Glem atletik og svømning: Her er nichedisciplinerne, du kommer til at elske under OL

Breakdance

Dette års debutant, breakdance. Og vi ville tale usandt, hvis vi påstod, at vi ikke er temmelig hyped, som man siger. Danseformen, der udsprang i 1970’ernes Bronx og siden emigrerede til Danmark i 80’erne, går i sin essens ud på at være en cool fætter. Du ved nok: friske bevægelser, i ét med beatet, godt med spil-op-attitude. Og hvem er ikke nede med den slags?

I alt 16 kvinder og 16 mænd skal danse mod hinanden. Allerede her har vi forklejnet deltagerne. For er man breakdancer, er man ikke bare ’mand’ og ’kvinde’, så er man B-Boy og B-Girl. (Eller den mindre binære model: breaker.) Turneringsformatet er knockout: en mod en, hele vejen til finalen. Hver duel består af tre runder af ét minut. Og her er hagen: Breakerne kender ikke musikken på forhånd. Så du kan nok se, at man skal være en opfindsom og improvisationsstærk starut for at begå sig som B-Boy og -Girl. Hele ni dommere vil så vurdere, hvem den fedeste har været, bedømt på følgende seks parametre: kreativitet, personlighed, teknik, variation, performance og musikalitet.

På falderebet vil vi gerne pege dig i retning af to særligt fede B-Boys: legenden Hong 10 fra Sydkorea og canadiske Phil Wizard. Med de to tør vi godt udstede en temmelig høj humørgaranti.

Skateboarding

Som med dette års OL-debutant, breakdance, er skateboardkategorien heller ikke nogen særlig sportsagtig disciplin. Deltagerne ser ikke sig selv som ’atleter’, de træner ikke, de øver sig, og selv om det selvsagt ikke er nogen gavebod, når de først står over for hinanden, så er nederlagets stund inden for skateboardens verden ofte præget af store smil og highfives. Det er en kultur, som man siger, og denne kultur har en opbyggelig, kammeratlig drift, som ikke rigtigt eksisterer i de fleste traditionelle sportsgrene. Man kan levende forestille sig de kontraster, det giver inde i atlet-området: den psykodedikerede højdespringer over for den afslappede teenageskater.

Men nu er det altså konkurrencetid, og der kan hentes medaljer i to kategorier: street og park. Og fremgangsmåden er simpel: en indledende runde, og så er der finaler. Hvis man sidder klar med klaphatten, så er det i park-kategorien, man skal spærre øjnene op. Her er der – efter 400 år eller deromkring – omsider sket et generationsskifte inden for dansk skateboard: Rune Glifberg er i en alder af 49 år ikke længere vores bedste kort. I stedet tyder det på, at det er den 17-årige badass ved navn Viktor Solmunde, vi skal sætte vores lid til. (Hvis han lykkes med at kvalificere sig, hvilket det i skrivende stund tyder på.)

Og hvis man bare tænder på gode gammeldags løjer, så skal man også tænde på street-kategorien, hvor den 14-årige alien Ginwoo Onodera er manden, undskyld: drengen, der skal slås. I skaterkredse tales der stadig om det run, han lagde som 12-årig til Tampa Am.

Kajakcross

Vi havde allerede kajak- og kanodisciplinerne på blikstille vand. Så fik vi slalomdisciplinerne i livligt vand. Og nu – for allerførste gang i Paris – får vi kajakcross. En rigtig vildkat af en disciplin.

Konceptet er dette: Man dyster i heat á fire, og så – med lidt udfordringer undervejs, der bl.a. kræver, at man laver en vending under vandet – gælder det om at komme først over stregen. Simpelt nok. Men har man set bare fem sekunders kajakcross, så ved man, at der intet simpelt er over udførelsen.

Som det første bliver atleterne væltet durk ned i vandet fra et par meters højde, og allerede der tænker man, at det her virker endog meget grænseoverskridende. Der er lidt polterabend over det, samtidig med at det er helt ekstremt dragende.

Det er en af den slags sportsgrene, hvor man undervejs tager sig selv i at spekulere i, hvordan disse mennesker i første omgang fandt ud af, at de havde flair for det. På den måde er kajakcross ligesom skihop. Men også kun på den måde.

Den altoverskyggende favorit er briten Joe Clark. Han får det næsten til at se nemt ud. (By the way: Clark fandt ud af, at han var god til det med kajak, da han otte år gammel prøvede det på en spejdertur.)

Sportsklatring

Hvis man er bosat i en af landets største byer, eller man følger smarte mennesker på Instagram, så vil man vide, at klatring virkelig er blevet en ting. Borte er dagene, hvor det var forbeholdt en utroligt lille, meget spændstigt bygget flok. Nu kan man klatre snart sagt alle vegne, og mange gør det. Selv i gadebilledet ser man klatreæstetik vokse frem. Karabiner, tekniske tasker og klatreagtigt fodtøj med snørebånd helt ud til tåspidserne.

Så meget desto mere er det også på sin plads, at klatring på et konkurrenceplan nu er en del af det olympiske program. Debuten fandt sted ved det foregående OL i Tokyo. Helt smertefrit var implementeringen dog ikke: De tre typiske kategorier inden for konkurrenceklatring – bouldering, lead og speed – var blevet smidt sammen til én kombineret konkurrence, selvom mange klatrere slet ikke gør sig i alle tre discipliner. Det er der nu rådet bod på i Paris. I stedet for én medalje vil der nu være to at kæmpe om: en for bouldering og lead og en for speed.

Vi skylder måske at sige noget om, hvad disciplinerne går ud på. Helt forenklet: bouldering er fri klatring, lead er med reb og karabiner, speed er, ja, bare afsti-afsted op ad den samme væg.

Her på redaktionen kan vi dårligt vente med at følge den japanske superklatrer Tomoa Narasaki (der har sit eget træningscenter uden for Tokyo, hvor han hver dag træner med sin hustru, Akiyo Noguchi, der ligeså er en superklatrer). Narasaki er dobbelt verdensmester i bouldering, og så er han helt mangaagtigt smuk. På kvindesiden grubler vi over følgende: Hvem skal gøre noget ved det slovenske fænomen Janja Garnbret?

Fodbold

OK, fodbold, hedder disciplinen, og reglerne er faktisk relativt simple: 11 mod 11. En målmand hver. En bold. Og så handler det om at få bolden forbi modstandernes målmand flest gange. Dertil er der selvfølgelig nogle regler, der skal overholdes, og for nylig introducerede man også noget, man kalder for ”videodommere,” fordi man var træt af, at dommerne en gang imellem så forkert. (Nu er spillet mindre euforisk, men der bliver set lidt mindre forkert).

Ja, det er altså så fodbold! For lige at tage den seriøse kasket på: Du ved selvfølgelig udmærket, hvad fodbold er. Det sjove er ikke desto mindre, at fodbold i OL-sammenhæng stadigvæk er en sekundær forestilling. OL passer ikke ind i fodboldens store lykkehjul, der drejer sig om de nationale klubturneringer, de regionale landsholdsturneringer og verdensmesterskaberne. Til OL er der derfor også indført en aldersbegrænsning, der betyder, at holdene kun må stille med tre spillere over 23 år, hvilket ofte resulterer i en komplet mangel på store stjerner. Historien byder dog på nogle store undtagelser: Fx vandt Neymar guld med Brasilien på hjemmebanen i Rio i 2016, og i 2008 i Beijing løftede Lionel Messi trofæet sammen med Argentina, der med sejren vandt for anden gang i streg.

Pariserne får desværre ikke fornøjelsen af at opleve deres elskede bysbarn og, nå, ja, verdens måske bedste fodboldspiller, Kylian Mbappé folde sig ud på hjemmebane for sidste gang i denne omgang. De skal i stedet sætte deres lid til spillere som Michael Olise, Alexandre Lacazette og toptalenterne Warren Zaïre-Emery og Mathys Tel.

Se, hvad vi ellers skriver om: Ol og Olympiske Lege