Euroman til Wales-kamp i Amsterdam: “Hvis lykke er en reel følelse, så havde vi den lige der”

HVIS DET IKKE LIGE VAR, fordi de var klædt i tidens fineste farvekombination og dermed afslørede en vis broderlighed, havde jeg måske nok skyndt mig at smide mine lange ben på nakken, da følgende fandt sted. Klokken var en smule over middag, da en gruppering mænd pludseligt og determineret rundede hjørnet ved Reguliersbreestraat og marcherede ind på Rembrandtplein i Amsterdam.

De var anført af to mænd med megafoner i hænderne og tatoveringer ud over det hele og fadølsfustager som arme, og i hælene på dem blev der hamret på tromme. Og vi – det vil sige et par tusind landsmænd og mig selv – stod bare uforvarende og sang hyggespredende sange om Rasmus Tantholdt, topseriøs korrespondent turned lokal rockstjerne for en dag, mens vi forsøgte at lindre vores ømme bussædekrøllede rygge med tynde hollandske øl og var jo således, hvad man i militærjargon betegner som sitting ducks.

Men de ville sgu ikke smadre os (gudskelov, mand!), næ, de gik bare durk ind i midten af det hele, uden hensynstagen til, hvad der ellers lige var på dagsordenen, og begyndte på diverse velorkestrerede slagsange.

Jeg kendte ikke teksterne, men når den største af de to frontmænd kiggede min vej, var det alligevel, som om ordene kom til mig. Kort forinden havde vi sunget, at ”dem, der ikke hopper, er fra Wales” (med samme barnagtige melodi, som når man i børnehaven sang, at nogen ikke måtte være med i ens hule). Nu sang vi: ”Vi kommer for at slås / vi kæmper hele livet / for det’ en del af os”. Og det ved jeg med sikkerhed, vi sang, for kort tid efter disse mænds ankomst havde nogle lidt yngre kræfter i samme flok gået rundt og uddelt små papirlapper, hvorpå de forskellige sangteksterne stod trykt. Ægte roliganisme.