Den forsvundne fodboldsommer og genopstandelsen

Det er den 18. juni 2020 i Parken, København, hvor Christian Eriksens sene frisparksperle og Kasper Schmeichels mirakuløse tillægstidsredning af Romelu Lukakus hovedstød fra en meters afstand netop har besejret Belgien, en af titelfavoritterne, og sendt Åge Hareides smukt sammenspillende, danske landshold videre til EM-ottendedelsfinalen. Foran storskærme på pladser og i parker landet over falder titusinder af danskere hinanden om halsen i varme fadbamsekrammere, mens studenterhuer og klaphatte allerede danser halvnøgne rundt i Storkespringvandet inde på Strøget.

Det er EM. I jubelåret 2020. På dansk grund. Årtiets sommer. Måske vor tids 1992, vores Second Summer of Love. Vi er jo videre og nævnes nu som seriøse outsidere til titlen. På vej fra Parken hen til metroen på Trianglen kan du og alle de andre fans høre den uopslidelige 86’er-traver ’Re-Sepp-ten’ vælte ud fra de åbentstående vinduer på Østerbro: ”Vi står saaaaaam-men SIDE OM SIDE”, og det er lige, hvad I gør, helt tæt i metroen, som kører ind til Kongens Nytorv, og du skråler med hele vejen, op og ned ad Strøget, hvor du hopper op i Storkespringvandet til studinerne fra Solrød Gymnasium. Nu bliver ’Re-Sepp-ten’ afløst af Queens ’We Are the Champions’. ”Feeeedt,” tænker du. ”Skål! Kæft, en dejlig aften og et yndigt land. Det er ligesom denga… ”

Men så sker der noget mærkeligt. ’We Are the Champions’ bliver akut afbrudt af C.V. Jørgensens melankolske brægen ud over hele byen: ”Sommeren er forbi nu/og den nærmest fløj afsted/tomhændet står du tilbage/og ka’ slet ikke følge med.” Først gætter du på, det bare er den gode, gamle gøgler Sanger-Søren, Strøgets institution siden 1986, Gadens Elvis, The Real X-Factor i kød og blod, som også vil være med på denne dejlige festaften. Men nu kigger du rundt og opdager, at både Søren, studinerne, sommeren og klaphattene er væk, Strøget ligger øde hen og ligner pludselig mere en scene fra post-apokalypsen end juni 1992. Du slår øjnene op, retter dig op i sofaen. ”Nå, jeg blundede vist lidt,” siger du til ingen. I fjernsynet foran dig kører en genudsendelse af Olsen-Banden, et pressemøde med Søren Brostrøm og Magnus Heunicke og deres sidekick Mette Frederiksen eller også er det en gammel James Bond, det kan du ikke helt bedømme. De ligner efterhånden hinanden som dag og nat i Coronaland.

Det skulle, kunne, burde have været en landsdækkende, pyroteknisk stimuleret sommerbyfest med Åge Hareide som DJ og Christian Eriksen og Kasper Schmeichel som (potentielt) de nye Brian Laudrup og Peter Schmeichel fra Class of ’92. Men festen kommer ikke til byen i år. Det er ikke kun landstræner Åge Hareide, der taber noget, ingen kan erstatte, som samme C.V. Jørgensen synger andetsteds, ved aflysningen af årets EM. Der bliver spillet EM til næste sommer, 2021, men det bliver uden succesrige DJ Åge, som er erstattet af Kasper Hjulmand til den tid.

De største tabere er selvfølgelig os. Alle os. Vi får ikke den mellemfolkelige fest, og selv om det virker som et absurd ønske i lyset af de mørke omstændigheder, kunne vi ikke have mere brug for festen end netop nu. Næsten, kun næsten, som danskerne havde brug for fodboldlandskampene mod Sverige under besættelsen, der udviklede sig til folkelige, optimistiske manifestationer med fællessang og da også blev forbudt af tyskerne de sidste to år af krigen. Da UEFA annoncerede aflysningen af EM 2020 i midten af marts, kom det ikke længere som en overraskelse, og vi reagerede måske ikke helt så ufiltreret som den engelske Twitter-bruger og fodboldfan, der til UEFA’s udmelding svarede: ”Fuck the person who ate the fucking bat!” Men trist er det. Ligesom det selvfølgelig er helt på sin plads at spørge, om det er utilstedeligt usmageligt at ærgre sig over fodboldsommeren, der forsvandt, denne sommeren 1992’s nu onde, spejlvendte tvilling, når verden ser ud, som den gør med sygdom og død, og verdens- og privatøkonomien ligner én lang eksponentiel røvtur. Hvordan ville det overhovedet føles at se fodbold, når pandemien stadig raser, og verden falder sammen for øjnene af os?

Fodboldens beslutningstagere og magthavere har stået i kø for at understrege, at der er vigtigere ting i livet end fodbold. Nå? Tak, fordi I oplyser os. Ja, der er ”en tid til at græde/en tid til at le/en tid til at holde klage/en tid til at danse”, som der står i Det Gamle Testamente. Eller som Zinedine Zidane har sagt: ”Som barn græd jeg, fordi jeg ikke havde nogen sko at spille i. Men så en dag så jeg en mand uden fødder.”

Pausen fra fodbold har sat tanker i gang. Denne ufrivillige tidsrejse til 1950 eller cirka deromkring har vist flere af os, at vi faktisk godt kan undvære det syvende par limited edition Yeezy 700 X Supreme X Jelly Beans X Tesla i den nyeste, sygeste colourway, weekendrejser til New York og egentligt også tre-fire ugentlige restaurantbesøg. Men hvad med fodbold? For denne dybt afhængige fodboldmisbruger siden seksårsalderen har coronapausen været underlig. I begyndelsen var det tomt, men man mærkede det ikke så meget, sikkert lige så lidt som en groggy solsort, der lige er fløjet ind i panoramaruden, ikke tænker så meget over ret meget andet, end at den er forvirret, lidt bekymret og skal huske at holde afstand. Efter nogle uger skete der så det besynderlige og lidt urovækkende, at fodboldpausen begyndte at føles som en befrielse. Det må være en fejl, tænker man, og slår det hen. Denne misbruger har talt med andre fra AF (Anonyme Fodboldmisbrugere), fanatikere og lignende forkrøblede sjæle, som har haft det på samme måde i Coronaland.

Flere af disse storforbrugere siger også, at det gør det nemmere, at force majeure har truffet beslutningen for os. Som crystal meth-vrag kastet op på en øde stillehavsø kunne vi ikke gøre noget ved det. Andet end at streame Torpedo Zhodino mod Energetik fra Hvideruslands Premier League, og så desperat er trods alt ikke engang en rotteblodsdrikkende vampyr. Og så … efter en måned i fodboldløse Coronaland tager man sig selv i at tænke en sætning, man aldrig har tænkt før og aldrig troede, man nogensinde skulle tænke: Det er ok ikke at savne fodbold.

For savner man egentlig grådigheden, den vulgærdarwinistiske kapitalisme/kannibalisme, strømlinetheden og den generelt giftige negativitet, som omgiver så meget af fodbold i det 21. århundrede? Savner man agenter som Mino Raiola, trættende VAR-diskussioner, oliesheikerne, det ætsende had på de sociale medier mellem ’fans’, tomgangen i studiet og i værternes, spillernes og trænernes kontraktligt forpligtede spørgsmål og svar – og lige så tomme blikke? Den epileptiske strøm af transferrygter, som man ikke kan lade være med at klikke på? Det tvangsprægede FOMO-tjek af bold.dk, tv3sport.dk, skysports.com/football, bbc.com/football. De cirka 127 ugentlige kampe på alle kanaler i alle åbne kanaler. Propfodringen i hoved og røv, som man troede, man ikke kunne få nok af. Når man får moderne fodbold lidt på afstand, ser man alt det grimme, vores forhold havde udviklet sig til. Alt det, man ikke så så klart under misbruget. Og så er det, at man i et tilbagefald af rent kødelige abstinenser og gammel vane alligevel tjekker ind på en eller anden hjemmeside og straks henvises til en genudsendelse af kvartfinalen ved VM 1998 mellem Danmark og Brasilien eller en dokumentar om Nottingham Forests dobbelte Champions League-mestre (Europa Cup for mesterhold, som turneringen hed dengang). Og så er det, man bliver mindet om, hvor feeeedt fodbold er, og at der en grund til, at det har været ens største lidenskab siden altid.

Og så er det, at man aldrig, heller ikke midt i Planeten Coronas dystre overskyggende virkelighed, kommer uden om det skamciterede, voldgeniale citat af manager Bill Shankly, Liverpools svar på Jürgen Klopp i 1960’erne: ”Fodbold er ikke et spørgsmål om liv eller død. Det er langt vigtigere.” Inden man bliver forarget over proportionerne, skal man huske, at Bill Shankly var den sultende søn af en fattig, skotsk minearbejder, havde ni søskende, havde oplevet to verdenskrige, fået stjålet de bedste år af sin fodboldkarriere i den sidste af disse, hvor han var tjenestegørende i Royal Air Force. Det var Bill Shankly, der grundlagde alt det, Liverpool har bygget på lige siden, det var ham, der byggede menigheden og involverede fansene på The Kop og velsignede den dér slagsang sammesteds.

Det er i øvrigt svært at finde steder i Europa, hvor fodbold betyder mere, end blandt mennesker der ikke er i specielt opmuntrende sociale omstændigheder, så sandt som Napoli i mange år har været Vesteuropas mest underprivilegerede by og sandsynligvis den mest fodboldbesatte. At reducere fodbold til et overflodssamfundshyggeunderholdningsfænomen langt nede i behovspyramiden og uden relevans eller berettigelse i de værste krisetider, er en misforståelse, ligesom fodbold heller ikke kan reduceres til skuespil som gladiatorkampene i det gamle Rom, fordi der er så uendeligt mange flere tilbud i dag, og alligevel er det fodbold, så mange vælger, al den stund fodbold har været verdens største sport så længe, nogen kan huske.

I alvorlige krisetider bliver det essentielle tilbage. Vraggods og dekadente overflødighedshorn ryger i kloakken. Og da abstinenserne var forsvundet, gik det op for denne misbruger, at det, man savner ved fodbold i en krisetid, er det essentielle i fodbold. Ikke de 127 kampe om ugen og den side af kvalmegrænsen, man ikke vidste, man havde passeret, før corona på sin egen kontante måde fortalte én det. Michael Laudrup har sagt, at når alt kommer til alt – som i øvrigt er de ord, Bibelen bruger til at formulere dommedag – så kommer han altid tilbage til dét, det handler om, og det, det altid har handlet om. Så bliver han drengen fra Grønnemarksvej i Brøndbyvester, der skal ud at spille kamp i korte bukser igen. Når alt kommer til alt, er der glæden ved spillet.

Hvad er det essentielle, og hvor meget har man brug for? Det essentielle er ritualet, traditionen, spændingen, skønheden, the beautiful game – ikke at forveksle med, at en defensiv spillestil er ’grimt’, det svarer til at brokke sig over, at slutningen på Romeo og Julie er ’nederen’. Ligesom at det, der gør musik smukt for øret, faktisk er pauserne mellem tonerne. Og ligesom porno, sex, alkohol, lagkage, fest og 5-3-kampe ikke er sjovt, hvis man dyrker det hele tiden, kunne fodbold i en post-corona verden trænge til pauser.

Ingen ved, hvad der sker, vi er alle tilskuere til dramaet og undtagelsestilstanden, og selv de professionelle fremtidsforskere ligner spåkoner med kaffegrums, tarotkort og krystalkugle på et middelaldermarked. UEFA’s generalsekretær Aleksander Ceferin sagde i april, at dette er fodboldens største krise nogensinde. For slet ikke at tale om så mange andre ting, der er i krise. Men efter en stor krise kommer store forandringer, og hvem ved om fodboldens imponerende grådighed i det 21. århundrede hører en præ-corona-tid til? Indtægterne i professionel fodbold er faldet for første gang i 80 år og faldet brat, så hvem ved, måske går Mino Raiola, alle Premier League-klubejerne, PSG’s svinerige Qatar-ejere og fodboldens mest korrupte medlemmer forrest i en ny orden og i kampen for fantasifuldhed, beskedenhed, lighed og inklusion i fodbold, når Premier League, Champions League, FIFA Club World Cup og alle de andre milliardshows er tilbage. Måske har fodbolden fået et wakeupcall, et personlighedsændrende granatchok som Skjold-Hansen i Matador efter befrielsen. Hvem ved? Men kender man menneskenaturen ret, bliver det nok heller ikke denne gang, at verden ændrer sig ret meget – ud over det, den kan være absolut bæltefikseret tvangsindlagt til af force majeure.

Kender jeg min egen menneskelige natur ret, er jeg kun midlertidigt blevet et normalt medlem af samfundet med et sundere og mindre proportionsforvrænget syn på tingene. Når verden vender tilbage til bare nogenlunde normaltilstand, vil det sikkert være, som det altid har været, som i den alt for realistiske scene i filmatiseringen af Nick Hornbys ’Fever Pitch’, hvor hovedpersonen, Arsenal-fanatikeren Paul, ligger med sin kæreste Sarah i sengen og taler om, at der mangler ni kampe af sæsonen. ”Hvad sker der så? Efter den sidste kamp? Hvad sker der til sommer,” vil kæresten gerne vide. Og Paul svarer: ”Ingenting. Kedeligt. Bare sidde og vente på, at programmet for næste sæsons kampe bliver offentliggjort.”

Vil jeg – og jeg tror, vi er mange, der spørger os selv – virkelig bruge så stor en del af resten af mit liv på fodbold, når verden vender tilbage, eller har jeg lært noget, ligesom dem der har overlevet en alvorlig krise eller sygdom og ændrer deres liv for altid. Spørgsmålet minder om Storm P.-vagabonden, der siger: ”Man sku’ ha’ de penge, som man har brugt på bajere,” og hans ven, der svarer: ”Ja! Sikke en masse bajere, man så sku’ ha’.”

Indtil videre kan man tænke på, hvordan den engelske landstræner Gareth Southgate satte proportionerne på plads i et åbent brev til de engelske fans, der også havde glædet sig til sommerens EM-kampe, heriblandt semifinaler og finalen på Wembley: ”Vi var klar til at repræsentere jer allesammen til sommer. Dette er åbenlyst ikke tiden til, at vi skal være i centrum. Heltene er de mænd og kvinder, som bliver ved med at arbejde på vores sygehuse. Forhåbentlig vil vi (på den anden side af corona, red.) være tættere på hinanden end nogensinde og være klar til den smukke adspredelse, som fodbold kan være.”

Til næste sommer får vi forhåbentlig sommeren, vi skulle have haft lige nu. Den karakteristiske sølvpokal, Simon Kjær (eller evt. Harry Kane/Sergio Ramos/Hugo Llloris) løfter efter finalen på Wembley 11. juli 2021, er den samme, som Lars Olsen løftede mod Göteborgs smukke midsommerhimmel i 1992. Pokalen hedder Coupe Henri Delaunay efter UEFA’s første generalsekretær, som skabte turneringen på ånden af håb og internationalisme efter anden verdenskrig, stærkt inspireret og opmuntret af idealerne hos den europæiske kul- og stålunion, forløberen til EF og senere EU. Det første mesterskab fandt sted for præcis 60 år siden og bidrog til fremskridt og dialog i Europa, herunder med Østblokken. For det er noget af det, fodbold kan. Ja, EM-slutrunden er for længst faldet for fristelsen til evig udvidelse (fra otte lande i 1992 til 24 i 2021) og heraf følgende cash-flow i underholdningsindustrien (17 milliarder kroner er turneringen værd for UEFA). Og ja, lidt bizart at spille en EM-kvartfinale øst for Saudi-Arabien, 4-5.000 kilometer fra alt, i Baku. Money talks. Men EM inkluderer og samler også mennesker, kvinder og børn, ældre og unge på en anden måde end eliteklubfodbold og er på den måde ligefrem folkeligt og demokratisk.

På den anden side af corona ligner EM 2021 næsten Europas smukke kæmpechance for at genopstå fra respiratoren, samle stammerne og mødes i et fælleseuropæisk folkemøde med vennerne (hollænderne, ja, jeg ved, hvad I tænker, pisseirriterende med deres orange truthornmusik og totalfodbold og træskovals og tulipaner i håret, og nordmændene! Nordens tyrolere, selvfede, rødmossede olieglinsende, myseostbøvsende, solskinsblonde højfjeldsfascister, og så er vi ikke engang nået til de arrogante lomme-Napoleon’er, franskmændene), med hårdt prøvede Italien og Spanien og Europas fortabte søn England (I er altid velkommen tilbage i Europa, velkommen hjem, old sports). Ja, måske ligefrem russerne og tyrkerne? Hvem ved? For det er også dét, fodbold kan.

Lige nu er det hele eksponentiel usikkerhed, men sport og fodbold har altid været bedst, når den samler på tværs. EM 2021 kan blive den helt store genopstandelse. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Men håbet lever. Fodbold kommer tilbage. Og hvad skulle vi ellers også tage os til i længden? Eller som en Coca-Cola-reklame i et engelsk fodboldmagasin lød i midten af 1990’erne: ”Half-time is there to remind you what life would be like without football.” Med Nick Hornbys ord: ”… Så derfor … hav venligst forståelse for de mennesker, der beskriver et sportsøjeblik som deres livs bedste. Vi mangler ikke fantasi, og vi lever ikke triste og tomme liv. Det er bare det, at det virkelig liv er blegere, kedeligere og rummer mindre potentiale for uventet ekstatisk jubel og lykkefølelse.”