Claus Meyer: ”Min farfar var en hård hund, men det var ham, der gav mig interessen for sport og fodbold”

Den 57-årige kok Claus Meyer om at rejse rundt i Frankrig med sin fulde farfar og se EM 1984.

Claus Meyer: ”Min farfar var en hård hund, men det var ham, der gav mig interessen for sport og fodbold”
Offentliggjort

Min farfar var en hård hund. Det lærte jeg som 15-årig, da jeg blev ansat i hans værkstedsfirma til at lave bogføring, men fodbold kunne som intet andet gøre ham mild, nærværende og blød om hjertet.

Han var storsponsor for B 1901, og da jeg var syv år gammel, tog han mig med til min første kamp på Nykøbing Idrætspark. Sammen begyndte vi at se fodbold hver søndag.

Da jeg blev ældre, flyttede jeg til Paris for at blive au-pair. Tilfældigvis faldt mit ophold sammen med 1984-slutrunden i Frankrig, hvor min farfar havde billetter til alle Danmarks kampe. Forud for den første kamp skulle jeg hente ham på Gare du Nord, som han havde taget toget til med en masse roligans fra København. Han var 72 år på det tidspunkt, så han kunne have været farfar til de fleste i kupéen, men de havde tydeligvis haft det rigtig sjovt alligevel, for da han steg af toget, var han stangstiv. De havde spillet poker, og de andre havde vist strippet ham for flere tusinde kroner undervejs.

Da min farfar igen kom til sig selv, drog vi sammen til Parc de Princes, hvor vi så åbningskampen mod Frankrig. Når jeg ser sport, er jeg helt fanatisk og opslugt af det, men desværre tabte vi kampen 0-1, så det er ikke én, jeg husker godt. Allan Simonsen brækkede også benet, så det var småt med positive oplevelser i den kamp.