Aftenen inden kampen mellem Rumænien og Montenegro blev vi modtaget i lufthavnen af Rumæniens landstræner. Det syntes vi var mærkeligt. Kampen skulle afgøre, hvilket af de to hold der kom med til VM-slutrunden, så burde han ikke have været sammen med sine spillere og forberede dem?
Vi kørte fra lufthavnen, og han begyndte at snakke sig varm. Montenegro vandt den første kamp med fire mål, og han var ikke tilfreds med de svenske dommere. Og så sagde han det: De ville gerne tilbyde min kollega og jeg 225.000 kroner hver for at sikre, at Rumænien vandt kampen med fem mål. 10.000 dollars plejede at være nok, sagde han, men vi kom fra et velstående land, så de havde tredoblet tilbuddet.
Håndbold er en af de sportsgrene, hvor dommeren har størst indflydelse. Der er måske 20 tvivlstilfælde i løbet af en kamp, og hvis 18 af dem falder ud til det samme hold, kan det se skidt ud. Vi dommere bliver tit angrebet på vores neutralitet, og sådan noget gør mig rasende. Men her i bilen blev jeg mundlam. Og bange. Og jo mere vi afviste, jo mere nervøs blev landstræneren, for alle i bilen vidste, at hvis det her kom frem, kunne det blive farligt for nogen. Vi var på deres hjemmebane, i deres bil. Vi havde ingen anelse om, hvad det næste skridt var. Ville der stå rockertyper om næste hjørne?
Vi kom frem til vores hotel, og landstræneren blev mere og mere febrilsk. Det var, som om han lige pludselig kunne se konsekvenserne for sig, hvis det her kom frem. Dér tror jeg, han begyndte at tænke over en plan B.
Jeg har lige børstet tænder, da det banker på døren til mit hotelværelse. Jeg tror, det er Mads, der har glemt et eller andet, og rykker døren op, men ude foran står en meget ung pige. Hun er vel et par og tyve, klædt i trusser, bh og højhælede sko. Hun spørger, om hun må komme ind. Jeg går fra sovemode til megaalarmberedskab og siger nej, jeg vil bare gerne sove.
Da jeg ringer til Mads, fortæller han, at han også havde fået en uventet gæst, men at han måtte finde et anstændigt sted på hendes krop at placere sin hånd, så han fysisk kunne skubbe hende ud af værelset. Hun havde sat foden i døren.
Kampen forløb uden problemer. Men tre sekunder før tid scorede Montenegro deres sidste mål, som gjorde, at Rumænien vandt med lige præcis fem mål. Vi sad i omklædningsrummet og tænkte: ”Pis, pis, pis.”
Annonse
Vi havde pakket vores ting og var klar til at flyve hjem, da den rumænske landstræner kom hen til os i hotellobbyen. Han har kraftedeme noget i hænderne, nåede jeg at sige til Mads. Trænerens øjne begyndte at flakke, han turde ikke kigge os i øjnene. Han havde to 70’er-brune attachémapper i hænderne og bad os komme med op på sit værelse. Vi havde overholdt vores del af aftalen, sagde han, og nu ville han overholde sin. Jeg rystede på hovedet.
Da vi kom hjem, indberettede vi sagen til det europæiske håndboldforbund, der gav landstræneren fem års karantæne. Ingen har turdet forsøge at bestikke os siden.
