De vinder sikkert The Treble, men Guardiolas Manchester City vil blive husket som et perfektionistisk foretagende, der efterlod hjerterne kolde
Manchester City og Inter over for hinanden i Champions League-finalen. Vinder Guardiolas mandskab, vil det være kulminationen på sheikernes storstilede projekt, men hvordan vil eftermælet se ud?
Når et fodboldhold er bedst, giver det os bud på, hvordan livet kan leves. I midten af 00’erne dominerede AC Milan og Maldini Europa med erfaren elegance, stoisk ro iklædt rødt og sort. I årene derpå gav Pep Guardiolas Barcelona os ét af historiens fremmeste eksempler på idealistisk stræben i kollektivt format, og sideløbende med det catalanske projekt blev Inter i 2009/10-sæsonen Barcas ideologiske modbilledet. Mourinhos tilgang var en øvelse ud i destilleret kynisme.
Lørdag er det tid til årets Champions League-finale. På den olympiske arena i Istanbul opkaldt efter det moderne Tyrkiets grundlægger, Atatürk, tørner Inter og Manchester City sammen i en duel, hvor sidstnævnte er favorit med stort F. De engelske mestre har i denne sæson ændret form og fremtræder nu som en syntese af krop og hjerne. Guardiolas mandskab bedriver til stadighed rislende, gennemtænkt pasningsbold, men i denne sæson har man tilsat monstrøse Haaland og en defensiv, der ikke sjældent består af fire bredbrystede, hurtige og taktisk begavede midterforsvarer.
Manchester City er gode, nærmest uovervindeligt gode, men hvilket vedvarende aftryk i historien vil klubben efterlade sig, hvis The Treble hjemtages lørdag efter triumfer i også Premier League og FA Cup?
ÉT BUD ER, Manchester Citys præstationer kommer til at indskrive sig ind i vores kollektive bevidsthed som fodboldens kvalitative ypperstemål, som den ultimative kunstneriske bedrift. The end of the history of football. I denne sæson er Guardiola eksempelvis blevet rost helt op til den babyblå himmel over Etihad Stadium for forvandlingen af John Stones. Den tidligere så upålidelige stopper har i en stribe kampe indtaget en nærmest beckenbauersk libero-rolle, hvor han gelinde har bevæget sig frem og tilbage mellem kæderne. Dén manøvre var godt nok ikke i højsædet på hjemmebanen mod Real Madrid i semifinalen, men til gengæld dominerede City kampen på en facon, der næppe har set sin lige i så betydningsfuld en kamp i det nye årtusinde.
