Danske Mikkel Strøjer tog til Canada uden job og er nu en del af toppen i den nordamerikanske fodboldliga MLS
Han mødte sin canadiske kone en sen nat på en bar i Istedgade. Sammen tog de til hendes hjemland, hvor Mikkel Strøjer uden at kende nogen i forvejen er blevet en væsentlig del af den store udvikling, fodbolden oplever derovre i disse år.
Målmand David Ousted tipper bolden over overliggeren på et farligt indlæg. Vancouver Whitecaps har været presset et stykke tid, og det trækker op til en føring til gæsterne fra FC Dallas. Ved siden af mig sidder Mikkel Strøjer, der arbejder for Vancouver Whitecaps. Han ser lige så meget på tilskuerne, som han ser på selve fodbolden. To timer tidligere tog han imod mig ved indgangen til stadion.
”Don’t let this guy through. We don’t want anymore Danes in our stadium. They’re always trouble!”
Mikkel Strøjer griner til den store kontrollør ved presseindgangen og giver mig hånden, før han fører mig ind i presserummet på BC Stadium i Vancouver, hvor det lokale fodboldhold Vancouver Whitecaps spiller. Der er stadig forholdsvis tomt her to timer før kickoff, men Mikkel Strøjer, der er klædt i jakkesæt med et Whitecaps-logo på, har været her et stykke tid.
Annonse
”Jeg kommer altid cirka tre timer før kampen starter. Så går jeg et par runder og tjekker, at alt er på plads under stadion. Vores merchandise-områder skal være helt åbne og appetitlige, og alle de rette varer skal stå og hænge fremme. Det skal generelt bare være enormt nemt at købe en trøje eller en kasket lynhurtigt. Folk skal ikke stå i kø eller noget. De skal også have tid til at købe drikkevarer og mad, før de går ind på deres plads,” forklarer Mikkel Strøjer, mens han tager et billede med sin mobiltelefon af et skilt, der sidder lidt skævt. Det skal rettes, inden publikum bliver lukket ind.
Mikkel Strøjers officielle titel er Vice President Brand & Fan Engagement. Det betyder blandt andet, at det er hans opgave, at tilskuerne til Vancouver Whitecaps’ hjemmekampe får en optimal oplevelse på stadion i forbindelse med alt det, der foregår udenfor grønsværen.
”På banen kan jeg ikke hjælpe. Det må de selv slås med. Vi kunne godt bruge tre point i aften, men det får vi nok ikke. FC Dallas er godt spillende for tiden, og vi er lidt nede i en bølgedal.”
Han bruger nogle minutter på at tale med pressechefen for at være sikker på, at alle journalister er glade og tilfredse. På min foranledning aftaler han også lige et lille møde med Whitecaps’ danske målmand David Ousted efter kampen.
Mikkel Strøjer kender alle, han ser, og tiltaler dem med navn og lidt småsnak, som man gør i Nordamerika. Når han taler med sine medarbejdere, kan man godt høre, at hans engelske har en lille dansk accent. Han er født og opvokset i København, men han flyttede til Canada for seks år siden med sin canadiske kone, Marie, som han mødte en sen nat på en bar i Istedgade. Det ene møde tog det andet, Marie besluttede sig for at forlænge sit ophold i Danmark, og efter tre år i København, besluttede de to sig for at flytte til Maries hjemby, Vancouver.
”Marie var egentlig bare udvekslingsstuderende, men endte med at bo i Danmark, da mit job og min familie var her i København. Hun savnede sin familie, og jeg synes egentlig, at det var på tide, at jeg indrettede mig lidt efter hende. Derudover var der bare en masse eventyrlyst i mig, og jeg havde en stor lyst til at komme ud af min comfort zone.”
Annonse
Mikkel Strøjer havde hverken job eller bekendte i Vancouver, og starten var ikke en nem tid for danskeren, der altid har haft et stort netværk af venner i Danmark. Af natur er han udadvendt og har også altid haft en masse fodboldkammerater. I ungdomstiden spillede han for Skjold i Fælledparken og som voksen for universitetsklubben ØKF i Kløvermarken.
Der mødte jeg ham i en forblæst Serie 1-kamp for omkring 15 år siden mod B93. Vi spillede sammen i omkring ti år, inden han forduftede til Canada.
ØKF var en klub, der mest bestod af tilflyttede, jyder, færinger, bornholmere og amerikanere, og det var nærmest lidt eksotisk at have en rigtig københavner i klubben. Og Mikkel er rigtig københavner. Opvokset på Østerbro, derefter bosiddende på Vesterbro i Vesterbro-lejlighed lige over ’Bang og Jensen’. Stor FCK-fan. Kender og taler med gud og hvermand i byen. Sådan så det i hvert fald ud for os tilflyttede jyder og polakker, og hvad der ellers var i vores fodboldklub.
På banen var Mikkel, der spillede central midtbane, hverken specielt hurtig eller teknisk god. Men han var klog, havde et godt hovedspil, kunne løbe solen sort og kastede sig ind i nærkampe mod de største modstandere, der kunne opdrives. Når vi spillede mod de bedste hold i rækken, og vi andre tvivlede lidt på vinderchancerne, troede Mikkel altid på, at vi kunne vinde. Man kunne se det i øjnene på ham.
Vi var alle sammen konkurrencemennesker, men det var som om, at Mikkel var det lidt mere. Han efterlod det hele ude på banen og kunne næsten ikke slæbe sig ind i omklædningsrummet efter kampen. Han var tavs i et stykke tid, når vi tabte. Sagde ikke noget i bruseren. Skulle lige have den første øl i omklædningsrummet. Så var det som om, at han lige tændte en knap inde i sig selv, og så var han klar igen efter sin sørgeperiode. Han er et socialt gemyt og var næsten altid klar på en øl eller to i byen. Og irriterende god med damerne, når man først sad på værtshusene på Vesterbro.
Fodbolden hjalp ham også socialt i Vancouver, men venner og sociale relationer er ikke alt, især ikke for en ambitiøs fyr, der gerne vil have noget at rive i, og det viste sig at være svært for danskeren at få et arbejde.
”Vi flyttede til Vancouver i november 2011, og Marie var højgravid. Hendes familie og venner tog rigtigt godt imod mig, men da vi fik Leo i januar 2012, var der altså lidt pres på. Jeg ville rigtigt gerne have et job og selvfølgelig helst et, der virkelig gav mening for mig, og det var fandme svært.”
Annonse
Mikkel, der havde arbejdet med markedsføring i DR i fem år, derefter halvandet år i reklamebureau og så tre år som head of marketing på Metroen, havde aldrig før haft problemer med at få et arbejde. Han ansøgte til højre og venstre, men kom ikke længere end til en bunke samtaler. En dag så han i sit Twitter-feed en jobannonce fra det lokale fodboldhold, Vancouver Whitecaps. De søgte en marketing director, Mikkel ansøgte og blev kaldt til samtale. Den ene samtale blev til fem styks.
”Det var en perfekt stilling for mig, og jeg var helt oppe at køre før den sidste samtale. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at hvis jeg ikke får det job her, så må jeg ned på Starbucks og søge. Det var så vigtigt.”
Mikkel fik jobbet, og så begyndte arbejdet for alvor for københavneren.
”Jeg tror, det var en fordel, at de kunne se, at jeg virkelig brændte for fodbold og vidste noget om både spillet og kulturen omkring det. Men fodbold i Canada er helt anderledes end i Europa, og jeg havde meget at lære om branchen.”
Mikkel Strøjer er ikke en speciel tålmodig type, så han arbejdede bare røven ud bukserne lige fra allerførste dag.
”Når der var noget, jeg ikke forstod, spurgte jeg, og hvis jeg havde indvendinger mod nogle beslutninger, sagde jeg det højt. Der var nok nogen, der syntes, at jeg var lige direkte nok, men jeg har egentlig altid bare sagt tingene rent ud.”
Folk kan godt lide fodbold i Vancouver. Det passer godt til den internationale kultur i byen. Der er en stor diversitet af mennesker i byen og masser af immigranter fra alle verdenshjørner. Derudover bliver fodbold i Canada forbundet med diversitet og progressivitet. For eksempel er der et årligt pride-optog i forbindelse med Whitecaps’ hjemmekampe, og Whitecaps har stor støtte fra det miljø året rundt.
”Da jeg startede i 2012, var vi her i Whitecaps vel det tredjestørste rent sportsligt i byen, efter vores canadiske BC Lions (canadisk fodbold, CFL) og selvfølgelig vores ishockeyhold Vancouver Canucks. Nu er vi nok næststørst. Canucks når vi ikke lige med det samme. De har noget med ishockey heroppe,” smiler Mikkel Strøjer.
De første par år i Vancouver Whitecaps så hans kone og venner væsentligt mindre til Mikkel.
”Det kan godt være, at Canada er lidt mere europæisk end USA, men hvis man ikke arbejder rigtigt mange timer heroppe, kommer man ingen vegne.”
Mikkel Strøjer røg hurtigt opad på rangstigen i Whitecaps, og allerede i hans første sæson i klubben blev han kåret til MLS Marketing Executive of the Year. Højdepunktet i klubbens historie var i 2015, da Whitecaps kronede en flot sæson med en pokaltitel, et canadisk mesterskab og playoff-plads i MLS’ slutspil. Tilskuerne væltede ind på BC Stadium, Whitecaps’ omsætning steg voldsomt, og Mikkel Strøjer følte for alvor, at de flyttede noget både i byen og i ligaen. I 2015 stemte de andre marketingsdirektører på Mikkel Strøjer og hans afdeling som årets bedste marketingsafdeling det år.
Vancouver Whitecaps FC mod Orlando City SC.
”Vores succes i 2015, både på og udenfor banen, var et stort skulderklap til organisationen, der jo stadig er ret ung. Folk fra Vancouver er sådan lidt medgangsfans. De kommer på stadion, når det går godt, men ikke nødvendigvis, når det går knapt så godt. Nu har vi over 20.000 tilskuere i snit pr. kamp. Men vi er ikke tilfredse. Vi skal have endnu flere folk i stolene, og vi skal endnu tættere på vores tilskuere.”
Efter alt Mikkels indledende arbejde før opgøret denne lune sommeraften, går vi ind på vores pladser og ser kampen mellem Whitecaps og Dallas FC, som ender 1-1 efter en turbulent afslutning, hvor Whitecaps efter at være klart svagest i 70 minutter udligner og faktisk er tættest på sejren til sidst.
”Vi er lidt oppe og nede som hold. Når vi er gode, er vi virkelig gode, som du kunne se det sidste kvarter”, siger Mikkel, da dommeren fløjter af.
I pausen fik vi hilst på den tidligere FCK’er Christian Bolanos, der er skadet, men stadig en af de bedste spillere i klubben ifølge Mikkel. Bolanos forklarer, at han med sin gamle krop sidder i isbade efter hver eneste træning og kamp, fordi hjemmebanen er en kunstbane. Men ellers er han godt tilfreds med tilværelsen i Vancouver, som han sammenligner med København.
”But with mountains. Didn’t have a lot of those in Copenhagen”, siger han med sin runde spanske accent.
Efter kampen går vi ind i omklædningsrummet og snakker lidt med danske David Ousted, der sidder på en motionscykel i en halv time efter alle kampe. Han er af de højst betalte og største stjerner i klubben. Han vil gerne høre lidt om, hvorfor hans ungdomsklub, Brøndby havde så god en sæson sidste år og vil sikkert også gerne tale lidt dansk.
Mikkel går en sidste tur rundt på stadion og sikrer sig, at alt er, som det skal være. Der er stort set aldrig tilskuerproblemer i MLS, selvom der serveres alkohol, og folk gerne må stå op de fleste steder.
”I vores kommunikation, på sociale medier, på vores website og i de lokale aviser, fokuserer vi på den positive oplevelse på stadion. Vi gør meget ud af at fremhæve, at vores tilskuere er en del af holdet og organisationen, og vi opmuntrer og støtter alle organiske faninitiativer. De der slagsmål vi ser i Europa i forbindelse med sport, har vi generelt ikke her”, forklarer Mikkel, mens vi går i Vancouvers stille gader, hvor det efterhånden er blevet mørkt.
Mikkel har skiftet tøj til noget lidt mere neutralt, og vi prøver at finde en bar med noget mad, så vi kan snakke i fred. Jeg lægger mærke til, at Mikkel næsten starter alle sine sætninger med anglicismen: ”Så, grunden til ...” (”So, the reason...), så jeg spørger, om han – selv om han nærmest udlever The (North) American Dream – savner Danmark og København?
”Vancouver er fantastisk. Naturen er helt uforlignelig. Jeg har lige købt et hus i bjergene med udsigt ud over vandet, og hver weekend kan vi hike eller cykle i bjergene. Min familie elsker det her, og min søn Leo skal lige til at starte i skole. Men selvfølgelig savner jeg København, Vesterbro. FCK om søndagen,” siger han over sushi, der generelt holder et højt niveau i Vancouver, og en lokal IPA.
Mikkel laver ikke bare kommunikation og markedsføring i klubben. Han står også for fanoplevelsen på stadion – det man kalder game production i Nordamerika. Derudover er han ansvarlig for designet og indretningen af både Whitecaps’ store merchandisebutik og mange af de halstørklæder, hatte og trøjer, klubben sælger.
”Jeg har altid været vild med design og arkitektur, og der kan København og Europa altså noget i forhold til herovre. København er også bare lidt mere oppe på beatet end Vancouver. Det hele er lige lidt skarpere, folk er bedre klædt, trafikken er ikke så slem som her. Der er meget ved København, jeg savner, og jeg vil ikke afvise, at vi engang kommer tilbage. Men på min arbejdsplads har jeg det virkeligt godt, og min kone er tæt på sin familie. Lige nu er vores liv her.”
Det er efterhånden blevet ret sent. Vi snakker lidt om gamle dage på Kløvermarken og mægtige slag mod Kastrup og Amager FF. Mikkel sætter kurs mod sit nye hus i Deep Cove North i Vancouver efter en af mange lange dage Whitecaps’ tjeneste. En københavner, der gør en forskel i Canada.
Fodbold i Nordamerika har været på voldsom fremmarch de seneste ti år. Forsøgene på at lave en vigtig fodboldliga i Nordamerika har været mange. I 70’erne spillede selveste Pele og Franz Beckenbauer i USA. Danskerne Henning Munk Jensen, Ove Flindt Bjerg og Kim Røntved spillede også i USA, men konkurrencen med de store traditionelle sportsgrene som amerikansk fodbold, basketball, baseball og ishockey og sågår tennis og golf var for voldsom, og sporten fik ikke den popularitet, som den har i næsten hele resten af verden. Samtidig var ligaerne ikke tilstrækkeligt økonomisk velfunderet til, at det kunne løbe rundt.
I 80’erne og 90’erne florerede der flere forskellige fodboldligaer i Nordamerika med navne som MISL (Major Indoor Soccer League) og NPSL (National Professional Soccer League), og i lang tid var indendørs fodbold med flere mål og mere action faktisk langt mere populær end udendørs fodbold.
Sent i 90’rne kom der igen lidt hul på bylden, og danskerne Miklos Molnar og Ronnie Ekelund har vundet amerikanske mesterskaber i henholdsvis Kansas City Wizards og San Jose Earthquakes. Det amerikanske landshold gjorde gode indtryk ved VM, og selvom det canadiske landshold ikke har store resultater internationalt, var det alligevel som om, at fodbold begyndte at finde solidt fodfæste i Nordamerika.
Det helt store gennembrud kom i 2007, da Seattle Sounders blev skabt. Seattle er en stor sportsby fyldt med efterkommere af skandinaviske immigranter, og fodbold er generelt meget populært på den amerikanske vestkyst. Fodbold havde længe været den mest populære sport blandt børn op til 14 år. Seattle Sounders, den mest succesfulde klub i MLS’ historie, har formået at holde et årligt gennemsnit på 40.000 tilskuere på hjemmebane siden klubbens opståen.
De sidste ti år er MLS bare blevet større. Nu er der 22 klubber i ligaen, 19 i USA og tre i Canada (Vancouver Whitecaps fra 2011, Montreal Impact fra 2012 og Toronto FC fra 2007). Atlanta og Minnesota kom til sidste år, og Atlanta har kun haft udsolgt på hjemmebane med 55.000 tilskuere til hver eneste kamp. De har netop åbnet deres nye, fantastiske Mercedes Benz Stadium og spillede for et par uger siden for 70.000 tilskuere for første gang nogensinde i amerikansk fodbold.
Ikke så mærkeligt at et væld af byer vil være hjemmebane for den næste MLS-klub. Som i alle andre amerikanske sportsgrene, er ligaen privat, og der er ingen nedrykning. Når man er inde, er man inde. Atlanta betalte 180 millioner dollars for en franchiseplads. Vancouver betalte 55 millioner dollars tilbage i 2011.
Tilskuermæssigt var gennemsnittet i MLS i uge 23 i 2017 (tilfældigt valgt uge – langt fra playoff-tid) 22.179. Superligaen havde i sidste sæson et gennemsnit på 5.974 tilskuere pr. kamp.
