Eks-soldater trodser iturevne lemmer og mentale traumer under OL for krigsveteraner: ”Nogle gange føler jeg mig nærmest normal igen”

MERKUR SPIEL-ARENA tårner sig op mod Düsseldorfs blå septemberhimmel som en overdimensioneret Ikea.

Vi har netop forladt mediecentret og vandrer nu ned mod cykelbanerne.

”Er det egentlig en soldaterting, det der med at ryge?” spørger fotografen, der i sin tid trak frinummer.

Jeg asker min cigaret, imens jeg betragter omgivelserne på ny. Og de følgende dage ser jeg dem overalt: tilskuere, der strømmer uden for i pauserne for at tænde op. Trænere og holdledere, der pulser løs som idrætslærere fra 1980’erne.

Atleter, som nulrer cigaretten nervøst mellem fingrene, før de skal ind og præstere – og som bagefter står med lukkede øjne og lader nikotinen danse hen over bølgen af adrenalin, der langsomt damper ud af kroppen. Ligesom efter en god ildkamp.

Det går op for mig, at jeg faktisk aldrig været til en sportsbegivenhed, hvor der bliver røget så meget som til Invictus Games 2023 – de paralympiske lege for veteraner, som den seneste uge har tiltrukket tusindvis af nuværende og tidligere soldater fra hele verden.

Nogle af dem har fået klippet arme eller ben af efter nærkontakt med en eksplosion. Andre kan fremvise områder på kroppen, som ligner resultatet af et varulveangreb.

Mange andre ser måske uskadte ud, men har en psyke, der er total-skadet. Alle er omvandrende eksempler på krigens konsekvenser. Den kan slå dig ihjel og påføre kroppen permanente skader. Ligesom tobak. Og vi kan tilsyneladende ikke slippe af med nogen af delene. Det er alt for vanedannende.

Når først man har åbnet pakken, kan man bruge resten af livet på at forsøge at lægge den fra sig igen. Og selv når det lykkes, kan antydningen af røg tænde nogle synapser i hjernen, man for længst troede, var slukket.

Det var den britiske kongefamilies sorte får, prins Harry, som i 2014 grundlagde Invictus Games. Lige fra starten har Danmark deltaget i legene, som i år tæller over 500 atleter fra 21 nationer.

I alt 140.000 mennesker vil ifølge organisationen lægge vejen forbi i løbet af ugen for at overvære atleterne dyste i blandt andet kørestolsbasket, siddende volley, bordtennis, cykling, bueskydning, svømning og klassisk OL-atletik.

For at kunne deltage skal man være kommet til skade under tjeneste for sit land, men derudover er kravene ret løse. Om man har mistet benet på en fjern slagmark, er kommet til skade i en hjemlig arbejdsulykke eller har fået PTSD som følge af jobbet, er mindre vigtigt.

Så længe de alle går herfra med en følelse af at være invictus – latin for uovervindelig; ubesejret.

Prins Harry har aldrig lagt skjul på den enorme betydning, hans egen soldatertid, heriblandt de to udsendelser til Afghanistan, havde for ham. Den kom efter et par tumultariske ungdomsår, hvor han ofte var at finde på avisforsiderne for alle de forkerte ting. Han siger selv, at militæret ændrede hans liv.

Her fandt han rammer og disciplin, og så havde han for første gang følelsen af at være mere end blot en royal titel; han var soldaten Harry Wales, der spiste de samme rationer som alle andre, sov på de samme feltsenge og følte den samme adrenalin pumpe gennem kroppen i tilspidsede situationer.

Han har dog også været åben om udfordringerne efter sin afsked med militæret, hvor oplevelserne fra Afghanistan og tomrummet efter soldaterlivet blandede sig med de ubearbejdede traumer efter moderen, prinsesse Dianas, død i 1997.

Ved at tale åbent om sine psykiske udfordringer og de gode erfaringer med traumeterapi har han været med til at normalisere et emne, der endnu i dag er tabuiseret. Og det aftvinger respekt heromkring.

”Harry er jo en af os!” råber Tommi Hansen gennem larmen, da vi sidder på de tætpakkede tilskuerpladser i arenaen og ser USA lammetæve Storbritannien i kørestolsbasket.

Tommi har døjet med eftervirkningerne af flere udsendelser til det borgerkrigsramte Balkan i 1990’erne. Han har to gange tidligere deltaget i Invictus som dansk atlet, men er her i år blot som tilskuer.

Hans klejne statur og rød-hvide hjelm gav ham allerede for flere år siden tilnavnet the midget viking, og man kan ikke gå mange meter med ham, uden at han støder på bekendte fra hele verden. Eller bare folk, som vil have taget billeder sammen med ham.

At blive soldat indebærer at fastgøre helt nye tankesæt og bevægelsesmønstre på rygraden, som med tiden skal blive instinktive. Det må være lidt det samme, når man pludselig skal vænne sig til livet som handikappet. Ikke mindst handikappet sportsudøver.

Det er ret vildt at se nogen drible afsted med en basketbold, læse spillet og samtidig bruge hænderne til at drive deres kørestol fremad. Det er multitasking på højt plan, og de her mænd og kvinder er sgu kommet ret godt efter det, tænker jeg, idet amerikanerne udløser stor jubel med endnu en scoring.

Tommi fortæller, at han har mødt prins Harry flere gange. Han finder sin mobil frem og viser et billede fra Invictus Games i 2022, der blev afholdt i Haag i Holland. Prinsen sidder på sæderækken bag ham, imens han med et fjollet ansigtsudtryk leger med hornene på Tommis vikingehjelm. Han kender mange, som har haft lignende oplevelser med ham.

”I det hele taget virker Harry sgu mest glad, når han bare kan få lov til at rende rundt og sludre med alle os soldater,” siger Tommi med sin drevne Amager-dialekt.

”Bare gå og fyre dårlig humor og banter af, imens hofsekretærerne står og vrider hænderne i baggrunden og kigger nervøst på hinanden. Kæft mand ...”

Han ryster grinende på hovedet.

”Men altså … han har sgu sikkert lige så meget brug for det her, som vi andre har.”

TO DAGE SENERE er jeg tilbage i arenaen, hvor ’The Rockafeller Skank’ hamrer ud af højttalerne med en styrke, så man skulle tro, Fatboy Slim selv stod et sted herinde og vendte plader. Om lidt skal dagens sidste kamp i siddende volley spilles mellem Georgien og Team Unconquered; et sammenbragt hold, der består af danskere spædet op med to briter.

Siddende volley er en sjov sport. Alle krabber sig rundt på røven og hænderne, og en af trænerne fortæller mig på et tidspunkt, at det faktisk kan være en fordel at mangle et ben eller to.

For det første har man derved mindre krop at skulle slæbe hen over gulvet, og da man er vant til at bevæge sig på denne måde, er ens arme tilsvarende stærkere. Nu er det pludselig dem med lemmerne i behold, som skal kæmpe på den handikappedes vilkår.

Klokken er snart 18, og efter en lang dag er mange tilskuere og hold derfor taget hjem. En gruppe rød-hvide fans har dog indfundet sig oppe på lægterne. Volleytræneren Geert Nielsen, som selv er PTSD-ramt veteran og tidligere Invictus-deltager, samler holdet i en sidste huddle for at gejle dem op. Den ene af de to briter har lagt sin protese fra sig og er hoppet herover på et ben.

”Det her er måske jeres allersidste kamp i år,” siger Geert og lader blikket glide rundt på dem. ”Gå ind, vær til stede, og giv alt, hvad I har. Men vigtigst af alt – nyd det. Det er sgu JERES kamp, det her. Be happy. Be fucking happy!”

”Hey, ikke SÅ happy,” udbryder den bomstærke panseringeniør Bartek, imens han peger ned mod skridtet på en af de andre. Holdet griner, samler hænderne og ser hinanden i øjnene.

”Er I klar? Én, to, tre – Invictus!”

DET ER EN udbredt misforståelse, at soldater er stakler, som blev tvunget eller bondefanget ind i militæret, hvorefter de alle vender nedbrudte hjem med en forventning om medynk og livslang offerstatus. De findes, men billedet er langt mere varieret.

Jeg har interviewet utallige veteraner fra både Danmark og resten af verden, som har kæmpet i alt fra Anden Verdenskrig til den aktuelle konflikt i Ukraine. Selvom de alle er unikke individer, har de fleste også en hel del til fælles. Der er en stolthed, som kan bøjes, men aldrig helt knækkes. Og en indre længsel, der kan opsummeres med tre ord: mening, intensitet og fællesskab.

Som unge ledte mange forgæves efter disse ting i den civile verdens trygge, velordnede liv, hvorefter de som soldater fik det til op over begge ører. På godt og ondt.

Efter militæret opdagede de, at selvom de umiddelbart virker uskadte, findes der ofte et hul indeni, som bare ikke rigtigt kan fyldes ud. I oldtidens græske mytologi snakkede man om begrebet nostos; den fysiske og mentale hjemrejse fra slagmarken, som kunne strække sig over mange år.

Et kendt eksempel er Odysseus, som brugte 20 år på at rejse tilbage fra krigen ved Troja, men nok alligevel aldrig kom helt hjem. Sætter man nostos sammen med algos – ordet for smerte – ender man i øvrigt med nostalgi, der således betyder noget i retning af ’smertefuld hjemkomst’. Og det forklarer jo en del.

For de fleste soldater er der udfordringer forbundet med at vende hjem. Atleterne til Invictus har dog yderligere det til fælles, at deres skader på krop og sjæl ikke blot knækkede deres selvbillede, men også har gjort det endnu sværere at genindtræde i samfundet.

Før var man en kriger, drevet af initiativ, kampkraft og ære, nu er man afhængig af andre for at kunne klare sig. Mange har følt sig som en byrde, der hverken kunne bruges det ene eller det andet sted.

”Alt, jeg nogensinde havde ønsket, var at være soldat. Nu blev døren lukket for mig,” siger Naomi Adie, der i 2014 blev medicinsk afskediget fra det britiske flyvevåben efter at have fået kroppen slidt i stykker af to udsendelser til Afghanistan.

”Det er ikke bare din identitet, som bliver taget fra dig. Det er din stolthed.”

Hun har siddet i kørestol lige siden og røg i årene efter sin afskedigelse ned i et dybt hul. Det var først med deltagelsen i Invictus Games i 2018 i Sydney, at hun kom op.

Særligt én oplevelse betød meget. Under finalen i 1.500 meter kørestolsløb lå Naomi sidst i feltet og var på opgivelsens rand. Hun havde ikke mere at give af. Det eneste, der holdt hende i gang, var de opmuntrende tilråb fra amerikanske Brandi Evans – en af hendes modstandere – der kørte ved siden af hende.

Hun lod Naomi passere målstregen først og sikrede hende dermed en bronzemedalje.

Men en skænket medalje – gælder det så overhovedet? I folkeskolen sagde man ellers til sådan nogle som mig, der var dårlige til sport, at det ikke handler om at vinde, men om at være med. I virkelighedens verden er det dog en kliché, som ægte vindere fnyser hånligt af. Men ikke her.

”Jeg havde aldrig oplevet en fremmed person gøre noget så uselvisk for mig,” siger Naomi, ”og det er dét, medaljen repræsenterer for mig. Det smukke øjeblik, hun gav mig. Da vi bagefter kørte 100 meter sprint – min værste disciplin – vandt vi henholdsvis sølv og bronze, og dén sejr var helt min egen … Brandi og jeg har været tætte venner lige siden.”

I ÅRENES LØB har Invictus Games været fyldt med lignende historier, og det giver sådan set fin mening. På tværs af nationaliteter, krige og generationer er folk kommet for at skabe ildoverlegenhed i kampen mod deres indre dæmoner og fysiske begrænsninger.

For mange er det en sejr bare at stå her på dagen. Måske har de ligget hele natten med mareridt eller voldsomme fantomsmerter i deres manglende lemmer. Alt dette ved modstanderne godt, for de gennemgår de samme strabadser hver eneste dag og nat.

Det betyder, at der udspiller sig sælsomme scener efter kampene. Tabere og vindere falder hinanden om halsen, alle med glæden malet i ansigtet. Så bytter de trøjer, hvorefter mange bliver venner for livet, ligesom Naomi Adie og Brandi Evans. Medaljer eller ej føler de sig alle som sejrherrer.

Uden for bueskytteteltet møder jeg Volodymyr Hera, en ukrainsk soldat, der i 2014 blev såret af en russisk granat nær Luhansk. Eksplosionen gav ham skader på højre arm og rygsøjlen, som siden har bundet ham til en kørestol.

For et par timer siden så jeg ham tabe i siddende bordtennis til en fyr fra Italien, hvilket ikke lod til at gå ham synderligt på. Det gør det heller ikke nu.

”De fleste af os er her alligevel ikke for at vinde,” siger han.

”Jeg er her for at få nye venner og vise over for mig selv, at jeg har styrken til at gennemføre. Og skabe opmærksomhed om mit lands frihedskamp. Vi er ubesejrede på slagmarken, og russerne kan heller ikke forhindre os i at være her.”

NOGLE DAGE SENERE sidder jeg med Eric Larsen i to liggestole uden for atleternes hvileområde.

Jeg har kendt ham i et par år. Når jeg er gået ind ad døren til Veteranhjem København, har han ofte siddet på den samme plads i sofaen og hilst med et afmålt nik. Han er varm og snaksaglig, når man kommer ind på livet af ham, men man er heller ikke i tvivl om, at noget plager ham.

Den slags kan man ofte se på øjnene, og der har sjældent været mange livsgnister i hans. Men i løbet af det sidste halve år er det, som om noget har ændret sig.

Første gang, jeg lagde mærke til det, var en tidlig forårsaften ude i rygerskuret, hvor han i skæret fra bålet fortalte, at han var begyndt at træne til Invictus Games i Düsseldorf.

I 2005 var Eric udsendt som FN-soldat til Sudan, som i de år var plaget af borgerkrig og etniske udrensninger. Som kontorhjælper i FN’s hovedkvarter i Khartoum var der dog mere papir end våben over hans hverdag.

Men en sen nattetime, hvor han var kørt alene ud for at hente nogle folk i lufthavnen, blev han stoppet ved et checkpoint og fik stukket en AK-47 i hovedet. Manden råbte løs på arabisk, imens han gestikulerede, at Eric skulle komme ud af bilen. Med det samme.

Gennem forruden kunne han se en Toyota pickup med en 14,5 mm maskinkanon på ladet. Sådan en kan smadre pansrede køretøjer og lave et menneske om til grød. Nu vendte skytten sin opmærksomhed mod Eric, og våbnet fulgte med.

”Han var måske en to-tre meter fra mig … men jeg havde følelsen af, at vi var lige så tæt på hinanden, som vi to er lige nu. Som om vi stirrede direkte ind i hinandens øjne. Jeg havde ikke andet end min pistol, og jeg vidste, at jeg var færdig, hvis de åbnede ild. Det eneste, jeg kunne gøre, var at fremholde mit ID-kort, imens jeg gentog: ’UN, UN … Freedom of movement.’”

Eric har ingen fornemmelse af, hvor længe der gik; måske et par sekunder, måske fem minutter. Men pludselig kom der en officer, som efter at have taget bestik af situationen vinkede ham igennem. Og det var så det.

Han fortsatte til lufthavnen, gjorde sit arbejde, og kørte så hjem en anden vej. Næste dag fortsatte han, som om intet var hændt. Det er vilkåret som soldat. I dag var voldsom: I morgen angriber vi igen.

PTSD er noget underligt noget. Nogle gange overfalder den dig øjeblikkeligt, imens den i andre tilfælde ligger i årevis og samler kræfter.

I 2008 fik Eric sit første angstanfald til en firma-julefrokost, og de følgende år begyndte det at gå støt nedad. I september 2012 tømte han hele sit medicinskab ned i halsen og lagde sig til at sove. Det næste, han husker, er, at han vågnede omtåget på Bispebjerg Hospital og var helt enormt rygetrængende.

Siden har han ikke forsøgt selvmord. Men det var først efter årelange kampe imod systemet, at han i efteråret 2020 fik bevilliget førtidspension. Det gav ro, men forhindrede ham ikke i efterfølgende at dratte ned i fortabelsen.

Det er først i år, med træningsprocessen frem mod Invictus, at hans personlige udvikling for alvor har taget fart. Og i onsdags ejede han og makkeren, Peter, hele salen, da de tørrede gulv med Australien i bordtennis. Forinden havde de vundet over Columbia. Og selvom de dernæst fik prygl af Israel, forsvandt det gode humør ikke. Om muligt lod det til at blive endnu bedre.

Det var tydeligt, da jeg efter kampen mødte Eric ude forhallen.

”Jeg har det så vildt lige nu,” udbrød han efter at have givet et svedigt bjørnekram. ”For to dage siden kiggede mig og Peter på hinanden og talte om, hvad vi ville med det her. Vi havde jo nok ikke niveau til at vinde noget, så vi aftalte bare at spille tre kampe og have en fest imens. Det er gået langt over forventningerne. Så altså, vi har jo vundet!”

Kilden til Erics traume var en ekstremt utryg situation, som han havde mistet al kontrol over. Og det er slemt nok at sidde på en mørk vej i Sudan og blive truet med våben fra to retninger, men soldater er vant til i det mindste at gennemleve traumer i fællesskab. Eric var helt alene.

Derfor er der noget smukt i, at hans vej mod bedring finder sted sammen med hundredvis af soldater fra hele verden. For Eric har processen frem mod Invictus da også haft nogle helt konkrete effekter.

”Det seneste halve år har været den længste periode med mental stabilitet i … jeg ved ikke hvor mange år,” siger han med et optimistisk smil.

”Jeg har kunnet skære ned for min PTSD-medicin og har flere og flere nætter, hvor jeg sover godt. Og på et tidspunkt gik det op for mig, at jeg heller ikke længere bevæger mig langs murene med blikket slået ned, når jeg går gennem København. Jeg har skuldrene sænket og hovedet hævet … Altså nogle gange føler jeg mig nærmest normal igen.”

DET ER SIDSTE DAG på årets Invictus. Jeg sidder midt i et roligan-hav af vikingehjelme og Dannebrogsflag og ser de danske bueskytter i aktion.

Stemningen stikker helt af, da holdet leverer en vild comebacksejr over Frankrig. Der bliver hujet og klappet, så lægterne gynger, og selvom de andre tilskuere forsøger at matche os, har danskere åbenbart et gear ekstra. Folk skråler med på ’For Evigt’ med Volbeat, og Bartek leder an på ”We are red, we are white, we are Danish dynamite,” til han er hæs.

Holdet går videre til en kamp mod Ukraine, der har en skytte med kun én arm. Han skyder derfor med munden. Ukrainerne bringer sig foran, og denne gang genvinder Danmark ikke føringen. De taber til et veloplagt hold fra øst, som de bagefter krammer og lykønsker med store smil.

Med tanke på, hvor stor en begivenhed der er tale om, og hvor meget det fylder andre steder, er det påfaldende, så lidt opmærksomhed Invictus Games får derhjemme.

Fotografen og jeg er de eneste repræsentanter fra den danske presse. Der bliver ikke bragt nogen historier hernede fra – hverken tåreperserne om den hårde kamp op af hullet, som kan løfte seernes humør i slutningen af en nyhedsudsendelse fyldt med krige, katastrofer og ejendomsvurderinger, eller den skarpe sportsnyhed om, at Danmark netop har vundet flere medaljer til et internationalt stævne.

Det undrer de danske udøvere sig også over. De er glade og stolte over de sportslige resultater og deres egen personlige udvikling, og flere af dem spørger mig, hvorfor ingen derhjemme har lyst til at høre om det. Mit bedste bud er, at medierne ofte lægger sig i kølvandet på politikere – og heller ingen af dem har fundet tid til at kigge herned.

Når de holder tale til den årlige Flagdag for Danmarks udsendte den 5. september, plejer ord som ’anerkendelse’ og ’respekt’ ellers at hænge løst, men det er selvfølgelig også noget andet, når der skal sættes handling bag dem. Det finder du hurtigt ud af, når du dækker veteranområdet som journalist.

STÆVNET LAKKER MOD ENDEN. Senere i aften er der afslutningsceremoni og fest, hvorefter turen går hjem til lande over hele kloden.

Snart banker hverdagen igen på. Der er ingen tvivl om, at Eric Larsen ligesom mange andre har været igennem en enorm fremgang. Ikke bare er der en tydelig optimisme i hans stemme. Der er også kommet liv i hans øjne.

Spørgsmålet er dog, hvorvidt jeg om et par måneder træder ind ad døren til Veteranhjem København og igen vil finde ham hensunket i sofaen med trætte furer i ansigtet. For hvad sker der, når man ikke længere har et klart defineret mål for enden af vejen, der pumper mening, intensitet og fællesskab ind i tilværelsen?

Det er en kendt sag, at mange atleter, også i mainstream-sporten, bliver ramt af ’post-Olympic depression’ eller ’post-Olympic blues’. Og til Invictus er der tale om krigsveteraner, hvis udgangspunkt ofte er langt mere ustabilt. De har alle været igennem en lang kravletur op af hullet, hvilket er imponerende.

Men det betyder også, at faldet ned igen kan være så meget dybere. Eric Larsen røg selv derned efter sin første Invictus-deltagelse i 2017. Men som han siger, er han et helt andet sted i livet i dag, og træningsforløbet op til har været langt sundere. Derfor tror han på, at han denne gang vil klare sig. Det er ikke tilfældigt, at han nævner træningsforløbet.

Siden 2018 har den danske tilgang til Invictus Games nemlig ændret sig. Der er kommet et større fokus på den langsigtede personlige rehabilitering gennem sporten, hvor deltagelsen i stævnet ikke er rejsens kulmination, men blot et delmål undervejs. Invictus skal være deltagernes springbræt til endnu bedre ting fremadrettet.

Det er en udvikling, som især har været vigtig for den nuværende holdmanager, Jens Lunde, der selv har mange år i Forsvaret bag sig.

Det kan mærkes. Han tilhører skaren af moderne officerer, der nok skal fortælle dig det, hvis han ikke synes, at noget er godt nok, men som heller ikke har noget imod at tage moderne begreber som ’bæredygtighed’ i sin mund, når han beskriver sin træningsfilosofi.

Da jeg i august besøgte Vejen, hvor holdet var i gang med deres sidste træningssamling, brugte de til min overraskelse ikke al tiden på udelukkende at rende rundt og svede, men også på at sidde i et klasselokale og blive undervist i mentaltræning. Det har der været meget af undervejs, fortalte de.

”Processen inden og efter Invictus er mindst lige så vigtig som selve legene,” siger Jens Lunde, da vi en lille måned senere står og ser de danske cykeldrenge gøre sig klar til løb.

”Det skal fandme være langtidsholdbart, det her, ellers risikerer vi, at de bare dratter tilbage i hullet. Og målet er jo, at de netop ikke har behov for at stille op igen næste gang. Derfor er det også megafedt, at vi for første gang får midler til at kunne gensamle holdet en weekend i november. Så vi kan se hinanden i øjnene igen og tage eventuelle tilbageskred i opløbet.”

Oppe på startpodiet sidder Kasper Holm på sin cykel. Han har været igennem en årelang kamp for at komme oven på efter sin udsendelse som soldat i Irak-krigen i 00’erne.

Invictus Games har, siger han, givet ham en fornyet selvtillid og tro på fremtiden. Han har også været i stand til at genopbygge en stabilitet på hjemmefronten, der gør, at han ikke frygter for at få tilbagefald.

En løbsofficial tæller ned fra tre – hvorefter Kasper stryger afsted på cyklen som en dysegranat på vej mod fjerne mål.

Et sted derude kommer han for hurtigt ind i et sving, hvilket koster ham guldmedaljen med et par hundrededele af et sekund. Men som han bagefter udbryder med et smil, der fylder hele ansigtet:

”Ja ja, man er vel gammel kampsoldat. Der skal bare ild i målet og så fremad, fremad.”