Christian Eriksen: "Forskellen på landsholdet og Tottenham er, at bolden er blevet puttet i kassen på mine afleveringer i Tottenham"

Man skal gennem porten med vagten og det store klublogo ved indgangen for at komme til Tottenham Hotspur Training Centre. Vejen til anlægget gennem det nordlige London er socialrealistisk safari med direkte udsigt til den mindre solbeskinnede side, men når man først er inde i klubben, er indkørslen som den, man finder på luksus-ferieresorts: velplejet.

Christian Eriksen kommer ud fra kantinen, hvor han netop har spist frokost – ”tuna steak, den var go’ i dag” – med holdkammeraterne efter dagens træning, lidt styrkeøvelser, massage og bad. Bag ved ham ligger Tottenhams grønne træningsbaner, 17 i alt, hvoraf de fire er forbeholdt førsteholdet.

Men intet andet end målene og de hvide streger antyder, at man er i en fodboldklub. Her er ingen larm, ingen blod, sved og mudder, slet ingen friturestegte pomfritter eller en stille Faxe Kondi i klubhusets cafeteria som i Middelfart, hvor Christian Eriksen kommer fra.

Foran ham står holdkammeraternes biler, flere af dem sportsvogne af norditaliensk oprindelse, i snorlige rækker. De speciallakerede Bentley’er er her, Jaguar’erne er her, ligesom Premier League-stjernernes foretrukne hverdagsbil i disse år, den sorte Range Rover firehjulstrækker. Fra en af de sorte Range Rovere brænder røde, customized glimmerfælge på alle fire hjul som elektrisk julepynt.

Fotografen må ikke tage billeder her, men vil af almindelig interesse gerne vide, hvilken bil der tilhører Christian Eriksen. ”Det får I ikke at vide, den er ikke vasket,” lyder svaret. Venligt, men ikke som oplæg til videre diskussion.

Christian Eriksen taler hurtigt, så man svagt aner rødderne i det vestfynske, om end dialekten er blevet mere og mere udvandet og neutral med årene. Han er 24 år, og i forhold til den yngre udgave af sig selv er han ikke så hæmmet af den generthed og indadvendthed, som engang gav tilnavnet ’den fynske Messi’ en ekstra betydning.

Nogen åben bog og impulsiv-karismatisk entertainer som Pierre-Emile Højbjerg bliver Christian Eriksen aldrig, det er ikke hans natur. Vi kommer ikke til at se den stille fynbo græde af glæde og bevægelse for rullende kamera. Christian Eriksen udstråler venlig fornuft og siger ’man’, når han mener ’jeg’.

Han taler pludselig syngende fynsk, når han taler om noget, der foregik under opvæksten hjemme hos far Thomas, automobilsælgeren, og mor Dorte, købmandsekspedienten, på Siøvænget i Middelfart. Især når han skal referere noget, hans far har sagt, og så er det ofte med et ’krafté’me’ på fynsk, med tydeligt é og uden stød.

Christian Eriksen

Christian Dannemann Eriksen. Født 14. februar 1992 i Middelfart. Siden 31. august 2013 har han spillet i Tottenham Hotspur, hvor han har scoret 33 mål i 133 kampe (pr. 26. august 2016) og har rygnummer 23, ligesom Michael Jordan. Han debuterede på A-landsholdet i 2010 i en alder af 18 år og 17 dage og var den yngste af samtlige 736 spillere ved VM i Sydafrika samme år. Den offensive midtbanespiller har scoret ni mål i 61 landskampe for Danmark (pr. 26. august 2016) og har på landsholdet rygnummer 10, ligesom Diego Maradona.

Christian Eriksen er Danmarks største sportsnavn i verdens største sport i verdens største liga. Efter en ny rekord-tv-aftale er den i forvejen lukrative Premier League blevet endnu mere multimilliardær og endnu mere attraktiv for alle. Interessen og effekten er selvforstærkende, og flere klubber er igen gået shopamok i sommerens indkøbsvindue.

Manchester United, der (i modsætning til Christian Eriksen) ikke engang er i Champions League i denne sæson, har således samme dag slået transferrekorden med købet af Paul Pogba for 781 mio. kr., og som et emblem for Premier League fyrer Pogba den af med diamanter, signaturjubelscener og fantasifulde frisurer i nye mønstre og farver hver uge.

Nogle af Premier League-spillerne er bedst uden for banen. Da rekordfloppet Ángel Di María blev købt for over en halv mia. kr. af Manchester United for to år siden, gik han ud og købte biler for 50 mio. kr. samme dag. Et halvt år senere sad han på bænken, og året efter var han solgt.

Flere og flere spillere interesserer sig indgående for hår og mode i den høje ende, og helt unge talenter samt ret ordinære reserver tjener let 20 mio. kr. i årsløn uden at spille overhovedet.

Man er blevet vant til at se spillerne, når de spadserer fra bussen til stadion i førkamps-optagelser, som de er kontraktligt forpligtede til, med blikket indstillet på uendeligt under lydtætte høretelefoner og med en omfangsrig Gucci- eller Louis Vuitton-toilettaske under armen.

Toilettasken indeholder hårstylingprodukter, for der er kø ved spejlene i omklædningsrummet både før og efter kampen, og kritikerne af den moderne æras stjerner hævder, at spillerne er blevet lige så fjerne i forhold til folk og fans som deres tomme blik.

Man kan dog også se de rige og berømte på nettet, taget med bukserne nede på vej ud fra en eksklusiv natklub som en endnu lovende Nicklas Bendtner, da han boede i London. Eller når de ofte tilbedte, andre gange forhånede og tilsvinede, overjordiske væsener fra planeten Premier League promoverer deres egen nye tøjlinje, læskedrik eller duftserie.

Eller når de vover sig ned på jorden og ind på en restaurant med deres kærester eller koner, de såkaldte WAGs (wives and girlfriends), som alle sammen ligner fotomodeller og kan få én til at tænke på den tidligere engelske landsholdsspiller, Stoke Citys Peter Crouchs (med øgenavnet ’Storken’) ærlige svar, da han blev spurgt, hvad han havde været, hvis han ikke var blevet fodboldspiller: ”Så havde jeg været jomfru.”

Når Premier League-spillerne vover sig ud af deres beskyttede boliger, kommer paparazziene, både amatørerne fra de sociale medier og de professionelle fra de andre medier, og tager billeder.

Selv om man er en stille eksistens som Christian Eriksen, finder paparazziene én, som da Daily Mail sidste år dokumenterede stjernens gåtur og kys med kæresten i Soho under overskriften ’Tottenham star Christian Eriksen in sultry smooch with girlfriend Sabrina Kvist Jensen.’

Det var hverken første eller sidste gang, det skete. Christian Eriksen fra Middelfart er kommet frem i forreste række i udstillingsvinduet i den moderne fodbolds flagship store.

Vi skal køre til Hampstead, hvor Christian Eriksen bor. Han tager sin toilettaske med ind i den bil, hans støvlesponsor har stillet til rådighed for dagen. Tasken er i neutral sort og ligner mest en old school tobakspung. Længere nede ad vejen, uden for træningsanlægget, har fire Tottenham-fans taget opstilling for at få et glimt, en autograf eller et billede.

Kan du forstå, hvis almindelige mennesker synes, at fodboldspillere lever på en anden planet?

”Det føles nok, som om det er en helt anden verden, fordi folk kommer fra et helt andet sted i deres eget liv. De bor måske i et andet kvarter, hvor man ikke har så mange penge, og så tænker de om en fodboldspiller, at han har da utrolig mange penge, for han viser det jo, han har dyre biler og ure.

Fansene ved godt og forventer måske også, at fodboldspillere har en tendens til at vise sig frem og sige: ’Her kommer jeg.’ Da jeg lige var kommet til England, spurgte en fan mig: ’Hvilken bil kører du rundt i?’ Jeg svarede, at jeg kørte rundt i en Mini. ’Ja, ja, men hvad kører du ellers?’ spurgte han, og så måtte jeg sige: ’O.k., jeg har også en Porsche.’

Og når folk læser, at en spiller er blevet købt for 100 mio. pund, det er altså mange penge. Det er det jo. Nogle gange er der for mange penge i fodbold. Jeg skal ikke klage, for jeg er selv en del af det, men de beløb, der bliver smidt ud på spillerindkøb, og især til agenter, det er jo helt sindssygt. Og nogle gange synes jeg da også, det er en skør verden.”

Kan du give et eksempel?

”Når man er fodboldspiller, har man nemmere ved nogle ting. Når man har flere penge, går man ind på nogle andre clubs eller ud at spise på nogle andre restauranter, hvor det kan være svært at komme ind. Og så kommer man ind og får bord, fordi man er den, man er. Så er det jo ikke, fordi jeg er en helt almindelig, der ringer op, at jeg kommer ind.”

Christian Eriksen var en af Tottenhams bedste blandt mange stærke navne, heriblandt fem engelske landsholdsspillere, i sidste sæson, der var klubbens bedste i årevis. Han har et schweizisk ur i den dyre ende.

Uret er af stål, neutralt af udseende og ikke voldsomt stort, lidt som Eriksen selv. Med den lidt anonyme, meget almindelige fremtoning fristes man til at se Christian Eriksen som en fremmed fugl i den verden. Men det afviser han.

”Jeg føler mig overhovedet ikke utilpas i den her verden, jeg er i. På intet tidspunkt. Jeg lever og ånder for fodbold, og der er ikke noget i den verden, der er negativt. Jeg har dog aldrig set mig selv som en stjerne.

For det første har jeg altid været den yngste på de hold, jeg har spillet på. Nu bliver man (jeg, red.) lidt ældre, og man har prøvet lidt flere ting, så man ser lidt anderledes på tingene. Men jeg håber ikke, at jeg har ændret mig som person. Hvis du spørger min kæreste og mine kammerater, tror jeg, de vil sige det samme.

Jeg har vænnet mig til at leve det her liv, men jeg tror ikke, jeg har ændret mig som person. Sådan føles det i hvert fald ikke. Men man føler, at man har lov til at købe det ur nu, man har lov til at køre den bil nu. I starten skal man ikke være alt for hurtigt ude med de ting.

Der vil altid være forskel på fodboldspillere. Jeg har mødt mange, som lige har fået en ny kontrakt, og så ryger de ud og køber nye biler, nyt hus, 48 par nye sko. At gøre det uden at have en base er lidt ...”

Christian Eriksen afbryder sig selv, som han gør, når han synes, han bliver kritisk over for andre eller taler for rosende om sig selv. Han ønsker ikke at fremstå bedre end andre, siger han, og tilføjer med et antydet smil, at han godt kan forstå, at man køber mange sko. Det kunne han også godt selv finde på. ”Men biler og hus ...”

”Det er måske også, fordi man (jeg, red.) kommer fra Middelfart. Man skal være på den sikre side, før man kan tillade sig at gøre noget.”

Fra Middelfart eller fra din familie?

”Fra min familie. Det var ikke noget, min far sagde. Det lå bare i luften. Det var sådan, vi var som typer. Man skal være på den sikre side. Holde lidt mere igen, end man giver ud. Jeg kunne folde mig ud på fodboldbanen, men udenfor holdt man benene på jorden.

Jeg har også en kæreste, som nok skal sørge for, at jeg holder mig nede. Hun har nogle små replikker. ’Nu skal du ikke komme for højt op at flyve, Christian,’ og den slags. Heldigvis er det ikke så tit, det sker, for jeg føler, jeg er god nok til at lade være. Men hvis jeg nu er i rigtig godt humør og skal lave lidt sjov, kan hun godt lige sige: ’Rolig nu,’ og det retter jeg mig efter.”

Hvad er det for noget sjov?

”Det er bare sådan noget sjov.”

En dag i Christian Eriksens liv:

Jeg står op ved 8-tiden og kører ud til træningsanlægget. Det tager en halv time til 45 minutter, afhængigt af trafikken.

Ved 9-tiden er jeg i klubben, hvor jeg klæder om og spiser morgenmad, får måske lidt behandling og laver lidt fysiske øvelser.

Kl. 10.30 er der træning i halvanden time.

Kl. 12 Evt. lidt styrketræning inden bad og frokost.

Kl. 14.15.14-30 er jeg hjemme igen. Afslapning på sofaen, tit med noget tv, en film. Vi handler, laver noget mad, chiller på sofaen igen. Nogle dage tager Sabrina og jeg ind til byen og spiser, shopper måske lidt eller går i biografen. Hvis man har venner og familie på besøg fra Danmark, prøver man at underholde dem.

Kl. 23 Godnat.

På vej mod Hampstead peger Christian Eriksen pludselig ud mod højre og siger højere, hurtigere og mere fynsk end ellers: ”Vi skal spille lige derinde! På Wembley!” Det er Tottenhams Champions League-kampe i efteråret, Christian Eriksen taler om, og udbruddet er dagens uden sammenligning mest spontane og begejstrede.

Han får liv i øjnene ved udsigten til Champions League-fodbold med sig selv i en af hovedrollerne (som han lidt modstræbende anerkender, at han har) på det berømte sted, der i Christian Eriksens barndom endnu blev kaldt fodboldens Mekka.

Det var dengang, den årlige FA Cup-finale var en af fodboldens største begivenheder, og det var ikke mindst i FA Cup-finalerne, at Tottenham spillede sig ind i mange danske hjerter, som stadig tilhører ’Spurs’, selv om de håbefulde liljehvide med det evige potentiale ikke har vundet noget længe.

I det 21. århundrede er FA Cuppen, verdens ældste aktive og mest traditionsrige turnering fra 1871, devalueret og sat af som en gammeldags sort og hvid læderfodboldstøvle i en verden af neon og pink fodboldstøvler lette som luft og nylonstrømper.

Det er omtrent en milliard gange vigtigere at slutte som nummer fire i Premier League, så man kan komme med i Champions League, end at vinde FA Cup-finalen. Christian Eriksen kigger stadig i retning af det store stadion. ”Man spiller kun finaler på Wembley. Nu har vi tre finaler derinde!”

Christian Eriksen begyndte at spille fodbold i Middelfart, da han var to år og 10 måneder, og havde sin far som træner hele vejen, til han skiftede til OB som 13-årig. ”Min far var efter mig. Der blev stillet store krav, og han var meget streng.”

(Christian Eriksen er for alvor begyndt at tale fynsk).

”Der var nogle dage, der var elendige. Når vi sad i bilen på vej hjem fra kamp, sagde min far om en eller anden situation i kampen: ’Hva’ fanden lave’e du der? Hvorfor gjorde du ikke sådan og sådan? Krafté’me, nu må du komme i gang!’

Og så sidder man dér, som sådan en lille dreng på bagsædet og ryger længere og længere ned i sædet og ved ikke rigtig, hvad man skal gøre. Og jeg svarede bare: ’Ja, det ka’ jeg godt se, men jeg prøve’e krafté’me at gøre det og det.’

Jeg forsøgte at komme med en eller anden dum forklaring, men det faldt heller ikke i god jord. De første par gange sad jeg og blev lidt ked af det og tænkte: ’Var det nu også sådan, det var?’ Men jeg ville jo bare spille fodbold, og det var ikke sådan, at jeg ville stoppe pga. det. Det var, som om det bare hørte med.”

Kunne din far se, at du kunne tåle det?

”Ja, ellers kunne jeg heller ikke forestille mig, han ville sige det. Ellers ved jeg da ikke, hvad det var, han havde gang i! Men dengang han stod og skreg på sidelinjen efter mig, ønskede jeg da, at han ville tie stille.”

Christian Eriksen får ikke så mange fodboldmæssige råd af sin far længere.

”Heldigvis. Eller heldigvis, det er måske forkert sagt, haha. Jeg ringer altid efter kampen og spørger, om han har set den, og så snakker vi et par minutter.

Der er nogle gange, hvor han siger: ’Nu må du lige komme i gang.’ For det meste siger han ikke så meget. Jeg snakker om, hvordan kampen er gået, og jeg siger: ’Det var sgu egentlig krafté’me irriterende, at målmanden tog den, da jeg skød.’ Bare sådan nogle små fodboldting. Nej, man har ikke råbt ad hinanden i mange år.”

Børn, der er blevet mødt med store krav af deres forældre, kan risikere at knække og/eller bliver evigt ambitiøse, som det også bliver beskrevet i tennisspilleren Andre Agassis selvbiografi ’Open’, der rummer skrækeksemplet på den arketypiske sportsfader med ambitioner på barnets vegne.

Der har også altid været store forventninger til Christian Eriksen. Hans teknik, blik for spillet, kreativitet og evne til at lægge den svære, nogle vil sige geniale, afgørende aflevering førte tidligt til, at han blev udråbt til den nye Michael Laudrup, og for to år siden fortalte han, at han havde lært at leve med presset, men det havde ikke været let.

Han sagde om årene helt op til og efter, han fik debut på landsholdet som 18-årig: ”Jeg vidste, at alle kiggede på mig, og jeg vidste også, at jeg skulle høre for det, når jeg lavede en fejl. Jeg tog mange ting tungt og var meget hård ved mig selv. Hvis jeg lavede en fejl, gik verden under.” (Magasinet Vild med sport, 2014).

Christian Eriksen var 20 år, da han indså, at han måtte lære at leve med forventningspresset, og at verden ikke gik under, men at fejl er en del af fodbold. På den måde passer hans kreativt anlagte, om end flittige, stil godt til Tottenhams motto, som står under hanen på klublogoet: ’Audere est facere’ – at turde er at gøre.

Det er gået godt for Christian Eriksen i Tottenham. Så godt, at tusindvis af danske ’lænestolstrænere’ har kritiseret Christian Eriksen for ikke at spille godt på det danske landshold, i hvert fald ikke i Morten Olsens regeringstid, der varede indtil sidste efterår.

Føler du selv, at du har gjort det godt nok på landsholdet?

”Selvfølgelig er der landskampe, hvor man har tænkt, at man gerne ville have scoret. Men hvis folk forventer, at jeg skal score hattrick i hver landskamp, kan det godt være, de bliver skuffet. I mange landskampe har det været lige nøjagtig dét, folk forventer, jeg har bidraget med.

Jeg har skabt en del chancer i hver kamp, hvilket også er det job, jeg har i Tottenham. Forskellen er, at bolden er blevet puttet i kassen på mine afleveringer i Tottenham. Der er også kampe for Tottenham, hvor jeg ikke gør den bedste figur, men der er bare flere kampe at vælge imellem.

Jeg kan godt spille én dårlig kamp og så spille en rigtig god kamp i den næste, og så er den dårlige glemt. På landsholdet går der flere måneder mellem hver kamp, så hvis man spiller dårligt, bliver det husket, og så skal du forbedre det nu og her.

Men for mit eget vedkommende er der 12-15 kampe i mellemtiden på klubholdet, så jeg tænker ikke, at jeg skal forbedre noget som sådan.”

Har kritikken påvirket dig?

”I starten var det irriterende at høre på, men efterhånden kan man godt se, at det ikke er rigtigt. Der er ikke så stor forskel på mine præstationer for Danmark og klubben, heldigvis. Det er nok mere folk, der lige nøjagtig ikke ser kampen, men læser om den, der har høje forventninger.

Det har været anderledes at spille for Tottenham, hvor der har været et andet system, en anden træner og nogle andre medspillere. Det skal ikke være nogen undskyldning, og det kommer det heller aldrig til at være, men det er bare anderledes. De spillere, der er på holdet ...

Det er jo bare noget andet i Tottenham, hvor medspillerne selv spiller på store landshold, det er nogle store spillere, så giver det lidt mere. Danmark har rigtig mange gode spillere, men jeg tror ikke, vi kunne slå Tottenham med det hold. Sådan er det jo.”

Føler du selv, at du mangler noget for at slå igennem på landsholdet for alvor?

”For at slå helt igennem vil det nok kræve, at vi kvalificerer os til en slutrunde og gør det rigtig godt der. Folk vil måske se anderledes på mig, hvis jeg har bidraget til det.”

Christian Eriksen bruger ofte udtrykket ’at bidrage med noget’, når han taler om det, han gerne vil. Man kan ikke lade være med at tænke, at han er sådan en medarbejder, enhver arbejdsgiver gerne vil have på sit hold, fordi han er ydmyg, pligtopfyldende, dygtig, fleksibel og kreativ på samme tid.

Han har ingen primadonnanykker, ingen tatoveringer, han kommer altid til tiden, laver ingen ballade. Man kan også godt få den tanke, at Christian Eriksen fra middelklasse-parcelhuset i Middelfart er for pæn, at han mangler det sidste killer-instinkt, det indre dumme svin, for at nå helt op, hvor udsigten er bedst i fodbold.

At han er det, danske fodboldspillere altid var, før ’udanske’ Preben Elkjær og Søren Lerby (som sagde de berømte ord ”Fodbold er ikke for de stumme”) gjorde op med pænheden – for flink. Ikke sulten nok. For Middelfart. At han havde været en bedre spiller, hvis han var opvokset i Rosengårds ghetto eller Buenos Aires’ forstadsslum.

Er du for pæn, for flink, for dansk?

”Det hørte jeg meget i starten, men det er trods alt gået meget godt med at være ’for flink’. Jeg tror ikke, jeg er for flink. Man bliver nemmere set, hvis man råber højest, men de valgte heldigvis den, der kunne spille bedst fodbold. Det var så det, der faldt ud til min fordel.”

Kan du bedst lide, at der er større profiler på det hold, du skal spille på? Presset hviler mere på dem end på dig …

”Det ved jeg ikke. Det er lidt en blanding. Der vil altid være mere fokus på dem, der laver 50 mål, end dem, der laver seks mål, som jeg lavede i sidste sæson. Sådan hænger fodbold sammen.

Jeg kommer aldrig til at lave 50 mål. Jeg har ikke noget imod, at der er mere fokus på andre end mig, bare jeg får lov at gøre mine ting og stadig kan bidrage med noget. Kan føle mig vigtig og være vigtig.”

Er du enig i, at du er meget uselvisk?

”Nogle gange, ja.”

Hvad vil du helst, score eller lægge op til mål?

”Jeg nyder lige så meget at lægge op til et mål som at score det. Den eneste forskel er, at når jeg har lavet en assist, jubler jeg ikke. Jeg kan ikke bestemme, hvordan vi jubler. Jeg kan ikke så godt lave en assist og så være den, der jubler over det.”

Det gør Cristiano Ronaldo ...

”Ja, det er lidt underligt. Men dét er den eneste forskel på assist og mål for mig. Ellers er det helt det samme.”

Føler du helt det samme?

”Ja, at man har hjulpet med noget, man har kunnet bidrage med noget.”

Angribere taler nogle gange om, at de oplever suset, et narkotisk rush, som i en ekstase, når de scorer. Får du det rush?

”Ja, man har sådan, meget hurtigt lige efter, en tilstand, hvor man ikke tænker, og hvor man ikke lige ved, hvad man skal gøre.”

Får du det samme rush, når du laver en assist?

”Ja! Nej, måske ikke på samme måde. Når man scorer, mister man lige besindelsen et kort stykke tid, og når jeg laver en assist, ser man det hele og følger det hele. Men det er stort set det samme.”

Vi er nået frem til det idylliske, landsbyagtige Hampstead i London, hvor Christian Eriksen lige er flyttet fra lejlighed i hus sammen med kæresten Sabrina, der kommer fra Tommerup Stationsby på Fyn.

Hun flyttede til London et halvt år efter Christian Eriksen i 2014, fordi hun skulle færdiggøre sin frisøruddannelse. I dag arbejder hun i et tøjfirma tre dage om ugen. Hampstead er kendt for sine intellektuelle, kunstneriske, musikalske, velhavende og litterære beboere og for den store, kuperede park Hampstead Heath.

Nogle af de dyreste boliger i London ligger her, og området har et af de højeste antal velhavere i hele Storbritannien. En lidt opulent mand på omkring 50 år og med stærke briller stopper Christian Eriksen i den lille gyde med isbar, barber, luksusgenbrugsbutik og boutique-pub og hiver ned i sin T-shirt i nakken for at vise danskeren sin tatovering.

Det er Tottenhams logo med hanen, der står på en bold, og nedenunder står ’Audere est facere’. Manden får sin selfie sammen med den danske stjerne og stråler lykkeligt. I det smalle stræde sidder en anden mand foran en café med udendørs udskænkning og spørger: ”Who are you?”

Snart er et mindre opløb i gang, og så skal Christian Eriksen skrive autografer og stille op til flere billeder. Manden, der spurgte: ”Who are you?” for lidt siden, siger til Christian Eriksen: ”Oh, I know who you are. You’re my hero.”

Når Christian Eriksen ikke har levet op til forventningerne på landsholdet, har der blandt kommentatorer, både de professionelle og i folkedybet, været efterlysninger af temperament og vildskab. Det har været fremført, at han har levet på sit talent, det største siden Michael Laudrup, nu måtte talentet træde i karakter og vise det samme som for klubholdet.

Kritikken kan på en dårlig dag minde om den, Brian og Michael Laudrup (der blev kaldt ’søstrene Laudrup’ af sportsjournalisternes ypperstepræst, nu afdøde Per Høyer Hansen, i Tipsbladet) oplevede, når begge brillerede på deres klubhold, men ikke slog til for fædrelandet i begyndelsen af 90’erne.

Du virker altid bemærkelsesværdig rolig, både på og uden for banen. Har du overhovedet vrede og temperament i dig?

”Ja, jeg har vrede i mig. Det ville også være underligt, hvis jeg ikke havde det i den verden, jeg er i. Jeg viser det nok bare på en anden måde, end andre gør. Hvis jeg er vred, er det tit i bilen på vej hjem efter en kamp.

Så råber jeg eller slår hovedet tilbage i sædet. Der kommer jeg ud med det. I London skal man køre meget i bil, og der er god tid, for der er tit kø. Så kan jeg sidde og råbe. Vreden er altid kun vendt mod mig selv, hvis jeg føler, jeg ikke har bidraget med det, jeg skulle.”

Reagerer du aldrig mod andre, med- eller modspillere?

”Jeg kan godt slå ud med armene efter en svinestreg og sige: ’Hvad er det, her foregår?’ Men så går jeg tilbage og spiller fodbold. Jeg ville aldrig kunne spille fodbold, hvis jeg var sur. Jeg har prøvet, og jeg følte ikke, jeg fik det bedste ud af det.

Det er bedre, at jeg er rolig, men stadig har den rette spænding og nervøsitet i kroppen og virker sådan ’jeg kan altså godt det her, lad mig nu bare gøre mine ting’ i stedet for at komme op at slås.”

Kan det skabe en trodsreaktion hos dig at få modgang, sådan ’nu skal jeg krafté’me vise dem’?

”Hvis jeg laver en fejl, fx smider bolden ud over sidelinjen, vil jeg gerne vise, at det ikke kommer til at ske igen. At det kan jeg gøre bedre. Det er nok ikke en trodsreaktion i forhold til omverdenen, nok mere for én selv.

Da jeg kom til Ajax som 16-årig, blev der råbt ad dig, hvis du spillede dårligt. Min træner i Ajax, Frank de Boer, gik helt amok, hvis man lavede en fejl. Holdkammeraterne råbte og skreg.

De kunne finde på at vælge en spiller ud og sige: ’Hvad lavede du lige der?’ Når de råbte, fik jeg det sådan, at nu skal jeg vise dem endnu mere, for det havde jeg vænnet mig til, fra jeg var barn. Hvis jeg ikke havde haft en far, som sagde til mig, at det krævede hårdt arbejde, havde det været et chok at blive professionel, og måske havde jeg ikke klaret det.

Så jeg har været heldig, at jeg har haft det med i bagagen. Det blev lidt nemmere at falde til. Det handler om at gøre det godt hver gang, for der er konkurrenter, så du er nødt til være skarp. Hver gang. Det er pisseirriterende at sidde udenfor.”

I sommer var Christian Eriksen anfører i en venskabskamp for Tottenham. Han skynder sig at tilføje, at det kun var, fordi de ældre Tottenham-spillere ikke var til rådighed i den kamp, men da klubbens sædvanlige anfører, den franske landsholdsmålmand Hugo Lloris, senere bliver skadet i sæsonens første kamp, nævner træner Mauricio Pochettino i de engelske medier den danske kreatør som en af sine oplagte kandidater til at vikariere som kaptajn.

”Det er da lidt interessant, at jeg nu har været anfører for både klub- og landshold, men det er ikke noget, jeg har forestillet mig, at jeg skulle være. Jeg måtte også hele tiden rette på det skide anførerbind og hive det op, fordi jeg har så små overarme.

Jeg tror ikke, jeg skal til at være anfører. I klubben er der et andet hierarki, der er nogen, der står foran mig i køen. De har lidt større overarme, så de kan bedre passe anførerbindet.”

Hvor ligger du i hierarkiet?

”Jeg føler ikke, at jeg er længere nede i et hierarki, det er bare på anførerfronten. Altså, jeg ville ikke have noget imod at være leder og anfører i fremtiden, men hvis der er en anden, så ...

Nogle trænere vil have en anfører, der råber mere, men det kommer ikke til at ske, at jeg råber mere, selv om jeg får et anførerbind om armen. Jeg vil altid gerne hjælpe med at korrigere mine holdkammerater, hjælpe med retning osv., men jeg bliver aldrig den, der står og råber.”

Du får meget flotte karakterer i de engelske sportsmedier, og du tager alle de vigtige dødbolde for Tottenham. Har du en fornemmelse af, at du har en stor betydning for holdet?

”Ja, det håber jeg da. Det føles også sådan. Jeg føler, at jeg kan bidrage med noget i hver kamp.”

Hvad er dit eget succeskriterium?

”Hvis vi vinder et mesterskab, og man føler, at man har bidraget med noget. Jeg har selvfølgelig også nogle personlige, konkrete målsætninger. De er altid hemmelige. Det er kun mig selv, der ved, hvor mange assists og mål jeg har som personlig målsætning for sæsonen.

Hvis jeg når det første mål, sætter jeg mig nye. Jeg nåede mit mål sidste år. Men før man kan sige, at det er en succes, skal holdet have vundet en titel.”

Hvis nu det går helt ustyrligt godt for dig i år, og FC Barcelona og Real Madrid kommer og vil have dig …

”Det er jo det, man drømmer og fantaserer om, når man spiller ’FIFA’ (computerspil, red.) og sætter sig selv på deres hold. Men der er ingen grund til, at jeg skal drømme om at være i Barcelona om to år, fordi der spiller vi måske med om det samme, som de gør.

Hvad er så forskellen? Jeg ved ikke, hvad der skal til, for at jeg vil være tilfreds med min karriere. Jeg har aldrig tænkt så langt ud i fremtiden. Nu gør jeg mit bedste, og så må vi se, hvad der sker. Man er blevet bedre til at fokusere, bedre til at lukke ting ude.

Det handler om at fokusere på den halvanden time, kampen varer. Det handler om at spille en god kamp hver gang, og det er forhåbentlig der, man er på vej hen.”

Nogle gange går der lidt fodboldspillerautomat i det, når Christian Eriksen taler. Så bliver blikket fjernt og ”vi tager én kamp ad gangen og arbejder hårdt.” Andre gange åbner han pludselig spontant op, som da han får serveret sin tallerken fish’n’chips på den lokale pub, mens endnu en gæst kommer hen til ham og beder om en autograf til sine nevøer.

”Fodbold har gjort mig mere moden. Jeg var meget, meget genert og meget tilbageholdende, da jeg var yngre. Efterhånden som jeg er blevet nødt til at omgås fans, nye holdkammerater, trænere, er det blevet bedre.

Man prøver jo alt muligt. Fx at give interview til jer eller at stå og synge foran hele holdet, som man kan blive tvunget til ved festlige lejligheder. Små ting, som gør, at man bliver mere moden.”

En mand går forbi bordet, hvor Christian Eriksen sidder og spiser. Manden siger ”Good luck!” inden han går hjem fra pubben. Danskeren svarer: ”Thank you” og tilføjer, at han godt ved, at fodboldspillere bliver beskyldt for at være arrogante og lidt for smarte, men at opmærksomheden også kan føles så intens, at man ofte føler trang til at køre de tonede ruder op.

”Der er da nogle gange, hvor man helst vil være fri for, at folk kommer hen. Hvis jeg er til et fodboldrelateret arrangement, stiller jeg hellere end gerne op til alt, men når jeg er ude på en restaurant med Sabrina eller familien, er det da ikke specielt fedt, at folk kommer hen og vil tage billeder.”

Det er august, starten af sæsonen og slutningen af transfervinduet, og ugens største Tottenham-relaterede historie i den engelske tabloidpresse er, at Christian Eriksen og hans agent har krævet, som det uden yderligere dokumentation eller kildeangivelse konstateres, det femdobbelte i løn – en ugeløn på 150.000 pund – for at forlænge sin kontrakt, der udløber i 2018.

Det ville gøre ham til den suverænt højest lønnede spiller i klubben. Samme dag tweetede Christian Eriksen, ganske usædvanligt for ham, at man ikke skal tro på alt, man læser. Men kontrakten bliver uden tvivl forbedret ved forlængelsen.

Du sætter vel dig selv under større pres, hvis du får en højere løn?

”Måske i forhold til fansene, som vil sige: ’Han tjener så meget, han skal krafté’me kunne det her.’ Ellers er det ligesom på andre arbejdspladser. Hvis man får lønforhøjelse, er det fordi, man har gjort sig fortjent til det, og det forventes, at man leverer efterfølgende.

Det er jo en forhandling. Og forhåbentlig noget, begge parter vil. Det er ikke noget, jeg går hen til klubben og kræver. Jeg vil gerne have, de kommer til mig, så jeg kan føle mig værdsat.”

Christian Eriksen taler (tilsyneladende) perfekt hollandsk til sin agent Martin Schoots, der er fløjet ind fra sin bopæl i Monaco for at være med. Nogle gange under interviewet kommer han hen og sætter sig klos op ad os, selv om der er masser af plads andre steder, måske en gestus, der skal markere, at han holder øje, måske for at vise, at han er sin provision værd.

Eriksen bekræfter, at de to passer perfekt sammen, og at det otteårige partnerskab med stor garanti gælder for resten af karrieren. Schoots er Eriksens civiliserede caretaker i en verden med mange faldgruber og fuskere.

Pålidelig, civiliseret og intet bigshot i agentverdenen med det blakkede ry. Hollænderens eneste nævneværdige succes ud over Eriksen var, da han skaffede Jon Dahl Tomasson til AC Milan, dengang et af verdens stærkeste klubhold.

Schoots er ikke tilfreds, da Euromans moderedaktør giver danskeren en rød T-shirt på til næste billede. Rød er farven på Arsenals trøje, den forhadte ærkerival, og derfor angivelig dårligt for business midt i kontraktforhandlingerne med Tottenhams hårde, ofte kaldet nærige, forhandler, klubformanden Daniel Levy. Christian Eriksen selv siger ikke noget til den røde trøje.

Man kan godt få indtryk af, at Premier League-spillere kun går op i sig selv, hår, løncheck og biler. Er det berettiget? ”Alle mennesker er forskellige. Men der er da mange, der går op i det.

Hvis man ser en englænder med en sleeve (tatoveringer på hele armen, red.), er han fodboldspiller. Sådan er det jo. Men jeg føler mig hjemme i miljøet, og jeg synes, alle skal have lov til at være den, de er.

Hvis de føler, at de skal have otte tatoveringer, skal de have otte tatoveringer.Jeg læste da også engang i Se og Hør, at jeg havde fået en hårtransplantation. Det grinede jeg meget af.”

Tror du på den gamle talemåde, der siger, at man er på banen, som man er udenfor? Gælder det for dig? ”Man vil da gerne gøre en god figur og gøre et så godt indtryk som muligt.Man vil gerne bidrage med noget.”

Behandle andre, som man selv gerne vil behandles? Den slags kedelige ting? ”Det prøver jeg da.” Ikke langt fra hvor Christian Eriksen sidder og taler om at bidrage med noget, bidrog Danmarks engang lige så store håb, Nicklas Bendtner, for få år siden til underholdningen i Premier League.

Det var her i London, at Bendtner ifølge Arsenals psykolog som den eneste nogensinde i en officiel test sprængte selvtillidsskalaen, men også her, han lagde en strålende fremtid bag sig med større præstationer uden for end på banen.

Hvis jeg nu siger, du er modsætningen til Nicklas Bendtner, er det så rigtigt? ”Ja. Vi er nok modsætninger, mig og Nicklas Bendtner. Vi er meget forskellige.”

På alle parametre? ”Det vil jeg lade andre om at bedømme. Han er i hvert fald også meget højere end mig.”

Han er fra storbyen, du er fra Middelfart … ”Ja, og nu har jeg indtaget hans by. London var hans by. Jeg har overtaget tronen efter Nicklas Bendtner.” Christian Eriksen smiler kun lidt, da han siger det.

LÆS OGSÅ: Pierre-Emile Højbjerg: "Jeg spurgte Ryan Giggs om jeg måtte få hans trøje. Han sagde: 'Here you go, lad.' Det var kæmpestort"

LÆS OGSÅ: Viktor Fischer: "I omklædningsrummet er der konkurrence om at have det smarteste tøj. På det område er fodboldspillere nogle kællinger"

LÆS OGSÅ: Portræt af Åge Hareide: "Jeg vil gøre nationen glad og stolt af sit landshold"

Se, hvad vi ellers skriver om: Tottenham og Christian Eriksen