Dødsdruk og debutmål: 18-årige Nicklas Bendtner bragede igennem på landsholdet fra start

JEG LANDER I Kastrup lordag eftermiddag. Der er fire dage til landskampen mod Polen, og jeg føler mig flyvende. Siden sommerferien sluttede, har opturene stået i kø. Landsholdsudtagelse, indkvartering på et kongehotel med 10 gange så meget plads som hos Clem og Anna, seriøs voksenløn … Det er vildt at tænke på.

For to år siden kørte jeg op ad rulletrapperne til lufthavnens sikkerhedskontrol, mens min mor og far vinkede farvel. Jeg gad godt at se Niels-Christian Holmstrøm (daværende sportsdirektør for F.C. København, red.) nu. Måske fortryder han, at jeg ikke måtte træne fast med FCK’s førstehold. Det tror jeg nok, han gør. Anyway.

På onsdag møder vi Polen på Odense Stadion, og i mor- gen tidlig samles landsholdet på Hotel Marina i Vedbæk. Men inden da har jeg noget, der skal nås. En veninde fra parallelklassen på Korsvejens Skole fylder 18 år, og jeg er inviteret. Det udvikler sig til lidt af en hyldest.

Alle er helt elektriske. Jeg tog af sted som det sorte får og vender tilbage som landsholdsspiller. Som en superstjerne i svøb. Jeg prøver at styre mig og drikker mindre end de andre 30-40 gæster. Det går rigtig fint med det, i hvert fald i et par timer, men så stikker en fyr mig en uåbnet flaske Fisherman.

“Mandetår-mandetår-mandetår!” bliver der råbt. Det bliver en pænt stor mandetår.

Da jeg tager flasken fra munden igen, er den tom. Jeg føler mig uovervindelig. Som om intet kan gå galt for mig, så hvorfor ikke? Lidt efter er jeg kampstiv, og dernæst kan jeg intet huske. Alt herfra er noget, som jeg har fået fortalt:

At jeg besvimer og bliver løftet over i en trillebør. At nogle af drengene kører mig til Otto Liebes Allé, hvor min 14-årige lillebror åbner. At mine forældre ikke er hjemme. At jeg bliver båret op til toilettet ovenpå og efterladt med Jannick. At jeg er så langt væk, at jeg både skider i bukserne og brækker mig ud over det hele. At den sorte og sødlige væske tager dagevis at få fjernet. At jeg på en eller anden måde får låst toiletdøren, så Jannick ikke kan komme ind til mig. At han forsøger at sparke døren op.

Til sidst ringer han til vores onkel, som er gift med min mors ene søster. Han er brandmand og kommer over og vurderer, om jeg skal videre til udpumpning. Hvis det kommer så vidt, vil det give mig nogle seriøse forklaringsproblemer. Heldigvis viser det sig, at det værste er overstået. Jeg skal bare skal have lov at sove den ud.

JEG TROR, DET er min mor eller far, der kører mig op til Hotel Marina, men jeg husker det ikke. Jeg er stadig pænt væk, og den dag i dag har jeg ikke skyggen af minder fra min første træning med det rigtige landshold. Jeg slipper åbenbart helskindet igennem, helt uden at blive gennemskuet. Også det skal jeg udvikle et talent for. Om mandagen er jeg klar i hovedet igen.

Og så er det, jeg får fornemmelsen af en særlig træner. For at forstå Morten Olsen må man også forstå hans karriere. Mens de fleste spillere topper, fra de er 26 til måske 30 eller 31, blev Morten Olsen ved med at lægge på. Han var stadig i verdensklasse, da han indstillede karrieren som 40-årig.

Det var i 1989, og efter at Franz Beckenbauer havde trukket sig tilbage, blev han betragtet som den bedste libero i verden. Han var boldsikker som de færreste forsvarsspillere, han kunne trække en offside ved at rynke på næsen, og når det gav mening, løb han med bolden fra mål- felt til målfelt, uden at nogen kunne pille den fra ham.

Selvfølgelig var han også anfører, og med captain-bindet om armen styrede han sine hold – belgiske RSC Anderlecht, tyske 1. FC Köln og det danske landshold – så ingen kunne drømme om at udfordre hans lederskab. Allerede i sine spillerår tænkte Morten Olsen fodbold døgnet rundt, og det har været med til at gøre ham ekstremt succesfuld som fodboldtræner.

Først for Brøndby, der i 1991 var et sølle minut fra at kvalificere sig til finalen i UEFA Cuppen. En noget nær ubegribelig præstation af et dansk hold. Siden fortsatte han sin trænerkarriere i 1. FC Köln og Ajax. Men ligesom i Brøndby sled han sine spillere, så de var med til at få ham fyret. Det var det, man sagde.

At han var så stor en perfektionist, at spillerne ikke kunne klare mosten. Lysten forsvandt, selvom resultaterne var der. Netop derfor var Morten Olsen og landstrænerposten en noget nær optimal kombination.

Da han trådte til i 2000, kunne han lige pludselig nøjes med at råbe, instruere og hundse med sin trup ved seks-syv-otte samlinger om året. I stedet for at blive trænet i stykker blev de så inspirerede, at de leverede over evne. Danmark kvalificerede sig til VM i 2002 og EM i 2004 med et landshold, der skulle lære at undvære brødrene Laudrup og Peter Schmeichel. Et landshold uden stjerner.

Men også et landshold, hvor alle kendte deres plads og deres modstander helt ned i detaljen. I kvalifikationen til VM i 2006 var miraklernes tid forbi. Til trods for den letteste gruppe i mands minde blev vi snydt af Ukraine og den klinisk afsluttende Shevtjenko. Det er dér, lige i kølvandet på en fiasko, at min landsholdskarriere begynder. Nu gælder det EM, og første stop er en venskabskamp mod Polen. Eller ‘venskabskamp’ er nok så meget sagt, for jeg tror ikke, at der findes venskabelige kampe. Ikke i Morten Olsens verden i hvert fald. Det, der findes, er testkampe. Og den mod Polen kan vi bruge til at forberede os på Nordirland, Sverige og Spanien – de tre store puljekonkurrenter.

Mandagstræningen med landsholdet er nok den hårdeste træning, jeg har prøvet på det tidspunkt. Selvom vi lige er vendt tilbage fra ferie, og intet reelt er på spil, presses alle konstant. Disciplinen er en helt anden end i England. Så snart en spiller slår op i banen, bliver det bemærket, og jeg får nok i nærheden af 10 irettesættelser den første dag.

Men det går retfærdigt til, ingen får særbehandling, hverken positivt eller negativt, og gør man, som der bliver sagt, bliver det også bemærket. Undervejs småskades landsholdets topscorer, Jon Dahl Tomasson.

Og med Morten Skoubo og Søren Larsen helt ude af truppen kan jeg godt se, hvor det bærer henad. Det ligner en startplads. Hvis det ender sådan, bliver jeg den næstyngste debutant i landsholdets historie. Lige efter Michael Laudrup. Det skriver aviserne.

Det er mit første besøg på Odense Stadion. Dem fra Fyn kan finde ud af at synge igennem. Jeg mærker en kuldegysning, da ‘Der er et yndigt land’ brager fra tribunerne. Til den ene og den anden side kan jeg høre, hvordan mine holdkammerater brummer med. Jeg gumler sikkert lidt ekstra hårdt på mit tyggegummi, for jeg kan ikke teksten, og helt ærligt, så har jeg aldrig prøvet at synge med på den sang. Hvorfor ved jeg ikke. Men det er ikke lige mig. Jeg har ikke prøvet, siden jeg hørte mig selv skråle i badet engang for længe siden.

DET ER LÆNGE et lige opgør. Polakkerne spiller en god omgang fodbold, og de bør egentlig være foran med en enkelt. Men deres forreste folk virker stadig sommerferieramte. Helt uskarpe foran mål. Efter en halv time tæmmer jeg bolden med brystkassen.

Jeg befinder mig et par meter uden for boksen og lægger den af til Martin Jørgensen, som finder Dennis Rommedahl, der straks sender Gravesen af sted på højreflanken. Han trækker mod baglinjen, og med et knaldhårdt indlæg tager han polakkerne på sengen. Jeg har godt set den og kommer før målmanden, der får pareret min afretning.

Bolden bouncer tilbage, rammer mig i maven og dumper over stregen. Det er en grim scoring, men opspillet er eksemplarisk. Rommedahl kaster sig over mig, og de andre kommer hurtigt til. Jeg har nettet i min debut – ligesom Michael Laudrup – og de gamle gutter virker glade på mine vegne. Men træerne vokser ikke ind i himlen.

Nicklas Bendtners første scoring på landsholdet.

Fem minutter efter står jeg for alvor umarkeret. Alligevel foretrækker Martin Jørgensen en aflevering til Rommedahl, som afslutter i sidenettet. Jeg kommer til at lave nogle fagter. Det havde været mig alene med målmanden, lige midt for målet. I 2. halvleg presser polakkerne på. Og igen gør Gravesen noget smågenialt. Hans aflevering til Rommedahl er på mindst 30 meter, og den splitter deres forsvar ad. Rommedahl afdribler Dudek, så det bare er ham og mig tilbage. Han sparker den selv ind. Da vi kommer ud i omklædningsrummet, hiver jeg fat i Rommedahl.

“Du skulle have spillet mig,” siger jeg.

“Er du åndssvag?” siger han og griner.

“Du skal sgu da ikke stjæle hele spotlightet!”

Ham kan jeg godt lide.

SELVOM DER ER kommet flere angribere at vælge imellem, udtages jeg også til de næste to landskampe. Vi skal møde Portugal på Brøndby Stadion, og bagefter skal vi til Island og spille EM-kvalifikation. Den første træning er dårligt kommet i gang, før jeg får rodet mig ud i nye problemer.

Som en del af opvarmningen spiller vi med én berøring. Bolden skal holdes i luften, og to spillere jager omkring, mens resten står i en cirkel udenom. Når man smider bolden væk, tager man fem armbøjninger som straf. Derefter er det ind i midten og halse rundt.

Det er åbenbart en gammel skik, at de nytilkomne tager sig af armbøjningerne – lige meget hvem der har fucket op. Så da Thomas Sørensen tonser bolden en halv meters penge forbi mig, kommanderer Gravesen mig ned på græsset.

“Bendtner! Armbøjninger!”

“Den tager jeg ikke på mig.”

“Hvorfor tror du, at du er hævet over reglerne her? Du tager da de armbøjninger.”

“Det var ikke min fejl.”

Derfra går der måske to sekunder. Så står Gravesen oppe i hovedet på mig og truer med endefuld.

“Du er den yngste, så du gør, hvad der bliver sagt!”

Nu er det lige pludselig en principsag. På en måde erkender Gravesen, at det ikke var min fejl, men at jeg skal straffes alligevel. Fordi jeg kun er 18 år.

Den slags gider jeg ikke. Det er et skråplan. Jeg gider ikke ende som Grønkjær, den flinke mand, der altid skal kanøfles. Hvem husker ikke billederne fra VM i 2002, hvor Gravesen og Tøfting gav ham buksevand foran den danske presse.

“Det vil jeg skide på, det var ikke min fejl, så jeg tager dem ikke,” gentager jeg. Det ender med, at Thomas Sørensen selv må tage sine armbøjninger, og stemningen er ret trykket, da Morten Olsen dukker op og begynder at pifte løs. Igennem årene har jeg set det samme 1.000 gange.

Det handler om hierarki. Om at de andre skal sætte den nye på plads. Gøre ham underdanig. Det sker hele tiden i professionel fodbold. Om aftenen frygter jeg lidt, at jeg igen skal fryses ude, ligesom til U21-EM (Nicklas Bendtner ragede uklar med det meste af U21-landsholdet, da han under EM-slutrunden i Portugal kritiserede landstræner Flemming Serritslev for at skifte han ud med Morten 'Duncan' Rasmussen, red.).

Men hvis jeg skal, bliver det ikke på Gravesens initiativ. Det er helt sikkert. Han bærer på ingen måde nag. Tværtimod. Det lader til, at han ret godt kan lide, når nogen gør noget uforudsigeligt. Han joker med mig, skruer låget af saltbøssen, så min pasta bliver komplet uspiselig, og giver mig en lille lammer. Men jeg er aldrig i tvivl: Det er hans måde at sige velkommen på.

Det er kærligt ment. Jeg bliver også inviteret med i kortklubben. Eller Morsenholdet, som de kalder sig. Morsen er et ret simpelt spil, hvor hver spiller får fire kort, og der bliver valgt en trumf. Herfra gælder det om at tage så mange stik som muligt.

Der bliver altid spillet om penge, og indsatsen kan sagtens være på 5.000 kroner. Hvis vi er seks deltagere, spiller vi altså om 30.000 kroner ad gangen. Det er vist ikke noget, som Morten Olsen ved. Jeg er frisk og tænker også, at det er en smart måde at få mig nogle nye venner på. Omkring bordet sidder landsholdets adrenalinhunde. Hasard-spillerne. Peter Løvenkrands, Jon Dahl, Daniel Jensen, Søren Larsen, Stephan Andersen, Jesper Grønkjær og Thomas Kahlenberg.

Rommedahl hænger bare ud og henter kaffe og kage, hvis der er nogen, der mangler. Han skaber godt humør og virker som en virkelig fin fyr. Jeg spørger, om han ikke skal være med. Det afslår han, og de andre griner indforstået. Senere får jeg forklaringen. På en landsholdstur endte Romme med at tabe boksen big time. Derfra gav han sig selv karantæne.