Euroman rangerer årets cykeltrøjer fra værst til bedst med hjælp fra Brian Holm, Mark Cavendish og Paul Smith

Vi har haft den store modelup fremme for at granske de 18 WorldTour-holds trøjer.

Euroman rangerer årets cykeltrøjer fra værst til bedst med hjælp fra Brian Holm, Mark Cavendish og Paul Smith
Offentliggjort

Årets cykelsæson er så småt ved at være godt i gang, og snart begynder forårets mange klassikere endelig at rulle igen.

Cykling er selvfølgelig meget andet end gode ben – det handler også om at kende de uskrevne regler, vælge sine ruter med omhu og klæde sig ordentligt på.

Sidstnævnte har moderne cykelryttere ofte ikke mulighed for med de meget sponsorprægede trikoter, der har været dominerende siden de glade 90’ere. Det er svært at se lirens ud, som man siger på cykel-lingo, når den lokale supermarkedskædes blå farver skal slås med en andens sponsors fluorescerende gule farve. Men indimellem dukker der også et par pletskud op og redder sæsonens ære, hvad angår æstetik.

Anderledes har det ikke været i år, og til at finde ud af, hvilke ryttere fra cykelsportens øverste hylde, WorldTouren, der får lov til at køre rundt i de flotteste og grimmeste trikoter har chefredaktør Kristoffer Dahy Ernst ringet efter hjælp fra den altid ærlige Brian Holm til at rangere dem fra værst til bedst.

Undervejs er der også surprise-opkald fra Mark Cavendish, ligesom Paul Smith giver sin mening til kende.

GettyImages-1366987732.jpg

18. Intermarché-Wanty-Gobert

Brian Holm (BH): "Jeg er måske lidt biased, for Hilaire Van Der Schueren kørte engang ind i mig, og siden da har jeg ikke kunne lide ham eller hans hold. Men trøjen er grim. Jeg kan ikke finde ud af, hvorfor de har den der neongule farve."

Kristoffer Dahy Ernst (KDE): "Der er lidt retro over den, men den lykkes ikke med det. Jeg ville ønske, jeg kunne rose kraven eller den blå nuance, men det er svært. Den ser billig ud, og det ligner bare en lavkvalitetstrøje."

Mark Cavendish (MC): "Først tænkte jeg, at den kan rende og hoppe, men jeg kan måske meget godt lide den. Den er meget old school, men jeg er enig i, at den ser billig ud."

GettyImages-1368765028.jpg

17. BikeExchange-Jayco

BH: "Her bliver man trist. Altså hvorfor? At alle de flotte ryttere på det hold skal køre rundt i denne her, det er sørgeligt."

KDE: "Den blå nuance rammer bare ikke plet. Overgangen til hvid er ikke særlig heldig, og den lyseblå lykkes de heller ikke med. De kunne godt have kørt bibs (cykelshorts, red.) og trøje i to forskellige farver, så overgangen blev mere ren og ikke havde den her graduering af farverne, som bare ikke fungerer."

GettyImages-1368219363.jpg

16. Team DSM

BH: "Det fungerer ikke. Ikke engang sådan nogle flotte fyre som brødrene Kragh (cykelrytterne Asbjørn og Søren Kragh Andersen, der kører for Team DSM, red.) kan løfte denne her."

KDE: "Logoet ødelægger virkelig meget. I sin grundform har man her nogle gode farver, som man alligevel lykkes med at ødelægge i kombination. Det kunne være så godt, men den er desværre ret ordinær."

GettyImages-1368748666.jpg

15. Groupama-FDJ

BH: "Jeg er sgu ked af at sige det, men den er ikke god. Med sådan to logoer og de farver at arbejde med er det skandaløst, at man ender her. Men Marc Madiot (sportsdirektør, red.) går stadigvæk i cowboystøvler, så det giver god mening."

KDE: "Man har taget det franske flag, klippet det i stykker og sat det sammen på værst mulig vis. Det er meget lidt kønt."

GettyImages-1368371212.jpg

14. UAE Team Emirates

BH: "Den er ikke grim. Men den sidder bare ikke lige i skabet."

KDE: "Den er ret kedelig, men flaget er meget godt løst. Den vil ikke rigtig noget, og det er lidt sådan en mellemtrøje, der nemt kunne udvikle sig til noget rigtig godt om nogle år. De har potentialet til en flot trøje med de farver. De mangler bare en designer, der tør noget mere."

GettyImages-1368750585.jpg

13. Bahrain-Victorious

BH: "Den er udskældt, men jeg synes egentlig, at den er pæn nok. Den er en af de flotteste i andet geled, men man tænker også lidt ’diktatorisk ørkenstat’, når man ser den."

KDE: "Der er noget Tetris over denne her, som ikke fungerer for mig. Jeg synes ikke, at de grafiske elementer tjener noget formål. Astana slipper bedre fra det. Men Bahrain-Victorious har et rigtigt angriberhold, så vi kommer til at se rigtig meget til den her trøje i år."

GettyImages-1368577609.jpg

12. Astana Qazaqstan

BH: "Jeg synes, at den er ret flot. De har jo deres farve, og den er svær at ødelægge, når de har så få logoer."

KDE: "Astana ejer turkis, og farveuancen er blevet markant pænere, siden Vinokourov var aktiv. Gradueringen er meget fin. Den har noget futuristisk over sig, der gør den lidt tech-agtig, og det kan jeg godt lide."

GettyImages-1368750640.jpg

11. Israel-Premier Tech

BH: "Den er meget fin. Den er i hvert fald ikke grim. Jeg tror, at det hænger sammen med, at jeg så Jakob Fuglsang i den – han kan løfte enhver trøje op. Havde det været Froome, havde jeg nok haft et andet førstehåndsindtryk."

KDE: "Jeg kan egentlig meget gode lide de der byggeklodser i bunden af trøjen. De forskellige nuancer af blå bidrager med noget meget fint til trøjen. Overgangen til hvid er god, og så har sponsoren en afdæmpet rolle på trøjen."

GettyImages-1368429615.jpg

10. Quick-Step Alpha Vinyl

BH: "Vores træningstøj er helt mørkeblåt, og jeg synes, at det er pænere end selve trøjen (Brian Holm er sportsdirektør for Quick-Step, red.) De hvide ærmer er ikke min kop te, og jeg havde foretrukket, at de ikke var der. Hvis vi havde kørt løb i vores træningstøj, ville vi være blandt feltets pæneste."

KDE: "Den blå nuance på shortsene er flot, og jeg kan faktisk meget godt lide de hvide ærmer. Men jeg er også farvet af, at jeg ved, at Quick-Step kører så forbandet hurtigt."

MC: "Jeg synes, at vi ser virkelig cool ud, når vi kører i vores træningstøj, eller når vi har den blå regnjakke på. De hvide ærmer virker mest til at være til for sponsorens skyld. Paul Smith sagde engang, at hvis han selv var professional cykelrytter, så ville han elske at køre i et helt marineblåt sæt uden sponsorer. Det skulle hedde ’The Navy Team’."

GettyImages-1368571412.jpg

9. Team Jumbo-Visma

BH: "Den kan jeg virkelig godt lide. Jeg synes, det var en af de grimmeste trøjer for fem år siden, hvor de også kørte på Bianchi-cykler. Der var intet, der passede sammen. Men nu er det anderledes. Om så Wout van Aert kørte med læsebriller, ville det se lirens ud."

KDE: "Det ser godt ud med de sorte bibs. Jeg er ikke helt solgt på den gule farve, men den tipper helt klart over til deres fordel, når man ved, hvor frygtindgydende et hold de har. De ejer den gule farve i feltet, og det må man have respekt for."

GettyImages-1368571475.jpg

8. Lotto Soudal

BH: "Den er jo flot. De holder fast i vintage-looket, og jeg gad godt at køre i den. Men den er ikke særlig nyskabende."

KDE: "Det er et legendarisk cykelhold, der altid har noget at sige i de store løb. Der er noget staying power over Lotto Soudal, og det kan jeg godt lide. Den røde farve er nem at se i feltet, og den tydelige kasse på maven er ret klassisk. Den er flot, men måske en smule bagudskuende i sin stil."

GettyImages-1368627804.jpg

7. Bora-Hansgrohe

BH: "Jeg ved ikke, hvad fanden det er, men den er flot. Jeg kan rigtig godt lide det røde, der bryder med resten, og så er jeg fan af de subtile striber, der er i selve trøjen."

KDE: "Patchworket er meget sjovt. De røde detaljer er gode og er med til, at den lykkes. Og så har jeg en svaghed for grøn for tiden, så den rammer plet hos mig."

GettyImages-1367693528.jpg

6. EF Education EasyPost

BH: "Det er farligt, for de kører med grønne shorts. Men den overlever, fordi det er EF, og de har en stil. Med alle andre havde jeg nok rangeret den sidst. Rapha (cykeltøjmærket bag trøjen, red.) tør noget mere, og de har formet moderne cykeltøj. Så de får lidt længere snor."

KDE: "Man skal lige vænne sig til at se den, men jeg synes, at den er i en liga for sig. Designsproget er ulig noget, man har set før, og det aftvinger jo altid respekt at prøve noget helt anderledes. Blækklatterne er meget fede, og logoerne er meget underspillede og clean."

MC: "Simon Mottram (stifter af Rapha, red.) er en af de mest indflydelsesrige personer i moderne cykling. Og det er denne trøje endnu et bevis på."

GettyImages-1368747069.jpg

5. AG2R

BH: "De unge mennesker er helt vilde med den, og jeg forstår godt hvorfor. Den minder mig lidt om Molteni (italiensk cykelhold fra 1958 til 1976, red.). Den er virkelig flot, men det er også nemt, når de har hvid som grundfarve. Man gad godt at køre på holdet med den trøje."

KDE: "Jeg er også stor fan. Jeg kan godt lide de brune bibs, og så gør det bestemt ikke noget, at man har parret to franske sponsorer og skruet helt op for typografien."

GettyImages-1367649931.jpg

4. Trek-Segafredo

BH: "Jeg synes, at den er flot, men jeg synes også, at de slipper billigt. Jeg var nok større fan af den sorte og hvide, de havde med de hvide nålestriber i midten af 2010’erne."

KDE: "Den er vildt flot: hvid trøje, marineblå shorts, røde detaljer og flotte sponsor-logoer. Det er meget enkelt. Jeg glæder mig til at se Mads Pedersen vinde Paris-Roubaix i den her uniform."

MC: "Den er helt klart i min top 3. Klassisk og flot."

GettyImages-1368630536.jpg

3. INEOS-Grenadiers

BH: "Første gang, jeg så logoet, var jeg ved at græde, men når man så har set det på Lewis Hamiltons Mercedes-Benz, vænner man sig til det. Det er ligesom, når Van der Poel har hvide shorts på: Der må man bare bøje nakken."

KDE: "Deres farveforståelse er helt vildt god, og alt hvad de laver, hvad end det er veste, bibs, trøjer eller jakker, ser bare godt ud. Udtrykket hænger sammen, og det er tydeligt, at de har et designteam, der følger en stram grafisk identitet. Den støvede blå spiller flot sammen med de røde farvestik."

GettyImages-1368619732.jpg

2. Cofidis

BH: "Denne her er jeg helt vildt med. Der er lidt Faema-stemning (Faemino-Faema, hvor Eddy Merckx kørte fra 1968 til 1970, red.) over den, bare med omvendte farver. Jeg er glad for, at de ikke er blevet fristet af røde bukser, men i stedet er gået med de sorte."

KDE: "Jeg er helt enig. Cofidis-placeringen er meget utraditionel, men det fungerer. Det er fedt, at den røde lynlås går hele vejen op. Den hører til helt i toppen for mit vedkommende."

GettyImages-1367527353.jpg

1. Movistar Team

BH: "Skulle jeg ud at købe en trøje fra et cykelhold i dag, ville det være denne her. Jeg elsker den. Marineblå er min favoritfarve, og selvom det er nogle taknemmelige farver at arbejde med, så har vi set andre ødelægge det. Det har Movistar ikke gjort her. I min bog er det den flotteste trøje i år."

KDE: "Den er bare helt vildt flot. At se denne her på Valverde bliver vel næppe pænere. Den fortjener pladsen som nummer ét."

Paul Smiths fire favoritter

Undervejs fik Brian Holm en sms fra Paul Smith, der også ville give sit besyv med. Han pegede på Trek-Segafredo, Lotto Soudal AG2R og Movistar som de fire flotteste trøjer med teksten: ”No gimmicks, a clear message for the sponsors.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Cykling og Cykelløb