen på vej hjem mod Amager.

Brian Holm (født 1962) er i dag blandt cykelverdenens mest succesfulde sportsdirektører og arbejder for belgiske Deceuninck-Quick-Step. Han blev professionel i 1986 og kørte gennem 12 år for seks forskellige hold, heriblandt Histor-Sigma og Team Telekom. Blandt hans største sejre er Paris-Camembert i 1990 og Paris-Bruxelles i 1991. I 1996 var han med til at vinde Tour de France med Bjarne Riis på Team Telekom.

Se, hvad vi ellers skriver om: Cykling, Cykelløb og Bøger