De vinder sikkert The Treble, men Guardiolas Manchester City vil blive husket som et perfektionistisk foretagende, der efterlod hjerterne kolde

Når et fodboldhold er bedst, giver det os bud på, hvordan livet kan leves. I midten af 00’erne dominerede AC Milan og Maldini Europa med erfaren elegance, stoisk ro iklædt rødt og sort. I årene derpå gav Pep Guardiolas Barcelona os ét af historiens fremmeste eksempler på idealistisk stræben i kollektivt format, og sideløbende med det catalanske projekt blev Inter i 2009/10-sæsonen Barcas ideologiske modbilledet. Mourinhos tilgang var en øvelse ud i destilleret kynisme.

Lørdag er det tid til årets Champions League-finale. På den olympiske arena i Istanbul opkaldt efter det moderne Tyrkiets grundlægger, Atatürk, tørner Inter og Manchester City sammen i en duel, hvor sidstnævnte er favorit med stort F. De engelske mestre har i denne sæson ændret form og fremtræder nu som en syntese af krop og hjerne. Guardiolas mandskab bedriver til stadighed rislende, gennemtænkt pasningsbold, men i denne sæson har man tilsat monstrøse Haaland og en defensiv, der ikke sjældent består af fire bredbrystede, hurtige og taktisk begavede midterforsvarer.