'Denciks dagbog' - kapitel 3: Feltets Rolling Stones er udtaget, og Sylvain Chavanel er Keith Richard

På kattefødder træder Sylvain Chavanel ind i sit attende Tour de France i år. Ingen andre ryttere har kørt så mange udgaver. Som i nogensinde. Det bliver også hans sidste Tour i år. Jeg har altid holdt uforholdsmæssigt meget af den franske veteran. Det er virkelig også et flot navn, han har fundet sig, Sylvain Chavanel. Jeg kan huske, at jeg filmede ham med et Super8-kamera i Australien til verdensmesterskaberne i Geelong 2010. Det var, mens jeg optog min første film Moon Rider.

Chava.

Jeg elskede ham allerede dengang. Jeg husker, hvordan han kiggede længe og indtrængende i kameraet. Han syntes vel, at lyden var eksotisk. Super8-lyden, som fulgte mig rundt i verden dengang. Det var, som om han godt vidste, at han muligvis så ufatteligt godt ud i sin franske landsholdstrøje. Jeg skød ham på smalfilm som en fantast fra fortiden. Det kom med i ekstramaterialet, som var en pragtfuldt overflødig del af filmsproget, der forsvandt med DVD’ens død.

Den anden etape i årets løb er Chavanels Tour de France-etape nummer 350. Et fuldstændig forrykt tal. Hvis han kommer hele vejen til Paris i år, vil han ende med at have kørt flere Tour-etaper, end der er dage på et år. Og netop på årets anden etape kører Chava - hans kælenavn vidner om hans spanske ophav - afsted og lægger sig tre-fire minutter foran feltet. Det virker planlagt. I timevis sidder han alene for rullende kameraer.

Over halvanden hundrede kilometer får han i solistrollen. Han vil gerne sige ordentligt farvel. Han vil være alene med folket på vejene. Han vil gerne lade sig hyldes. Han er niogtredive år, han er gammel nok til at huske at tage imod en hyldest, når den byder sig. Og publikum vil intet hellere end at give ham den.

Det ser ud, som om han bliver båret frem af folkemasserne, hvis løstsiddende og varme følelser bliver flashet på en jubilæumsdag som denne. Gamle Chava ser fri og stærk ud, idet han kører gennem solskinnet. Det jagende felt føres an af Quickstep, som var Chavanels eget gamle hold under hans storhedstid for syv-otte år siden. Han hører til det slæng af ældre ryttere, som med alderen begynder at ligne rockstjerner. Hvis Rolling Stones var ryttere i dagens Tour-felt ville konstellationen hedde: Rigoberto Uran som Mick Jagger, Geraint Thomas som Ronnie Wood, Sylvain Chavanel som Keith Richards, og Chris Froome som Charlie Watts.

En brumbasse lander på Chavanel med 65 kilometer til mål. Det havde jeg bare lyst til at få med. Måske fattede brumbassen i et sommerligt øjeblik, at den slet ikke burde kunne flyve, tænker jeg. Eller også ville den bare opleve hyldesten, som den kan føles fra en racercykel en lykkelig dag på vej mod pensionen.

Med tredive kilometer tilbage falder forspringet for den aldrende kriger. Quickstep er med første etapes vinder, Fernando Gaviria, i gult ansporet til nye angreb. De kører med panache og vind i sejlene. Med tretten kilometer til mål er Chavanels æresrunde forbi, Quickstep kan hale den plukkemodne rytter ind så let som ingenting, viser det sig. Resultatmæssigt var det til ingen verdens nytte, at Sylvain Chavanel hang alene i front en hel etape. Men resultater er visse dage en forsvindende lille del af livet. Længe leve ekstramaterialet. Om nogle år vil jeg kun huske brumbassen med 65 kilometer tilbage.

Daniel Dencik, den 9. juli 2018

LÆS OGSÅ: ’Denciks dagbog’ – kapitel 2: ”Og så skal det hele ske samtidig! På 176 forskellige steder simultant!”

LÆS OGSÅ: ‘Denciks dagbog’ - kapitel 1: “Det kunne ende som et kys i år, drømmer jeg, for cykelsporten elsker naturen om sommeren.”

LÆS OGSÅ: Forfatter og filminstruktør Daniel Dencik dækker årets Tour de France for Euroman i dagbogsform

Se, hvad vi ellers skriver om: Tour de France og Cykling