Trentino er cykelmotionisternes paradis, hvis altså man kan lide, at det gør lidt mere ondt at presse kilometertælleren på ens Garmin opad, end det gør derhjemme i det relativt flade danske landskab.
Og hvilken sand lycra-kriger kan ikke det?
Trentino-Alto Adige, som reelt består af to provinser, Sydtyrol og Trentino, ligger midt i Dolomitterne. Regionen er uafhængig af Italien, på samme måde som Catalonien er det af Spanien. Her i det norditalienske er man dog ganske tilfreds med ordningen, hvilket næppe kan siges om den spanske ditto.
Annonse
I Trentino, hvor der bor lidt mere end én million indbyggere, er der hele 460 kilometers cykelsti, som binder byerne i dalene under bjergkæden sammen. Det er med til at gøre det både behageligt og nemt at komme fra A til B på to hjul – uanset om du kører på elcykel eller på en carbonracer.
Under mit besøg bliver jeg indlogeret i Levico Therme tæt ved Lago de Levico. Herfra er der omkring 20 kilometer ad en velpræpareret cykelsti til Borgo Valsugana, som er det perfekte sted at nyde en espresso eller en let frokost, inden cykelturen for alvor begynder at gøre ondt i benene.
For ondt gør det, hvis man vælger at tage turen til museumsparken Arte Sella med en rygsæk fyldt med skiftetøj og uden elektrisk assistance. Fra Borgo Valsugana møder man nemlig en halvhård stigning på små 10 kilometer, som slutter med 500 meters stejl grusvej op til selve Arte Sella.
Her bør man mindst aflægge en times besøg, og gør man det, kan det stærkt anbefales at medbringe skiftesko. Kliksko og skovstier har som bekendt aldrig været en god kombination. Ikke desto mindre er udsigten og kunstværkerne i Arte Sella både omvejen og oppakningen værd.
På turen fra Borgo Valsugana tilbage til Levico Therme langs floden Brenta cykler jeg ved siden af den tidligere cykelrytter Daniel Oss, som har været professionel i 15 år og har kørt adskillige World Tour-løb. Oss er vokset op i Trentino:
”Gennem næsten hele min karriere har jeg boet her i området. Når jeg endelig havde lidt fri fra diverse cykelløb og træningslejre, var det vigtigt for mig at befinde mig et sted med god stemning. Folk i Trentino er rare, maden er god, og der er mange små, flotte byer at besøge.”
Annonse
Sammenligner man med nærliggende epicentre for turisme såsom Venedig og Milano er indbyggerne da også virkeligt imødekommende her, og de kulinariske tilbud findes til overflod. Men hvad med mulighederne for at få luftet racercyklen i Trentino, spørger jeg den tidligere toprytter. Kan det noget, som man ikke kan finde andre steder?
”Jeg synes, det er et fantastisk sted at cykle. Asfalten på cykelstierne og vejene er god, og der er ikke ret meget biltrafik sammenlignet med andre steder i Italien,” siger Daniel Oss, som blandt andet har kørt for BMC og Bora-Hansgrohe.
Taler man om månederne uden for højsæsonen, har han helt ret: Vejene på de fleste stigninger i regionen er nærmest tomme, cykelstierne ligeså, hvilket gør det trygt at køre både op og ikke mindst ned ad de mange bjergpas, som vil få enhver motionist til på en gang at slikke sig om munden og ryste i cykelshortsene.
I juli er den trafikale situation på bjerg-vejene i Trentino dog en helt anden snak. Her valfarter tyske og hollandske autocampere og motorcykelklubber nemlig i hobetal til de mange bjergpas. Faktisk i en sådan grad, at nedkørslerne kan blive decideret farlige for uerfarne bjergryttere, fordi alskens motorcyklister tager ejerskab over vejene.
Men hvornår er så det perfekte tidspunkt at tage til området, kan man spørge sig selv. Jo, vejret i Trentino-Alto Adige egner sig godt til et besøg fra april til og med september, mens de store bjergpas, hvor der nærmest er koldt på toppen året rundt, er åbne fra maj til 31. september. Konklusionen (og anbefalingen herfra) er, at hvis du overvejer at lægge din næste træningstur på disse norditalienske breddegrader, så drag derned i maj, juni, august eller september.
Euroman var inviteret til Levico Therme af Visit Trentino. Holdningerne i artiklen er skribentens egne.
Her skal du cykle i Trentino
Til nybegynderen
Kør ad cykelstierne og på de små veje rundt om Lago di Caldonazzo og Lago di Levico. Her er godt og vel 30 kilometer i nogenlunde fladt terræn gennem æble- og vinplantager, mens du har udsigt til sneklædte bjergtinder og grønne bjergskråninger. Hold eventuelt frokost- eller kaffestop ved en af caféerne langs søbredden eller i Pergine Valsugana, en lille, ikke-overrendt by mellem Levico Therme og regionens hovedstad, Trento, som er på størrelse med Aarhus og i øvrigt er et oplagt sted at bruge en sommerdag eller to, motionist eller ej.
Til den letøvede rytter
Stigningen Palu del Fersina, som nemt kan nås, uanset om du har booket overnatning i Trento, Levico Therme eller Borgo Valsugana, blev passeret to gange på femte og sidste etape af etapeløbet Tour of the Alps i år, hvor 15 ryttere endte med at spurte om sejren i centrum af Levico. Opkørslen er nogenlunde jævn og 12 kilometer lang uden voldsomt stejle stigningsprocenter, og hele vejen op kører du på en god, bred landevej med anstændig asfalt. I det hele taget en behagelig stigning, hvor du får pulsen fint op og gør dig fortjent til en ekstra Peroni i solen på den anden side.
Til den øvede rytter
Menador med start i Caldonazzo er en genial stigning til dig, der vil teste dig selv på stejle procenter uden at skulle okse derudaf i flere timer. Den er ’kun’ otte og en halv kilometer, men stiger til gengæld med 9,5 procent i gennemsnit, og de stejleste stigningsprocenter venter på de sidste par kilometer, hvor hældningen runder 15 procent. En fordel ved denne stigning er, at den kun er seriøst stejl fra den ene side, så ved at fortsætte hen over toppen og køre tilbage til Caldonazzo rundt om bjerget får du en lang, relativt mild nedkørsel og en masse ’gratis’ kilometer. Kombinér evt. med førnævnte Palu del Fersina, hvis du pludselig har diamanter i benene.
Til den toptrænede rytter
Det legendariske bjergpas Passo Manghen er både berygtet og frygtet. Toppen ligger mere end 2.000 meter over havet, så på de sidste, øverste kilometer kan du virkelig mærke den tynde luft. Med en længde på 23 kilometer og en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,2 er klatringen op af Passo Manghen ikke for utrænede cykelben. Til gengæld er oplevelsen uforglemmelig, når du krydser din fiktive målstreg og kan se ud over Dolomitterne, så langt øjet rækker. Bemærk dog, at særligt dette bjerg er et foretrukkent udflugtssted for tyske motorcykelklubber i juli, og i maj (hvor passet åbner for cykel- og biltrafik) er her stadig koldt og rester af snedynger på toppen.
