Brian Holm udpeger 10 danske cykeltalenter, du skal holde øje med

2019 kan blive året, hvor hele cykelverdenen kommer til at tale om Danmark. Den danske talentmasse er nemlig så massiv, at vores ryttere formentlig vil fylde landevejene med sejre gennem hele sæsonen. Her er 10 navne, du skal holde øje med – og som alle får et par ord med på vejen af Brian Holm, sportsdirektør på storholdet Deceuninck-Quick Step.

Cykeltalenter
Offentliggjort

Petersen.jpg

Mads Pedersen

Mads P, som han blot kaldes, kørte sig i 2018 ind på den helt store scene med et solofremstød i Flandern Rundt. Det sikrede ham en andenplads i løbet, og mange vil se på danskeren som en stærk outsider i flere forårsklassikere i år. Det skyldes især Pedersens ’maskine’. Den 23-årige Trek-Segafredo-rytter fra Tølløse kan sidde med vind på næsen og køre i et drænende tempo over mange kilometer. Samtidig har han sans for, hvornår angrebene skal sættes ind.

Brian Holm om Mads:

”Han er en gammeldags væddeløber og en hård hund, der lægger lidt på hvert eneste år. Indtil videre har feltet ikke holdt så meget øje med ham, og det har gjort det nemmere at snige sig af sted. 2019 er et år, hvor Mads P skal vise, at talentet rækker længere end hidtil.”

Bjerg.jpg

Mikkel Bjerg

Den 20-årige dansker er en maskine. Han har – som en af de få i verden – formået at vinde U23-verdensmesterskabet i enkeltstart to år i træk. Han kører til daglig på det stærke talentudviklingshold Hagens Berman-Axeon, og i 2018 blev han kåret til Årets Fund i Danmark. Den unge københavner har indtil videre udvist kolossal udholdenhed og et sjældent højt topniveau. Forud for sæsonen 2019 meldte Bjerg ud, at hans store mål i år er timeverdensrekorden, og i juni vil han forsøge at smide cyklen ud over de 54,526 kilometer, som den bestående rekord lyder på i dag.

Brian Holm om Mikkel:

”Mikkel er bedst til tempodiscipliner og skal arbejde noget på det tekniske. Hvis han kan lægge lidt på her, bliver han rigtig god på landevejen. At blive U23-verdensmester to år i træk vidner om en mand, der kan slå Wiggins’ timeverdensrekord inden for nogle år.”

Wurtz.jpg

Mads Würtz Schmidt

Katusha-Alpecins 25-årige dansker har både vundet U23-VM og senior-DM i enkeltstart, men ikke desto mindre er der mere i den unge rytter end blot tempo. Allerede i 2012 sejrede Würtz Schmidt i Paris-Roubaix for juniorer, mens han også har opnået topplaceringer i PostNord Danmark Rundt. Han kommer desuden fra en vaskeægte cykelsportsfamilie. Schmidt-familien fra Randers er nemlig en legendarisk størrelse i cykel-Danmark og tæller blandt andre tidligere verdensmester Jørgen Schmidt.

Brian Holm om Mads:

”Bundseriøs væddeløber. Han har kørt nogle gode enkeltstarter, men han har været på et hold, der ikke fungerer for en ung mand. I seneste sæson røg han af under et holdløb, og det er bekymrende, når man har så meget fart i benene. Efter min mening skal Mads til at genopfinde sig selv i sidevind og på brosten. Det kan der komme store resultater ud af.”

Asgreen.jpg

Kasper Asgreen

Før august 2018 var der ikke mange uden for cykelkredsene, der havde hørt om Kasper Asgreen. Men den nu 24-årige koldingenser kørte sig her ind i alles bevidsthed i Vuelta a España, som han ikke alene gennemførte, men også leverede en gedigen arbejdsindsats i. Resten af året var én stor succeshistorie, hvor Asgreen var med på det Quick Step-mandskab, der vandt VM for klubhold. Få dage senere var han en del af det danske landshold og stærkt medvirkende til, at Michael Valgren var få mælkesyredråber fra at kunne køre alene hjem.

Brian Holm om Kasper:

”Kasper er prototypen på en professionel cykelrytter. Hårdt arbejde og talent. Jeg opdagede ham på en træningslejr. Her beviste han, at han ikke var lavet af chokolade. Knægten har nosser, for han ved, hvad han vil, og han klynker ikke, hvis han styrter.”

eGHOLM.jpg

Jakob Egholm

Siden han i 2016 vandt VM for juniorer i linjeløb, har Egholm haft stemplet ’stortalent’ på cykelhjelmen. Dengang indledte han det nye danske cykelsportstriumftog, der stadig først lige er begyndt at rulle ud fra perronen. Sejren var nemlig den første til en dansk ungdomsrytter ved verdensmesterskaberne siden Søren Lilholts ditto i 1983. Den første store professionelle sejr har den alsidige rytter imidlertid stadig til gode, men Egholm er netop skiftet til det ambitiøse, amerikanske hold Hagens Berman-Axeon.

Brian Holm om Jakob:

”Han kommer fra Danmarks største cykelfamilie i Holbæk. Jakob er en kvik herre, men hans 2018 var lidt for overfyldt af skader. Jeg tog ham med på træningslejr med Quick Step, men han er nu alligevel endt et godt sted i dag. Axel Merckx styrer det amerikanske hold, og han kan sende Jakob sikkert videre i cykelsystemet i år.”

Kragh.jpg

Søren Kragh Andersen

Cykeleksperter fra hele verden peger på, at Kragh Andersen fra Middelfart vil få svært ved at vælge, om han skal køre efter de store endagsløb eller gå ned i vægt og køre klassement i Grand Tours. Sunweb-rytteren fik sit helt store gennembrud sidste år, hvor han i Tour de France kørte en uge i den hvide ungdomstrøje og senere hjalp sin kaptajn Tom Dumoulin frem til løbets samlede andenplads. På den afsluttende enkeltstartsetape bragede det 24-årige multitalent en pragtpræstation ud i pedalerne og sikrede sig en flot femteplads.

Brian Holm om Søren:

”Han skal satse på Belgien, brosten og sidevind. Søren er meget dedikeret. Dem, der træner med ham, siger, at man dårligt kan komme i kontakt med ham op til løbene, fordi han er så fokuseret. Hvis han kan holde det fokus, skal han nok få sine klassikersejre.”

Johansen.jpg

Julius Johansen

19-årige Johansen fra Blovstrød er muligvis det største vindertalent, dansk cykelsport har fostret siden Rolf Sørensen. Han har allerede vundet løb, som de fleste i et professionelt felt vil misunde ham. Ved hans sejr i verdensmesterskabet i U23-linjeløb i Norge i 2017, så man, at talentet er så brølstærkt, at han sommetider må sidde og vente for ikke at køre for tidligt. Sidste år blev han nummer fem i PostNord Danmark Rundt og vandt løbets ungdomstrøje, lige som han sejrede samlet i hollandske Olympia Tour.

Brian Holm om Julius:

”Han er tæt på at have været én af de bedste juniorer nogensinde. Julius har været stor i en tidlig alder og har levet som en professionel. Han står nok rimeligt højt på de fleste holds ønskelister, men han mangler noget taktisk finesse, som han dog sagtens kan lære. Udvikler han sig rigtigt, kan han blive et watt-monster a la det, Cancellara var i mange år.”

Eg.jpg

Niklas Eg

Et af den moderne cykelsports største talenter, når det går opad. Sidste år var hans første på Wold Touren, og i år fortsætter 24-årige Eg fra Kibæk hos Trek-Segafredo, der har været mere end begejstrede for hans indsats i de høje bjerge. Han brillerede på Abu Dhabi Tours kongeetape, lige som han var umulig at sætte af i Kroatien Rundt. Niklas Egs hold har skrevet kontrakt med den – i Grand Tour-sammenhæng – evigt uforløste Richie Porte, så der er gode muligheder for at se danskeren som hjælperytter i bjergene i et af de helt store etapeløb i år.

Brian Holm om Niklas:

”Han kan nå langt, for bjergryttere hænger ikke på træerne. Alligevel skal han have hovedet med sig. Det tager to til tre år at etablere for sig for de fleste klatrere, eftersom de skal vænne sig til taktikken, og at de ikke bare kan sætte alle fra hjul, som de kunne som juniorer og U23-ryttere.”

Wilsly.jpg

Jonas Gregaard Wilsly

En af dansk cykelsports store hemmeligheder. Den 23-årige rytter fra Herlev skrev i 2018 en prøvekontrakt med Astana (efter at have takket nej til holdet året forinden), og det har ført til en permanent aftale. Det kasakhiske hold har især været imponeret over danskerens klatrekvaliteter, og Jonas Gregaard Wilsly er da også udpræget bjergrytter. I 2016 satte han sig solidt på bjergkonkurrencen i Normandiet Rundt, mens han sidste år tog sig af ungdomskonkurrencen i Tour of Malopolska.

Brian Holm om Jonas:

”I amatørløbene har han begejstret flere hold, der har været ude efter ham. Astana bliver en udfordring, fordi der nok ikke er så mange teambuilding-kurser, men derimod kontant afregning, hvis man ikke præsterer. Den unge mand skal have en stærk mentalitet, hvis det skal lykkes for ham.”

Kamp.jpg

Alexander Kamp

Den 25-årige rytter har endnu ikke fået sit internationale gennembrud, men han er godt på vej. Siden sin DM-sejr i 2016 har Kamp især gjort sig bemærket i Norden. Han har således vundet flere norske løb – blandt andet en etape i Tour of Norway. Det vidner om, at han er placeringsdygtig, men der er også fart i Kamps ben, og han overspurter næsten med sikkerhed konkurrenterne, hvis en mindre gruppe kommer hjem. Han er i år skiftet til Team Riwal, hvilket muligvis kan forløse talentet helt.

Brian Holm om Alexander:

”Jeg er en nær ven af Alexander og kører en del med ham. Når han kører stærkt, så kører han virkelig stærkt! Med hans format har han simpelthen brugt for mange år på at køre for små cykelløb, men nu har han ramt en alder, hvor han skal bevise, at karrieren kan løftes til et højere niveau. For når Alexander vinder, så vinder han overbevisende.”