Jeg kommenterede EM-slutrunden i 1992 for Radiosporten sammen med Birger Peitersen og Jens Jørgen Brinch. For en ung journalist fra Hvidovre som mig, var det virkelig en fed oplevelse, fordi det rent sportsligt gik godt, og når vi ikke arbejdede, havde vi det også sjovt.
Forud for den sidste gruppekamp tjekkede vi ud af vores hotel i Ystad og kørte mod Malmö Stadion, hvor Danmark skulle møde Frankrig. Vi tog alle vores ting med i bagagerummet, fordi vi tænkte, at vi altid kunne køre frem og tilbage fra de øvrige småopgaver, vi skulle lave fra slutrunden, når Danmark var blevet slået ud.
Men med 12 minutter igen scorede Lars Elstrup det afgørende mål mod Frankrig, og stik imod alles forventninger gik Danmark videre fra puljen. Vi måtte ringe tilbage til det ægtepar, der drev det lille hotel i Ystad, for at høre om de stadig havde plads. Heldigvis havde de også set kampen og havde regnet med, at vi ville ringe. Da vi kom tilbage, havde de sørget for det helt store smörgåsbord med øl og snaps, og så startede festen ellers.
Vi lavede en flot dækning af turneringen i radioen, men semifinalen og finalen blev karrieredefinerende for mig. For da jeg kom hjem, gik det op for mig, at de færreste havde lyttet til det, fordi størstedelen jo havde set kampene på tv, og fordi en af dem på tv havde valgt at sige ’hutlihut’, da Danmark i finalen scorede til 1-0. Der tænkte jeg for første gang, at det kunne være sjovt at prøve kræfter med tv.
