Thomas Bay: ”Klingen havde skåret nogle muskler og nervebaner over, så jeg kunne ikke få gang i mit venstre ben”

Har du kørt i metroen uden at betale?

”Der var ikke nogen metro, da jeg voksede op i Avedøre Stationsby – det nogle vil kalde ghettoen – men der var til gengæld S-tog. Og det var ikke, fordi det var en konkurrence om at køre på bar røv, når mine venner og jeg tog S-toget, men du ville decideret komme i problemer hos kammesjukkerne, hvis du købte en billet – det var ilde set. Når vi kørte uden billet, handlede det selvfølgelig om at holde øje med eventuelle kontrollører på hver station. Og selvom de steg på, var vi tilpas frække nok til bare at placere os to vogne foran. Jeg har været ved at komme i problemer, men jeg tror ikke, jeg fik en bøde … ej, det fik jeg aldrig, for så ville jeg have kunnet huske det møgfald, mine forældre ville have givet mig. Det var dog tæt på engang, hvor jeg ikke kunne undslippe perronen på ’normal’ vis og i stedet – efter at have lavet en kropsfinte på kontrolløren – måtte flygte over skinnerne.”

Er du kommet til skade på et dansegulv?

”Ja, til en fest, hvor jeg gik på dansegulvet med min kone. Jeg havde helt sikkert fået et glas vino for meget, men jeg mener – hvilket jeg stadig hævder den dag i dag – at min kone enten slap eller skubbede mig, da jeg var ude i en yderposition, hvilket resulterede i, at jeg faldt ned i en stoleryg. Det gjorde pisseondt, men jeg ville ikke rigtig stå ved mit fald, fordi det var pinligt. Det mest pinlige skete dog først nogle dage efter, da jeg på min løbetur dejsede om på Hvidovrevej, fordi det gjorde så ondt i siden, hvor jeg havde ramt stolen. Så lå jeg der og rodede rundt, før jeg kom til mig selv og tog på skadestuen. Lægen mente ikke, at der var noget galt, men jeg fik alligevel taget nogle røntgenbilleder, og de viste, at jeg havde brækket to ribben.”

Har du et ar, der fortæller en historie?

”Som cykelrytter er kroppen et landkort over ens karriere og de gange, man har slået sig gennem tiden. Det er ikke, fordi jeg nødvendigvis fordyber mig i arrene, men når jeg fx står i badet og kigger på mine knæ, albuer, hofter og bryst, bliver jeg dagligt mindet om min fortid – om man så har taget 30 kilo på siden karrierestoppet, kan man som regel altid se på kroppen, når ejeren af den har været cykelrytter. Men der er særligt ét ar på ryggen over røvballen, som dit spørgsmål får mig til at tænke på.”

Hvordan fik du det?

”I løbet Paris-Bourges i 1993, hvor jeg styrtede under en bakkespurt efter 50 kilometer. Dengang cyklede vi uden hjelm, men af en eller anden grund – måske fordi det blæste lidt den dag – besluttede jeg mig for, at det måske var en meget god idé at tage hjelm på. Jeg havde dog glemt at pakke én selv, så jeg måtte låne en reservehjelm, som jeg indstillede, lige inden vi skulle afsted. Jeg kan ikke helt forklare, hvordan styrtet skete, men det var en rigtig røvtur. Min hjelm flækkede i to dele, og efterfølgende lå jeg bevidstløs i nogle minutter. Jeg blev lagt på en båre og kørt til skadestuen. I ambulancen havde de ikke set, at jeg havde fået en meget dyb flænge på den nedre del af ryggen, som åbenbart var en konsekvens af, at klingen fra den belgiske rytter Eric Van Lanckers cykel havde skåret sig ret dybt ind. Lægerne så det først, da jeg rejste mig for at gå ind på skadestuen, og papiret, der lå mellem mig og båren, hægtede sig fast til det åbne kødsår, så det lignede, at jeg gik med et brudeslør. Klingen havde åbenbart skåret nogle muskler og nervebaner over, så jeg kunne ikke rigtig få gang i mit venstre ben, så der sluttede min sæson også. I dag er det et af de styrt, hvor jeg stadig kan fange mig selv i at tænke: ’Hvad nu hvis?’”

Hvad er den vigtigste telefonsamtale, du har haft?

”I 1991 kørte jeg som amatør, og da sæsonen gik på hæld, var jeg overbevist om, at tiden nu var inde til at blive professionel. Jeg valgte at satse på Toshiba-holdet, som stod til at lukke, men som efter sigende havde fået en ny storsponsor. Hele vinteren gik jeg derhjemme og ventede på at få et opkald fra dem, for vi havde en aftale. Dengang var det virkelig et nåleøje, man skulle igennem som dansker, så tankerne om, at jeg overhovedet skulle fortsætte, hvis jeg ikke fik en plads på et prof-hold, begyndte at melde sig, og nervøsiteten pressede sig mere og mere på.”

Blev det nogensinde til noget?

”Nej, det viste sig senere, at Toshiba-holdet aldrig blev etableret. Heldigvis opstod en anden mulighed. En aften tog jeg med min gode ven Jan Gøttrup, som jeg har cyklet med, siden vi var drenge, til hans hjemby Tune for at spise hos hans forældre. Efter middagen besluttede vi os for at gå ned på Tune Bodega, som lå i sådan en undseelig centerstribe – meget provinsielt. Der sad vi så og fik nogle bajere, og pludselig opstod der et slagsmål mellem to fulderikker. Lige da der var blevet lagt en dæmper på gemytterne, og de to herrer var færdige med deres dans om billardbordet, blev der råbt ud i bodegaen, om der var en Thomas Bay til stede. I den anden ende af røret var Hennie Kuiper, som var ledende sportsdirektør på Motorola-holdet. Jeg havde godt hørt om en interesse fra holdet, men der havde ikke været nogen former for kontakt, så jeg var lidt overrasket. Det viste sig, at Hennie Kuiper havde ringet hjem til mine forældre, som havde sendt dem videre til Jans forældre. De havde så fortalt Hennie, at vi var på bodegaen, så han havde ringet hjem til mine forældre igen. Min far fik skaffet nummeret til Tune Bodega, og så stod jeg der med en værre summen i baggrunden og havde min første samtale med sportsdirektøren for det hold, som gjorde mig til professionel cykelrytter.”