Christian Degn: ”Lars Elstrup lærte mig, at selvom man kommer fra en lille flække omringet af marker, så kan man også blive til noget”
Christian Degn er vokset op på den samme vej som EM 92-helten Lars Elstrup langt ude på landet. Her fortæller den 42-årige tv-vært om den lokale fodboldspillers betydning for ham.
Jeg var ved at revne af stolthed, da Lars Elstrup i 1988 scorede to mål i sin landsholdsdebut mod Sverige. Selvom der er 16 år imellem os, er vi vokset op på den samme vej langt ude på landet nær Råby ved Randers Fjord, og som børn spillede vi begge i IF Fjorden.
Fire år senere var Elstrup med i truppen, der vandt EM. Han scorede i straffesparkskonkurrencen mod Holland, som er det mest drabelige, jeg har set. Jeg var 13 år gammel og havde fået lov at blive oppe og se kampen iført mit frotté-nattøj og klaphat. Men da Lars kom på banen, var det som om, at jeg fik en ro omkring, at nu skulle det hele nok gå.
Lige indtil han skulle sparke straffespark, for jeg ville ikke kunne leve med, at lige præcis han brændte det spark. Det gjorde han heldigvis ikke. Efter kampen spænede vi 10 unger fra vejen ud for at fejre det. Vi løb med båthorn og Dannebrogsflag op forbi Lars’ forældre og ud mod hovedvejen for at dytte om kap med de forbipassernde biler og lastvogne.
Det lærte mig, at selvom man kommer fra en lille flække omringet af marker, så kan man også blive til noget. Den sikkerhed havde jeg behov for, da jeg søgte ind på Journalisthøjskolen og hørte, at der kun blev optaget 250 studerende hvert år. På landsholdet blev der kun udtaget 23, og der var Lars fra min vej altså iblandt.