MED FINGEREN SOM altid placeret alle andre steder end på folkets hovedpulsåre har DBU’s Disciplinærinstans de forgangne år blæst til kamp mod fodboldfans, der kritiserer politiet under Superliga- og landskampe.
Politihadere i hættetrøjer burde være lette at besejre i folkedomstolen, men alligevel fremkommer politiet og Fodboldens Disciplinærinstans (der hører ind under DBU) skingert nærtagende med et principielt forklaringsproblem.
I denne uge blev principkrigen mellem landets fodboldfans og myndighederne eskaleret yderligere, efter Fodboldens Appelinstans (der er sat i verden for at efterprøve Disciplinærinstansens beslutninger) stadfæstede en bøde på 75.000 kroner til F.C. København.
Anklagepunktet: Et af klubbens fans fremført banner med klokkeslættet 13:12 (der selvfølgelig kan kodes til ACAB, som videre kan oversættes til ’All Cops Are Bastards’ – frit videreoversat til dansk: Alle politibetjente er nogle svin).
Det er en juridisk kinddans, der har udspillet sig med jævne mellemrum de seneste år. Særligt efter august 2022, hvor FCK-fans før en kamp mod Brøndby IF fremviste en kolossal tifo, der blandt andet havde Københavns Hovedbanegård afbildet ved klokkeslættet 13:12.
Også det kostede en bøde til F.C. København, og siden har særligt fangrupperne i FCK og Brøndby forenet sig om en fælles principsag: retten til at kritisere politiet (fans af FCK gjorde sig blandt andet vittige ved at fremvise det famøse 13:12-digitalur under en landskamp i efteråret akkompagneret af teksten: ’DBU: Hvem skal betale bøden nu?’).
Justitsminister Peter Hummelgaard kaldte bannerne ”dybt forkastelige”, Politiforbundets formand Heino Hegel kaldte det ”noget forbandet svineri”, og politikritikken blev kvitteret med bøder i hundredtusindkronersklassen.
Bøderegnen fik i oktober 2023 næsten samtlige danske Superliga-fangrupper til at protestere på tribunen med fællesbudskabet ’Nej tak til tribunecensur’.
”Grundloven gælder for alle – bare ikke på et fodboldstadion,” lød det højstemt hos DFF, der er de danske fangruppers forsamlende enhed.
Appelinstansen, der har stadfæstet bøderne, anerkender ytringsfrihedsargumentet som en faktor, men lægger højest vægt på, at bannerne ”fornærmer værdigheden og integriteten af en gruppe mennesker, i dette tilfælde politiet, gennem fornærmende og krænkende ord.”
DET FRISTENDE SYNSPUNKT at indtage er selvfølgelig, at fodboldbøllerne med deres romerlys og gadeoptøjer skal feje foran egen dør, klappe hælene sammen og respektere ordensmagten. Og at man kan tage den med Den Uafhængige Politianklagemyndighed (DUP), hvis man har noget, man er utilfreds med.
Men som fangrupperne også har ironiseret over, fører mindre end fem procent af de klager, der henvendes DUP, til kritik af de pågældende betjente. Og retfærdiggør dét så det skrevne synspunkt, at alle betjente er nogle svin?
Synspunktet kan man være enig eller uenig i, men DBU’s bannerkrig er fjollet, hvis ikke decideret problematisk, af mindst tre årsager.
YTRINGSFRIHEDSPERSPEKTIVET er åbenlyst. Kritik af ordensmagten er legitim, også i den forstand at jeg ville kunne traske ustraffet rundt på gaden i en T-shirt med 1312-påskrift. Netop dét har været et af hovedargumenterne i F.C. Københavns appel: at budskabet 13:12 ikke er strafbart efter almindelige strafferetlige regler.
Appelinstansen forsvarer så dommen med en bestemmelse – 4 b, jf. 4 a i De Disciplinære Bestemmelser – der er efterlader et så kilometerbredt fortolkningsrum, at man vil kunne blive pålagt bøder for snart sagt alt. Her kommer den i al sin poetiske skønhed:
”4a Offentlige udtalelser, der kan fornærme værdigheden eller integriteten af et land, en privatperson eller en gruppe af mennesker gennem foragtende, diskriminerende eller krænkende ord eller handlinger på grund af race, hudfarve, etnicitet, nationalitet, social oprindelse, køn, handicap, sprog, religion, politisk overbevisning m.v., rigdom, fødsel eller anden status, seksuel orientering eller enhver anden grund, kan straffes under henvisning til lovenes 30.1.
4b Såfremt tilskuere med tydeligt klubtilhørsforhold fremkommer med tilråb, fremviser bannere med slogans, ord eller tegninger med et indhold som nævnt i 4a, kan den pågældende klub straffes med bøde under henvisning til lovenes 30.1.”
At paragraffen skal bruges til at kunne straffe racisme, homofobi og så videre, er ingen uenige i. Men ordensmagten? Man må spørge sig selv, om man så også skal kunne bødestraffes for at fornærme værdigheden af ens rivaliserende klubber.
FOR DET ANDET er kollektive straffe en slibrig størrelse. Igen: Det kan give mening i tilfælde af voldsepisoder, racisme og forseelser i den størrelsesorden. Men kæmpebøder for magtkritik fremsat på vegne af ganske få personer?
Udmåles bødestraffen proportionalt med klubbens størrelse? For ellers kan man vel hurtigt få drejet nøglen om i en hvilken som helst 2. Divisionsklub, hvis man sætter et par weekender og et sengelagen af til at troppe op med sin egen politikritik. Igen for en ytring, man ikke ville blive straffet for på den anden side af betontribunen. F.C. København og Brøndby IF har råd til at have magtkritiske fans. Men det er der mange klubber, der ikke har.
FOR DET TREDJE er hele miseren fjollet, fordi Disciplinærinstansen og Appelinstansen nu er tvunget til at gå den principielle planke ud.
Men også blandt fans uden for den organiserede fanscene oplever man træthed over, hvor nærtagende landsfodboldens øverste organ er. Jeg vil vædde med, at man i den kommende klubsæson vil se gentagne forsøg på at udfordre principfastheden hos Disciplinærinstansen: Kan det virkelig passe, at man ikke må ytre kritik af politiet på et fodboldstadion? Hvor subtil skal kritikken være for at gå under radaren? Hvad hvis man skriver 13:1…? De risikerer at få travlt i Disciplinær- og siden Appelinstansen.
Politihad er ikke en grundfølelse hos den gennemsnitlige fodboldfan. Men nu er det ikke længere et spørgsmål om for eller imod betjentenes indsats. Hos Disciplinærinstansen kunne man have trukket på skuldrene af de næsvise fangrupperinger. I stedet har man inviteret til principbanko herfra og til evig tid.
Det er et spil, jeg tror, man får svært ved at vinde.
