Euroman kårer de bedste danske EM trøjer gennem tiden

Her er de bedste danske EM-trøjer gennem tiden

De kontrastfyldte hvide ærmer er tilbage på den danske landsholdtrøje for første gang siden EM-slutrunden i 2012. Med hjælp fra fodboldtrøjeeksperten Jesper Herholt har vi gennemgået hver enkelt af Danmarks EM-trøjer igennem tiden.

Offentliggjort

EM 1984 i Frankrig

Trøjens særlige kendetegn: Det var Danmarks første slutrunde, og for første gang var spillerne iklædt hvide ærmer. Det, mange ikke ved, er, at trøjen på dette tidspunkt ikke var helt ny, for trøjen var faktisk nærmest identisk med den, Danmark blandt andet spillede i ved den afgørende kvalifikationskamp mod England på Wembley i 1983. Året efter var trøjen twistet en anelse ved at få syet hvide ærmer på i stedet.

Slutrundens højdepunkt: Preben Elkjærs sejrsmål til 3-2 med seks minutter igen af den afgørende gruppekamp mod Belgien. Danmark havde været nede med 0-2 efter en halv time, men mål af Frank Arnesen og Kenneth Brylle havde bragt danskerne tilbage i opgøret og kampen om avancement i turneringen.

Slutrundens lavpunkt: Selvom det skar i danske fodboldfans’ hjerter i den indledende gruppekamp, da Allan Simonsen måtte bæres fra banen med et brækket ben, havde det alligevel svært ved at måle sig med Preben Elkjærs brændte straffespark i straffesparkskonkurrencen mod Spanien. En scoring kunne have været med til at sende Danmark i EM-finalen, hvor Frankrig ville have ventet.

Resultater: Danmark-Frankrig 0-1, Danmark-Jugoslavien 5-0, Danmark-Belgien 3-2, Danmark- Spanien 1-1 (4-5 efter straffesparkskonkurrence)

EM 1988 i Vesttyskland

Trøjens særlige kendetegn: Trøjen er næppe den, der står klarest i hukommelsen hos danske roligans. Der skete også mange ting på den – med både en hvid krave, to malplacerede striber midt på maven og en på hver arm samt fire karakteristiske Hummel-pile, der var opdelt af et uudnyttet mellemrum. Det var, ligesom spillet på banen, en rodet omgang. Introduktionen til skyggerne af Hummel-pile, der var implementeret i stoffet, blev dog ikonisk for en række klubtrøjer i årene efter.

Slutrundens højdepunkt: I kampen mod værtsnationen fik Peter Schmeichel slutrundedebut efter at have overtaget buret fra Troels Rasmussen, og det blev første skridt mod et generationsskifte på landsholdet. Desværre blev det ikke nogen stor debut, da Danmark tabte 0-2, men det var utvivlsomt værdifuld erfaring til den daværende Brøndby-spiller, der senere blev verdens bedste målmand.

Slutrundens lavpunkt: Sepp Piontek-æraen sang på sidste vers, og det samme gjorde spillerne i truppen. Der var ikke mere krudt i dynamitholdet, som ikke fik spillet til at køre mod Europas tunge drenge. Et ærgerligt slutrundemæssigt punktum for en ellers flot karriere som dansk landstræner for Piontek, der rejste hjem uden point i bagagen.

Resultater: Danmark-Spanien 2-3, Danmark-Vesttyskland 0-2, Danmark-Italien 0-2

EM 1992 i Sverige

Trøjens særlige kendetegn: Det er ikke hver dag, man ser en fodboldtrøje som denne – heller ikke i starten af 90’erne. Og selvom der også skete mange ting her, endte den i høj grad med at danne mode for, hvordan fodboldtrøjer i resten af årtiet kom til at se ud. En spraglet trøje med krave og modige tiltag som kanter, vinkler og striber på ærmerne.

Slutrundens højdepunkt: Det er svært at komme udenom EM-finalen mod Tyskland. Mål af John ’Faxe’ Jensen og Kim Vilfort gav Danmark en 2-0-føring over vores tyske naboer, som efter 90 minutter måtte se sig slået på Ullevi Stadion i Göteborg.

Slutrundens lavpunkt: Efter en time af semifinalen mod Holland bankede superstjernen Marco Van Basten og danske Henrik Andersen sammen i en nærkamp. Danskeren var så uheldig, man kan være, og brækkede knæet i en grim ulykke, der stadig kan fremkaldes på nethinden hos dem, der så de uhyggelige billeder af den ellers så hårdføre venstreback, der gik skrigende i græsset, mens holdkammeraterne forsøgte at fjerne hans blik fra knæskallen, der tydeligt sad helt forkert.

Resultater: Danmark-England 0-0, Danmark-Sverige 0-1, Danmark-Frankrig 2-1; Danmark-Holland 2-2 (5-4 efter straffesparkskonkurrence); Danmark-Tyskland 2-0

EM 1996 i England

Trøjens særlige kendetegn: Det var svært at overse, at trøjen fra 1996 havde fået et fedt, sort bånd med hvide firkanter, der løb langs kravebenet, men det var ikke nødvendigvis det, der sprang mest i øjnene. Det var tværtimod antallet af Hummel-pile, som mere eller mindre var overalt. På kraven, ærmerne, mønsteret på trøjen, shortsene og strømperne.

Slutrundens højdepunkt: EM-titlen fra 1992 skulle forsvares, og der var tro på sagen blandt andet fordi, Michael Laudrup var tilbage i landsholdstruppen efter at have meldt fra i 1992. Det var derfor første gang, brødrene Laudrup spillede for Danmark til en slutrunde, og det blev blandt andet med Brian Laudrup i rollen som den første danske målscorer til slutrunden.

Slutrundens lavpunkt: Selvom Danmark fik lige så mange point, som de gjorde i gruppespillet i 1992, så rakte det ikke til mere end en tredjeplads, og Danmark måtte rejse hjem fra England efter det indledende gruppespil.

Resultater: Danmark-Portugal 1-1, Danmark-Kroatien 0-3, Danmark-Tyrkiet 3-0

EM 2000 i Holland og Belgien

Trøjens særlige kendetegn: Der er en første gang for alting, og i 2000 betød det et goddag til en sort lynlås og selvlysende refleks-Hummel-pile på ærmerne. Det er ikke blevet gentaget siden, og det er der nok en grund til. Derudover havde trøjen et stort DBU-skyggelogo implementeret i stoffet, som dog var svært at se i kampene, samt nogle enormt store spillernumre på ryggen af trøjen.

Slutrundens højdepunkt: Man skal grave rigtig dybt for at finde noget godt at sige om denne slutrunde. Syv ud af otte mål, som Danmark indkasserede, blev lukket ind i anden halvleg, så det positive kunne være, at der kun blev lukket et enkelt ind i første halvleg.

Slutrundens lavpunkt: Danmarks dårligste EM-slutrunde nogensinde. Med nul points og nul mål scoret var der ikke meget at råbe hurra for i turneringen, og den er af samme grund også gået godt og grundigt i glemmebogen siden.

Resultater: Danmark-Frankrig 0-3, Danmark-Holland 0-3, Danmark-Tjekkiet 0-2

EM 2004 i Portugal

Trøjens særlige kendetegn: Den til dato mest clean EM-trøje, Danmark har optrådt i. Det mest vovede var det hvide DBU-logo, som til denne slutrunde havde fået placeret en guldstjerne over sig som symbol på EM-sejren i 1992. Derudover havde trøjen Hummel-pile hele vejen ned ad begge ærmer, hvilket besværliggjorde placeringen af de obligatoriske UEFA-slutrundelogoer, der nærmest endte i armhulerne.

Slutrundens højdepunkt: Det er sjældent, at Danmark er tilfreds med ikke at vinde over Sverige, men et 2-2-resultat i den afgørende gruppekamp mod vores naboer sendte os begge videre i turneringen, mens verdensstjernerne fra Italien røg ud. Det medførte, ironisk nok, anklager fra italienerne om aftalt spil, men efter Francesco Tottis spytklat i hovedet på Christian Poulsen i den indledende gruppekamp, skyldte danskerne dem ikke noget, og der skulle altså også en sidste-minuts-scoring af Mattias Jonson til at udligne Jon Dahl Tomassons to kasser, som i øvrigt frarøvede danskerne førstepladsen i gruppen.

Slutrundens lavpunkt: I kvartfinalen ventede et meget stærkt tjekkisk mandskab, der havde sluttet deres gruppe med maksimumpoint med sejre over blandt andet Holland og Tyskland. Tjekkerne, anført af Milan Baros, Pavel Nedvěd og Jan Koller, fejede al modstand af banen, og med en 3-0-sejr tog de komfortabelt semifinale-billetten, hvor de dog højst overraskende blev ekspederet ud af turneringen af de senere vindere fra Grækenland.

Resultater: Danmark-Italien 0-0, Danmark-Bulgarien 2-0, Danmark-Sverige 2-2; Danmark-Tjekkiet 0-3

EM 2012 i Ukraine og Polen

Trøjens særlige kendetegn: Efter en mislykket EM-kvalifikation i 2008, fik Adidas dansk EM-debut i en trøje, der blev lanceret som en hyldest til 1992-trøjen, men for det blotte øje krævede det en del fantasi at forestille sig, for trøjen besad intet af den vildskab, som 92-trøjen gjorde. Vildskaben fik Nicklas Bendtner dog tilført med sine skriggrønne Paddy Power-underbukser, der fik ham, Paddy Power og Adidas’ EM-trøje til at gå verden rundt.

Slutrundens højdepunkt: Michael Krohn-Dehli gjorde sig for alvor gældende, da han i ’Dødens Gruppe’ scorede Danmarks mål mod Holland og Tyskland. Mod førstenævnte blev den daværende Brøndby-spiller matchvinder mod VM-finalisterne fra 2010, og sejren gav danskerne mulighed for at tro på det umulige.

Slutrundens lavpunkt: Det er stik imod håndbogen i at forsvare et fodboldmål at gøre sig så spinkel som muligt, og havde Simon Poulsen husket det, da Portugals Silvestre Varela sendte sin afslutning afsted mod mål i det 87. minut, havde chancerne for et avancement fra ’Dødens Gruppe’ ikke været helt usandsynlige. 20 centimeter bredere og Nicklas Bendtners to mål mod Cristiano Ronaldo og co. ville formentlig have holdt liv i det spinkle håb om en kvartfinaleplads. Men sådan skulle det ikke være, og Danmark fik med det efterfølgende nederlag til Tyskland stukket en returbillet til Kastrup i hånden.

Resultater: Danmark-Holland 1-0, Danmark-Portugal 2-3, Danmark-Tyskland 1-2

Jesper Herholt

Danmarks største fodboldtrøjeentusiast og forfatter til bogen ’Blod, Sved & Fodboldtrøjer’ og ’Humlebien & Landsholdstrøjen.’ Han har som kreativ direktør i reklamebureauet Envision været med til at udvikle flere fodboldtrøjer og ejer selv over 600 originale kamptrøjer.