De laver Tour-feltets smukkeste cykler: ”Vi er ikke interesserede i elcykler”

De laver Tour-feltets smukkeste cykler: ”Vi er ikke interesserede i elcykler”

Siden 1954 har Colnago lavet cykler, som kan give cykelromantikere våde øjne. Vi har besøgt fabrikken, hvor fortidens resultater lægger kimen til fremtidens sejre.

Offentliggjort

For det primitive øje er cykling banalt. Man kører opad og nedad, og den med de stærkeste ben vinder til sidst.

Men man skal ikke have brugt meget tid på cykelsporten for at finde ud af, at den er alt andet end bare banal. For sporten er bygget af historier om legender fra fortiden, store togter, dristige udbrud, mestrenes sejre og den bitre smag af nederlag. Den er skabt af historier, vi fortæller hinanden igen og igen, og ligesom lystfiskeres fangster bliver historierne som regel også bedre og bedre med tiden.

Ingen cykelsport uden cykler, og intet felt uden Colnago. Siden grundlæggelsen i 1954 har virksomheden haft hjemme i den norditalienske forstad Cambiago halvvejs mellem Milano og Bergamo. Cambiago er en motorvejsparentes, ikke rigtig et sted for en udenlandsk turist at gøre holdt, et lille torv foran en kirke kan det dog blive til, men hvis man har interesse for cykelsport, kan betydningen af Colnago ikke undervurderes.

For nede ad Viale Brianza i byen ligger et laksefarvet hus med en jernport, hvori der er støbt en trekløver, og hvis man ved lidt om cykler, vil den ringe en klokke. Det er nemlig Colnagos logo. Bag porten bor den efterhånden 92-årige Ernesto Colnago, opfinder og grundlæggeren af cykelmærket, og skråt overfor ligger hans fabrik, hvor de ansatte på ottende årti laver cykler, der skal vinde verdens mest prestigiøse cykelløb.

Kannibalen Eddy Merckx kørte Colnago, verdensmesteren Giuseppe Saronni kørte Colnago. Det legendariske cykelhold Mapei kørte på Colnago i 1990’erne, det samme gjorde Rabobank. I dag kører verdens mest vindende hold, UAE Team Emirates, og deres hundredårsfænomen Tadej Pogačar på Colnago. Det er ikke for ingenting, at nostalgikere bliver bløde i knæene, når snakken falder på cykelproducenten, der stadig holder den italienske fane højt.

Vi besøger Colnago en dag i april, hvor foråret for længst har indfundet sig. Pogačar har på en Colnago V4RS vundet den smukke forårsbebuder Strade Bianche en måned forinden. Dermed er han stemplet ind i sæsonen, og det sætter man pris på, for ingen anden opmærksomhed i cykelverdenen er bedre end den, der kommer af sejre på World Touren.

Den selvbetjente espressomaskine spytter tjæresort kaffe ud til de ansatte i domicilet, der består af en lille administration og en større produktionsfacilitet inde bagved. Udenfor varmer forårssolen allerede, indenfor går man til arbejdet med den type rolige selvsikkerhed, der kun kan komme af at lave nogle af verdens mest velrenommerede cykler i så mange år.

”Vi laver store ting med et lille, dedikeret hold,” siger Mauro Mondonico, kommerciel direktør for Colnago. ”Vi tager vores arbejde meget alvorligt. De ansatte her er ikke kun dygtige til deres fag, men også passionerede omkring cykelsport.”

Hos Colnago handler det om kvalitet frem for kvantitet. Og når de trommer samtlige ansatte sammen, er man blot 45 medarbejdere. Nøglen til succes er en fortsat forståelse af fordelene ved at være en lille virksomhed:

”Vi kan tage beslutninger meget hurtigt. Vores kolleger er meget pålidelige, fordi alle er afhængige af hinanden. Hvis der er noget, vi ikke har planlagt, kan vi hurtigt få det til at ske,” siger Mondonico.

Et eksempel er de specialmalede cykler, Tadej Pogačar kører på, når han fører en Grand Tour. I Giro d’Italia i maj kørte han i den lyserøde førertrøje nærmest nonstop. Så skulle hans Colnago-cykel selvfølgelig også have lyserøde detaljer.

Det samme i Frankrig: Når det af og til lykkes ham at komme Vingegaard i forkøbet eller vriste den gule trøje fra ham i Tour de France, bliver en gul førercykel lakeret i ly af natten. Det er ikke noget, man tør planlægge på forhånd. Man griber muligheden, når den opstår, og står klar ved morgendagens etape med en frisk udgave af en V4RS til Tadej.

På ryggen af corona-pandemien solgte Ernesto Colnago for tre år siden sit livsværk til virksomheden Chimera Investments LLC, der har hjemme i Abu Dhabi. Colnago blev dermed en del af den udvidede familie af forretninger, der også driver cykelholdet UAE Team Emirates.

Man kunne forestille sig, at en mellemøstlig oliestat som ny ejer ville spille en mere aktiv part i virksomheden. UAE ejer nu både cykelholdet af samme navn og cyklerne, som rytterne kører på. Statens flyselskab, Emirates, er hovedsponsor. Det hele hænger sammen, og en ting er sikkert: Lommerne er dybe. Der er ingen tvivl om, at der nu er økonomisk rygstød til ikke at ligge søvnløs over dén slags fremover, selvom virksomheden i øvrigt altid har været drevet godt (”Ernesto always did a good job,” er budskabet). Seneste regnskab fra 2023 viser en tredobling af omsætningen på tre år, så den nu er 55 millioner euro, mens Colnago på bundlinjen laver 14 millioner euro. Men uanset om man spørger manden med kulfiberen på gulvet eller salgsfolkene på første sal, er der ingen forskel på dengang og nu:

”Fortsæt med at gøre det, I hele tiden har gjort. Lav de produkter, som I synes, Colnago fortjener. Det var budskabet fra de nye ejere, da de overtog Colnago. Retningen er den samme, som den altid har været, med racercykler og intet andet. Vi er ikke interesserede i mountainbikes eller elcykler. Måske senere, men ikke nu,” forklarer Mauro Mondonico.

Hvor vigtigt er det for en cykelproducent som jer at være på World Touren?

”Det er alfa omega. Der er kun ét sted, hvor synlighed for en producent som os er så markant, og det er World Touren. Det er der, vi skaber efterspørgsel på vores cykler. Du kan producere den bedste cykel, men du sælger dem bare ikke, hvis du så ikke samtidig er på World Touren. Vi skal være der. Og der er en klar sammenhæng mellem resultaterne i løbene og salget af cykler.”

På gulvet i fabrikken gør medarbejderne det, de altid har gjort: udvikler cykler, der kan vinde cykelløb. Kulfiber ankommer, bliver bearbejdet og formgivet til et stel, der bliver samlet, malet og konfigureret, inden det bliver sendt ud i verden. Nok er der maskiner, men det hele foregår med et menneskeligt touch, der ikke bliver erstattet af robotter lige foreløbig. Det er human højteknologi, der kun kan læres ved at stå i produktionen dag ud, dag ind, år efter år.

I marketingafdelingen på første sal sniger de sig hen på eftermiddagen til at se endagsløbet Milano-Torino. Eller ’sniger’ er et forkert ord, for der bliver ikke rigtig lagt skjul på, at man ser cykling.

Hvis et italiensk cykelløb ikke skulle køre på en skærm her, hvor så?

Alberto Bettiol holder sit udbrud hele vejen til mål, og selvom han hverken kører for UAE Team Emirates eller på en Colnago-cykel (han kører for EF Education First, der kører på Cannondale), bliver sejren godkendt blandt mændene på kontoret.

Man anerkender en stor præstation, når man ser den. Og så gør det heller ikke noget, at han er fra Italien.

Euroman var inviteret til Italien af Colnago.

To cykler, et brand

Colnago har groft sagt to topmodeller til landevejen: Colnago C68, der er cyklen til dem, der vil have italienskproduceret cykelromantik, komfort og historietime for alle pengene. Og så Colnago V4RS, der er til dem, der ikke går så meget op i storytelling, men mere i at komme så tæt på rytterne i feltet som muligt. C68 bliver håndbygget på fabrikken i Italien, mens V4RS bliver lavet hos Colnagos partnere i Taiwan. Det er V4RS, UAE Team Emirates kører på, og den kører stærkt. Ved redaktionens slutning i maj i år var UAE Team Emirates det førende hold i verden med næsten dobbelt så mange UCI-point som nummer to, Decathlon AG2R. I Danmark bliver Colnago distribueret af Race Bike Nordic og forhandlet af Cranks & Coffee i Klampenborg, Empire Cycling i Holbæk, Snowfun i Roskilde, Bings Bikestore i Højbjerg og Leadout Cycling i Hillerød. Se mere på racebikenordic.com.