Daniel Wagner stiller op til De Paralympiske Lege: ”Jeg har trænet hele mit liv til det her”
Ved hele tre lejligheder har atletikatleten Daniel Wagner, der mangler størstedelen af sit højre ben, hjemtaget medaljer ved De Paralympiske Lege. Ikke i én, men i to discipliner: 100 meter og længdespring. Nu jagter den danske multiatlet det forjættede guld i Paris. Og han ved, hvad der bliver afgørende. Det fortæller han om her.
ET HALVT TIL ET helt år inden PL (forkortelse for De Paralympiske Lege, red.) bliver jeg laser focused. Det betyder også, at jeg lige nu måske ikke er den fedeste at være sammen med.
Jeg siger nej til mange ting og prioriterer al min tid til træningen. Når jeg så kommer til konkurrencen, vender det: Der skal man helst ikke tænke på presset, men bare være ligeglad og tro på, at man er den bedste i verden.
At være elitesportsudøver er som at være linedanser. Man træner så hårdt, man overhovedet kan, samtidig med at man forsøger at tage hensyn til de skavanker, der opstår fra tid til anden. Fx måtte jeg melde fra til verdensmesterskaberne i Japan i foråret, fordi jeg fik en lille skade.
Annonse
JEG HAR MEGET FOKUS på det mentale frem mod De Paralympiske Lege. Fysikken er det vigtigste og fungerer som en adgangsbillet, kan man sige. Du skal kunne springe langt nok og løbe hurtigt nok. Men hvis du vil have medaljer, kommer det ofte ned til det mentale. Når legene først begynder, ser man tit favoritter, der ikke præsterer.
Det mentale er afgørende at have styr på. Det kan være svært at beskrive, men for mig er det som at bestige et bjerg. Jo længere tid du er i sporten, jo højere op ad bjerget kommer du.
Forestil dig, at du skal gå ud på en planke. Det er let som ingenting. Sådan er det at være til træning.
Forestil dig så, at planken er på toppen af Mount Everest. Planken er den samme, men kigger du ned, ser du presset fra sponsorer, medier og dig selv. Begynder du at skælve, mister du balancen. Det kræves, at du kan stå deroppe og klare den udfordring.
MAN KAN GODT MÆRKE, at parasporten har rykket sig. Jeg har talt med mange erfarne PL-atleter om det.
Bordtennisspilleren Peter Rosenmeier har beskrevet for mig, hvordan det var i Beijing i 2008, da han vandt guld efter at have besejret en kineser i finalen. Han sagde, at det var som at være den første mand på Månen, en helt sindssyg oplevelse.
Annonse
Men der var stort set ingen dækning i de danske medier. En lille notits fra DR. Ingen optagelser af sejren. Han følte sig som Palle alene i verden. Vi vil jo gerne motivere folk og vise, hvad vi kan, og hvis ingen ser det, er det lidt en ærgerlig følelse.
Selv om det går fremad, er der er masser at udvikle på endnu. Det er et af mine store mål: at løfte parasporten. Herhjemme er vi nødt til at prioritere det, for at vi kan følge med den eksplosion i professionalisering, der sker ude i verden.
Ude i Idrættens Hus i Brøndby hænger der et stort flot logo med OL-ringene. Men hvorfor er PL-stregerne der ikke? Den synlighed har vi brug for, hvis vi vil løfte niveauet i Danmark.
JEG ØNSKER MERE FOKUS på præstationerne. Ikke mere medlidenhed. Der er så mange inspirerende historier, som den almindelige dansker kan bruge. Alle kæmper med noget i deres liv. Tider, hvor man har brug for et spark bagi.
Og det kan man fx få ved at se en mand med benprotese sprinte afsted, selv om protesen nogle gange knækker under ham. Så er det bare op. Og videre.
PARIS BLIVER EN FEST. Og jeg håber, det går godt. Resultatet kan have betydning for min fremtid. Proteserne er ekstremt dyre, og det er ikke noget, forbundene hjælper med. Men jeg glæder mig bare virkelig til at komme i gang. Man siger tit, at man har trænet i fire år. Men jeg har trænet hele mit liv til dette.
Daniel Wagner
(f. 1993) Mistede som 14-årig sit ben i forbindelse med en gymnastikulykke. Har i en årrække været blandt verdens bedste paraatleter. Generaliebladet tæller guldmedaljer ved VM og fire OL-medaljer – tre af bronze og en af sølv. Wagner stiller op i både 100 meter og længdespring.
