Den forsvundne fodboldsommer og genopstandelsen

Det er den 18. juni 2020 i Parken, København, hvor Christian Eriksens sene frisparksperle og Kasper Schmeichels mirakuløse tillægstidsredning af Romelu Lukakus hovedstød fra en meters afstand netop har besejret Belgien, en af titelfavoritterne, og sendt Åge Hareides smukt sammenspillende, danske landshold videre til EM-ottendedelsfinalen. Foran storskærme på pladser og i parker landet over falder titusinder af danskere hinanden om halsen i varme fadbamsekrammere, mens studenterhuer og klaphatte allerede danser halvnøgne rundt i Storkespringvandet inde på Strøget.

Det er EM. I jubelåret 2020. På dansk grund. Årtiets sommer. Måske vor tids 1992, vores Second Summer of Love. Vi er jo videre og nævnes nu som seriøse outsidere til titlen. På vej fra Parken hen til metroen på Trianglen kan du og alle de andre fans høre den uopslidelige 86’er-traver ’Re-Sepp-ten’ vælte ud fra de åbentstående vinduer på Østerbro: ”Vi står saaaaaam-men SIDE OM SIDE”, og det er lige, hvad I gør, helt tæt i metroen, som kører ind til Kongens Nytorv, og du skråler med hele vejen, op og ned ad Strøget, hvor du hopper op i Storkespringvandet til studinerne fra Solrød Gymnasium. Nu bliver ’Re-Sepp-ten’ afløst af Queens ’We Are the Champions’. ”Feeeedt,” tænker du. ”Skål! Kæft, en dejlig aften og et yndigt land. Det er ligesom denga… ”