Dennis Ritter: Jeg kunne godt regne ud, at Rolf nok ikke havde kørt på broccoli"
Selv om tv-vært og cykelkommentator Dennis Ritter tvivler på, at en Tour-vinder kan være ren, nyder han alligevel spektaklet. Her fortæller han Jakob D. Lund om besættelsen af ’Lille Fido’, karrierens største brølere og de 30 poser mysli, der holder ham kørende under Tour de France.
”Min storebror kørte cykelløb og var ret god. Nogle af mine skarpeste barndomsminder stammer fra en grøftekant, hvor jeg sidder sammen med familien en tidlig sommermorgen og venter på, at feltet skal komme susende forbi. Jeg kan også huske, at jeg havde et brætspil med seksdagesløb.
Der var en spilleplade og plasticryttere. Jeg brugte ikke spillepladen. Jeg byggede en landevejsrute af tændstikker på gulvet og legede, at plasticrytterne var Bernard Hinault, Freddy Maertens og nogle af de andre store stjerner dengang. Jeg slog med en terning og lod øjnene bestemme, hvor langt rytterne rykkede frem på tændstikbanen.”
Annonse
Hvilket løb kan du bedst lide?
”Jeg har et helt særligt forhold til Paris-Roubaix. Det bliver kørt den anden søndag i april, og det er første gang, at Rolf (Sørensen, red.), Jørgen (Leth, red.) og jeg mødes igen efter mange måneders adskillelse. Rolf og jeg henter som regel Jørgen i lufthavnen i Paris, og allerede i bilen på vej ind til hotellet kævler vi løs om cykelsport. Hold kæft, hvor vi glæder os. Den følelse er fantastisk. År efter år.”
Hvad er din største bommert?
”Under Vueltaen sidste år skete der en løbsafgørende ting, som hverken Rolf eller jeg så. Vincenzo Nibali (italiensk cykelstjerne, red.) blev på et tidspunkt sat af favoritgruppen. Motorcykelkameraet fangede, at han faldt tilbage, og at han snakkede med sin sportsdirektør i bilen.
Derfra blev der klippet til et helikopterbillede. På det helikopterbillede kunne man se, at Nibali holdt fast i bilen, som så gassede op og fragtede ham hele vejen op til favoritgruppen igen.
Men det fangede hverken Rolf eller jeg. Nibali blev senere smidt ud af løbet, så det var et helt centralt moment i cykelløbet, men vi så det simpelthen ikke. Inden vi rundede udsendelsen af fra den etape, fik jeg en besked fra en seer, som gerne ville vide, hvordan vi tolkede situationen med Nibali. I det øjeblik vidste jeg det: ’Fuck.’”
Annonse
Hvornår har du ellers tænkt: ”Fuck”?
”Under Paris-Nice i 2005. Solen bankede ned, så Rolf og jeg var nødt til at rulle gardinerne ned i kommentatorboksen ved målstregen. Juan Antonio Flecha og Fabian Cancellara, som var holdkammerater, spurtede begge med om sejren.
Normalt ser vi afgørelsen ud gennem vinduet, men fordi der var rullet ned, så vi den på skærmen. På en eller anden måde fik vi udnævnt den forkerte vinder af etapen. Og det blev vi ligesom ved med at gøre.
Selv da etapevinderen steg op på sejrsskamlen og modtog blomster, fastholdt vi og sagde, at arrangørerne havde lavet en brøler. Næste dag ringede jeg til min chef og spurgte, hvordan seertallene havde været. Jeg håbede, at de var meget lave.”
Hvordan er jeres rollefordeling?
”Jeg er overbliksmanden, som skal have styr på fakta, tider osv. Rolf er den cykelfaglige, der analyserer på taktikken og bruger alle sine kilder blandt ryttere og sportsdirektører til at støve vinkler op.
Annonse
Og Jørgen maler med den helt brede pensel og er ekspert på begivenheden og historikken mere end på cykelløbet i sig selv. Når det fungerer bedst, ser jeg det ikke som traditionel kommentering, men som en inspireret samtale.
Vi skylder i øvrigt Jørgen meget. I Danmark har vi en mani med, at alting skal tales ned. Jørgen taler på en meget udansk manér alting op. Han tør godt sige, at Tour de France er meget mere end et cykelløb. Han har fået en hel generation af danskere til at holde af cykelsport.”
Opstår der aldrig gnidninger?
”Jeg kan kun komme i tanke om én situation. Det var det første år, Chris Froome vandt Tour de France i 2013, hvor han smadrede det hele på den første bjergetape i Pyrenæerne.
Da han kom i mål, tænkte jeg, at det, der går gennem seernes hoveder lige nu, er, at den mand må være dopet. Det mindede om Armstrong. Kan vi stole på, at den her præstation er ren? Det sagde jeg på tv, og det tog Jørgen mig meget ilde op bagefter. Det var meget upassende, syntes han, og det havde vi så en lille disput om. Det varede nogle timer, så var det glemt.”
Tror du, feltet er rent i dag?
”Nej, det gør jeg ikke. Men jeg tror ikke, at doping er så udbredt, som det var engang. Brian Holm har på et tidspunkt udtalt, at dengang han kørte, var 180 ud af 200 ryttere i Tour de France-feltet dopede.
I dag, sagde han, er det måske 20 ud af 200 ryttere i Tour de France, der er dopede. Personligt er jeg fuldstændig overbevist om, at man godt kan gennemføre Tour de France uden doping.
Jeg er også fuldstændig overbevist om, at man godt kan vinde en etape i Tour de France uden doping. Men jeg tør ikke sige, at man også kan vinde Tour de France uden doping. Jeg håber, men jeg er ikke sikker.”
Betyder doping noget for din fascination af cykelsporten?
”Nej. Jeg kan stadigvæk godt nyde det. På trods af alt det, vi ved om eksempelvis Lance Armstrong, var han jo en fantastisk atlet. Han vandt ikke kun alt det, han vandt, fordi han dopede sig. Han vandt også, fordi han var kompromisløs, og fordi han var den bedste til at træne.”
Hvad synes du om de nye skandaler med motor på cyklerne?
”Jeg tog ikke rygterne om mekanisk doping særlig seriøst, da jeg hørte om det første gang. Jeg tænkte: ’Det tør de trods alt ikke!’ Og jeg var sikker på, at den slags motorer måtte være for tunge og bøvlede til at kunne bruges på det niveau.
Måske lod jeg mig også påvirke lidt af ryttere og folk i miljøet, som nærmest vendte det hvide ud af øjnene og mente, man måtte være idiot, hvis man troede på den slags.
Men så talte jeg med Michael Rasmussen, som fortalte mig, at det skulle tages særdeles alvorligt. At det fandtes, og at han var ret sikker på, at det også blev brugt.
I dag kan vi konstatere, at UCI tager det enormt seriøst, og at det nærmest er blevet et prestigeprojekt for dem. De tester for mekanisk doping under alle de store løb og kommer også til at gøre det under Touren.”
Er der en rytter, der personligt har skuffet dig?
”David Millar (britisk cykelrytter, red.). Jeg syntes, at jeg havde et specielt forhold til ham, og han slog mig som en intelligent og reflekteret person. Jeg har endda interviewet ham om doping flere gange og hørt ham komme med forslag til, hvordan man kunne komme problemet til livs. Og så knaldede de ham pludselig for brug af EPO, og han fik to års karantæne.
Der var jeg meget opgivende. Jeg kan huske, at jeg tænkte: ’Hvis han er dopet, hvem i alverden kan man så stole på?’ Det var nok det, der fik mig til at beslutte, at jeg ikke kan stole på nogen i den verden. Der er måske undtagelser blandt de danske professionelle, men derudover er det mit udgangspunkt.”
Hvad med Rolf – havde du på fornemmelsen, at han var dopet dengang?
”Jeg har aldrig nogensinde konfronteret ham og afkrævet et svar. Bare fordi vi er venner og kolleger, har jeg ikke ment, at jeg havde noget eksklusivt krav på sandheden. Men selvfølgelig vidste jeg, at han var en del af en generation, hvor doping var allerværst, og han vandt cykelløb i den generation. Så jeg kunne da godt regne ud, at han nok ikke havde kørt på ren broccoli.”
Hvordan er det at producere fra Tour de France?
”Inden for mit fag er Tour de France det hårdeste, der findes. Det siger jeg ikke for at klynke, for jeg elsker det, men det er et maraton at lave Touren.”
Hvordan ser en typisk dag ud?
”Jeg vil gerne sidde i kommentatorboksen mellem 8 og 8.30 og begynde min forberedelse. Jeg er fuldstændig besat af at forberede mig. Hvis jeg ser nogen sidde med en lille regional avis, vil jeg have fat i den, og jeg stopper ikke, før det lykkes.
Jeg kan ikke udholde tanken om, at der er nogen, der ved noget, jeg ikke ved. Alt mit materiale triller jeg rundt i en lille kuffert på hjul. ’Lille Fido’ hedder den. Det døbte Jes Høgh den, da jeg dækkede VM i fodbold sammen med ham i 2002.
Materialet i ’Lille Fido’ breder jeg ud i kommentatorboksen og begynder at tage noter til mit kommenteringsark. Så kommenterer vi frem til ca. 17.30, og så er der Tour de France-studiet frem til kl. ca. 19.
Mellem 19.30 og 20 sætter vi os ind i den bil, der skal fragte os til næste målby. Det afgørende øjeblik er, når vi taster den nye adresse ind på GPS’en. Hvis GPS’en viser et ankomsttidspunkt før kl. 22, er det en god dag, for så kan vi nå at spise aftensmad sammen på hotellet, når vi ankommer.
Hvis det bliver senere end 22, spiser vi en tarvelig sandwich på en tankstation og går i seng, når vi kommer til hotellet. Sådan kører dagene – med undtagelse af hviledagene – hver dag i tre uger.”
Hvornår har du været mest presset under en etape?
”Under sidste års Tour de France havde jeg en dag, hvor jeg blev ramt af madforgiftning. Jeg kunne ikke mærke noget, da vi gik i gang med at sende, men undervejs blev jeg dårligere og dårligere.
Rolf var ude på ruten på en motorcykel, og jeg måtte løbe frem og tilbage på toilettet og var reelt ikke til stede, så Jørgen skulle holde styr på det hele. Det var en hård dag for ham.”
Hvad er din opskrift på at komme igennem Tour de France?
”Kort før afgang i Danmark står jeg med en kæmpe skål og blander min egen mysli. Den pakker jeg ned i små fryseposer, så jeg har 30 poser med sund morgenmad. Jeg vil gerne starte hver dag under Touren med en løbetur og en portion mysli med mælk.”
Hvad glæder du dig mest til i år?
”Jeg synes, at der har været en tendens til, at den mekaniske, Excel-agtige, robotlignende Team Sky-kørsel er ved at vige for en mere spontan, aggressiv og ufornuftig kørsel. Det håber jeg, at vi vil se mere af i år fra typer som Alberto Contador og Nairo Quintana. Det ville være godt for