En dansk rookie i Amerika: ”Han vil det her mere end nogen anden dansker tidligere"

I dag har været en svær dag for Hjalte Froholdt og resten af de offensive spillere, og de næsten 30 grader har ikke været venlige over for ham.

”Jeg prøver at kæmpe mig igennem, og restituere så hurtigt jeg kan mellem hvert spil, og så ellers give den alt, hvad jeg kan i næste spil, selv om jeg ikke er helt på 100 procent,” siger Hjalte Froholdt. Men træningslejren er et udskilningsræs, hvor truppen om få uger skal trimmes fra 89 til 53 spillere, så der er ikke plads til mange offdays. Hver dag er en eksamen.

”Enten skal du steppe op, eller også er du her ikke særlig lang tid,” siger han.

GILLETTE STADIUM rejser sig som en UFO midt i Massachusetts’ flade, grønne landskab. Stadion ligger lige ved en motorvejsafkørsel nær den lille by Foxborough syd for Boston, og der er ikke mange andre adspredelser end en McDonald’s og Dunkin’ Donuts i nærheden. Det er næsten seks måneder siden, New England Patriots spillede deres seneste kamp og hev Vince Lombardi-trofæet hjem efter en uskøn sejr på 13-3 over Los Angeles Rams i Super Bowl LIII, så de lokale hungrer efter at se deres stjerner på græs. Derfor er knap 8.000 tilskuere mødt op til holdets træningslejr på banerne klos op ad Gillette Stadium.

Den første mand, der træder ud på det trimmede græs, er Hjalte Froholdt. Han kan godt lide at mærke vejret og suge stemningen til sig inden træningen, så han ved, hvad han har i vente. Ved første øjekast ligner Hjalte Froholdt nærmest en karikatur på, hvordan amerikanerne forestiller sig, en viking ser ud. Lange, røde lokker, matchende skæg, runeformede mønstre, der strækker sig hen over de lårbrede overarme, og selv uden skulderbeskytterne ligner han med sine 195 centimeter og 142 kilo en granitklods.

En af Hjalte Froholdts holdkammerater knæler på træningsbanen og vender pegefingrene mod himlen, mens han hvisker en lille bøn for sig selv. Selv om træningslejren på overfladen virker afslappet, er det krig for mange af spillerne, der kæmper for deres plads på holdet og en karriere i verdens bedste footballliga. Bortset fra Tom Brady og nogle af de mere rutinerede spillere er der ingen, der er garanteret en plads på holdet.

Sidste mand på træningsbanen er ingen andre end Tom Brady. Som en anden helgen udløser hans blotte tilstedeværelse en ekstase fra tilbederne på tilskuerrækkerne, som ikke engang de letpåklædte cheerleaders med sølvfarvede pomponer kan konkurrere med.

Tom Brady er Patriots’ klart største stjerne, og selv om han netop har rundet 42 år, virker han skarpere end nogensinde. I Bradys skygge er der kun få tilskuere, der retter blikket mod Hjalte Froholdt, og selv de 50-60 journalister, der troligt møder op hver dag og analyserer hver eneste træning, ser sjældent danskerens vej.

Det har Froholdt det fint med. Han er godt klar over, at han er her for at lære – og der er afsindigt meget at lære. Derfor handler hele Hjalte Froholdts liv om football, fra han står op klokken halv seks om morgenen, til han får fri ved otte-tiden om aftenen. Holdet er indlogeret på et hotel sammen under træningslejren og har forbud mod at gå ud om aftenen, så efter formiddagens tre timer lange træningspas skal han terpe Patriots’ playbook, styrketræne, se videoanalyser og ellers prøve at restituere. Når dagen er ovre, dejser han om på sengen.

TRÆNINGEN KAN VIRKE kaotisk for udenforstående. Over 100 spillere og trænere vrimler frem og tilbage mellem de to træningsbaner, og hver enhed har specialtræning for sig – receivere, forsvarere, kickere og den offensive linje (kaldet o-line på amerikansk). I det fjerne hjørne samles Hjalte Froholdt og resten af o-linen og går i gang med at tonse mod hinanden med torsoformede træningspuder mellem sig. Det er lidt som at se en flok næsehorn i brunst, når de store gutter smælder sammen og brøler deres kraftudladninger ud.

Som offensiv linjemand er det Hjalte Froholdts fornemste opgave at beskytte sin quarterback ved at holde modstanderens forsvarere på afstand eller at skabe sprækker i forsvaret, som holdets running back kan klemme sig gennem og føre bolden frem. Det er en plads, der ikke blot stiller store krav til fysikken og eksplosiviteten, men også til balancen og koordinationen.

Det er ikke tilfældigt, at den offensive linje af og til har karate- og jiu jitsu-trænere indover for at lære de rette greb til eksempelvis at få hænderne op i modstanderens armhule og kastet dem omkuld. Det er ikke den slags, der får publikum op at køre, men de er de usynlige arbejdsmænd, der sikrer, at offensivens strategiske fremmarch går som planlagt.

Som rookie bliver Hjalte Froholdt ikke pakket ind i vat. Det tætteste, de kommer på opvartning, er de unge knægte der render rundt som fluer mellem spillerne og giver dem drikkedunke og håndklæder i varmen, men ellers er det bare at forsøge at følge med høje tempo.

I Dante Scarnecchia har Hjalte Froholdt dog en træner, der har tradition for at gøre uslebne diamanter som Hjalte Froholdt til faste NFL-spillere. Dante Scarnecchia er en senet, hvidhåret mand på 71 år, og i søen af skulderbeskyttere og hjelme ligner han et siv mellem en flok egetræer. ’Coach Scar’ har været træner i 47 år, heraf 38 sæsoner på sidelinjen i NFL, så når han åbner munden og skræpper kommandoer, så lytter spillerne. Hvis der er nogen, der kan hjælpe Hjalte Froholdt med at forløse sit potentiale, er det ham.

Men han skal lære hurtigt. På træningslejrens fjerde dag stod Hjalte Froholdt for første gang over for den rutinerede forsvarsspiller Michael Bennett, der blandt andet har en Super Bowl-ring med Seattle Seahawks i bagagen, og selv om Bennett er 15 kilo lettere end Hjalte Froholdt, blev danskeren rykket rundt.

”Det var hans ’hej rookie, velkommen til NFL’-øjeblik. Det var ikke kønt,” siger journalisten Evan Lazar, der dækker Patriots’ træningslejr for det lokale Boston-medie CLNS.

DER VAR ABSOLUT INTET, der tydede på, at Hjalte Froholdt skulle blive Danmarks første markspiller i NFL. Efter amerikanske standarder var han nærmest et geriatrisk tilfælde. Hvor mange spillere starter, så snart de kan gribe en bold og endda går et klassetrin om for at blive større fysisk for deres årgang, begyndte Hjalte Froholdt først for alvor at spille amerikansk football som 12-årig.

Hans forældre mente, at han spillede for meget playstation og i stedet skulle dyrke noget sport, så han prøvede først med rugby – hans mor er fra New Zealand og hendes to fætre var rugbylandsholdsspillere for All Blacks – men det nærmeste hold lå i Odense, og det blev hurtigt for meget at køre frem og tilbage fra hjemmet i Svendborg. T

il gengæld var der et amerikansk fodboldhold rundt om hjørnet, Svendborg Admirals, så Hjalte Froholdt begyndte at træne med i klubben. Som de fleste andre på holdet var han fuldstændig grøn udi sporten, så træneren Jan Sørensen fokuserede på legen, mens han forsøgte at lære drengene de grundlæggende regler og begreber. Hjalte Froholdt var en forholdsvis klejn fyr, der kortvarigt fik kælenavnet ’Tiny’, men han elskede kammeratskabet, og hvad han manglede i statur, gjorde han op for i spilleglæde og dedikation.

”Jeg husker ham ikke som udpræget talentfuld, men han blev bare ved med at arbejde hårdt og trænede mere end de andre,” siger Jan Sørensen.

Hjalte Froholdt begyndte også at styrketræne for at omdanne hvalpefedtet til muskler, og hans ihærdighed blev belønnet, da han nogle år senere blev inviteret til at træne med Danmarks U17-landshold i amerikansk fodbold. Han tilspillede sig en plads som defensive end og deltog for første gang i en træning med fokus på de tekniske og taktiske aspekter.

”Det gik op for mig, at der var et helt andet niveau til det her spil, og der blev jeg for alvor bidt af sporten,” siger Hjalte Froholdt.

Han havde altid gerne villet opleve verden, så i 10. klasse besluttede han sig for at tage et udvekslingsophold på en high school i Ohio. Han ville opleve den amerikanske livsstil på egen krop, som han havde set det i Hollywoodfilm, og han forestillede sig, at alt ville være større – bilerne, burgerne og boligerne.

Football var sekundært, og han var godt klar over, at han var oppe imod dygtigere spillere, så hvis han blot kunne få en enkelt kamp for førsteholdet, ville han være tilfreds. Tre dage efter hans første træning smed træneren en førsteholdstrøje i hovedet på Hjalte Froholdt.

Han endte med at spille hver eneste kamp, og for første gang gik det op for ham, at han måske kunne drive football til noget. Selv om omverdenen mente, at det var ren utopi, at en dansker med få års erfaring kunne bryde igennem i NFL, pressede han på, og hans familie støttede op.

Da flere amerikanske universiteter viste interesse, tog Hjalte Froholdts familie til USA, og sammen kørte de nærmest tværs over kontinentet. De besøgte universiteter i Michigan, Ohio, Arkansas, Alabama og Florida, mødtes med trænerne og fik en fornemmelse af stemningen. Så satte de sig sammen og lavede en liste over fordele og ulemper, indtil valget faldt på University of Arkansas i Fayetteville.

Der er intet NFL-hold i Arkansas, så de lokale har kastet al deres kærlighed på universitetets footballhold, Razorbacks, som rutinemæssigt har over 60.000 tilskuere på lægterne til deres hjemmekampe. Her blev Hjalte Froholdt vant til den store opmærksomhed, presset, projektørerne og endda autografjægerne, og selv om det var fedt at mærke publikum brøle holdet frem, var det som om, der blev slukket for de 60.000 tilskuere, så snart han stod i en huddle på banen. En huddle er, når spillerne samles i en cirkel omkring quarterbacken og aftaler deres næste træk. Verden snørede sig sammen, til der kun var ham og modstanderen over for ham.

Det var også stenhårdt arbejde, hvor han som regel stod op klokken fem om morgenen for at styrketræne for derefter at tage til den daglige footballtræning og senere møde op til forelæsninger. Først om aftenen havde han tid til at lave lektier, og weekenden gik ofte med at rejse til kampe.

Som forsvarer gik Hjalte Froholdt lidt under radaren på universitetet i forhold til holdets opmærksomhedsslugere såsom quarterbacks, receivers og running backs, og det passede ham fint. Når spillerne løb på banen til konfetti og blinkende lys, syntes han næsten, det var for meget af det gode, men han nød at spille over for spillere, der var bedre end nogen, han nogensinde ville møde i Danmark.

Under sit andet år på holdet var Razorbacks tyndt besat på den offensive linje, og Hjalte

Froholdt blev omskolet fra forsvarer til guard. Det krævede, at han skulle genopfinde sig selv, og i begyndelsen spillede han virkelig skidt, mens han forsøgte at vænne sig til sin nye rolle. Pludselig føltes den daglige træning som et slid, og han savnede familien, men han forsøgte at putte følelserne i en æske, for ellers ville han ikke kunne spille ordentligt. Han var blevet opdraget til, at når han satte sig et mål, var det om at gøre alt for at nå dertil uden at lade frygten og tvivlen styre ham.

”Det var måske ikke det bedste for holdet, men jeg kom ud i situationer, hvor enten så knækker du, eller også så møder du op til den challenge. Og hver gang du knækker, så prøver du igen,” siger han.

EN AMERIKANSK college-footballspiller har 1,6 procent sandsynlighed for at blive draftet til NFL ifølge den amerikanske sammenslutning for collegesport, NCAA. Hvor europæisk topfodbold (eller soccer som de kalder det i USA) er et globalt kludetæppe med spillere fra hele verden, er det stort set kun amerikanere, der spiller i NFL. Under tre procent af spillerne er født i et andet land end USA og heraf er størstedelen fra Canada, hvor de ofte er vokset op med football. Med andre ord var det et smalt nåleøje, Hjalte Froholdt skulle klemme sin store krop igennem.

Men eksperter, pressen og flere NFL-hold havde lagt mærke til den store dansker, der var blevet en af lederne og ragede op på et ellers middelmådigt Razorbacks-hold, og der blev hvisket i krogene om, at Hjalte Froholdt havde en chance for at blive draftet.

Draften er den dag, hvor alle NFL-hold på skift vælger blandt de spillere, der træder ud af collegefootball. Hjalte Froholdt fik en agent og tog rundt til NFL Scouting Combine for at vise sig frem for klubberne. Her blev hans potentiale officielt vurderet til 5,31 ud af 10, hvilket NFL kalder ’backup-potentiale’.

Op til draften fløj hans forældre, bror og søster og onkel til Arkansas, hvor de samledes hos Hjalte Froholdts agent og spændt holdt øje med telefonen. I draftens fjerde runde ringede den.

Der er en video på nettet af det øjeblik, hvor Hjalte Froholdt får opkaldet fra New England Patriots. Først er hans blik flakkende, mens han forsøger at afkode beskeden i den anden ende af røret.

Og så med ét smelter al intensiteten væk fra hans ansigt, et ukontrollerbart smil breder sig, øjnene flyder over og kort efter bryder han sammen og holder sig for ansigtet, mens hans nye træner giver ham beskeden om, at Patriots har valgt ham i fjerde runde. Hans far lægger en hånd på sønnikes skulder, og hans mor slænger Dannebrog over ryggen på ham, inden hans bror og søster slutter sig til familiecirklen i et stort gruppeknus.

Opkaldet var en forløsning på fire års hårdt, fokuseret arbejde, der bekræftede ham i, at det havde været rigtigt at forfølge drømmen. Men det gik også op for ham, at det ville betyde, at han skulle være væk fra sin familie endnu længere tid. Og at rejsen mod NFL kun lige var begyndt.

”På en måde var det et reset, for nu begynder det rigtigt hårde arbejde,” siger han. ”Hos Patriots siger man, at det ikke handler om, hvad du har gjort tidligere, men om hvad du kan gøre for holdet nu.”

NFL HAR EN HØJ gennemstrøm af spillere. Der er dem, der tilbringer hele deres karriere i periferien af ligaen, og som en lykkeridder skifter fra hold til hold i håb om, at de på et tidspunkt bider sig fast.

Det har to danskere prøvet på egen krop de seneste år.

I 2017 blev Andreas Knappe forbigået i draften efter fire år som offensive tackle for University of Connecticut, men han fik alligevel en kortvarig kontrakt med Atlanta Falcons. Kort inden sæsonstart blev han dog fritstillet og levede en omflakkende tilværelse, hvor han på få måneder var forbi træningstrupperne i Washington Redskins, Indianapolis Colts og Denver Broncos (ad to omgange), inden han i februar i år blev fritstillet efter flere skadesperioder. Han har endnu sit første minut i NFL til gode, og hans fremtid er uvis, efter at visumproblemer fik Arizona Cardinals til at opgive at hente ham denne sommer.

Meget bedre gik det ikke kickeren Philip Andersen, der efter at have gjort sig bemærket i den tyske footballliga skrev kontrakt med Tampa Bay Buccaneers i februar, blot for at blive droppet igen tre måneder senere i løbet af offseason.

Faktisk er Morten Andersen den eneste dansker, der har haft succes i NFL (dog ikke den første – det var derimod Hans Nielsen der i 1981 spillede tre kampe som kicker for Chicago Bears).

Til gengæld er Andersen også den spiller, der til dato har fleste kampe i NFL på CV’et (382 kampe fra 1982-2007), lige som han havde rekorden for flest field goals og point, indtil han sidste år blev overgået af Adam Vinatieri. Morten Andersen er en af kun ni udlændinge, der er optaget i NFL’s Hall of Fame.

”For danskere handler det tit om de prøvelser, du skal igennem. Det er et andet land og en anden kultur, hvor du skal opbygge et nyt netværk. Samtidig bliver de testet på en måde, vi ikke kan forberede dem på i Danmark,” siger Tommy Kjærsgaard.

Han har dækket NFL i 11 sæsoner for TV3 og været med til 10 Super Bowls, hvor han blandt andet har mødt Hjalte Froholdt. Og selv om Froholdt er et fyrtårn rent fysisk, også efter NFL-standarder, så er det primært hans mentale styrke, der gør, at han er nået hertil, vurderer Tommy Kjærsgaard.

”Han vil det her mere end nogen anden dansker tidligere, og så har han benene solidt plantet på jorden og en enormt støttende familie,” siger han og fortsætter begejstret: ”Det er dansk idrætshistorie, at han er oppe på det her niveau. Det er nærmest på højde med, da Wozniacki lå nummer et på verdensranglisten, eller da Bjarne Riis vandt Tour de France, for det handler om at komme igennem nåleøjet mod så mange dygtige atleter.”

DET ER EN SMULE køligere på dag syv på træningslejren, og et tyndt slør af skyer breder sig over himlen i New England. Det passer Hjalte Froholdt glimrende, og han er opsat på at gøre det bedre end gårsdagens træning.

Den offensive linje træner deres snap – måden de giver bolden op på. Hjalte Froholdt spiller right guard, og efter bolden er kastet, krabber han sidelæns for at markere, hvilken modstander han skal følge. Så starter de forfra. De korte sekvenser er minutiøst planlagt, og det handler om gentagelser, gentagelser, gentagelser, indtil man kan vække Hjalte Froholdt midt om natten, og han øjeblikkeligt ved, hvilken mand han skal dække.

”Det handler om konsekvent at være på den rette mand hele tiden. Så længe jeg er det, kan vi arbejde med teknikken. Det ville være langt værre, hvis jeg hele tiden gik den forkerte vej,” siger Hjalte Froholdt.

De fleste eksperter er enige om, at Hjalte Froholdt er et råt talent, og hans største mangler ligger i det tekniske aspekt af spillet, hvilket kommer sig af, at han kun har spillet tre år som offensiv linjemand.

”I college kender du dine holdkammerater godt, og mange af de med- og modspillere, du står over for, har ikke NFL-niveau. Så det er først nu, han for alvor bliver testet. Alle spillere er de bedste på deres plads, og de fleste kæmper for deres job og tilværelse,” siger Tommy Kjærsgaard.

Han tror på, at næste sæson kan blive Hjalte Froholdts, fordi flere af hans konkurrenter i Patriots’ offensive linje har kontraktudløb, og Patriots har ikke for vane at betale guldrandede kontrakter til offensive linjemænd, men foretrækker at udvikle dem selv.

Så langt frem i tiden får du ikke Hjalte Froholdt til at tænke. Han har kun blikket rettet mod at være en Patriot, efter truppen skal trimmes for det overflødige fedt, og 36 spillere pludselig bliver arbejdsløse. Derfor har han ikke fundet et fast sted at bo i New England endnu. Han har lejet en lille lejlighed, og hans kæreste bor stadig i Arkansas, indtil de finder ud af, om han klarer cuttet.

Samtidig med at Hjalte Froholdt skal finde sig til rette i en ny by uden venner og familie omkring sig, skal han også finde sig til rette på holdet. På Arkansas Razorbacks var han en af lederne og en af de sikreste på holdkortet – nu er han nederst i hierarkiet for verdens bedste hold, og selv om Hjalte Froholdt forsikrer, at det er et ”good guy locker room,” så kender han sin plads.

”I begyndelsen var det ret vildt at se Brady og nogle af de andre ansigter fra tv, men når vi ikke træner, er de også bare almindelige mænd, der joker og har det sjovt. Det kan godt være, at de er atletiske pragteksemplarer, men de er ikke guder, og i sidste ende er det bare en person med et nummer på brystet, som jeg skal blokere,” siger han.

Som rookie kan der være et stort pres for at bevise over for trænere og medspillere, at man hører til, og nogle unge spillere håndterer det ved at slå sig selv på brystet og bralre op for at gøre opmærksomme på sig selv.

Hjalte Froholdt gør det direkte modsatte. Han holder lav profil, knokler løs og prøver at undgå at lade sig rive for meget med over sit gode spil og slå sig selv for meget i hovedet over sit dårlige spil.

”Måden, man beviser sig på, er sådan set bare at gøre det, man skal. Hvis jeg begynder at fokusere på, hvad andre synes om mig, kommer tankerne et andet sted hen. Jeg skal bare fokusere på football,” siger han.

De fleste dage dejser han om af udmattelse om aftenen, både fysisk og psykisk. Men morgenen efter står han der igen, på træningsbanen med de andre Patriots-spillere, iført hjelm og skulderbeskyttelse – klar til at starte forfra. Han minder sig selv om, at det er en enestående mulighed, han har fået for at lære af nogle af verdens bedste footballspillere.

Og SLASK!: Der ramlede en af dem ind i ham. Hjalte Froholdt bider i græsset. Der er lang vej til NFL endnu.

Se, hvad vi ellers skriver om: USA