Husker du den om målmanden, der reddede et EM-straffespark uden handsker på?

Der bliver kun dystet om europamesterskaberne hvert fjerde år. Måske netop derfor husker vi EM-slutrunderne – og ikke mindst de særlige spillere – som med blot en enkeltstående genialitet, en vanvittig handling eller bare slet og ret overjordisk smukt spil skriver sig ind i vores fælles erindring.

Husker du den om målmanden, der reddede et EM-straffespark uden handsker på?
Offentliggjort
GettyImages-51003945.jpg

Ricardo

Det gik bestemt ikke, som portugiserne havde håbet på i slutrunden i 2004, men trods finalenederlaget til Grækenland var der adskillige vanvittige højdepunkter undervejs for hjemmebanepublikummet – og alle os andre, som fulgte med. Tag fx Portugals målmand Ricardo (med det fulde navn Ricardo Alexandre Martins Soares Pereira) som i kvartfinalen mod England stjal billedet totalt. Opgøret endte i straffesparkskonkurrence, og her nappede Ricardo et straffe fra Darius Vassell uden handsker på. Ricardo har siden fortalt, at han havde tjekket alle englændernes straffesparks-skytter ud på forhånd på video, men ikke lige Vassell, så derfor improviserede han og smed målmandshandskerne, før han reddede den perplekse Vassels spark fra 11-meteren. Kort efter gik Ricardo, fuld af overskud, ud af sit mål for at tage det afgørende straffespark. Han scorede på målmandskollegaen David James (stadig uden handsker på) og sendte Portugal i semifinalen.

Bedste EM-resultat Sølv (2004)

GettyImages-1270241.jpg

Karel Poborsky

Det var de færreste, der kendte Karel Poborsky, da han sammen med resten af det tjekkiske landshold entrerede 1996-slutrunden i England. Ved turneringens start tørnede han ud for Dynamo České Budějovice i hjemlandet, efter EM skiftede han til Manchester United. Især én kamp ved slutrunden satte Poborskys navn på fodboldkortet, nemlig kvartfinalen mod Portugal i Birmingham. Her modtog den pandebåndsklædte kantspiller med det lange hår bolden i venstre side. Han halvt driblede, halvt knoklede sig forbi fire portugisere og så, på kanten af feltet, lobbede han den i en blød bue over Portugals målmand Vitor Baia og ind i nettet. Et ikonisk EM-mål. Efter sin tid i United nåede Karel Poborsky både forbi italienske og portugisiske topklubber, inden han stoppede karrieren i 2007.

Bedste EM-resultat Sølv (1996)

GettyImages-1629820.jpg

Alain Giresse

Stort set alt under 1984-slutrunden i Frankrig handlede om værternes nummer 10, kaptajnen Michel Platini, som førte Les Bleus til guldet det år. Men på midtbanen, ved siden af Platini, lå hans tre trofaste væbnere, Jean Tigana, Luis Fernández og Alain Giresse. Trioen gik sammen med Platini under navnet ’Carré Magique’ – den magiske firkant. Alain Giresse stod på mange måder i skyggen af superstjernen Platini, men ikke desto mindre imponerede den blot 163 centimeter høje midtbaneelegantier med sin flydende spillestil og enorme taktiske forståelse. På klubplan spillede Giresse i hele 16 år for den samme klub, Girondins Bordeaux.

Bedste EM-resultat Vinder (1984)

GettyImages-81647327.jpg

Arda Turan

Ved EM i 2008, afholdt i fællesskab af Østrig og Schweiz, bedrev det tyrkiske landshold igen og igen noget, som med rette kan betegnes som ’århundredets comeback’. Først slog de Schweiz på et mål i sidste minut efter at have været bagud, så var de nede 0-2-mod Tjekkiet, men endte med at vinde 3-2, og så stod de over for Kroatien i kvartfinalen. Her kom de igen bagud – i den forlængede spilletid – men to minutter inde i overtiden af ekstratiden udlignede tyrkerne, og siden vandt de i straffesparkskonkurrencen. I spidsen for det tyrkiske hold stod navnkundige Fatih Terim (kendt som ’Kejseren’), men det var især den offensive midtbanemand Arda Turan, som løb med publikums hjerter. Den teknisk funderede Galatasaray-spiller scorede to mål, før han fik sit andet gule kort i turneringen og dermed missede semifinalen mod Tyskland. Ikke desto mindre har Turan stadig kultstatus, også i Spanien, hvor han først tørnede ud for Atlético Madrid og siden for Barcelona.

Bedste EM-resultat Bronze (2008)

GettyImages-51024653.jpg

Angelos Charisteas

Det hele var lagt til rette for de portugisiske værter ved EM-slutrunden i 2004. Cristiano Ronaldo, Luis Figo og resten af det mørkhårede pomadeslæng skulle hente landets første EM-triumf hjem. Men Grækenland – anført af den tyske trænerlegende Otto Rehhagel – ville det som nævnt anderledes. Gennem hele turneringen havde de parkeret bussen foran eget straffesparksfelt og var på den måde nået frem til finalen på Estádio da Luz i Lissabon. Stort set ingen spåede dem en ærlig chance, men i det 57. minut fik grækerne et hjørnespark. Angelos Basinas sendte bolden ind i feltet, og her dukkede Angelos Charisteas op ud af det blå og stangede bolden i nettet. Portugal formåede aldrig at slå tilbage, og den dag i dag er tankcenterforwarden Charisteas stadig en folkehelt i hjemlandet.

Bedste EM-resultat Vinder (2004)