”Du er min onkel,” siger Simon Kjær, da vi lige er krøbet ud af bilen på parkeringspladsen foran et forfaldent militært træningsanlæg, og han er på vej til eftermiddagens arbejde. ”Der er ikke adgang for pressen, og der var for et stykke tid siden et tv-hold fra BBC, der ikke kunne få lov til at filme under træningen, så jeg gider ikke spørge. Så bare sig, at du er min onkel.”
Han kunne godt have sagt det lidt tidligere. Simons onkel Jul? På fædrene eller mødrene side, hvis nogen skulle spørge? I hvert fald må blokken og pennen nok blive i lommen og den mest påfaldende nysgerrighed tøjles.
Det er ikke Simon Kjærs bil, vi er kørt derud i. Den har han dagen i forvejen efterladt på træningsanlægget, fordi der var noget bøvl med venstre fordør. Han er blevet hentet hjemme af sin gode ven Samir, kosovo-albaner og målmandsreserve hos Palermo, og de har hentet mig på hotellet i hans lille, røde bil med dårlig benplads på bagsædet.
Annonse
Alle fodboldspillernes biler på parkeringspladsen ligner nogle med dårlig benplads. Ingen Maseratier, Ferrarier eller Porscher, som man kan se dem foran fodboldklubbernes træningsanlæg oppe nordpå i Rom, Firenze eller Milano. Ikke engang en Mercedes, BMW eller Alfa. Kun små biler i billigste udlejningsklasse med leasing-logo. Simon Kjær giver mig nøglen til sin grå Nissan Note, så jeg kan sætte mig ind i bilen og få lidt varme, hvis jeg fryser under træningen. Alene tanken varmer mig. Det er en betænksom nevø, jeg pludselig har fået. Det vidner om stort og nært overskud at tænke på sådanne småting, for koldt er det. Mimoserne blomstrer, men foråret er forunderligt nok endnu ikke kommet til Palermo. Sneen ligger på toppen af de lave bjerge over byen, og det er uset i gammel mands minde.Is er der i øjnene på manden, som Simon præsenterer sin onkel for.
Som kun 19-årig og efter få kampe for FC Midtjylland i SAS-ligaen skiftede den centrale forsvarsspiller Simon Kjær Jylland ud med Sicilien og barndomslandsbyen Lund ved Horsens ud med Palermo.
Is bag titaniumbriller under en blå scooterkasket, som det hed, da onkel var ung. Glat formstøbt filt med puld og skygge i et. Muligvis moderne nu, men en anelse latterligt på denne mand.
”Jeg har mødt Simons far, mor, søster, kæreste og svigerfamilie, men De er den første onkel. Det er en stor familie, han har,” siger han sarkastisk. De grøn-blå-grå isøjne under scooterkasketten fortæller, at onkel Jul ikke er specielt velkommen. Han præsenterer sig ikke, men han hedder Toto Francoforte. Det er det italienske ord for Frankfurt, og der er noget meget usiciliansk frankfurter over ham. Han er holdleder, sørger for alt det praktiske omkring holdet, og han er dygtig til sit arbejde, siger Simon Kjær senere. Samme funktion og stilling som Simons egen far, Jørn Kjær, har i FC Midtjylland med base i Ikast. Men her hører al lighed så også op. Scooterkasketten har selv en stor familie, tilsyneladende. En halv snes typer, der hilser på ham med noget, som ligner taknemmelighed, og som ikke ligner nogen, der professionelt har med den lukkede træning at gøre, men som hænger rundt på tilskuerpladsernes 5-6 rækker af lave, brede fliser, hvor ukrudtet skyder op mellem revnerne, og gelænderne er gennemtærede af rust.
DET MILITÆRE idrætsanlæg, som fodboldklubben lejer sig ind på, er en række lave skidengule bygninger mellem parkeringspladsen og banen. I midten et portrum med en mindetavle over den unge løjtnant, som har givet navn til anlægget, Stadio Carmele Onorato. Han har indskrevet sig i den tynde bog om italienske krigshelte ved at rive bindet fra øjnene og blotte sit bryst for en tysk henrettelses-peloton og gå døden klarsynet i møde.
Med et billigt billede er det, hvad Simon Kjær vovede, da han sidste efterår, som 19-årig og efter blot få kampe for FC Midtjylland i SAS-ligaen, skiftede Jylland ud med Sicilien og barndomslandsbyen Lund ved Horsens ud med Palermo. På mange måder et af de sværeste steder at begynde for en ung udlandsprofessionel. I bedste tilfælde måtte han regne med en lang knubset læretid på bænken, i værste kunne han blive prøvet, bedømt og smidt væk. Svært også, fordi han er bageste, centrale forsvarer – den, der oftest må tage skraldet, når modstanderne scorer, og en plads, der normalt er besat af ældre, erfarne spillere.
Annonse
Stadio Carmelo Onorato, opkaldt efter en af Italiens få krigshelte, er langt fra prangende.
Men Simon Kjærs tid på bænken blev kort. Den 2. november sidste år var han på banen fra start, da Palermo bankede Chievo fra Verona 3-0, og scorede endda. Siden er det kun få kampe omkring nytår, hvor han ikke har været trænerens førstevalg, og i hele foråret har han været det. Hjulpet på vej, indrømmer han gerne, af, at hans kæmpestore og erfarne konkurrent til pladsen, Carrozzieri, i en periode har været skadet. Simon Kjær anses af italienske eksperter for sammen med Milans brasilianske angriber, den jævnaldrende Alexandre Pato, at være den bedste helt unge spiller i Serie A i denne sæson. Hvilket dog ikke har bragt ham på det danske landshold endnu. I februar blev han for første gang indlemmet i truppen til en venskabskamp mod Grækenland.
PALERMO-SPILLERNE lunter på træningsbanen. Stadion er nok grimt og forfaldent, men det er funktionelt. Først taktiske øvelser med bold, hvor forskellige mønstre bliver gentaget, og så spil til to mål på en afkortet bane, fordi holdet har mange skadede. Onkel Jul bilder sig ind, at han kan se, hvorfor Simon Kjær har succes her. Det blonde hoved er løftet og brystet skudt frem, bogstaveligt og billedligt. Han skaber rum omkring sig. Naturlig autoritet og selvsikkerhed. Aura er nok for meget, og dog.
Hans tidligere træner i Midtjylland, Erik Rasmussen, har karakteriseret ham som en moderne spillende forsvarer. Sikker i sin placering og indgreb i mand til mand-dueller og hurtig i omstillingen til angreb indledt helt nede bagfra. Flere gange sætter Simon angreb i gang med lange, oftest præcise diagonaler over hele banen til en af fløjene. Det er bare træning, onsdagen før den prestigefyldte hjemmekamp mod Juventus på lørdag, men hans onkel bliver stolt.
Simon er stærk i hovedet. Ikke blot i fodboldmæssig forstand, hvor hans 190 cm giver ham en naturlig og veludviklet fordel i hovedspillet. Han er mentalt stærk, og han er meget bevidst om det, fortæller han et par dage senere. ”Min styrke er ikke talent, teknik, taktisk forståelse, den slags, det er bare værktøjer, som skal være i orden. Min styrke er, at mit hoved er skruet ordentligt på. Jeg har indtil nu haft succes her, men jeg holder begge ben på jorden, og uden for banen går det mig ikke til hovedet. Når jeg spiller, er jeg ligeglad med, om modstanderne hedder Hansen, Sørensen, Amauri, Del Piero eller Buffon. Jeg glæder mig selvfølgelig til at spille mod de store navne, men jeg bliver ikke benovet eller imponeret.”
U.S. CITTÀ DI PALERMO er klubbens navn. Palermos forenede sportsklubber er et provinshold, men ikke et bundhold. Fra de kolde cementfliser langs grønsværen genkender onkel Jul flere spillere af internationalt ry. Der er den lille angriber Fabrizio Miccoli med en fortid i Juventus, Fiorentina og portugisiske Benfica og flere optrædener på det italienske landshold. Målmanden Marco Amelia er verdensmester. På det italienske VM-hold i 2006, hvor han var – og stadig er – den, der skal træde til, hvis der sker noget med Gianluigi Buffon.
Simons gode kammerat Samir Ujkani står lige så meget i skyggen af Marco Amelia, som Amelia gør af Buffon. Samir blev udtaget til det albanske landshold her i foråret, så det siger noget generelt om niveauet på holdet, der i kreativitet løftes af Fabio Liverani. Det gav et ryk i onkel Jul, da Liverani som den sidste af spillerne gik forbi mindepladen for den tapre løjtnant og gik ind på grønsværen med den tydelige selvbevidsthed, at her kom holdets anfører. Onkel Jul har set ham spille mange gange for Lazio, da de begge boede i Rom, men dengang var Liveranis selvbevidsthed ikke så udtalt. Han havde det svært pga. sin hudfarve. Hans mor er somalisk og hans far italiensk, og den italienske sportspresse undlader aldrig at nævne, at en spiller er di colore, farvet. Han spillede i den romerske klub i fem år og blev tålt af de ekstremistiske fans, fordi han var mere end god, og selv om han var neger, var han deres neger.
Annonse
Allerede som helt lille var Simon Kjær klar til at gi’ bolden et los. Bemærk vristens perfekte flugtning i det, der bogstaveligt talt kan kaldes en sparkedragt.
Liverani er en fantastisk fodboldspiller. Hans svaghed er, at alt hans trylleri foregår langt fra mål. Han har ingen gennembrudskraft og ingen skudstyrke. Rundt om disse kendte spillere er alle pladser velbesatte, og æren for, at Palermo i de seneste år har bevæget sig fra lavere rækker op mod toppen af italiensk fodbold, tillægges en enkelt mand: forretningsmanden Maurizio Zamperini, der i 2002 erhvervede klubben. Han er ejer af bl.a. en stor supermarkedskæde, men er ikke fra Sicilien. Han er fra Venezia og har tidligere haft succes med at købe sin hjembys fodboldhold og føre det op i Serie A med spektakulære hjemmekampe ude i lagunen. Med Palermo har Zamperini større planer, han vil gøre klubben til en magtfaktor, og han vil bygge et stort nyt stadion – men er løbet ind i problemer med mafiaen.
SELVFØLGELIG HAR MAFIAEN altid haft interesse i at kontrollere den sicilianske hovedstads fodboldklub og ikke blot økonomisk, men især prestigemæssigt. Et modtræk for tidligere ejere har været at indsætte indflydelsesrige sicilianskfødte politikere med erklæret anti-mafiaholdning på posten som præsident. Palermos tidligere borgmester Leoluca Orlando og fagforeningsbossen Sergio d’Antoni har haft jobbet. Det har sikret legitimiteten, om ikke andet.
Da Zamperinis stadionplaner blev kendt, krævede mafiaklanen Lo Piccolo del i byggeriet, men Zamperini sagde nej, og så modtog hans sportsdirektør Rino Foschi – manden, der i sin tid ’opfandt’ Martin Laursen og nu også Simon Kjær – et afhugget gedehoved som julegave i 2006, mafiaens rituelle dødstrussel. En efterforskning blev indledt, og efter telefonaflytninger og forhør af mistænkte blev afsenderen af hovedet identificeret og arresteret – og bortvist fra fodboldklubben, hvor det viste sig, at han var ansat. I retssagen blev Zamperini renset for selv at have været involveret, og han har således dom for, at han og hans fodboldklub ikke blot er uden for mafiaindflydelse, men også aktivt har modsat sig den.
Simon Kjær kender ikke historien om det afhuggede gedehoved. Jeg fortæller den i bilen på vej hjem fra træning i Simons egen lille sponsorbil. Døren er blevet lavet. ”Jeg kunne med det, jeg tjener, godt have købt en dyr, smart bil,” siger han, ” men så skulle jeg også ærgre mig efter en uge over de buler, den allerede ville have fået.”
Selv kører han ganske palermitansk. ”Selvfølgelig spørger mange mennesker mig om mafiaen, men den er jo ikke noget, man ser eller mærker noget til i det daglige, så det er ikke noget, jeg spekulerer så meget over. Men man hører jo historier.” Og så fortæller han om en af sine holdkammerater, der ejer sit hus, og som blev afkrævet beskyttelsespenge for at forhindre, at det blev brændt ned.
Vi er sultne. Det er både for sent og for tidligt at gå nogen steder hen. ”Jeg har noget mad derhjemme. Så kan du også se, hvordan jeg bor,” siger han.
Foran den lille have og det lave hus skal den tunge defekte gitterport åbnes med håndkraft og besvær. Huset er rummeligt, men ikke prangende. I stuen står et stort sammenklappet bordtennisbord. Et hjem, der bærer præg af noget midlertidigt. At købe hus i Palermo er slet ikke på tale. Sponsorbilen og det lejede hus taler samme sprog. Simon og Camilla er faldet godt til her, men Simon skal videre til en klub, der er større, og hvor flyforbindelserne til Danmark ikke er så bøvlede. Camilla og Simon har kendt hinanden i snart fem år, siden Simon spillede på drengeholdet i Horsens, og tænk, at det er så kort tid siden. Simon havde sin familie med nede at se på forholdene, inden han skrev kontrakt, men også Camilla og hendes familie.
”Det er jo også hendes liv, der bliver fuldstændig forandret, og for hende er det sværere end for mig, for hvad skal hun tage sig til? Hun betyder fantastisk meget for mig, så der er flere hensyn at tage end penge og fodbold,” siger Simon hen over det pålæg, han har stillet frem på spisebordet. I Simons overvejelser over sin fremtid er der igen denne blanding af høj selvbevidsthed og tanke for andre end sig selv. Hovedet højt løftet og begge ben på jorden. Stadig en ung knægt, men også en voksen mand med en naturlig og uforceret modenhed. En ældre onkel kan blive ganske imponeret.
Hvert år afholdes en talentturnering i den Toscanske badeby Viareggio. Her imponerede Simon Kjær sidste år talentspejderne.
SIMON OG CAMILLA bor i et pænt kvarter med svære gitterporte i baglandet over fiskerlejet og badebyen Mondello. En af de små spraglede træbåde med høj stævn har lige afleveret en last søpindsvin, og jeg prøver dem med spaghetti på restaurant Sariddu. Ved nabobordet sidder to mænd og spiser. Deres dæmpede samtale og let blanke, ulastelige jakkesæt giver sammen med den enes Rolex forestillinger om deres erhverv. De er dødflinke og byder mig et glas af deres hvidvin, som er væsentlig dyrere og bedre end min. De har fået øje på et par glittede magasiner, jeg sidder og blader i. Simon Kjær er på forsiden af det ene. I det andet er der en stor artikel om ham inde i bladet. Så er den samtale i gang, og det er første gang, jeg hører Simons sicilianske kælenavn, ’U nustru picciriddu’. ”Vores hvaffor noget?” spørger jeg værten, der har blandet sig. ”Det, De lige har spist til forret,” griner han. Jeg har fået blæksprutteyngel i friteret æggemasse. Picciriddu betyder bare piccolo, lille. Vores lille ven, vores lille kæledægge.
Mondello ligger 6-7 km fra Palermo. Det er blevet lunt. Forbjergene på begge sider af bugten skråner i gråblå dis ned i vandet, der længst ude er dybblåt og brudt af hvide sejl. En regatta er i gang. Her er smukt, men ikke mondænt. Mange af villaerne langs stranden er let ramponerede. Byen har kun ét hotel, Mondello Palace, hvor ejerens kone er dansk og er blevet Simon og Camillas lærer i italiensk. Det er her, Palermos spillere interneres i døgnet før alle hjemmekampe. Fra udsigten over vandet forekommer Ikast at være meget, meget langt væk.
EN KLAM OG DISET søndag formiddag i begyndelsen af februar er den midtjyske stationsby ikke verdens mest indbydende sted. Der er ingen på vejene. Facaderne på de røde murermestervillaer lukker sig om sine beboere, men nede omkring idrætsanlægget er der liv.
I håndboldhallen skal Ikast og Viborg spille en kamp i Champions League senere på dagen, og på fodboldstadion skal FC Midtjylland mødes med AGF i en træningskamp. Det var tidligere hjemmebane for Ikast FS, men efter fusionen med Herning Fremad til FC Midtjylland er banen reduceret til en fornem træningsfacilitet. Kampene bliver spillet på det nye stadion inde i Herning, men ånden i fusionsklubben synes at være præget af Ikast. Synes også Jørn Kjær, der selv har spillet for Herning, samme plads som sønnen, men som nu hersker i et par rum i kælderen under det store, funktionelle anlæg. Kjærs kælder er et tilsyneladende kaos af pertentlig orden. Snurrende vaskemaskiner og tørretumblere, tøj i stabler på hylder og borde, på væggene plakater og souvenirs, der vidner om, at kælderens hersker er fan af Liverpool. Han er som holdleder og materialeforvalter ved at gøre klar til at sende et hold spillere under 21 år til Italiens og måske Europas mest prestigefulde talentturnering, der hvert år afholdes i den toscanske badeby Viareggio i forbindelse med byens berømte karneval.
”Jeg er ligeglad med om modstanderne hedder Hansen, Sørensen, Amauri, Del Piero eller Buffon. Jeg bliver ikke benovet eller imponeret.”
DET VAR VED DENNE turnering sidste år, at Simon gjorde stort indtryk på talentspejderne fra de norditalienske storklubber. De italienske mestre Inter fra Milano ville have ham, men de trak en kontraktforhandling i langdrag, og så er den korte version, at Simon fulgte sine rådgivere og endte ved Palermo. Han havde forinden været til prøvetræning i franske Lille og i Real Madrid, som gerne ville have ham, men den handel blokerede FC Midtjyllands sportsdirektør Jens Ørgaard. Transfersummen var for lille og hensynet til den unge spiller måske for stort, men det var en lykkelig beslutning at vente på, at en beskeden transfersum og en lærlingetilværelse mere for Simon skulle vokse til 30 millioner for klubben og muligheden for at komme på et godt hold hurtigt.
Jørn Kjær er i fodboldshorts og har lige været ude at lufte hunden. Han ligner sin søn, hvis man kan sige det så omvendt. Samme attitude. Hovedet højt og benene på jorden. Kontant og generøs. Stolt af sin søn, stolt af sig selv.”Jeg har ikke presset ham eller pacet ham, hvad man måske kunne tro. Han har selv valgt at blive fodboldspiller, og det valg blander jeg mig ikke i. Men hvis du mener det, så skal du også virkelig gøre noget for det, har jeg bare sagt. Han havde en krise, da han ikke var ret gammel, ville og ville ikke rigtigt, og så sagde jeg til ham, at nu tager vi ud i sommerhuset. Hugger noget brænde og taler om det.”
”Så du har som far været hård, men uretfærdig,” siger jeg. Han griner og er langt fra scooterkasketten nede i Palermo. ”Hård, måske nok, jeg vil kalde det konsekvent, men uretfærdig? – det må du spørge min kone, Lotte, om. Når vi skændtes, Simon og jeg, så lagde hun sig altid imellem. Simon har jo også det, at han er så gavmild. Når jeg bliver professionel, så giver jeg dig en sportsvogn, mor, sagde han, da han ikke var ret gammel. Men hun lagde sig virkelig imellem, når vi diskuterede støvlerne. Simon har nogle vanskelige fødder, og de støvler, holdet spillede i, passede ham ikke. Men jeg kunne ikke give ham nogle andre. Det ville se ud, som om jeg gav min egen søn en særstatus, hvis han spillede i nogle andre støvler end de andre. Jamen, det gør ondt, sagde han. ”Det gør ondt at spille fodbold,” svarede jeg.
SIMON KJÆR SLÆNGER sig i en lænestol i baren på Mondello Palace Hotel. Han er smart og dyrt klædt. Casual. Aldrig det samme to dage i træk.
”Sådan har det altid været,” siger han. ”Lige så længe jeg kan huske. Jeg har altid kendt de gode mærker og vidst, hvad der var dyrt, og hvad der var dårligt. Forskellen er bare, at nu har jeg råd til det.”
Du har haft attitudeproblemer, siger FC Midtjyllands assistenttræner Glen Riddersholm, hvad mener han med det?
”Jamen, han mener, at jeg kunne finde på at håne en modstander, når jeg havde vundet en duel, svine ham lidt til. Det er ikke noget, jeg er stolt af, og jeg gør det ikke mere, men det er en balance, man skal finde. Jeg skal selvfølgelig ikke håne nogen, men på den plads, jeg spiller, er det meget vigtigt, at man sætter sig i respekt og tydeligt viser, hvem det er, der bestemmer nede foran mit mål.”
Du spiller midterforsvarer som din far. Han siger, at det er noget, han har bestemt, du skulle …
”Så siger han det for sjov, men det er rigtigt, at jeg altid har spillet i forsvaret. Da jeg var helt lille og spillede i Lund, havde vi en, der hedder Jens Nielsen, oppe foran. Han lavede alle målene, og jeg sørgede for at lukke af. Så vandt vi. Der kan da godt være noget ubevidst i, at man som dreng gerne vil efterligne sin far, men forklaringen er vel, at min kropsbygning er til at spille forsvarer. Jeg har en god teknik, synes jeg, men slet ikke en teknik, som en god offensiv midtbanespiller skal have. Det er naturligt for både min fysik og min psyke at spille, hvor jeg gør.
Simon som tiårig på Camp Nou på fodboldferie. ”Simon var dengang helt sikker på, at han en dag skulle spille på Camp Nou,” siger hans mor, Lotte Kjær.
Min far har altid været meget vigtig for mig. Han kan godt virke hård, og han kan vist også godt lide at spille hård, men han er jo helt blød indeni. Trænerne hernede gør ikke noget ud af at rose spillerne, og det er ikke meget konstruktiv kritik, man får, så det, at han analyserer mit spil efter hver kamp, er en meget stor hjælp. Og han er rigtig dygtig til det. Nogle gange synes jeg, at han næsten går mere op i mit arbejde, end jeg selv gør, og det kan godt være, at han nu lever sin egen drøm ud gennem mig. Han blev jo selv fodboldinvalid som 24-årig. Han har altid støttet mig, samtidig med at vi altid har skændtes meget.”
Striden om støvlerne?
”Ja, det var, som om det var hver gang over middagsbordet i flere år, og nu holder I altså op, sagde min mor. Jeg hadede ham virkelig for det, men i dag kan jeg godt forstå, at han ikke kunne favorisere mig. Men jeg har det stadig sådan, at hvis jeg synes, noget er forkert, så siger jeg det. Også hernede, og det er de ikke vant til, at en ny og ung spiller gør. Da spillerne skulle tilbage fra juleferie, blev det bestemt oppefra, at de nye og unge skulle møde tidligere end de etablerede, og det er der jo ikke nogen logisk grund til, så det brokkede jeg mig over. Og det virkede.”
Hvor befinder du dig i hierarkiet?
”På vej op fra bunden. Da jeg skulle begynde hernede, var det med en måneds træningslejr i Østrig. Jeg kendte ikke en eneste, og så havde de sat mig på værelse med to italienere, der ikke talte engelsk, og jeg kunne ikke engang sige mit eget navn på italiensk. Der var ingen, der talte til mig, og jeg gjorde ikke andet end at spise, sove og træne to gange om dagen. Dem, jeg talte mest med, var dem, der serverede min mad, og det eneste, jeg kunne sige på tysk, var ja og nej. Da var jeg ved at tro, at jeg var gået forkert. Det var for meget. Jeg ringede hjem flere gange om dagen til min far og Camilla, og det hjalp mig til at få ro i sindet og holde hovedet koldt. 14 dage efter at vi var kommet til Palermo, begyndte det så at løse sig op. Udlændingene holder sammen, mens italienerne holder sig mere for sig selv. Lige nu vader jeg i ros fra medier og fans, og jeg har endnu ikke prøvet at løbe ind i en mur af modgang. Men jeg ved, at det kan komme, og så tror jeg, at jeg er godt rustet til at klare det også. For mig er det vigtigt at undgå at få stjernenykker, beholde begge ben på jorden og blive ved med at være mine forældres Simon, den Simon, Camilla mødte for fem år siden, og den bror, min lillesøster kender.”
SAMME AFTEN er vi på vej ned ad Palermos uendeligt lange og snorlige hovedgade Via della Libertà. Simon er i elegante sorte støvler og et par cowboybukser, som onkel Jul nok ville kalde både hullede og lasede, indtil han ser et par næsten magen til hænge udstillet til en mindre formue i en af de fine modebutikker, der ligger side om side. Alle de store, dyre mærker i tøj, ure og juveler. Simon vurderer dem med kendermine i forbifarten. Teatro Massimo, der hvor slutningen af ’Godfather III’ blev optaget, ligger længere nede. Det berømte operahus har Simon Kjær besøgt og gennemfotograferet. Ikke fordi han kan lide opera, men fordi han er vild med film. En filmbuff, der altid har sin computer i gang med at downloade en film, en meget kyndig storforbruger af film. ”Hvad er dine yndlingsfilm?” spørger han på vej ned til teatret. Jeg nævner et par stykker. Nogle af dem langt ældre end Simon. ”De er også gode,” nikker han.
Simon Kjær har imponeret alle i den svære rolle som central forsvarsspiller – lige fra lokale Palermo-fans til landstræner Morten Olsen herhjemme.
Vi ser i tavshed på trappen, hvor Al Pacinos datter Sophia Coppola dræbes af det skud, der var tiltænkt hendes far, og på vej ned til Pipiroom, hvor vi skal spise, bliver vi ved med at tale om film.
Pipiroom er et sært navn på et spisested. Pipi betyder tis eller pis. Restaurant Pissoir? O.k., man kan jo tage fejl igen. Det er stamsted for Palermos fodboldspillere. Et af dem. På væggene fodboldsouvenirs og fotos af spillere sammen med værten. Der er folk ved alle bordene, stemningen er hyggelig, næsten familiær. Simon er som en søn af huset. Han nikker til nogle af sine kolleger ved de andre borde. Liverani, der kommer ind med et lille selskab, kommer over og trykker hånd. ’Anføreren’, som Simon konsekvent omtaler ham. Jeg rejser mig halvt ved håndtrykket og bliver onkel igen.
Værten hedder Di Giovanni og er en vims og snakkende lille ældre mand med skulderlangt glat og gråt hippie-hår. ’U nustru picciriddu’, siger han om Simon, og der var den igen. Vores lille ven, vores kæledægge.
”Hvorfor Pipiroom?” spørger jeg værten.”
Fordi jeg engang var i Berlin og så en bar, der hed ’Toilet’, så hvorfor ikke kalde en restaurant Pipiroom? Der er alligevel ingen, der hæfter sig ved, hvad det betyder.”
Og så forærer han mig en flaske god rødvin, og som om det ikke var nok, trækker han mig ind på sit kontor, hvor han fisker en tynd indbunden bog med mange billeder ned fra en hylde. ”Den skal du have, for du er gammel nok til at huske ham, Siciliens største fodboldspiller og her fra byen.” Det er en bog om Salvatore Schilacci, der i årene omkring 1990 var bomberen over alle i Italien. Med dedikation skrevet af ham selv med kuglepen på titelbladet. Værtens søn vil ikke stå tilbage for faderen.
Han forsvinder ud i køkkenet og kommer tilbage med en bakke peperoncini, chilifrugter, som han forærer mig. Det er skønt at være onkel.
”Mange mennesker spørger mig om mafiaen, men den er jo ikke noget man ser eller mærker noget til i det daglige ... det er ikke noget jeg spekulerer over.”
FREDAG RYKKER SPILLERNE ind på Mondello Palace. Simon bliver på sit værelse og lukker sig inde i sig selv, taler ikke med nogen. Lader stille og roligt op til Juventus-kampen i morgen. Jeg kan godt glemme alt om billet til pressepladserne. Jeg vil blive hentet på hotellet af Camilla, der kommer ned fra Danmark samme dag, og skal se kampen sammen med hende og nogle af de andre spilleres kærester. Muligvis også andre onkler.
Foran stadion Renzo Barbera afleverer hun nøglerne til den grå Nissan Note til en parkeringsvagt, som kører den på plads. Det er ret blæret. På VIP-tribunen hilser hun hjerteligt bagud på de kvinder, der sidder der. 40.000 mennesker er på plads, larmen altoverdøvende og stemningen elektrisk. Palermo kommer fra en stribe gode kampe og sejre mod netop mesterskabskandidaterne Juventus, men det er dem, der kommer foran på et mål, som hverken Simon eller nogen andre kunne forhindre. Og i anden halvleg lukker og slukker Trezeguet med et mål.
Da Simon Kjær kommer ud fra omklædningen, ringer han straks til sin far, som beroliger ham lidt. Nej, det var ikke et mål, han kunne lastes for. Han ringer til sin agent, Mikkel Beck, som også er hans faste sparringspartner i de situationer.
Nej, det var ikke din skyld. Begge ved de, at man ikke kan tale Simon efter munden. Camilla rækker ham en blå vindjakke med hætte, som hun har medbragt. Uden for stadionporten venter skarer af tifosi på, at deres helte skal komme ud. Simon og Camilla vil vente, til de fleste er væk. Han trækker hætten op over hovedet og forsvinder ud af en sideudgang.
Næste dag roser sportsaviserne ham for endnu en god kamp.
Men dem læser han ikke.
Simon Kjær
➳ Simon Kjær er født 26. marts 1989. Han startede i den lokale Horsens-klub Lund I.F., men blev hurtigt hentet til talentholdet AC Horsens, hvorfra han skiftede til fodboldakademiet i FC Midtjylland, hvor han nogle år senere kom på førsteholdet. Simon Kjær fik sin debut i SAS-ligaen i september 2007 og spillede 21 kampe for FC Midtjylland. Simon Kjær var tidligt til prøvetræning hos franske Lille og senere i Real Madrid, især sidstnævnte gav genlyd i de danske medier.
➳ I sommeren 2008 skrev Simon Kjær under på en femårig kontrakt med Palermo. Han er i år blevet kåret til den næstbedste spiller under 21 år i Serie A af La Gazzetta dello Sport. Han nåede at spille 65 kampe i den lyserøde trøje.
➳ I sommeren 2010 blev Simon Kjær solgt til tyske Wolfburg for 90 millioner danske kroner, hvilket gjorde han til den hidtil dyreste danske fodboldspiller. Under sit ophold i den tyske klub var han udlejet til AS Roma i en enkelt sæson. Han nåede at spille 63 kampe for den tyske klub.
➳Den 5. juli 2013 skrev Simon Kjær under på en kontrakt med franske Lille OSC, her spiller han stadig i dag.
➳ Simon Kjær fik sin debut på det Danske Landshold i 2009 i VM-kvalifikationskampen imod Sverige. Han har siden hen spillet 43 kampe i den rød-hvide trøje.
