HVIS DET IKKE LIGE VAR, fordi de var klædt i tidens fineste farvekombination og dermed afslørede en vis broderlighed, havde jeg måske nok skyndt mig at smide mine lange ben på nakken, da følgende fandt sted. Klokken var en smule over middag, da en gruppering mænd pludseligt og determineret rundede hjørnet ved Reguliersbreestraat og marcherede ind på Rembrandtplein i Amsterdam.
De var anført af to mænd med megafoner i hænderne og tatoveringer ud over det hele og fadølsfustager som arme, og i hælene på dem blev der hamret på tromme. Og vi – det vil sige et par tusind landsmænd og mig selv – stod bare uforvarende og sang hyggespredende sange om Rasmus Tantholdt, topseriøs korrespondent turned lokal rockstjerne for en dag, mens vi forsøgte at lindre vores ømme bussædekrøllede rygge med tynde hollandske øl og var jo således, hvad man i militærjargon betegner som sitting ducks.
Men de ville sgu ikke smadre os (gudskelov, mand!), næ, de gik bare durk ind i midten af det hele, uden hensynstagen til, hvad der ellers lige var på dagsordenen, og begyndte på diverse velorkestrerede slagsange.
Jeg kendte ikke teksterne, men når den største af de to frontmænd kiggede min vej, var det alligevel, som om ordene kom til mig. Kort forinden havde vi sunget, at ”dem, der ikke hopper, er fra Wales” (med samme barnagtige melodi, som når man i børnehaven sang, at nogen ikke måtte være med i ens hule). Nu sang vi: ”Vi kommer for at slås / vi kæmper hele livet / for det’ en del af os”. Og det ved jeg med sikkerhed, vi sang, for kort tid efter disse mænds ankomst havde nogle lidt yngre kræfter i samme flok gået rundt og uddelt små papirlapper, hvorpå de forskellige sangteksterne stod trykt. Ægte roliganisme.
PLADSEN MIDT i den hollandske hovedstad kogte. På St. James Gate, en irsk bar med servering ud til pladsen, må de have slået omsætningsrekord. Tre gange. Hen ad eftermiddagen kunne de to elskværdige irske bartendere i hvert fald nogenlunde imitere omkvædet fra ’Re-Sepp-Ten’.
Danske fans hang ud ad hotelvinduer ned mod pladsen og blev tiljublet, som om de netop var hjemvendt fra fjerne himmelstrøg med EM-pokalen i armene, mens øl blev tyret op mod junihimlen og rev sprækker i den fugtige luft.
En lokal herre gik som den eneste lidt betuttet rundt på pladsen. Kort forinden denne dag havde han erhvervet sig et ubrugt analogkamera fra 1968, og blonde danske damer var, mente han, de perfekte motiver at forevige på kameraets første skud. Problemet var bare, at de var svære få øje på. Hvor er de alle sammen henne, sukkede han, og trissede forsvedt længere ind i folkedybet.
JEG SKULLE EGENTLIG have passet mine svigerforældres hundehvalp i disse dage, men noget andet var kommet i vejen, måtte jeg forklare dem. Forståelsen var heldigvis stor. Med tre barndomskammerater erhvervede jeg mig billetter og hoppede på en fanbus fra Burger King i Fredericia.
Midt i mylderet på Rembrandtplein stødte jeg på en anden gammel ven. Fredag formiddag var han blevet ringet op af fem kammerater. Skal du med til Amsterdam, havde de spurgt. Han var lige på arbejde – hvornår ville de køre? Ja, nu, havde de svaret, som om selve muligheden for andet forekom dem ganske latterlig. Og afsted var det gået.
Andre var fløjet hertil med fly, lejet minibusser og kørt hele vejen selv eller arrangeret kørsel med fremmede, planer var blevet skubbet og rykket. Ja, ja, jeg ved, det er sent at melde fra, og undskyld mange gange, men landsholdet spiller, for fanden, og desuden vinder vi måske nok det hele, skal du se. Det måtte man da kunne forstå?
Det er svært, hvis ikke umuligt, præcist at formulere, hvad det er, man rammes af i disse uger. Floskler om fællesskab trænger sig på. Jeg aner det virkeligt ikke, men det er en voldsom kraft.
DE TO FØROMTALTE mænd var mig forinden denne lørdag fremmede, nu var de pludseligt apostler og jeg deres discipel. Fra et meter højt betonelement udstak de deres befalinger, og vi fulgte trop. Og det åbenbarer jo noget andet ved fodbolden, som jeg ikke helt ved, hvad jeg skal sige yderligere om: At mænd med halstatoveringer kan træde rundt om et hollandsk gadehjørne og blive folkeforførere.
Det virkede, hvad de gjorde, skal jeg understrege. Hvis lykke er en reel følelse, så havde vi den lige der. Vi blev hinandens nærmeste, alle vi tusinder fra Danmark. Og vi glemte alt om, hvor lang køen til den obligatoriske kviktest havde været om formiddagen, og hvor traumatiserende langt de havde stukket den sylespidse pind ind i vores næser, og hvor dyre billetterne havde været, og hvor dårligt der havde lugtet i busserne på vejen herned. Vi trak vejret gennem hinandens sang.
MAN GLEMTE OGSÅ næsten, at der jo altså var en kamp, der skulle spilles, men også kun næsten, så vi forlod Rembrandtplein og travede mod metroen. Jeg skal være ærlig at sige, at jeg følte mig ganske overbevist om, at hvad ekstase angik, så var peaket passeret. Klogere skulle jeg blive, for da vi stimlede ned i undergrunden og stuvede os sammen som fordrukne Yorkshiregrise i den ellers lange metrovogn, viste det sig gudhjælpemig, at der var et niveau mere. Man skulle nok have været der og alt det der, og det må du i så fald undskylde. Vognen gyngede sig vej gennem de underjordiske stier, og jeg funderede for en stund over, om ingeniørerne bag havde haft denne glade griseflok med i kalkuleringerne?
HVAD DER SKETE på stadion, ved du vel lige så godt som jeg. Amsterdam Arena var i to timer dansk grund. Måske var det det, de danske spillere lige skulle vænne sig til? Efter Dolbergs gudekasse løsnede det hele op og gik op i dén slags, man kan spinne drømme på. Mættede og med tro på, at livet slet ikke er så hårdt alligevel, traskede vi derfra og satte os tilbage i bussen, der havde fundet vej til denne drøm, og lukkede vores øjne.
