"Cykling og Tour de France er sportens svar på anden verdenskrig og slaget ved Stalingrad"

For mange danskere er det nok særligt Jørgen Leth, der inkarnerer den litterære og storladne tilgang til cykelsporten. Dertil kommer forfatteren Daniel Dencik, som i 2018 udgav den anmelderroste bog ’Sportshjerte’, og året efter blev Rolf Sørensen tildelt DR’s prestigefyldte formidlingspris Rosenkjærprisen med begrundelsen, at han evner at ’løfte cykling fra underholdning til noget alment-menneskeligt.’

Danskerne er dog bestemt ikke ene om de eposfyldte beskrivelser af velkendte løb som Tour de France og Paris-Roubaix. Det vidner forlaget Bobos udgivelser blandt andet om. I løbet af de seneste år har Bobo oversat og udsendt seks bøger om cykelsport, der spænder fra biografier over samlinger af gamle, maleriske avisreportager til filosofiske, essayistiske værker. Udgivelser, som anmelderne på de store dagblade har taget vældig godt imod, på trods af at de normalt ikke ligefrem flokkes om sportsbøgerne.

Ifølge Casper Kowalczyk Black, som ejer både forlaget Bobo og Den Franske Bogcafé i København, er det langt fra et tilfælde, at det netop er cykelbøgerne, som skiller sig ud og nyder anerkendelse i litterære kredse.

”Jeg læser meget om krig, fordi det viser mennesket, når det er højest oppe og længst nede. I krig bliver mennesket virkelig spændt ud. Inden for krigshistorie er anden verdenskrig og slagene på østfronten det sted, man skal gå hen. Der var lidelsen størst, og der fandt de største heltegerninger og katastrofer sted. Cykling og Tour de France er sportens svar på anden verdenskrig og slaget ved Stalingrad. Cykelsporten er den sport, hvor udøverne lider mest, og Tour de France er det løb af alle, hvor rytterne lider mest. Set udefra er det også der, hvor de største sejre og nederlag finder sted. Der står rytterne mest nøgne tilbage. Det, synes jeg, er fascinerende,” siger han.

Cykelsporten med sin lidelse og lykke rummer altså et litterært potentiale. Alligevel opstod Casper Kowalczyk Blacks interesse for de franske cykelbøger nærmest ved et tilfælde. Som ejer af bogcaféen i Fiolstræde i København var han i færd med at pakke en kasse fransksprogede bøger ud, da han faldt over den franske cykellegende Laurent Fignons selvbiografi, ’Vi var unge og ubekymrede’. Han læste den i ét hug og blev ramt af historien om Fignon, der, hjulpet af ungdommens kådhed og sit bramfrie sind, vandt Tour de France to gange, før han i 1989 tabte løbet med sølle otte sekunder til Greg LeMond efter cykelsportens måske mest berømte enkeltstart.

”Det var virkelig en stor fortælling. Simpelthen en almengyldig historie, en livshistorie. Og selvom der er masser af cykling i bogen, løftede den sig bare op på et niveau, der gjorde den interessant at læse for alle. Vi oversatte og udgav ’Vi var unge og ubekymrede’ på forlaget, og den fik bragende anmeldelser og solgte godt. Derefter gik jeg i gang med at undersøge, hvad der egentlig er af cykellitteratur skrevet på fransk, og så tog det ene det andet.”

Casper Kowalczyk Black kalder selv Bobo for et entusiastforlag. Han forsøger at finde små, uopdagede franske skatte, og på hylderne mellem økonomiske læsninger af Michel Houellebecqs forfatterskab og glemte franske romanværker er der altså nu fundet plads til cykelbøgerne. Bobo har blandt andet opstøvet Albert Londres’ reportager til avisen Le Petit Parisien fra Tour de France i 1924 og samlet dem i ’Landevejens galejslaver’. Reportagerne skildrer de grusomme lidelser, den tids stjerner måtte igennem – i et sprog, der ofte får lykkeridderne til at minde mere om romankarakterer end cykelryttere.

”Albert Londres var på det tidspunkt Frankrigs mest kendte journalist. Han har lagt navn til Frankrigs pendant til Cavlingprisen. En stor essayist, der også interesserede sig for Tour de France. Hans reportager fra ’Landevejens galejslaver’ virker som grundteksten til cykellitteraturen i kraft af den måde, han skriver om sporten på, og det han skriver om.”

Faktisk har cykelsporten allerede siden starten af det 20. århundrede været tæt forbundet med det skrevne ord. Tour de France blev i 1903 skabt af den franske avis L’Auto (senere L’Equipe) for at sælge flere aviser, så det er ikke underligt, at Londres og flere store, franske journalister og forfattere sidenhen har brugt sporten som grundstof i dramatiske fortællinger.

”Den tidligere cykelrytter og forfatter Olivier Haralambon skriver på et tidspunkt, at når han cykler og virkelig kommer ind i sig selv, så oplever han et glimt af evighed. Jeg ved ikke, om det er det, man oplever som læser, men man bliver ligesom frisat af rum og tid og revet med af den her almengyldige fortælling,” siger Casper Kowalczyk Black og tilføjer:

”Ligesom når jeg læser krigslitteratur, så er det her mennesket renset for alt. Jeg gætter mig til, at man kører cykelløb på stort set samme måde om 100 år, så den fortælling, der blev leveret for 100 år siden, kan også fortælles de næste mange år.”

Ejeren af Den Franske Bogcafé og forlaget Bobo er dog helt med på, at de nævnte bøger om cykelsporten – med deres store armbevægelser – nemt kan dele vandene.

”De er så utrolig franske. De er proppet med følelser og drama, og der bliver refereret til højre og venstre. Hvis man er til det, så er det fedt, men nogle vil nok stå af. Fransk-mændene synes jo, de har opfundet cykling, og de har verdens største cykelløb, så selvfølgelig har de altid villet sætte standarden for, hvordan man skal beskrive sporten. Der har ikke været nogen øvre grænse for, hvor flamboyant og højtragende det måtte være. Det kan vi andre være glade for.”

Fem franske cykelbøger

Albert Londres: ’Landevejens Galejslaver’

Londres skildrer gennem 12 reportager begivenhederne i Tour de France 1924. Dengang måtte rytterne ofte tilbringe 18 timer i sadlen og køre 400-500 kilometer på én dag. Reportagerne blev populære blandt Frankrigs arbejdere, der så cykelrytternes strabadserende tilværelse som en spejling af deres eget liv.

Laurent Fignon i samarbejde med Jean-Emmanuel Ducoin: ’Vi var unge og ubekymrede’

Selvbiografien, der tegner et levende portræt af Fignon, som var blandt 1980’ernes største ryttere. Det er samtidig i komprimeret udgave en fortælling om et liv. Bevægelsen fra ungdom til alderdom, der i cykelsporten blot tager 10-15 år. Fignon skåner ingen og beretter uhørt smukt om sporten.

Olivier Haralambon: ’Mine imaginære ryttere’

En slags opfølger til den anmelder-roste og filosofisk veloplagte ’Rytteren og hans skygge’ af samme forfatter. Bogen består af 12 maleriske portrætter af unavngivne cykelryttere, aktive såvel som pensionerede. Nogle kan man gætte sig til, eksempelvis en vis texaner. Andre er sværere at placere, hvis ikke tilsigtet umulige.

Paul Fournel: ’Anquetil – helt alene’

Den franske forfatter beretter om sit barndomsidol, Jacques Anquetil. Gennem dels biografiske og dels nærmest skønlitterære greb fortælles historien om Anquetils mytiske karakter. Han vandt Touren fem gange, blev kritiseret for sin beregnede, udtryksløse facon og førte et, mildt sagt, skandaleombrust familieliv.

Antoine Blondin: ’På Touren - Beretninger fra Touren 1955 – 1978’

Blondin var forfatter, intellektuel og levemand. Han gik ikke af vejen for storladne beskrivelser af Coppi, Bobet, Anquetil, Poulidor og Merckx i sine frigjorte skriverier, for som han pointerer: ”Man gør ofte nar ad journalisterne på Touren på grund af den tone, de finder det nødvendigt at anvende, når de fortæller deres ligegyldigheder. Jeg udfordrer enhver, der har fulgt dette løb, til ikke at ty til den homeriske stil…”