I Danmark har vi et særligt billede af norsk fodbold. Det er, som om at et par gummistøvler på en surmulende mand er blevet et slags sindbillede på det kedsommelige spil, de præsterer oppe i fjeldene. Eigil ”Drillo” Olsen førte i 1990’erne nordmændene ind i slutrunder, og da de overraskende besejrede Brasilien 2-1 ved VM i Frankrig i 1998, gik der nærmest et kollektivt suk igennem international fodbold. Skulle fremtidens sejre vindes med los og knoldesparkeri frem for joga bonita-bold?
Siden har norsk fodbold mere eller mindre ligget i dvale. Der er selvfølgelig lige klubben Rosenborg, som i begyndelsen af 2000’erne kvalificerede sig til Champions League igen og igen, men den danske fodboldinteresse har nu altid været rettet mod vest eller syd. Det er Premier League, Bundesligaen, Serie A og La Liga, vi vil underholdes af.
Men, men, men … hvis man virkelig vil se fejende flot – tør man sige det? – sambabold på den internationale scene for tiden, skal blikket faktisk rettes stik nord. Op mod Bodø, der huser sølle 49.000 indbyggere og som ligger i den norske kommune Nordland. Hjemmebanen Aspmyra Stadion med plads til godt 7.000 tilskuere (det er noget færre, end der eksempelvis kan være på Casa Arena i Horsens) er placeret længere mod nord end Island. Det er i dette frysende kolde vejr, bolden danser over kunstgræsset uge efter uge. Uanset om modstanderholdet kommer fra et andet sted i Norge eller fra nogle af Europas finere fodboldadresser, rejser det som regel hjem med et nederlag i sportstasken.
FK Bodø/Glimt er ikke bare norske mestre to år i træk. I efteråret 2021 besejrede de gulblusede blandt andre mægtige AS Roma i Conference League med hele 6-1. Romerne blev sendt rundtossede sydpå efter at have været igennem den nordnorske fodboldmaskine.
På torsdag spiller det norske mesterhold så mod traditionsklubben Celtic FC fra Skotland i Conference Leagues 16-delsfinale. Flere eksperter spår nordmændene gode chancer for avancement. Hvad i alverden er der sket med norsk fodbold? Hvordan er vi nået til, at det er Bodø, fodboldverdenens fagfolk kigger mod?
Fodboldeventyret fra Nordnorge er faktisk ikke særlig langt. I 2017 spillede Bodø/Glimt slet ikke i den bedste norske række, men rykkede derimod op i den. Ingen havde større forventninger til klubben, end at elevatorturen kun kunne gå nedad igen. I dag, fem år senere, er historien en anden. Det lille fodboldmirakel er en hjemmebrændt cocktail af talentfulde spillere, en god strategi og ikke mindst en træner, der ret beset er alt for dygtig til den bedste norske fodboldrække.
Bodø/Glimt er stedet for taktiske landvindinger. Klubben spiller en ”skæv 4-3-3”. Det vil sige, at man gerne overbefolker den ene side af banen. I nordmændenes tilfælde helst den venstre, mens højresiden er mere konventionel. De fem forreste spillere skal være løbestærke, og kravene til især de to offensive midtbanespillere er kolossale. I Bodø/Glimt forventes der en helt særlig næse for omstillinger med skarpe afleveringer og et enormt løbepensum. Uanset om det er i en 6-1-sejr over Roma eller i en 1-0-træningskampssejr over AGF forleden.
I efteråret funklede midtbanen allerklarest, når Patrick Berg, Sondre Brunstad Fet og Morten Konradsen lå og flåede modstanderne fra hinanden i tremandskombinationer, mens angriberne Ola Solbakken og stortalentet Erik Botheim strålede som nordlys, når de nærmede sig det mål, hvor netmaskerne gerne skulle blafre.
Hos Bodø/Glimt lægges presspillet højt oppe på modstanderens banehalvdel. Er man tilhænger af devisen om, at den første forsvarsspiller på banen er angriberen, ville man formentlig nyde, hvordan Solbakken og Botheim i løbet af 2021 aldrig følte sig for fine til at kaste sig ned i tacklinger, hvis bolden blev tabt.
I en taktisk video med brikker er det helt tydeligt, at det høje pres kan stresse en modstander ud af position. Presset får modstanderen til at smide bolden, og herfra handler det for Bodø/Glimt om på få sekunder at sende bolden fremad langs jorden og i nettet. Spillet skiftes hurtigt fra den ene side til den anden. Helst med fremadrettede afleveringer.
Sådan et mål er typisk for den norske mesterklub. I Eliteserien er det ikke ualmindeligt at se et gult helbanepres, hvor Bodø/Glimt angriber modstanderens boldholder med to spillere på én gang. Derfor scorer holdet også uforholdsmæssigt mange mål på hurtige tilbageerobringer og præcise kontrastød.
Det kan måske lyde fysisk udmattende for de 11 aktører, men også her har nordnordmændene tænkt over sagerne. Ingen af de skarpeste offensivspillere i idealstartopstillingen er over 25 år. I Bodø/Glimt scouter man unge, der passer til systemet og kan løbe solen sort. Frem for at lægge systemet efter spillerne, finder man altså spillere med specifikke evner og får det maksimale ud af dem. Denne metode er mange af de større europæiske klubber også begyndt at benytte sig af i de senere år.
I Bodø/Glimt er det cheftræner Kjetil Knutsen, der er arkitekt bag fodboldrevolutionen. Knutsen blev hentet ind fra en mindre klub i 2017, og fik rollen som assistenttræner for Bodø/Glimts førstehold. Hans tanker om spillets udvikling placerede ham dog allerede i cheftrænersædet i 2018. Odds-sætterne tippede på det tidspunkt Bodø/Glimt til at rykke ned. Klubben endte med at overraske alt og alle i ligaen og blev nummer to.
Knutsen har siden bygget et hold med lokale talenter og tilføjet spillere, der var til overs andre steder i norsk fodbold. Sammen med sportsdirektør Aasmund Bjørkan – der var førsteholdstræner i Bodø/Glimt, indtil Knutsen tog over – kræver han disciplin og løbevillighed. Resten kan spillerne lære. I de seneste to år har det skaffet Bodø/Glimt de to første mesterskaber i klubbens historie.
Første gang fodboldverdenen for alvor spærrede øjnene op, var da Bodø/Glimt i maj 2020 nedsablede storklubben Rosenborg med 5-1.
Anden gang var, da den lille nordnorske darling tryllede mod AC Milan i september samme år og var tæt på at slå den ikoniske italienerklub ud af kvalifikationen til Europa League. Simon Kjær måbede sammen med resten af Milan-holdet, mens ledelsen i storklubben straks købte nordmændenes på det tidspunkt skarpeste afslutter, Jens Petter Hauge.
Det lyder selvfølgelig alt sammen meget godt, men Kjetil Knutsen er aldrig tilfreds. Han roser gerne, men han vil også have mere. Når cheftræneren analyserer en kamp eller ser frem mod en ny, er missionen klar: Det skal være bedre. Som her efter en 3-0-sejr mod Tromsø:
Det har man noteret sig på flere af direktionsgangene i den internationale fodboldverden. Knutsen har for nylig forlænget kontrakten med Bodø/Glimt til 2024, selvom der både var bud efter ham fra Rosenborg og ikke mindst også Norwich, der spiller i Premier League.
Man forstår dem godt. Bodø/Glimt lægger nemlig hele tiden nye nuancer til holdets spil. Selvom stilen er forblevet den samme, var der alligevel markante forskelle på både trupsammensætning og taktiske spidsfindigheder i første og anden mesterskabssæson. Et lille hold, der vinder, har det med at miste profiler, men i Bodø/Glimt ser man det som en mulighed for at fornorske truppen endnu mere. Hvor de store navne på holdet i det første mesterskab var danskere som Kasper Junker og Philip Zinckernagel, er kernen af holdet i dag norsk. Og det endda med mere kompromisløs og fremadrettet fodbold.
Imidlertid er den nye norske kæledægge højt mod nord nu også begyndt at blive læst i hjemlandet. Mens Bodø/Glimt spiller sine hjemmekampe på kunstgræs, hvor de hurtige pasninger kan flyde, møder de ofte frem til en overvandet grønsvær på udebaneturene. Det betyder, at bolden sjasker rundt, frem for stormer over tæppet. Netop her er genpresset blevet mesterholdets stærkeste våben. For ved at erobre kuglen højere oppe, sikrer man færre afleveringer langs jorden, inden angrebet kan kulminere i en scoring.
En anden udfordring for Kjetil Knutsen og co. i den seneste måned har været januar-transfervinduet. Her har Bodø/Glimt solgt flere prominente spillere, fordi succesen er blevet for stor til norsk fodbold, og de udenlandske penge trækker. Patrick Berg er rejst til franske Lens, Erik Botheim har booket billet mod russiske Krasnodar. Og endnu flere af holdets nuværende stjerner rygtes væk til sommer.
Det har skabt en vis usikkerhed inden opgørene mod Celtic i Conference League, men selvom Bodø/Glimt måske er mindre favorit nu, end da holdet rundede 2021 af, er det stadig den klub, fodboldhipstere og fagfolk kigger mod for tiden. Systemet virker, talent efter talent rekrutteres, og modstanderne løbes stadig over ende.
Allerede i dette forår kan man godt glæde sig til at se den 22-årige defensive midtbanespiller Elias Hagen, der for alvor skal tage over for Patrick Berg som holdets centrale motor. På samme måde er den 21-årige offensive midtbanespiller Hugo Vetlesen formentlig fremtidens mand for præcise pasninger til angriberne og ikke mindst spilleren, der kan komme fra anden række og score målene.
Bodø/Glimt er et bevis på, at man med den rette strategi, sommetider stadig kan vinde over pengene i moderne fodbold.
Måske skal vi til at se anderledes på norsk fodbold. Vi kan starte med at nyde Bodø/Glimt.
Bodø/Glimt møder Celtic i den første af to 16-delsfinaler i Conference League torsdag kl. 21.
Bodø/Glimt
Fottballklubben Bodø/Glimt går i daglig tale under ‘Bodø/Glimt’.
Blev grundlagt i 1916 og vandt siden et par pokalturneringer (i 1975 og 1993), inden klubben i 2020 hjemtog det første mesterskab.
Kan kendes på de helt gule spillerdragt med få sorte nuancer.
Er den klub i Norge, der først fik en organiseret fanfraktion.
Siden 1970’erne har hjemmebanefansene medbragt gule tandbørster til kampene. Én af dem er tilmed udstillet på byens lokale museum.
