”En rigtig mand tager sine nederlag med hagen oppe og brystet fremme”

Der går noget tid, før man kan sætte fingeren på, hvad der kendetegner dem alle sammen. Det er ørerne. At være tilskuer til et UFC-stævne er som, at kigge i en pjece for et plastikkirurgisk indgreb, der kan hjælpe uheldige mænd med sammenkrøllede ører. Men det er det ikke. Ørerne er et adelsmærke, der fortæller, hvem de er, og hvad de laver. Hvem der er med i klubben, og hvem der ikke er. Det er kalotten i synagogen. Den fede signetring i logen.

De kalder det trofæ-ører eller blomkålsører. De kommer af gentagne slag, når de klemmes, mases og presses på madrassen under brydning. De viser, at man er dedikeret, at man har slidt sig selv til blods for en sport, der ofte ikke kaster mere af sig end et par professionelle kampe. Hvis man er heldig.

”I Danmark fatter folk ikke for fem kroner blandet af, hvad der sker i brydning, MMA og kampsport generelt. Jeg bliver tit spurgt, hvad der er galt med mine ører, men mine er ikke engang slemme, der er nogen, hvis ører sidder helt skævt,” siger Mads Burnell, der denne aften i Liverpool skal i ringen for at kæmpe sin tredje UFC-kamp.

Op til kampen er Mads Burnell undertippet. Danske Spil giver 2,80 igen for en dansk sejr mod englænderen Arnold ’Almighty' Allen, der får hele Liverpool i ryggen til kampen.

”Jeg har hele tiden sagt, at det er en rå fighter i Allen mod en slick flighter i mig. Teknisk er jeg foran på alle parametre, han er bare stor og stærk,” siger Mads Burnell.

Mens en del af de i alt 8.500 tilskuere – et blandet publikum af store, skæggede mænd med tatoveringer i gotiske t-shirts, kvinder i korte, stramme kjoler og skjorteklædte mænd med briller – følger aftenens indledende kampe i oktagonen, lader Mads Burnell op i et afsides træningslokale sammen med en række andre kæmpere, der skal i aktion i løbet af aftenen.

Burnell har sort bælte i brasiliansk jiu jitsu, er tidligere professionel bokser og én af kun to danske kæmpere i verdens største MMA-turnering, UFC. Men han mener ikke, at hans første to optrædener i UFC-sammenhæng har givet et retvisende billede af hans niveau.

I sin første kamp tabte han til brasilianeren Michel Prazeres, der i dag kæmper i weltervægt-klassen, en række der er 11 kilo tungere, end den Mads Burnell kæmper i. Hans anden kamp var imod amerikaneren Mike Santiago, hvor han havde én måned til at træne sig op samtidig med, at han kom sig efter en skulderskade. Alligevel vandt han. Så det er nu, at han skal bevise, at han hører til blandt verdens bedste.

Burnell er en del af en subkultur i Danmark, der tager kampsport til et ny niveau. Mange kæmper hele liv for én chance, og når man går gennem så mange anstrengelser for ét mål og én drøm, som så få i landet interesserer sig for, og endnu færre har respekt for, så holder man fast i dem, der går gennem de samme strabadser. Har man blomkålsører, bliver man hurtigt en del af dem.

Kommer du til træning med ørebeskyttere kigger folk skævt til dig. Man melder sig ud af et fællesskab, hvor man ikke kan sove på siden flere nætter efter en kamp på grund af knust brusk, væske og blod i ørerne. Man kan gå til lægen og få ørerne drænet, men så kan man gå til lægen hver dag.

”Man køber insulinsprøjter på apoteket og suger det selv ud, ellers bliver der bare ved med at komme blod og brusk. På et tidspunkt størkner det, og så kan man ikke mærke noget,” siger Mads Burnell.

Alle, der dyrker MMA vil fortælle dig, at det er den ultimative kampsport. Den reneste form for kamp mellem to mennesker. Den ældste kampform. En klub. En forening. Et broderskab. At de som kalder det grænseløs vold, fordi de har set sensationalistiske videoer af blødende og bevidstløse kæmpere på Youtube, er uvidende kværulanter.

I begyndelsen af 90’erne markedsførte The Ultimate Fighting Championship (UFC) sig under sloganet: ”There are no rules.” Da MMA kom frem virkede kampene så brutale, at det nåede senator John McCains bord. Han fandt sporten afskyelig. Den ekstremt bokseinteresserede politiker kaldte det ”barbarisk”. Det var ”ikke en sport” men i stedet ”menneskelig hanekamp,” og det burde forbydes!

Siden er reglerne langsomt blevet strammere. Bid og prikken i øjnene er blevet forbudt, og det samme er skaller, spark i skridtet og ’fish-hooking’, hvor man griber fat og flår i mundvigen. Tilbage står et blandingsprodukt af samtlige professionelle kampsportsgrene.

I 2000 blev UFC solgt for ca. 12 millioner kroner. Men da organisationen fik en overraskende succes med programmet ’The Ultimate Fighter 1’, som efterfulgte ’World Wrestling Entertainment RAW’ på det amerikanske Spike TV, steg værdien. Mads Burnell sad de år og fulgte med hver mandag efter brydetræning sammen med familien i Husum. I 2016 blev UFC igen solgt, denne gang for 27 milliarder kroner.

”MMA er den bedste kampsport i verden, fordi det ikke handler om at være 44-0 og kun have mødt ’tomato-cans’ (ringe modstandere red.). I MMA er det din performance, der tæller. Hvis du performer godt, så får du lov til at kæmpe på den bedste scene i verden, og hvis ikke, så er det bare ud ad døren. I boksning er det illusionen om en ubesejret mand, men en rigtig mand tager sine nederlag med hagen oppe og brystet fremme,” siger Mads Burnell.

Op til indvejningen har han været i kalorieunderskud i flere uger for at nå sin kampvægt. Mads Burnells vægtklasse er fjervægt med en øvre grænse på 66 kilo. Til dagligt ligger han på 74 kilo, og op til kampen ligger han på omkring 70 kilo. Dagen før indvejningen tager han et varmt karbad salt for at få de sidste kilo væske ud af kroppen.

”Man ligner en, der kommer fra en KZ-lejr, når man stiller sig op på vægten,” fortæller Mads Burnell dagen før han tager til UFC-stævnet i Liverpool.

Inde i arenaen er stemningen ikke øredøvende de første mange kampe. Ligesom i boksning fungerer de indledende kampe som opvarmning for hovedattraktionerne, der kæmper senest på aftenen. Men Mads Burnells kamp er på ’Main Card’, en af hovedkampene denne aften.

Salen er fuld, da han kommer ind i oktagonen til ’Paradise City’ af Guns N’ Roses med et dannebrogsflag over overskuldrene og et selvsikkert smil. Aldrig har en optakt gået så godt, har han fortalt.

”Let’s fucking do this, Liverpool,” råber han på vej ind.

Burnell får smurt vaseline i ansigtet af en official ude foran buret. Vaselinen gør, at huden ikke så nemt slår revner, når man får en knytnæve eller et spark i hovedet. En anden undersøger resten af kroppen. Før i tiden har enkelte kæmpere smurt hele kroppen ind i vaseline eller olie, så de nemmere kunne slippe ud af brydergreb, og derfor tjekkes der altid, om det er tilfældet. I buret skyggebokser han lidt, mens publikum venter på deres landsmand. Da Arnold Allen træder ud fra omklædningsrummet, vågner arenaen for første gang op i et kæmpe brøl.

Når Mads Burnell er ude at gå en tur før en kamp, kan han godt tænke over, hvorfor han er på vej ind i et bur med en, der vil forsøge, at banke ham bevidstløs. Timerne før en kamp er nerver, spænding og nervøsitet i en pærevælling:

”Ens ben er som gele på grund af adrenalinen. Kroppen fortæller, at man ikke skal gøre det her. Det er derfor, man skal være mentalt stærkt, men nervøsiteten giver også en ekstra edge.”

Mads Burnell kaster sig over Arnold Allen, kort efter at ring announcer Bruce Buffer, bror til den legendariske ring announcer fra boksning Michael Buffer, kendt for sin sætning ’Let’s get ready to rumble,’ har forladt buret. Hver gang Burnell går frem, får han et slag ind, og hver gang Allen går frem, bliver det til et stort hul i luften. Efter et par minutter sætter danskeren ind med en nedtagning, hvor han ender oven på Arnold Allen i kontrol over hans bevægelser.

Uden for UFC-buret står Burnells cheftræner, Nikolai Koubti, og råber instrukser ind. Træneren, der til daglig arbejder i kampsportsklubben Arte Suave i Københavns nordvest-kvarter, har selv en fortid som MMA-kæmper. Derfor ved han også, at hans kæmper dominerer kampen fuldstændig. Mellem runderne gentager han, hvad han også sagde inden kampen: ”Sug det nu til dig og nyd det!”

Nikolai Koubti har kendt Mads Burnells familie hele livet. De voksede op ved siden af hinanden i Husum, hvor Mads Burnells farmor havde en frisørsalon i den bygning, hvor hendes mand var vicevært. Nikolai Koubti blev klippet hos farmoren, og ved siden af havde hans far et pizzeria. I dag bor Mads Burnell oven over sine forældre i den samme ejendom.

”Husum er ikke Nordvest. Husum er Husum. Det er vigtigt for mig at understrege, for Husum har givet mig alt i mit liv. Her fandt min farfar min farmor. Husum gav min far og farfar brydning, den gav mig brydning, og den gav mig min første kærlighed,” siger han.

I midten af tredje og sidste runde af kampen fører danskeren på point hos samtlige dommere. Han har været i total kontrol og domineret sin modstander fra begyndelsen. Burnell maser Allen op ad burets ene side med hele sin krop. Et kort sekund ligger hans hoved lidt for lavt på englænderens bryst. Fra sidelinjen råber Nikolai Koubti, at han skal op med hovedet, men rådet forsvinder i larmen fra tilskuerne. Mads Burnell hører ikke et ord.

Lige der får Arnold Allen fat i Mads Burnells hals i et guillotine-choke, en strangulering mellem underarm og biceps, der blokerer luftvejene, og selvom danskeren slynger sig rundt som en truet alligator for at komme fri, sidder den fast. Blodårene i hovedet bliver tydeligere med Mads Burnells sidste forsøg på at slippe fri, men han må opgive at slippe fri. Han klapper hurtigt tre gange på Arnold Allens arm for at signalere, at han giver op. Alternativet er at besvime og vågne forvirret op kort efter.

Efter afgørelsen kommer Arnold Allens far hen til Nikolai Koubti. Han er en pumpet, skaldet mand med en tatovering på højre arm med teksten ’Pacer’.

”Damn my boy got lucky tonight,” siger han anerkendende.

Nederlaget er det tredje i Mads Burnells professionelle MMA-karriere, hvor han til gengæld har sejret ni gange. I UFC, der kan sammenlignes med Champions League indenfor MMA, har han én kamp tilbage, inden han skal forhandle en ny kontrakt på plads. Henover sommeren skal han kæmpe til diverse stævner i brasiliansk jiu jitsu, inden han skal i ringen igen for at bevise, at han fortjener en ny kontrakt med UFC.

”Jeg tror, at mine aktier er steget helt vildt. Allen er en ret velanset kæmper, og jeg molestrerede ham i 2,5 omgang,” siger han.

I aften tabte Mads Burnell, selvom han gjorde alt rigtigt. Men han er ikke en taber. I UFC kan man tabe lige så tosset, man vil, så længe man er dygtig og underholdende. Du skal give dit liv til sporten, hvis du vil være med, men så længe du performer, bliver du ikke vraget af forbundet. Du skal kæmpe dig op igen, men du skal ikke starte forfra. Alle taber i UFC, fordi det er marginaler, et heldigt slag eller en velplaceret kvælning, der gør udslaget. Det er charmen ved sporten, vil alle fortælle dig.

På hotellet sidder Mads Burnell i en sofa mellem sine trænere. Aftenens kæmpere holder fest i foyeren, og flygelet på Radisson BLU er fyldt med ølflasker og energidrikke.

”Jeg har ikke noget at sige, før jeg har fået en øl,” siger han.

Han har en enkelt bule i panden, en øm underarm og et kvæstet skinneben fra et spark som Arnold Allen blokerede med sit knæ. Ellers er han ikke medtaget. Han lyser næsten mere end før kampen.

”Jeg vandt kampen men tabte krigen. Alle kunne se, hvem den bedre fighter var, men resultatet undslap mig i dag. Shit happens,” siger han.

”På mit arbejde kan man ikke skjule sig, når man laver et fuck up. Så er det frem med brystet, hagen op og videre til den næste.”

LÆS OGSÅ: Cheerleadere siger Washington Redskins tvang dem til topløse billeder

LÆS OGSÅ: 'Jeg hørte med det samme en høj knæklyd fra nakken, og den har jeg aldrig hørt før'

LÆS OGSÅ: Festen fes ud i fodboldbyen: ”Her bliver man født Liverpool-fan”