Camilla Martin: ”Når jeg kigger på min sølvmedalje, kan jeg stadig blive bitter”

DET VAR MÅSKE den bedste turnering, jeg nogensinde havde spillet.

I OL-finalen skulle jeg møde førsteseedede Gong Zhichao fra Kina, og første sæt var tæt: Jeg var foran 10-7, men endte med at tabe 13-10 (dengang blev der spillet med et anderledes pointsystem, red.). Jeg tænkte, at jeg kunne følge med, men i andet sæt spillede Zhichao på et voldsomt højt niveau.

Vi fulgtes ad til 3-3, men derfra stak hun af og endte med at vinde 11-3. Det føltes helt forfærdeligt at tabe en OL-finale, og der gik lang tid, før jeg for alvor havde lyst til at kigge på den skide sølvmedalje.

JEG FØLTE ELLERS, at jeg var et godt sted inden OL i Sydney. Jeg havde vundet VM i 1999 og knækket koden til at slå de kinesiske spillere, som før havde voldt mig store problemer. Men optakten kunne næsten ikke have været værre.

To dage før, jeg skulle rejse til Australien, stod jeg i mit køkken og lavede en æggekage. For at brune den på toppen skulle den lige en tur i ovnen. Jeg tog den ud med en grydelap i venstre hånd, men tabte panden og greb instinktivt ud efter den med højre. Jeg fik en kæmpe brandvabel på højre hånd og måtte på Hvidovre Hospital.

På skadestuen sagde lægen: ”Ja, nu tømmer vi lige vablen, og så forbinder vi din hånd, og så ser det fint ud om en uge til halvanden.” Da jeg fortalte dem, at jeg skulle til OL om to dage, var de ikke særligt optimistiske.

Heldigvis var det en lang tur, først til Singapore og så til Australien. Måske var den tørre luft i flyet med til at tørre vablen hurtigere ud. Til de første par træninger var der nogle bestemte slag, jeg ikke kunne lave, og jeg var nervøs, men min hånd nåede at hele inden første kamp. Så jeg kan desværre ikke bruge det som undskyldning for, at jeg tabte finalen.

SØLVMEDALJEN LIGGER sammen med mine andre medaljer inde i et skab. Selvfølgelig er det stort at få sølv ved et OL, men det kommer bare aldrig til at føles lige så godt, som når jeg står med min VM-guldmedalje fra ’99 i hånden.

Engang imellem, når jeg åbner det og kigger på den, kan jeg stadig blive bitter. Men det er ikke sådan, at det blusser op igen, nu hvor der er OL i Paris.

NÅR JEG FORTÆLLER ’almindelige’ mennesker om, hvordan jeg har det med medaljen, plejer de at sige: ”Ej, nu må du tage dig sammen. Du har opnået noget, som næsten ingen har.” Og på en måde har de jo ret.

Jeg tror, at man selv skal have været elitesportsudøver for virkelig at forstå, hvordan det føles at stå og være så tæt på at opnå det allerypperste inden for sin sport. Og så ende med at tabe.

I DAG KAN JEG godt se, at jeg tabte til en bedre spiller. Ud af alle de gange, jeg mødte Gong Zhichao, tror jeg kun, at det lykkedes mig at slå hende én gang. Derfor er det heller ikke sådan, at der er noget, jeg fortryder.

Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at vinde – jeg spillede en fremragende turnering, men det var bare ikke godt nok.

DET ER ET TARVELIGT spørgsmål, du stiller. Om jeg føler, at jeg har vundet sølv eller tabt guld? Man plejer jo at sige det første.

Og jeg kan da også godt – indimellem – være stolt af, at jeg kom så langt. Men hvis jeg skal være ærlig, har jeg det stadig sådan, at jeg tabte guldet.

Se, hvad vi ellers skriver om: Ol og Olympiske Lege